Kronik

En god socialpolitik sætter den enkelte borger i centrum

Med et ensidigt fokus på videns- og evidensbaseret socialpolitik forsømmer vi at myndiggøre borgeren og anerkende den enkeltes specifikke behov
Omkring 20-25 procent af de unge kæmper med så store problemer, når de forlader folkeskolen, at alt for mange ikke får en ungdomsuddannelse. I Randers har man skabt en forberedende ungdomsskole, der koordinerer uddannelse med beskæftigelse og socialpolitik, og som samtidig siger: Vi skal styrke vores elever menneskeligt, så de kommer til at tro på sig selv og får mod på livet.

Omkring 20-25 procent af de unge kæmper med så store problemer, når de forlader folkeskolen, at alt for mange ikke får en ungdomsuddannelse. I Randers har man skabt en forberedende ungdomsskole, der koordinerer uddannelse med beskæftigelse og socialpolitik, og som samtidig siger: Vi skal styrke vores elever menneskeligt, så de kommer til at tro på sig selv og får mod på livet.

Sofie Amalie Klougart

21. april 2018

Socialpolitikken har alt for længe stået i skyggen af andre politikområder. Sådan meldes der ud i Informations kronik 7. april af tre vidende eksperter på feltet, Niels Ploug, Mette Wier og Lisbeth Pedersen. Og de har en vigtig pointe. Alt for længe har en økonomi- og beskæftigelsestænkning domineret socialområdet, og masser af klienter er sendt fra Herodes til Pilatus for at presse den sidste arbejdsprøvning ud af dem.

Og rigtigt er det, at socialpolitikken beskæftiger sig med alle de andre politikområders restgrupper. De grupper, der kæmper med job, med sundhed og med uddannelse. Det er her, socialpolitikken træder ind på scenen, og forslaget fra kronikørerne er, at den skal være evidensbaseret. Der skal data ind i beslutningsprocessen, og det er data, vi sådan set allerede har. Vi skal have alle tilgængelige oplysninger om klienterne på bordet, så vi kan udforme den politik, der skal til. Det er en videns- og evidensbaseret socialpolitik, der blot mangler at blive implementeret.

Overvejelserne over, hvad der virker, er selvfølgelig uomgængelige, og de er også en del af grundlaget for det sociale arbejde i daglig praksis. I dag vil vi også forvente en vis dokumentation, og forskningen kan et stykke ad vejen hjælpe os. Men også kun et stykke ad vejen, for den får aldrig fat i alle de faktorer, der er på spil i det enkelte tilfælde. Den kan øge sandsynligheden for, at vi rent metodemæssigt ikke rammer helt skævt. Men den kan ikke sige, hvilken vej vi skal gå i socialpolitikken.

Mennesket skal myndiggøres

Hvad er det, der mangler? Der mangler en positiv vision, som stiller sig på menneskets – borgerens – side. Det er en socialpolitik, der hjælper mennesker i en trangssituation til at genvinde magten i deres eget liv og til at blive selvhjulpne og få et godt liv. En sådan vision kræver, at den enkelte skal involveres, have indflydelse og ansvar i sit eget liv. Det perspektiv handler om empowerment, der betyder myndiggørelse, og det er aldeles fraværende i kronikkens grundsyn, som jeg læser det. Men det er en nødvendig vision for ikke igen at ende i en ren objektivering af borgeren og gøre ham/hende til ren klient.

Den måde at tale om socialpolitik på udelukker selvfølgelig ikke overvejelser over effekt. Lad mig give et eksempel. Den kommunale indsats over for udsatte unge 14-16-årige blev evalueret af Socialforskningsinstituttet for et par år siden. Undersøgelsen følger gruppen over en periode og sammenligner forebyggende foranstaltning i eget hjem med anbringelse uden for hjemmet.

Rapporten når frem til, at de to indsatser har hver sine styrker og svagheder, men at de unges forløb er meget turbulente. De afslutter, de påbegynder, de finder på noget andet og vender måske tilbage. Et år efter starten af indsatsen er omkring halvdelen af de udsatte unge fortsat i gang med en social indsats, fordi der er opstået nye problemer. Der er noget på spil, som går under måleradaren, simpelthen fordi det er uforudsigeligt – og evidenstilgangen har den begrænsning, at den kun svarer på det, vi spørger om. Og sagsbehandlerne er ikke alvidende eksperter, der har magten til at sidde og styre de udsatte unge som sprællemænd, der gør, som vi siger. Eller som forskningen peger på, at de vil gøre. De gør noget andet, fordi de selv har en tanke med deres liv. De er styret af noget andet – og hvad er det så?

