Kronik

Grønlandsk valg: »På mange måder er det naturligt, at et folk ønsker at bestemme over sig selv i alle henseender«

Tirsdagens valg i Grønland bliver afgørende for debatten om rigsfællesskabets fremtid – bliver tonen skinger eller konstruktiv? En ting er sikkert: Grønland skal være selvstændigt på sigt, og de danske politikere har et ansvar for at vænne danskerne til tanken
Hvis Grønland skal blive selvstændigt, så kræver det en veluddannet befolkning. Og selv om uddannelsesniveauet er stigende i Grønland, så går det ikke så godt, som vi kunne håbe på: På billedet øver to drenge sig på blokfløjte, inden en skolekoncert i Uummannaq.

Hvis Grønland skal blive selvstændigt, så kræver det en veluddannet befolkning. Og selv om uddannelsesniveauet er stigende i Grønland, så går det ikke så godt, som vi kunne håbe på: På billedet øver to drenge sig på blokfløjte, inden en skolekoncert i Uummannaq.

Jakob Dall

24. april 2018

Vi grønlændere går i dag, den 24. april, til valg for at vælge medlemmer til Inatsisartut – vores grønlandske Landsting – og dermed udstikke kursen for Grønlands politik de kommende år. Tingets 31 sæder skal besættes, og en regering – en Naalakkersuisut – skal dannes.

Jeg har igennem de seneste uger været i Nuuk for at følge valgkampen tæt, også selv om jeg har besluttet mig for at forlade Inatsisartut for fremover at koncentrere mine politiske kræfter udelukkende i Folketinget.

Valget er på mange måder en værdikamp. Det drejer sig i høj grad om relationen mellem Grønland og Danmark. Det er en kamp mellem syv partier, hvilket har mudret det politiske billede. Mit parti, Inuit Ataqatigiit, er i de seneste vælgerundersøgelser udpeget til at blive valgets største parti.

Der blæser nye politiske vinde over vores ø – tre ud af de syv partier er etableret som protester imod den siddende regering med Siumut i spidsen. For få år siden blev Partii Naleraq etableret af den tidligere formand for Siumut Hans Enoksen.

Og for nylig er Nunatta Qitornai, som betyder vort lands efterkommer, stiftet af Grønlands tidligere udenrigsminister Vittus Qujakitsoq, som efter et forgæves forsøg på at udfordre Kim Kielsen på formandsposten i Siumut, meldte sig ud af partiet og startede sit eget. Begge partier har selvstændighedsspørgsmålet som deres primære mærkesag.

Tålmodig selvstændighed

Spørgsmålet om selvstændighed har derfor fyldt meget under valgkampen. Et flertal af de grønlandske vælgere ønsker selvstændighed fra Danmark, men det betyder ikke, at flertallet ønsker selvstændighed nu og her: Mere end to tredjedele af grønlænderne ønsker først selvstændighed, den dag vi ved, det ikke sker på bekostning af velfærden.

Også langt de fleste partier ønsker selvstændighed. Ligeledes Siumut. Derfor var overraskelsen stor, da Kim Kielsen måtte erkende, at han som landsstyreformand ikke havde en plan for at hjemtage politikområder fra Danmark. På mange måder var det »Kejserens Nye Klæder« i en moderne opsætning, hvor Kielsen gerne ville selvstændigheden, men uden at have en plan der kunne bakke snakken op med handling.

Tonen i debatten om selvstændighed er blevet skærpet fra grønlandsk side de seneste år. Jeg mener, det bunder i en frustration, som Danmark er nødt til at tage alvorlig. Selv om kun ti procent af grønlænderne går ind for en hurtig selvstændighed i 2021, så er ønsket om selvstændighed et virkeligt ønske, som ikke kan fjernes igen.

Selvstændighed skal være målet, men den skal være velforberedt og realistisk.

Grønlændere føler sig tilsidesat

Grønland har inden for rammerne af selvstyreloven lovgivningskompetencen på en række områder, mens Danmark varetager ansvaret for 32 politikområder – herunder forsvars-, justits- og udenrigspolitik. Officielt er de tre lande i rigsfællesskabet ligestillet, men reelt er der en række områder, hvor grønlændere føler sig tilsidesat.

Eksempelvis styrker lønforskellen mellem grønlandske og danske politi- og anstaltsbetjente historien om et land og en befolkning, der er blevet forskelsbehandlet. Konkrete eksempler som dette sætter ild til den grønlandske frustration, som de seneste år har vokset sig større.

Ønsker vi at bevare rigsfællesskabet, så må vi udvikle det, og Danmark bliver nødt til at respektere og understøtte det grønlandske ønske om selvstændighed. Det er den eneste måde, vi kan bevare en god relation. Det er en grundlæggende præmis, som også folketingsmedlemmerne må tage alvorligt.

