Kommentar

Historien om den gode plastikpose er et produkt af dårlig forskningskommunikation og elendig journalistik

Når kompliceret forskning skal kommunikeres til lægmand, forenkles og vinkles pointerne nogle gange så meget, at de ikke længere står mål med forskningsrapporten. Problemet bliver kun større, når medier ukritisk viderebringer misvisende konklusioner og tilmed kopierer hinandens vildledende overskrifter
Når kompliceret forskning skal kommunikeres til lægmand, forenkles og vinkles pointerne nogle gange så meget, at de ikke længere står mål med forskningsrapporten. Problemet bliver kun større, når medier ukritisk viderebringer misvisende konklusioner og tilmed kopierer hinandens vildledende overskrifter

Christian Lindgren

9. april 2018

»Vi skal bruge stofposen 20.000 gange, før den er bedre for miljøet end plastikposen!«

Sådan begyndte snakken til et middagsselskab, jeg var til for nylig. Vi var hoppet i med begge ben, og der var ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved DTU og Miljøstyrelsens opsigtsvækkende konklusion på undersøgelsen af indkøbsposers livscyklus.

Den provokerende afsløring af plastikposen som det miljørigtige valg gav os desuden mulighed for at pille muleposen ned fra piedestalen. Politisk korrekthed viste sig at være kejserens nye klæder.

Medierne hoppede også på limpinden og bragte i flok den overraskende nyhed.

Den 14. marts meddelte TV 2, at »Plastikposer er bedre for miljøet end stofposer«. Så var det jo oplagt, at DR dagen efter kunne overgå konkurrenten med rubrikken »Plastikposer er meget bedre for miljøet end stofposer«. Samme dag skrev Ekstra Bladet: »Miljømyte skudt ned: Plastikposer er bedre end stofposerne«. Hermed oplyst.

Men så var der nogen, som rent faktisk læste rapporten og kunne afsløre at afsløringen var misvisende, måske endda fejlagtig. Det var selvfølgelig ikke en lige så saftig nyhed, som at »plastposen er bedst for miljøet«, (som plastindustriens brancheforening skrev), så i sidste ende var det kun Information, der afdækkede plottet om indkøbsposernes livscyklus.

Historien er et godt eksempel på, hvor svær balancegangen er i forskningsformidling. Fageksperter udarbejder lange, komplicerede rapporter, fordi vores samfund er en kompliceret størrelse. Jo mere komplekst fagstoffet er, des sværere bliver det at formidle for kommunikationsafdelingen. Derfor forenkler de konklusionerne, hvilket i sidste ende fører til halve sandheder og misinformering af befolkningen.

DTU og Miljøstyrelsen faldt for fristelsen

Forskningsformidling er en speciel disciplin, fordi der både er forventning fra organisationens side om at få bred mediedækning, men samtidig vil forskeren ofte være tilbageholdende med at forsimple indholdet.

Den dygtige forskningsformidler må således både have tillid til forskerens arbejde og vinde forskerens tillid til, at formidleren kan agere fødselshjælper på historien. Samtidig skal formidleren kunne forklare kompliceret stof til lægmand og sælge historien til medierne, der sjældent bryder sig om komplicerede forklaringer.

Netop på grund af denne svære linedans må man i god forskningsformidling have tillid til modtageren, turde sætte fagligheden bag analysen i spil, og så skal kommunikationsmedarbejderen være dygtig nok til at se hvor, hvordan og hvornår historien skal leveres.

En ny rapport er blevet brugt til at konkludere, at plastposen er et klart mere miljørigtigt valg frem for stofposen af bomuld. Men kigger man nærmere i rapporten kan dette faktisk ikke konkluderes. Rapporten måler på 15 forskellige parametre, og på de fleste bliver stofposen hurtigt bedre for miljøet end plastposen
Læs også

Som plastikposesagen med al tydelighed viser, er det svært at få folk til at læse hele rapporter. Derfor tager man som formidler afsæt i få pointer, gør dem så simple som muligt og vinkler historien så meget, som ens samvittighed tillader. Det vidste DTU og Miljøstyrelsen godt, hvorfor de kommunikerede konklusionen kort og letforståeligt i pressemeddelelsen.

Det gjorde Københavns Universitet også i efteråret, da en pressemeddelelse om et »gennembrud« i fedmeforskning blev udsendt. Både danske og udenlandske medier tog imod historien om sammenhængen mellem tarmbakterier og vægttab.

