Kommentar

Hypermaskulinitetens genkomst er over os i form af Trump, Putin, Erdoğan og Orbán, der ynder at spille hulemand og slå sig på brystet

De nye autoritære populister, fra Putin til Erdoğan, fra Trump til Orbán, ynder at iscenesætte sig selv som mandige helte: militært outfit, poseringer i bar overkrop, råd om ’pussygrabbing’ og modvilje mod intellektualisering er deres typiske træk
Ungarns præsident Victor Orbán under sin succesfulde valgkampagne tidligere på måneden

Ungarns præsident Victor Orbán under sin succesfulde valgkampagne tidligere på måneden

FERENC ISZA

17. april 2018

Hyper-maskulinitetens genkomst er over os.

USA’s præsident, Donald Trump, ynder at spille hulemand, slå sig på brystet og begramse kvinder »by the pussy«.

En canadisk psykolog ved navn Jordan Peterson har på internettet samlet en stor følgeskare af unge mænd med formaninger om at sætte alle venstrefløjsbløddyr på plads, stolt hævde sin mandighed og genoprette de gamle sociale hierarkier, som ifølge ham udspringer af naturens orden.

Peterson er som en mere poleret udgave af en anden mandlig selvhjælpsguru – pickup-kunstneren Julien Blanc, som i 2014 vakte skandale ved at påstå, at kvinder nyder at blive taget med magt.

Sådanne udbrud er forekommet før, og de kan hurtigt blive politisk giftige. I mellemkrigstidens Italien lod Mussolini sig dyrke som maskulin kultfigur: Han var den store duce i ridestøvler, med begge hænder fat om læderbæltet og med fremspringende kæbeparti. Stoltserende dominerede han den italienske offentlighed, som var det en føjelig elskerinde.

Andre fascistledere fulgte Mussolinis eksempel. Også de ville bekæmpe den dekadence og svaghed, der truede nationen. De ville vække folket til dåd gennem udstilling af teatralsk maskulinitet.

Fascister udmalede jøder som en ondartet kræft, der gennem snedig manipulation undergraver nationernes sundhed og hersker over verden. Samme billede fra dagens aspirerende stærke mænd har stadig appel i dele af Europa. Samtidig dyrker den antisemitiske haddiskurs også en stereotyp om jøder som svage, behagesyge og intellektualiserende – det modsatte af det maskuline ideal.

Trump taler grammatisk ukorrekt og bruger kun få adjektiver. Han er foruroligende uvidende og elendigt informeret om mange emner, selv de mest ukomplicerede. Men det betyder ikke, at han ikke er snu, siger Bret Stephens
Læs også

Mange tyskere, især mænd, der havde været soldater, følte sig ydmyget af nederlaget i Første Verdenskrig og af de hårde vilkår, som allierede regeringer pålagde deres land. De ønskede hævn, ikke kun over krigens sejrherrer, men også over de jøder og ’liberale kosmopolitter’, de følte, havde forrådt dem.

De franskmænd, der sidst i 1800-tallet grundlagde radikale højrebevægelser som Action Française, huskede også nederlaget i den fransk-preussiske krig i 1871. Reaktionære franske intellektuelle drømte om at genrejse national storhed. Nogle var så plagede af tanken om fransk dekadence, at de hilste den tyske invasion i 1940 velkommen som et nødvendigt chok til at genoprette menneskelige dyder.

Den kvindelige chef, mænd hader

Men hvorfor disse nye udbrud af politisk machismo? Hvorfor i USA? Hvorfor i Europa?

Ydmygelse kan have flere årsager. Nogle unge mænd føler sig skræmt over feministiske krav om lighed. Selv om mænd stadig beklæder flest lederstillinger, er det ikke længere givent. Faktisk er en forklaring på den voldsomme modvilje mod Hillary Clinton som præsidentkandidat, at hun mindede mange mænd om den type kvindelige chef, de hader.

Et yderligere mål for det nye macho-højre er multikulturalismen og især muslimers tilstedeværelse. De stadig flere kvindelige autoriteter i de vestlige samfund modsvares af stadig flere succesfulde personer med ikkeeuropæisk baggrund. Som førhen med jøderne, så fremstilles muslimer i dag som en fare for den vestlige civilisation: De hævdes at være fanatikere og terrorister. 

Men sandheden er, at de fleste muslimer i Vesten er svage, hvilket gør dem til desto mere taknemmelige mål for folkelig aggression. Mens det sker på hjemmefronten, repræsenterer ikke-vestlige kræfter som Kina de eksistentielle trusler i udlandet.

Hvis Clinton blev set som en foragtelig kvindelig magtfigur, repræsenterede Barack Hussein Obama, selv om han ikke var spor blødagtig, alt det, mange følte nag overfor: Han var højtuddannet, liberal, har muslimsk mellemnavn, og hans far var afrikaner.

Obamas præsidenttid og Kinas status som verdens snart førende supermagt, de ikkevestlige indvandreres tiltagende synlighed og feminismens udfordringer er lige så meget vidnesbyrd om, hvor meget verden har ændret sig. Måske derfor valgte de amerikanske vælgere en høj, blond, brovtende, vaginagramsende præsident, som lovede, at han ville ændre alt tilbage igen.

Og dog mangler Trumps hypermaskulinitet overbevisningskraft. Trods alle hans udfald og tirader sidder man stadig med det indtryk, at bag facaden af oppumpet machismo lurer en skræmt lille hvid mand, der ved, han ikke længere har kontrol over begivenhederne.

Ian Buruma er redaktør, forfatter og historiker.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Ole Frank, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viktor Orbáns " illiberale demokrati" er et værktøj mod moderne kolonisering.
EU's franske og tyske virksomheder trækker stadig mindst to gange flere penge ud af Ungarn end hvad landet får som EU støtte. (læs Thomas Piketty's udtalelse om det.)