Herre i eget hus

Engang vovede vi at italesætte dette ’andet’ som et forsøg på myndiggørelse og som et mål i socialpolitikken. Altså at vi skal styrke det enkelte menneskes mulighed for at blive herre i eget hus. Det faglige begreb var som nævnt ’empowerment’. Det kan godt være, det er blevet næsten glemt i forhold til rationelle kalkuler og overvågningsstrategier. Men helt ved siden af er den tænkning nu ikke. Begrebet er især udviklet i USA i 1970’erne og står for den opfattelse, at det enkelte menneske er den, der forstår sine egne behov bedst – og i virkeligheden også har magten til at handle på dem og imødekomme dem. Vores rolle er at hjælpe dem til at gøre alt det på en bedre måde. Men lad mig give et helt opdateret eksempel.

I perioden 2014-2016 blev der i ti kommuner i Danmark gennemført et projekt om tværgående indsatser og sammenhæng og helhed. Det hed ’Projekt familier på vej’, og der blev ydet tilskud til de deltagende kommuner på beskedne 7,5 millioner kroner. Metoden var koordineret tværfaglighed. Ideen var, at fagfolkene skulle snakke sammen og koordinere deres indsatser sammen med borgeren og familien. En såkaldt dyb synkronisering. Men noget væsentligt lå også et andet sted. Det handlede om menneskers aktive medvirken og deres tro på, at de kunne bidrage.

En teamleder på Lolland sagde det sådan: »Vi skal have en anden form for samtale med borgerne, så det ikke altid handler om ret og pligt, men om, hvad der er vigtigt for den enkelte. Hvilke håb og drømme de har for deres fremtid.« Projektet førte til en fælles kortlægning i familien, til netværksmøder og til koordineret planlægning. Familien bestemte altså, hvem der skulle inddrages, og de blev støttet af en koordinator. Der blev lavet aftaler, og planen blev forsøgt ført ud i livet sammen med de enkelte familiemedlemmer.

Helhedsorienteret indsats

Det helt centrale er altså involveringen. En socialpolitik er social også i den forstand, at den bygger på og udvikler relationer. Det er en investering i familien, der bygger på tillid. Og indsatsen handler om alle i familien. Den er helhedsorienteret, og den er tværgående. Det handler om både uddannelse, beskæftigelse og sundhed. Og troen på, at vi kan give mennesker ejerskab til deres eget liv, hvis vi giver dem indflydelse og støtter dem i realiseringen af det.

Men – siger måske den hardcore evalueringsekspert: Kommer der noget ud af det? Svaret er, at det gør der faktisk. Evalueringen fra familieprojektet viste, at de voksne opnåede bedre trivsel og sundhed, bedre forældreevne og bedre tilknytning til arbejdsmarkedet. For børn og unge var der tale om forøget trivsel og tryghed og mere stabil skolegang.

Den helhedsorienterede indsats kan flytte udsatte familier fra et liv med tunge sociale problemer og høje kommunale udgifter til et mindre belastet liv. Og dermed reducere de kommunale udgifter mærkbart, som det siges.

Selvfølgelig vil der være barrierer, der skal overvindes. Men alene den tværgående indsats vil være i stand til at samle kræfterne omkring familien i et fokus, der giver håb om forandring og personlig vækst. Det er der også erfaringer med. Hvis vi bliver i gruppen af unge ved udgangen af folkeskolen, ved vi, at mange af dem falder fra uddannelsessporet. Omkring 20-25 procent kæmper med så store problemer, at alt for mange ikke får en ungdomsuddannelse. I projekt ’Herreværelset’ i Randers har de skabt en forberedende ungdomsskole, der koordinerer uddannelse med beskæftigelse og socialpolitik, og som samtidig siger: Vi skal styrke vores elever menneskeligt, så de kommer til at tro på sig selv og får mod på livet.

En humanistisk socialpolitik

Det er dybest set også det, den nye PGU – Pædagogisk Grunduddannelse – sigter mod. Den blev lanceret sidste år og er i disse måneder ved at blive implementeret. Den søger mod større helhed i indsatsen, en alliance med forældrene, en anden pædagogisk tilgang og større tværfaglighed med arbejdsmarkedsrelatering. Altså en samtænkning af politikområder, der også inddrager den personlige udvikling.

