Kommentar

Det gode liv venter ikke på den anden side af seks ugers yderligere selvudvikling

Det er højaktuelt, når DR igen laver fjernsyn om perfekte, men ulykkelige piger. Men det er forfejlet at lade pigerne sætte endnu flere mål for at slippe jagten på den fejlfri facade
Med De Perfekte Piger har DR3 skabt et højrelevant program, men på forkerte præmisser. For nye mål løser ikke følelsen af utilstrækkelighed, og det facadefrie lykkelige liv venter ikke på den anden side af seks uger yderligere selvudvikling- og refleksion. Her er det 21-årige Amalie.

Med De Perfekte Piger har DR3 skabt et højrelevant program, men på forkerte præmisser. For nye mål løser ikke følelsen af utilstrækkelighed, og det facadefrie lykkelige liv venter ikke på den anden side af seks uger yderligere selvudvikling- og refleksion. Her er det 21-årige Amalie.

Danmarks Radio

12. april 2018

For tre år siden sendte DR dokumentaren Historien bag historien: De perfekte piger om tre gymnasiepigers kamp for høje karakterer i 3.g-opgaven SRP. I øjeblikket genbruger DR3 programtitlen til miniserien De perfekte piger, hvor fire unge kvinder i alderen 18 til 22 år forsøger at bryde med omverdenens, men især deres eget, forventningspres.

21-årige Amalies liv er en uendelig tøjkrise og kamp for likes på Instagram, 18-årige Anna jagter 12-taller og føler sig ensom i gymnasiets krævende pigefællesskaber, 21-årige Julie har kæmpet med en spiseforstyrrelse, og 22-årige Fie er bange for at skræmme sin kæreste væk med alle sine problemer.

Det er (desværre) helt berettiget, at DR3 føjer endnu et program om piger, der vakler under den tunge byrde, det er at præstere til perfektion på alle parametre, til kanalens vellykkede portefølje af indblik i vores samfunds svære, spændende og skøre afkroge. 28 procent af unge kvinder i alderen 19-25 år er ikke tilfredse med livet, viste en undersøge fra 2016.

Men programmets format er problematisk.

Amalie, Anna, Julie og Fie skal bryde med deres perfekte facader ved i seks uger løbende at sætte sig mål og realisere disse. Men det er forfejlet at lade pigerne slippe jagten på det perfekte ved at sætte sig endnu flere mål. Omverdenens målfokuserede strukturer og succeskriterier er jo hovedårsagen til, at pigernes verden er væltet.

I deres kamp for at frigøre sig fra facadetilværelsen, ender de fire piger med at videreføre den incitamentsstruktur, de allerede kæmper med på studiet, socialt eller i fitnesscentret. Det er både uhensigtsmæssigt for dem og for de perfekte piger, som måtte se med.

»Livet er ikke et excelark. Det kunne jeg bare godt tænke mig,« siger Julie i et afsnit.

Og det er netop det, programmets målstyring gør seks uger af pigernes liv til.

Med De Perfekte Piger har DR3 altså skabt et højrelevant program, men på forkerte præmisser. For nye mål løser ikke følelsen af utilstrækkelighed, og det facadefrie lykkelige liv venter ikke på den anden side af seks uger yderligere selvudvikling- og refleksion.

Selvudvikling og målsætninger

Det er fint, at de medvirkende pigers mål er personlige. De har formentlig selv den største indsigt i, hvordan de slipper jagten på det perfekte. Men da pigerne også selv er ansvarlige for midlerne til at nå deres mål, fastholdes de nemt bag den facade, de ellers ønsker at bryde med.

21-årige Amalie forsøger i første program at nedbringe sin tid foran spejlet om morgenen ved at købe fem ens hvide t-shirts, hun skal gå med. Løsningen på hendes shoppingafhængighed og tøjbesættelse bliver altså – at købe mere tøj.

