Kommentar

Gør som Drew Barrymore: Begær dit arbejde!

Jeg vil fejre 1. maj med et forårsforsæt om fremadrettet at hylde mit arbejde over for mit barn. For en ny generation skulle nødig få den mistanke, at vi faktisk hellere ville blive hjemme
»En ven gav mig engang det råd, at jeg aldrig skulle tale til mine børn om arbejde som noget, der tog mig væk fra dem. Det gik op for mig, at mange af os er tilbøjelige til netop dette, for at få vores børn til at have det bedre med, at vi går.« skriver Drew Barrymore til Anna von Sperling i forbindelse med et interview.

»En ven gav mig engang det råd, at jeg aldrig skulle tale til mine børn om arbejde som noget, der tog mig væk fra dem. Det gik op for mig, at mange af os er tilbøjelige til netop dette, for at få vores børn til at have det bedre med, at vi går.« skriver Drew Barrymore til Anna von Sperling i forbindelse med et interview.

CAP/KFS

20. april 2018

Når min søn spørger, hvorfor vi ikke bare kan blive hjemme en tilfældig tirsdag, svarer jeg almindeligvis, at jeg skal på arbejde, fordi jeg skal tjene penge. Og jeg gør det gerne i følgeskab af en lidt trist mine og tilføjer måske endda: »men jeg ville meget hellere blive hjemme hos dig, skat«.

Jeg efterlader altså mit barn med indtrykket af, at jeg hver dag forlader hjemmet, for at gå hen til noget jeg ikke har lyst til, hvilket jo også kunne bestyrke hans mistanke til, at han heller ikke skal have lyst til at være i institution – for slet ikke at tale om skole. Og således går vi rundt og leger gældsslaver.

Men det er jo ikke sandt. Langt, langt de fleste morgener efterlader jeg ham hos en flok små lalleglade mennesker med udsigt til en hel dag med fantasi og grønne knæ. For at gå hen på et arbejde, der både er sjovt og meningsfuldt. Men noget holder mig tilbage fra at afsløre, at hverdagen på sine gode dage faktisk, er … helt skøn.

Råd fra Barrymore 

Forleden blev jeg konfronteret med mit lille scam fra uventet kant. I et interview med den amerikanske skuespiller Drew Barrymore – jeps, hende den bette fra E.T. (Og hende fra den aktuelle, lidt oversete, men bestemt ikke uefne Netflix-komedie Santa Clarita Dieten.)

Hun skrev: »En ven gav mig engang det råd, at jeg aldrig skulle tale til mine børn om arbejde som noget, der tog mig væk fra dem. Det gik op for mig, at mange af os er tilbøjelige til netop dette, for at få vores børn til at have det bedre med, at vi går.«

Rådet fik hende til at ændre måden, hun omtalte sit arbjede over for sine døtre. Hun skriver om hendes snakke med den største pige, Cloe: »Jeg siger ikke: ’Jeg bliver nødt til at gå på arbejde’ med en grimasse, der kan passe, for så frygter jeg, at hun kommer til at tænke negativt om de mange mødre, der må forsørge deres familie. Jeg vil have hende til at tænke på arbejde som noget, der er godt og nødvendigt.«

Drew Barrymore har helt sikkert et usædvanligt spændende arbejde. Og før jeg angribes for graverende privilegieblindhed: Det har jeg også. Det ved jeg godt, at alle mennesker ikke har. Det har endda sneget sig op i elfenbenstårnet, at der er folk, der ufrivilligt overhovedet intet arbejde har.

Men en hel masse mennesker arbejder af alle mulige andre grunde end alene for at tjene penge. Og min påstand er, at en hel masse kvinder glemmer at gøre det med stolthed, når deres børn kigger på.  

Jeg er vokset op med en mor, der ikke bare kunne lide sit arbejde: Hun begærede det. Og jeg tror faktisk ikke, at det slog hende, at hun kunne føle skyld eller skam over det. Hun var datter af små kår og den første generation, der fik en videregående uddannelse og som kvinde havde fuldstændig lige muligheder på arbejdsmarkedet. Det skabte en særlig taknemmelighed og en oplevelse af, at hun bare skulle give den gas. Fuld gas.  

Og det gjorde hun – også for meget, hvis jeg et øjeblik lader barnet Anna overtage tasterne. Men det var hendes timer væk, ikke hendes begær, der stjal hende fra mig. For man kan sagtens begære mere end en. Faktisk er det vist helt nødvending for udvikligen af en sund personlighed, at mor begærer noget andet (tak til Jacques Lacan).    

Forårsforsæt

Jeg vil fejre 1. maj med et forårsforsæt om at droppe tudefjæset i garderoben og i stedet begynde at hylde mit arbejde over for mit barn. Selvfølgelig for at give ham mulighed for at se sit eget liv som andet end noget slidsomt, men primært for at sikre mig, at han ikke skulle få det indtryk, at hans mor og alle andre mødre rager rundt på arbejdsmarkedet i en sørgelig forfating af et naturgivet savn.  

Så lad os øve os. Sig for eksempel efter mig: »Ja, baby, det ville være hyggeligt at tage i Dinos Legeland, men jeg skal på arbejde, fordi jeg skal tjene penge. Og fordi det er sjovt, og jeg har mange gode venner der, og jeg får ros, og jeg lærer noget nyt, og vi har en dejlig kantine.« For en ny generation skulle jo nødig få den mistanke, at vi faktisk hellere ville blive hjemme. 

God kamp-/lukkedag!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Santa Clarita Diet er skidesjov. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har grinet så meget, højt, på så kort tid, som jeg gjorde af afsnit 7, første sæson (jeg tror, det var afsnit 7 ...). Fuldstændig latterlig humor (no pun), men fantastisk.

Undskyld for semi-off topic.

Bjarne Toft Sørensen, ulrik mortensen og Anna von Sperling anbefalede denne kommentar