Kommentar

Nogle gange er hensynet til helheden vigtigere end friheden

På Charlottenborgs fredede bygning må man ikke lave et parabolkunstværk, og i Odense skal kolonihaveejere gøre deres huse mindre. Begge dele kan synes lidt småligt og regelret, men af og til må friheden vige for æstetikken
Selvom reglerne bør overholdes, skal der også være plads til undtagelser. Kigger man på Ai Weiweis værk vil man kunne se, at det spiller helt og aldeles sammen med Charlottenborgs arkitektur. Det er lavet til og med respekt for den mere end trehundrede år gamle bygning.

Selvom reglerne bør overholdes, skal der også være plads til undtagelser. Kigger man på Ai Weiweis værk vil man kunne se, at det spiller helt og aldeles sammen med Charlottenborgs arkitektur. Det er lavet til og med respekt for den mere end trehundrede år gamle bygning.

Linda Kastrup

24. april 2018

Kunstværket Bab al-Hara må ikke hænge på kunsthal Charlottenborgs facade i København.

Værket, som er skabt af kunstneren med det flotte navn Banaan Al-Nasser, består af en masse parabolantenner, der ifølge beskrivelsen af Banaan Al-Nassers værk både kan symbolisere tryg parcelhusidyl og ghetto. Men Slots- og Kulturstyrelsen mener ikke, at værket spiller sammen med den fredede bygning og arkitekturen i Nyhavn, har Berlingske kunnet fortælle, så nu hænger Bab al-Hara i stedet på ARoS i Aarhus.

Flytningen af Banaan Al-Nassers værk har skabt debat, blandt andet har kulturordføreren med det mere udbredte navn, Mogens Jensen (S) sagt, at det ikke er embedsfolk i Slots- og Kulturstyrelsen, der bør tage kunstneriske beslutninger.

Og nu til Odense. Her har kommunen nemlig bedt de kolonihaveejere, som har bygget deres huse større end 60 kvadratmeter, om at gøre dem mindre igen. Det er selvsagt ikke en fredningssag, men der er nu en gang regler for, hvor stort et kolonihavehus må være, og hvor stor en del af en grund der må bygges på – og haveejere er tilsyneladende begyndt at opføre mindre parcelhuse i visse haveforeninger.

Det har også skabt debat og kritik i kolonihave-Danmark. Det er for småligt og stift, lyder kritikken, selvom der selvfølgelig også er folk, som godt kan lide, at reglerne bliver overholdt.

Jeg kan lige så godt melde klart ud, at jeg personligt er på regelrytternes og myndighedernes side. Ønsket om frihed til lige at gradbøje en åndsvag regel i ny og næ har jeg generelt stor sympati for, men når det kommer til arkitektur og byplanlægning, er jeg dybest set en sur, forbitret mand.

Alt for mange områder ligner i forvejen noget, der er løgn – der er grund til at lave fredninger, så man kan bevare det unikke, og til at lave lokalplaner, så man kan sikre en byggestil, som passer til området. Herregud: Nogle paraboler på en væg ud mod Nyhavn og en kolonihave på 70 kvadratmeter, hvad gør det?

En grundkonflikt mellem frihed og fællesskab

Det gør, at Nyhavn ikke ligner Nyhavn, og at en kolonihaveforening ikke ligner en kolonihaveforening, er mit svar. Jeg er med på, at det hverken er ungt eller progressivt, men jeg fylder også snart 40 år, så det gør mig ikke det store.

Der er ofte indslag i TV 2, som kredser om denne konflikt, som jeg ikke vil tøve med at kalde en grundkonflikt mellem frihed og fællesskab. Derfor er det godt tv. I januar 2017 var det en sag med nogle beige mursten i et område i Slagelse, hvor der kun må være røde mursten. Mange delte indslaget med en utilfreds nabo, som stod foran sit fuldt ud lovlige røde murstenshus og beklagede sig.

Han var smålig og pertentlig, mente mange.