En anden uge vil hun udfordre sin polerede Instagram-profil ved at lægge et realistisk hverdagsopslag op: en fyldt Netto-kurv. Det resulterer i frafaldne følgere og få likes – til stor frustration for Amalie. Målet om at uafhængiggøre sig af Instagram resulterer altså i flere bekymringer og større fokus – på Instagram.

De fire piger kender ikke hinanden i forvejen, men mødes ugentligt for at udveksle erfaringer, præsentere deres nye mål og evaluere den forgangne uge. Selv om mødet er tydeligt iscenesat med stole i symmetrisk rundkreds, spotlightbelysning og dramatisk kamerapanorering, opstår hurtigt et intimt rum med plads til ros og gråd.

»Når jeg hører om de problemer, du går med, bliver jeg helt overrasket. For det kunne sagtens være en pige som dig, jeg ser op til og tænker ’hold kæft, hvor er hun flot i tøjet, eller smuk, hvor må det være nemt at være hende’,« siger en grådkvalt Fie til Amalie ved deres første møde.

Det er vigtigt, ærligt og umiddelbart fjernsyn. DR3, når ungdomskanalen er bedst. Derfor er det så ærgerligt, at – også det – bliver indhyllet i selvudvikling, målsætninger og præstationskrav.

Og så var det måske også på tide snart at høre om De Perfekte Drenge?

Louise Schou Drivsholm er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Herdis Weins
  • Maria Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
Ulla Nielsen, Viggo Okholm, Herdis Weins, Maria Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske venter det gode liv ikke efter 6 ugers selvudvikling, men her er man i det mindste tættere på sig selv, end ved de mere ydrestyrede målsætninger. Og desuden finder pigerne ud af, at de ikke er alene.

Hvis problemet er, at de tvangsmæssigt lægger alt, hvad de foretager sig, ud til bedømmelse på de sociale medier, er løsningen nok ikke mere mediefokus. Snarere burde de øve sig i at foretage sig ting, som de aldrig fortæller nogen om.

olivier goulin

Det gode liv venter ikke på den anden side af seks ugers yderligere selvudvikling

Nej, der skal et helt liv til

/O

Rikke Nielsen

Den perfekte pige er vel den lykkelige pige.

Og måske handler etikken "den perfekte pige" snarere om, at sætte sig selv for meget i centrum - en usund narcissisme - så hvorfor ikke istedet lade de ulykkelige piger komme ud og hjælpe andre mennesker f.eks. hjemløse eller på flygtningecentre.

Mette Petersen, Christian De Thurah og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er en psykologisk og social-antropolgisk mekanisme, der er blæst helt ud af proportioner. Pigerne - og mennesker generelt - søger accept og anerkendelse blandt deres lige, det vil sige de mennesker, der er tæt på dem - familien, landsbyen, stammen. Det er en helt naturlig socialiserings-adfærd og i virkeligheden en forudsætning for hele menneskehedens overlevelse og succes.
I dag er familien, landsbyen, stammen imidlertid skiftet ud med - i princippet - hele verden. Det betyder ikke blot langt flere individer at forholde sig til, men også en uendelig række af falske skønmalerier, genereret af feel-good-industriens kommercielle interesser.
Hvis man er 21 år, er man både ubefæstet og famlende. Derfor er det selvsagt ekstremt vigtigt, at søge accept og anerkendelse. Problemet er blot, at alle - alle - kommer til kort i det store, digitale fællesskab.

Nu kunne jeg være grov og udtale disse sætninger: Livet består af lidelse og den lidelse har en årsag og så er der en mulighed for at blive fir af lidelsen eller i det mindste forstå hvad der fremkalder den.
I min optik kunne det være en god ide at se egoet som tom altså foranderlig og erkende at jeget intet er uden medmennesket i store træk og at selvdyrkelsen skal minimeres og her må erkendelsen af livet starte. De er selv ansvarlige, men for at ændre det skal de erkende andre veje.