Efter min mening skal vi turde samle vores mange erfaringer inden for socialområdet og lade dem indgå i en samlet indsigt om, hvad der styrker mennesker i en trangssituation. Måske en vision, som vi kalder en myndiggørende socialpolitik, der handler om at genrejse mennesker og give dem nyt mod. Den bygger selvfølgelig på forskning og evidensbaseret viden om, hvad der virker. Men først og fremmest vover den at inddrage de drømme og forhåbninger, som mennesker oftest allerede er i gang med at finde en retning for. Det hjælper vi dem til at gøre bedre. Det er ikke kun en evidensbaseret politik, men en humanistisk socialpolitik.

Per Schultz Jørgensen er dr.phil. og tidligere formand for Børnerådet.

Serie

Hvorhen, socialpolitik?

Det herskende socialpolitiske paradigme er nået til vejs ende, mener eksperter. Beskæftigelsen boomer, men mentalt har vi det dårligere. Spørgsmålet er, hvordan socialpolitikken bringer os videre. Det sætter Information fokus på.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • David Zennaro
  • Ulla Søgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, David Zennaro, Ulla Søgaard, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Første gang jeg læste om forståelsesrammer, der i høj grad minder om dem som kronikken formidler (hvis jeg har forstået den ret) var, da jeg tilfældigt, i slutningen af '60'erne rendte ind i A. S. Neills' bog om Summerhillskolen. Jeg er siden da stødt ind i talrige tilsvarende tekster (som i Søren Kierkegaards terminologi er kogt ned til noget i retning af: Hvis du vil hjælpe andre mennesker, så skal du møde dem, der hvor de er) og har sågar i mit eget arbejdsliv i vid udstrækning forsøgt at praktisere anbefalingerne - til stor gavn og glæde for både mig, og dem det gik ud over.

Når disse koncepter ikke praktiseres i større udstrækning er det altså ikke fordi vi mangler viden om hvordan, det skal praktiseres, men vel snarere fordi vi (d.v.s. vores beslutningstagere) ikke ønsker dem praktiseret.

Hvis den hypotese er rigtig, så må hypotesen om hvordan det nu kan være lyde noget i retning af, at vores magthavere kan se en langt større gevinst i at forhindre praktiseringen af disse koncepter. Hypotesen om, hvad denne gevinst så består af kunne så f.eks. handle om, at det understøtter magthavernes magtpositioner. - Eller: Find selv på andre, for en presse der (som den fjerde statsmagt) kunne finde på at konfrontere vores magthavere med konsekvenserne af deres adfærd, for derigennem at kunne nå en mere præcis hypotese, om deres manglende motivation til - for en gangs skyld - at iværksætte noget, som virker, er åbenlyst ikke-eksisterende - og bliver i øvrigt en gang om ugen slået ihjel i Presselogen.

Derfor: Endnu en fremragende kronik som for længst er arkiveret lodret af de mennesker der rent faktisk ville kunne iværksætte de tiltag som kronikøren anbefaler.

Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

At sætte den enkelte borger i centrum burde være logik for perlehøns, når snakken er om socialpolitik. Et efterhånden stærkt forsømt og negliseret element i det såkaldte velfærdssamfund. Der findes ingen pakkeløsninger men blot og bar den individuelle, fagligt funderede indsats overfor socialt marginaliserede af enhver kategori.
Det er min eneste værdifulde og vedvarende erfaring efter 30 år i feltet med psykisk syge, stof- og alkoholmisbrugere og alle mulige variationer over feltet.
Dette kræver flade ledelsesstrukturer med høj tillid til medarbejdernes kunnen og faglige formåen. Når ledelseslaget er så stærkt oprustet i offentlig forvaltning med akademikere, regneark overalt, så er det efter min mening et klart eksempel på, at kursen lægges helt anderledes, og tiden brgus fjernt fra brugerne og deres daglige levevilkår.
Der er i de senere år oprustet med 6.000 DFØFfere og samtig "sparet" 10.000 lærere og pædagoger

Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Det er en socialpolitik, der hjælper mennesker i en trangssituation til at genvinde magten i deres eget liv og til at blive selvhjulpne og få et godt liv."

En solid socialpolitik fokuserer på de grundlæggende vilkår, befolkningen som et hele skal leve under og tager ikke afsæt i mønsterbryderdiskurser. En socialpolitik, som fokuserer på den enkeltes trangssituation i en i øvrigt konkurrencebaseret samfundsorden, hvor den enkelte skal blive selvhjulpen, overser at ingen kan klare sig alene, at ingen kan blive selvhjulpne. Altså vil en sådan socialpolitik være funderet på et optisk bedrag, som til stadighed vil martre den angivelige politiske ambition om at hver enkelt individ, som måtte være i trang, skal have et 'kærligt skub' til at 'klare sig selv'.