Jeg er med på, at nogle beigefarvede mursten på et nabohus ikke er verdens største problem – et lille smil på læben ville bestemt have klædt ham – men grundlæggende er jeg på hold med manden med de røde mursten. Dels har han teknisk set ret, men det er sådan set ikke det vigtigste.

Det vigtigste er, at hensynet til den øvrige arkitektur, området, historien, fællesskabet, eller hvad der nu er på spil i de enkelte sager, ikke er ligegyldigt. Det samme gælder naturligvis de danske kyster og naturen på Amager Fælled, som har været under pres de seneste år.

Og lad os så komme tilbage til Banaan Al-Nassers værk, som – det skal retfærdigvis siges – adskiller sig fra de andre sager ved at være midlertidig. Der er en detalje, som har vakt forundring blandt kritikerne. Sidste år havde den verdensberømte kinesiske kunstner Ai Weiwei sat redningsveste fra flygtninge fast på Charlottenborgs facade på det selv samme sted på bygningen ud mod Nyhavn.

Det skal jo helst ikke være sådan, at man godt kan få lov til at bryde reglerne, når man hedder Ai Weiwei, men ikke når man hedder Banaan Al-Nasser.

Kigger man på Ai Weiweis værk vil man dog kunne se, at det spiller helt og aldeles sammen med Charlottenborgs arkitektur. Det er lavet til og med respekt for den mere end trehundrede år gamle bygning. Derfor kan man godt argumentere for, at det ene værk kan få lov, mens det andet – som lige så godt kunne hænge uden på ARoS – ikke kan. For selvfølgelig skal undtagelser være mulige. Så skal reglerne trods alt heller ikke tolkes mere rigidt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Poul Erik Pedersen
  • Peter Knap
Mette Poulsen, Poul Erik Pedersen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg er bestemt ikke enig - bl.a. fordi denne dræbende enshed jo ikke er, hvad der gør det gamle bevaringsværdigt, men nutiden så rædselsfuld at kigge på. Gammelholm er en myriade af forskellig byggestil, Nyhavn er det - og netop kunst, der bryder konformitet og det kendte, er, hvad kunst skal gøre.
Parcelhusdanmark er åbenbart ved at erobre mere end nogle kolonihaveforeninger.

Lise Lotte Rahbek

Årsagen til at nogle bygger parcelhuse i kolonihaverne er,
at det er en billig grund at have hus på.

Jeg bryder mig ikke om at kolonihaver bruges som helårsboliger.
Men sådan er det nu.

Christian De Thurah

Eksemplet med de forvoksede kolonihavehuse har nok ikke så meget med æstetik at gøre. Det minder mere om de sager, der er med folk, der har købt andelslejligheder og derefter vil sælge dem som ejerlejligheder: Man køber fordelagtigt pga. nogle særlige regler, og når det så kommer til stykket, blæser man på de regler.

Jens Thaarup Nyberg

Steffen Gliese
Er det de røde mursten du harcelerer over, eller skal der suppleres med et par moderne bygningsværker, i Nyhavn og på Gammelholm ?
Hvad kunstværket angår, havde jeg gene set det - afvisningen forekommer mig tåbelig, i lyset af dets midlertidige fysiske eksistens.

Steffen Gliese

Nej, jeg bemærker, Jens Thaarup Nyberg, at det er diversiteten i den gamle bygningsmasse, der giver fortidens kvarterer deres charme og varme - ikke konforme arkitekt-ideer om at lægge en syndflod af klausuler ned over et kvarter.
Nogle gange kan det være på sin plads, hvis der er tale om en arkitektonisk helhedstækning - jeg har set noget fremragende almennyttigt byggeri i Kokkedal, der næsten væltede mig bagover, men dér var der også tale om betydelig variation fra hus til hus.
Også jeg mener, at en gammel bygning - især en tidløs én af slagsen som Charlottenborg, som reelt kunne være både et yngre eller ældre bygningsværk - kan danne perfekt baggrund for skiftende moderne værker. Det handler jo om at leve med sin fortid og de muligheder, der byder sig til - i stedet for denne kværnende forandring for forandringens egen skyld, når det ikke engang bliver pænere eller mere interessant.