Efterfølgende blev universitetet og professor Arne Astrup kritiseret hårdt, da andre forskere pegede på studiets usikkerheder og på, at undersøgelsen i øvrigt var betalt af et amerikansk biotechfirma, som Astrup var rådgiver for.

DTU og Miljøstyrelsen gik med sagen om plastikposer også for langt og må ærgre sig over at have vinklet konklusionen så skarpt, at den til sidst knækkede. Mindre kunne nemlig have gjort det, for rapporten blev publiceret midt i flere aktuelle debatter om plastikforurening. DTU og Miljøstyrelsen faldt for fristelsen for at blive set og hørt og burde have sikret, at rapportens indhold stod mål med pressemeddelelsen. Ingen er tjent med letkøbte konklusioner, der viser sig at være ukorrekte.

Medierne atter ramt af ’Ritzau-syndromet’

Når virksomheder tager forbrugere ved næsen, går det ud over salget. Men når DTU og Miljøstyrelsen fører os bag lyset, kan det i værste fald få større konsekvenser, end at vi afholder os fra at købe deres produkt (i dette tilfælde at læse deres rapporter).

I en tid, hvor fakta udfordres af mavefornemmelser, er der ikke just brug for at skabe mistro over for hverken naturvidenskabelige undersøgelser, offentlige institutioner eller medierne.

Derfor er det også uendelig trist, at danske medier igen blot kopierede hinanden og den misvisende konklusion om plastikposers bæredygtighed. ’Ritzau-syndromet’ udstiller, hvordan medierne fejler faktatjekket, skipper researchen, ukritisk viderebringer en fejlbehæftet konklusion, sætter hurtighed over grundighed, laver click bait og reproducerer sig selv i en uendelighed.

Historien om indkøbsposers livscyklus er altså dårlig kommunikation af DTU og Miljøstyrelsen, men elendig journalistik af de danske medier.

Troels Rud er kommunikationskonsulent og medlem af Kommunikationspolitisk Udvalg i Forbundet Kommunikation og Sprog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
  • Jørn Vilvig
  • lars søgaard-jensen
  • Oluf Husted
Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen, Jørn Vilvig, lars søgaard-jensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jammen folk skal da også tænke selv. Når vi ved, at olie skal blive i jorden for en nogenlunde beboelig jordkloden skyld, skal brug af oliebaserede produkter selvfølgelig ophøre.
Om andre produkter er ringere, som fx bomuld, gør da ikke plast mere miljøvenlig, men må rejse krav om andre produkter til afløsning.

odd bjertnes, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg læstre forleden dag, at en række store kæder i Sverige har indgået en frivillig aftale uden politisk "motivation", om at nytænke brug af plast i detailhandelen.

Plast der ikke påvirker miljø og forurening findes, men er for tiden kostbar grundet ret ringe produktion.

Kædernes mål er, at finansiere forskning i hensigtsmæssige emballager til alle føde midler. At finansiere forskning, udvikling og evt. produktion af nye og alternative emballager. Samt at gennemtvinge, at industrien anvender disse emballagetyper. Og der er sat en tidsgrænse på 5 år.

Jeg ved ikke, om det er i samfundets interesse, at kapitalen først stiller kravene, og bagefter opfylder dem. Men hvis myndighederne ikke gør det, så handler andre altså.

Mikkel Kristensen

der var en glimrende gennemgang af denne sag på radio 24/7 (mener det var programmet 55min)
jeg kan desværre ikke remse programmet op en til en, men grunden til, at plastik blev bedømt bedre i rapporten var på grund af belastning af ozonlaget, som altså stor set intet har med miljøbelastning at gøre i poseindustrien - desuden er økoposerne i rapporten enormt tykke, så bærebelasningen af plastik og af bomuld overhovedet ikke er ens.

Eva Schwanenflügel

Bortset fra at det var elendig journalistik, er det altså også tilladt at tænke selv, som Peter Knap er inde på, når man læser opsigtsvækkende 'forskningsresultater', især i disse 'alternative fakta' - tider..
Det er altså ikke stofposer, der oversvømmer verdenshavene med øer på størrelse med små lande !!

Iøvrigt har også DR Detektor gennemgået sagen, ligesom den også var oppe og vende i TV2's Presselogen.
Men det kan selvfølgelig være svært at putte tandpasta tilbage i tuben igen, når click-baits har sat sig fast i krybdyrhjernen..