Det betyder, at vi på kort sigt har en opgave i at skabe et moderne rigsfællesskab, som forbereder både danskere og grønlændere til en fremtidig ny relation. Det vil kræve kompromiser fra begge sider af Atlanten, og dialog og samarbejde er vejen frem.

Grønland skal selv kunne tage ansvar for at sætte en politisk retning for at hjemtage de 32 politikområder. Det skal ikke være Folketinget, men Inatsisartut og Naalakkersuisut, der udstikker linjen for, hvordan vi styrker selvbestemmelsen. Det gode eksempel er justitsområdet, hvor dette er lykkedes, og der nu i Justitsministeriet skal igangsættes et arbejde for at implementere ønskerne om et styrket grønlandsk justitsområde i god dialog med Naalakkersuisut.

Det er ikke kun Grønland, men også Folketinget og regeringen, som skal blive mere imødekommende og være med til at øge Grønlands indflydelse på områder, som i dag varetages af Danmark, f.eks. udenrigsområdet. Vi har set, at en øget indflydelse på forsvarsforliget har været til gavn for begge parter. Lad os bygge videre på det.

Inuit Ataqatigiit har også været fortalere for en grønlandsk-dansk investeringsfond, som kan øge væksten til gavn for fremtidens velfærd. Grønland har brug for investeringer, og her bør Grønland og Danmark kunne finde et fælles fodslag.

Det må være i alles interesser, at den grønlandske økonomi fortsat styrkes, så behovet for bloktilskud mindskes. Det er et grønlandsk ansvar, men det kan styrkes gennem samarbejde.

Der er folk i Grønland, der anser forbindelsen til Danmark som en cementblok om fødderne, og som gerne ser et selvstændigt Grønland i morgen. De ser selvstændigheden som en forudsætning for en egentlig udvikling i Grønland. Langt de fleste mener dog, at vi selv må skabe den forandring, vi ønsker. Bedre folkeskoler, ingen misbrug af børn og et godt sundhedsvæsen.

Flertallet, herunder Grønlands to største partier, Inuit Ataqatigiit og Siumut, har ligeledes et selvstændigt Grønland som politisk mål, og på mange måder, mener jeg, at det er naturligt, at et folk ønsker at bestemme over sig selv i alle henseender.

Flertallet erkender dog, at selvstændighed er noget, der skal planlægges, og vejen mod selvstændighed er lang og kræver hårdt arbejde. Det fornuftige og nødvendige lange seje træk sælger desværre ikke aviser, og det er nok derfor, at danske medier hæfter sig ved de grønlandske politikere, der ønsker at bryde båndene til Danmark så hurtigt som muligt. Typisk de mindre partier på hver deres yderfløj.

Det er bare ikke et fyldestgørende billede, der tegnes i Danmark af de politiske strømninger i Grønland.

Forudsætninger for selvstændighed

Hvis Grønland skal blive selvstændigt, så kræver det en veluddannet befolkning. Og selv om uddannelsesniveauet er stigende i Grønland, så går det ikke så godt, som vi kunne håbe på. De sociale forhold for befolkningen skal også forbedres, før selvstændighed kan blive en realitet – alt for mange oplever en dårlig opvækst, og det sætter sine spor i ens videre livsforløb.

Samtidig skal der skabes vækst til fremtidens velfærd blandt andet gennem handel med resten af verden. Inden for turisme og råstofindustrien findes også et stort udviklingspotentiale, ligesom Grønlands vigtigste erhverv, fiskeriet med de rette reformer, kan gavne Grønland i endnu højere grad.

Sidst skal koordinationen i Folketinget styrkes. Grønland har som bekendt to medlemmer, og i de år jeg har siddet i Folketinget, har jeg set en nødvendig udvikling, hvor vi inddrages i højere grad. Selv statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forstår, at det ikke længere nytter noget at behandle folketingsmedlemmer forskelligt.

Det står klart i grundloven, at alle medlemmer stilles lige, uanset om de er valgt i Grønland, Danmark eller på Færøerne. Forrige år blev de nordatlantiske mandater – efter gentagne opfordringer fra min side – f.eks. inviteret til sættemøder forud for finanslovsprocessen.

Vi har som folkevalgte fra Grønland selvsagt større indsigt i grønlandske forhold, og vi kan derfor byde ind med konkret viden om det samfund, hvor indsatserne skal implementeres. Og vigtigst: Vi kan bygge bro til det politiske liv i Grønland.

Tirsdagens valg til Inatsisartut bliver afgørende for tonen imellem Grønland og Danmark de kommende år. Bliver den konstruktiv eller skinger? Jeg mener, at Grønland har behov for en konstruktiv og løsningsorienteret stemme, hvis udfordringerne skal vendes til udvikling, vækst og velfærd.

Aaja Chemnitz Larsen sidder i Folketinget for Inuit Ataqatigiit

Tika Olsen og de andre fiskere har lagt til ved iskanten og fjerner rødfisk fra garnet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Eva Schwanenflügel
Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christen Monberg C/O Wallin

"at et folk ønsker at bestemme" er noget vås. Et individ kan bestemme. Et folk kan have lige så mange meninger som der er individer.