Kim Folke Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

" En god socialpolitik sætter den enkelte borger i centrum "
Det afhænger sørme af hvor mange behandlere der står rundt om klienten - særlig de ledige.
Med Basisindkomst gives myndigheden tilbage til borgeren og antallet af klienter, som socialvæsenet skal tage sig af, vil falde drastisk.

PSJ siger det selv, men undlader den nærliggende konklusion : " Hvad er det, der mangler? Der mangler en positiv vision, som stiller sig på menneskets – borgerens – side. Det er en socialpolitik, der hjælper mennesker i en trangssituation til at genvinde magten i deres eget liv og til at blive selvhjulpne og få et godt liv. En sådan vision kræver, at den enkelte skal involveres, have indflydelse og ansvar i sit eget liv.

Kim Folke Knudsen

En god socialpolitik sætter den enkelte borger i centrum

En god beskæftigelsespolitik sætter den enkelte borger i centrum.

UD med den destruktive Aktiveringsmaskine.
UD med det bureaukratiske kontroltyranni overfor ledige, syge, personer på ressourceydelse og kontanthjælpsmodtagerne.

IND med en værdig behandling af borgerne, som har brug for råd og vejledning til at komme i job igen eller afklares til Førtidspension.

Annette Munch

1. der er produceret masser af empirisk baseret forskning om hvad der virker og ikke virker siden SFI (nu Vive) påbegyndte Børneforløbsundersøgelsen i 1995 (sfi2004 og SFI 2007) og efterfølgende masser af mere specifikke undersøgelser på en aldersgrupper - og de produceres stadig. Børnene i undersøgelsen er nu over 23 og dermed til dels ude af Servicelovens regi.
2. mærkeligt at Socialministeren tidligere i denne tråd total underkender sin egen Servicestyrelse, der har produceret utallige vejledninger (redskaber og værktøjer) til brug for daglig praksis. Det giver mig kvalme når Socialministeren taler om værktøjer og redskaber: vi taler om mennesker, der (måske) gennem generationer har levet i samfundets randområder og forslåede af livet forventes at få styr på deres liv på 6-12 måneder.
Individualiseringen i værktøjer og redskaber har en tendens til at indikere at det altid er menneskene er er forkerte - de skal bare fixes.
3. Utallige internationale/amerikanske undersøgelser har påvist at klar kommunikation og tillidsskabende relationskompetencer blandt de professionelle er af langt større betydning end skiftende aktuelle metoder, herunder de evidensbaserede bogstavprogrammer, der er importeret for USA de sidste 15 år, hvor evendensen har vist sig at være tvivlsom (sfi2007) Desværre er Servicestyrelsen tilbageholdende med at evaluere og vurdere virkningerne af deres egne anvendelser af Satspuljerne, når der er brugt 3ciferede millionbeløb.
4. involvering af borgerne i deres eget liv er en afgørende forudsætning for forandring og det stiller store krav til at de professionelle bliver kompetente til det ligeværdige respektfulde samarbejde, herunder at afpasse relevante indsatser til realistiske forandrings- og udviklingspotentiale. (se sfi)
5. faglig ledelse og regelmæssige opfølgning er en forudsætning for at sikre at de tilbudte indsatser er meningsfulde og forandringspotente for borgerne/klienter
6. systembaserede data forekommer at være et mål i sig selv (ICS samlede masser af data, men gør journaler uoverskuelige, når familier med børn deles op i hver sin journal og der copy/pastes i stort omfang) og overblikket over udviklingspotentialer drukner i data
7. det er en forudsætning for udvikling i denne komplekse del af samfundet at de professionelle aktører får mulighed for at kombinere forvalteren af lovgivning med professionel faglighed
8. det er sjældent set at stillet spørgsmål ved politikker og de strukturelle organisationer, fordi det virker uoverskueligt at ændre på (?) - A Undersøge i hvilket omfang de forskellige lovgivninger spænder ben for hinanden og virker kontraproduktive for samarbejdet om den helhedsorienterede indsats. det kræver en grundig analyse, som forskerne passende kan byde ind på, hvis politikerne har modet
B undersøge i hvilket omfang organiseringerne i funktionssystemer blokerer for fælles viden og fælles forståelse af relevante handlemuligheder i en koordineret indsats. Der er allerede flere kommuner der ser potentialet i at organisere de komplekse indsatser fleksibelt omkring borgere, men her mangler f.eks. samarbejdet med regionerne på special- og sundhedsområdet. Der er stadig alt for megen kassetænkning