Peter Tagesen, David Joelsen, Mikkel Kristensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Det er mærkværdigt at pointen IKKE er sevet ind endnu.
Plastik er altså et rigtigt godt produkt.
Det er selvfølgelig en udtømmelig ressource der er basismaterialet, men ved rigtig brug er det mindre relevant.
Fordi- plastik kan brændes.
Plastik skal selvfølgelig IKKE smides i naturen, ligesom øldåser heller ikke skal efterlades i naturen.
Når plastikken brændes- på forbrændingsanlæg- frigøres energi til elektricitet og fjernvarme.
Den brændte plastik erstatter dermed fossile brændstoffer, og dermed er råstofforbruget til plastikken nærmest nul.
Det er pointen.
Når vi på et tidspunkt er blevet fossilfri, er analysen selvfølgelig anderledes.

Allan Nielsen

Problemet er bare, at selv om det var vinklet skarpt, så var konklusionen med en mindre skarp vinkel stadig den samme: i Danmark hvor vi er flinke til at bruge plastposerne til skrald og brænde dem af, skal en stofpose bruges rigtig rigtig rigtig mange gange før den betaler sig - og økologiske poser endnu flere.

Så bare fordi 20.000 måske var sat på spidsen, er 1-2000 stadig for mange til at det reelt er bedre at bruge stof.

Jørgen Wind-Willasen.
Undskyld jeg spørger, men jeg er oprigtigt interesseret:
Er din kommentar seriøst ment?
Og hvis den er, hvilket råstof mener du så bruges til fremstilling af plastik?

Knud Chr. Pedersen, Mikkel Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Nej Allan Nielsen - ca 20 gange, men hør programmet på 24/7 inden du taler om skarp vinkling...

David Joelsen

Næste udspil fra Miljøministeriet og DTU er at toiletpapir er et endnu større miljøsvineri, og at vi derfor skal vaske os bag i, som en stor del af verdens befolkning allerede gør.

Renheds-gale 'vådservietter' er næste, ja.... og kapselkaffedrikkere bør vide, at man dør ikke af fysisk kontakt med kaffebønner. De forureningsmuterede emo-generationer er vanskelige og har sikkert deres problemer, men listen er faktisk ret lang.

Thomas Østergaard

Det er jo ikke engang et af de rigtigt grove eksempler, idet motivet for vinklinge nok primært har været sensationsoverskrifter frem for egentligt bedrag af befolkningen.

Hvis man virkelig er ude på at stikke folk blår i øjnene bruges som regel spørgeskemaer, og så er kunsten naturligvis at formulere spørgsmålene så de passer til en overskrift. Til eksempel husker jeg da der var adgang til tallene bag en undersøgelse foretaget af Ugebladet Mandag Morgen https://www.mm.dk/artikel/halvdelen-danskerne-skammer-sig-over-udlaendin...

Jeg husker ikke de nøjagtige tal, men i realiteten var det vist kun 12-15% der havde svaret "rigtigt" til spørgsmålet "Jeg skammer mig NOGEN GANGE over den danske udlændingedebat", og en betydeligt større del der havde svaret "delvist rigtigt". Men det passede jo så fint til en overskrift der formidlede at over 50% af danskerne havde meddelt at de GENERELT skammede sig over udlændingedebatten.

Det er ret så udbredt, især blandt de såkaldt "uafhængige tænketanke", så det ikke er svært at finde eksempler, selvom folk som regel udvikler blinde pletter hvis det passer i deres eget ideologiske kram.

Et eksempel på rent talfusk var dengang Nykredit havde lavet en undersøgelse der viste, at der ikke var noget at spare ved at hente sodavand syd for grænsen. De havde nemlig været nede og købe en sixpack i Otto Dubog, og den kostede næsten det samme som i DK (for meget tungnemme hjemmefødinger er tilbuddene i Tyskland lagt an på at man køber sodavand i partier a 3x24 stk - priserne er faldet betydeligt herhjemme siden).

Og så var der naturligvis dengang biodiesel med et slag gik fra at være noget af det grønneste EU-velsignede brændstof man kunne købe, til noget af det sortest pga en omlægning af modellen for beregningerne. Jeg tror nok at det var en ren forglemmelse i første omgang, men det skulle såmænd ikke undre det mindste om der var lobbyisme og investeringer i andre former for grøn energi bag de nye beregninger.