Hvis der skulle vise sig et flertal for selvstændighed i Grønland, så Go for it! Held og lykke med at holde amerikanerne og russerne ude. Og nordmændene for den sags skyld, nu der så ikke længere er nogen Siriuspatrulje. Her i Syddanmark kan vi nok finde på et eller andet at bruge de sparede milliarder på.

Grønland har verdens nok mest overbefolket administration i verden. Der hentes ineffektive danske arbejdskraft, som rejser igen, efter 20. måneders opdagelsesrejse.
Det er pudsigt at et fredselskende naturfolk overadministreres i hoved og røv. Den enorme administration har ikke gjort landet befolkning mere lykkeligt. I takt med den voksende administration, ja, så vokser også problemerne. En afbureaukratisering af Grønland er en nødvendighed. Et selvstændigt Grønland kan sagtens realiseres indenfor normal tidsfrist.
Det nytter ikke at have den tanke, at Grønland først kunne blive selvstændigt, når landet er blevet paradis på jord!
Der er udfordringer i Grønland. Og velfærden kunne sagtens forbedres, hvis den politiske elite begynder at prioritere mere fornuftbetonet.

"...og de danske politikere har et ansvar for at vænne danskerne til tanken"
Jeg tror ikke mange Danskere har noget imod det... så hvorfor skal vi 'vænnes' til det?

Det ender alligevel ligesom med Færøerne... når det bliver klart at pengene fra Danmark stopper ved selvstændighed, så stopper al tale om det hurtigere end en flue der rammer en betonmur...

Snakken om 'udviklingspotentiale' er da meget flot, men den antager resten af verden står stille, og det gør den altså ikke... Specielt i Asien går det meget hurtigere, og det er dem Grønland skal konkurrere med...
At tale om en gylden fremtid udenfor rigsfællesskabet er direkte imod bedre vidende, eller i bedste fald et udfald af at taleren lever i en utopisk fantasiverden...

Erik Jakobsen, Charlotte Lorentzen og Teis Iversen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Aaja Chemnitz Larsen - Jeg er altså nødt til at påpege - blot for en god ordens skyld - ,at folk med etnisk Inuit baggrund altså ikke har større 'ejendomsret' til Grønland, end folk med Nordeuropæisk / dansk baggrund.

Faktisk er nutidens Grønlændere efterkommere af et folkeslag, der ankom omkring 1100 - altså små 100 år EFTER nordboernes ankomst. Kort sagt: Mange grønlændere glemmer, at det altså OGSÅ er vores land og kultur man beder os opgive. Ja, Danmark har HELT LEGITIMT beslutningsret vedrørende en lang række forhold på Grønland. Kendsgerningen er, at selvstændighed forudsætter godkendelse af folketinget - altså det danske folk.

Nu kunne det måske lyde som om, at jeg er modstander af Grønlandsk selvstændighed. Der er ikke tilfældet. Faktisk så jeg gerne, at Rigsfællesskabet blev erstattet af en union af 3 selvstændige lande (Danmark, Færøerne og Grønland). Den fælles ramme omkring en sådan union må naturligvis sikre både danske og grønlandske interesser.

Randi Christiansen

Grønland er et enestående naturområde, som bør udnævnes til verdens naturarv og udlægges til verdens naturpark hvilket vil løse spørgsmålene om :

* Hvad Grønland skal leve af?
* Grønlands selvstændighed
* Den økologiske og geopolitiske udfordring i området med bevarelsen af et enestående naturområde

Hvis Grønland i samarbejde med verdenssamfundet kan enes om at udnævne Grønland til verdens naturarv og i naturlig forlængelse heraf udnævne landet til verdens naturfolkepark, ville vi samtidig med at bevare et uvurderligt stykke natur tilvejebringe et levebrød for grønlænderne - turisme, naturpleje m.v. - som er i økologisk balance med planetens cirkulære økonomi.

Randi Christiansen

Og hvad der måtte mangle i økonomien, må verdenssamfundet bidrage med. De nuværende 5 bistandsmia er jo småpenge for at få lov at bevare og beskytte en unik biotop med stor betydning for verden.

Selvstændighed kan jo også være at melde sig ind i USA. Alaska er en lille vest-stat med stort areal og mange inuit. Helt ligesom Grønland. Måske skal Grøndland bare brandes som øst-alaska, eller et territorium uden stemmeret til det hvide hus.

For at sikre fiskeri og sund fornuft ved nordpolen, skal der forhandles. Måske er danmark blevet alt, alt for lille end andedam (tak til DF-andedamspartiet) til at varetage grønlands interesster. Den brune miljøpolitik og den sorte socialpolitik fra Svindler-Løkke er ikke meget værd for grønland.