Kommentar

Irak-krigen var en ustraffet forbrydelse

15 år efter den tragisk forfejlede amerikanskledede invasion af Irak kender vi kun alt for godt dens fatale konsekvenser. Alligevel viger vi stadig tilbage fra at drage beslutningstagerne bag den til ansvar
12. april 2018

Sidste måned markerede The New York Times 15-året for krigen mod Irak med en gribende klumme skrevet af Sinan Antoon, en irakisk romanforfatter, der i er dag bosat i USA. Rubrikken lød:

»For 15 år siden ødelagde USA mit land«.

Antoon tordner både imod Saddam Husseins brutale diktatur og den amerikanskledede invasion i 2003, som kastede Irak ud i kaos, opflammede etniske og sekteriske spændinger og førte til drab på titusinder af civile. Ved at destabilisere regionen banede krigen vej for Islamisk Stat, der på sit højdepunkt kontrollerede et område så stort som Storbritannien, hvor man halshuggede modstandere, forsøgte at begå folkedrab på yazidiminoriteten og spredte terrorisme til resten af verden. 

Selv om Husseins fald var et ønskeligt resultat, var krigen som helhed et tragisk fejlgreb. Antoon hævder, at den også var en forbrydelse, hvis bagmænd er på fri fod. Få amerikanere vil kunne følge hans karakteristik af George W. Bush og andre medlemmer af hans administration – herunder vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og John Bolton, der for nylig udpeget af Donald Trump til national sikkerhedsrådgiver – som krigsforbrydere. Ikke mange briter vil heller kunne se Tony Blair i samme lys.

Ikke desto mindre er der vægtige argumenter for, at de har gjort sig skyldig i forbrydelser.

Forestillingen om, at det er en forbrydelse at begynde en aggressionskrig går tilbage til 1919, da det i Versailles-traktaten blev stillet i udsigt, at Tysklands detroniserede kejser, Wilhelm II, skulle retsforfølges for »den højeste forbrydelse mod international moral«. Den proces blev aldrig til noget, men »at anstifte og føre aggressionskrig« var et af de fire tiltalepunkter mod de 12 nazistiske ledere, som blev dømt til døden ved det internationale militærtribunal i Nürnberg efter Anden Verdenskrig.

Efter Nürnbergprocessen kodificerede FN’s Internationale Lovkommission dens bærende principper i dokumentet om ’Nürnbergprincipperne’. Disse principper fastslår, at alle, som begår en forbrydelse imod international ret, pådrager sig ansvar herfor og er hjemfalden til straf – helt uanset om denne handling måtte være lovlig i det land, hvorfra de agerede.

Dokumentet definerer en række forbrydelser imod international ret, herunder »at planlægge, forberede, anstifte eller føre aggressionskrig i modstrid med internationale traktater, aftaler og forsikringer« og »deltagelse i en fælles plan eller konspiration« om at anstifte eller føre en sådan krig.

USA og Storbritannien spillede selv ledende roller i gennemførelsen af Nürnbergprocessen. Er det ikke hyklerisk, hvis de ikke vil drage egne ledere til ansvar efter samme kriterier?

Trak underskrift tilbage

Invasionen af Irak var en aggression imod et land, som ikke selv angreb eller truede andre lande. Den var tillige i strid med FN-pagten.

Bush og Blair søgte ganske vist at få sikkerhedsrådets bemyndigelse til angrebet under henvisning til, at Irak ikke levede op til sine forpligtelser om at afruste. Men Frankrig, Kina og de øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet afslog og ville hellere lade FN’s våbeninspektører i Irak fortsætte undersøgelserne af, om Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben.

Ikke desto mindre gjorde Bush og Blair alvor af deres angrebsplaner, og Blair begrundede britisk deltagelse i invasionen med, at det var nødvendigt at stoppe Husseins forbrydelser mod menneskeheden.

I sine erindringer har Gareth Evans, tidligere australsk udenrigsminister og hovedforfatter til FN’s doktrin om ’​ansvar for at beskytte’, afvist denne påstand. Han medgiver, at Hussein rigtig nok begik grusomheder i 1980’erne og begyndelsen af ​​1990’erne, som kunne have berettiget en sådan intervention. Men i 00’erne var hans adfærd »ikke mere udskejende end så mange andre menneskerettighedskrænkeres verden over«.

Bush eller medlemmer af hans administration vil næppe nogensinde blive retsforfulgt for at begynde en aggressionskrig. Det oplagte sted for en sådan proces ville være Den Internationale Straffedomstol (ICC). Men selv om præsident Bill Clinton underskrev traktaten om oprettelse af ICC, trak Bush-administrationen den amerikanske underskrift tilbage.

Det betyder ikke, at der ikke kan være grund til at diskutere den mulige kriminelle karakter af angrebet på Irak. De internationale spændinger er taget til siden Trumps tiltrædelse.

Med Boltons udnævnelse må de forventes at eskalere yderligere bedømt ud fra hans ultrauforsonlige syn på Iran og Nordkorea.

Der er altså god aktuel anledning til at huske, at anstiftelse af en aggressionskrig ofte er forfejlet og altid er en forbrydelse – uanset om den passerer ustraffet.

Peter Singer er australsk moralfilosof.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jan Pedersen
  • Gert Romme
  • Espen Bøgh
  • Ole Frank
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Stig Bøg
  • Peter Knap
  • Palle Yndal-Olsen
  • Anne Albinus
Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Pedersen, Gert Romme, Espen Bøgh, Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Stig Bøg, Peter Knap, Palle Yndal-Olsen og Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hvis avisen Information var konsekvent på fredens side - på samme entusiastiske måde som ift den grønne omstilling - så kunne fredkræfterne have haft et talerør.
Sådan er det ikke, og resten er nu historie.

På den yderste dag, skal opgøret nok komme. jeg ved hvem..........hmmmm!

Anders Funch Lerche og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Den danske del af de formodede forbrydere standsede jo undersøgelsen, da de kom til magten.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Pedersen, Anders Funch Lerche, Helene Kristensen, Gert Romme, Henrik Leffers, Ib Christensen, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Tue Romanow og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Retsforfølgelse var ikke Obamas stærke side. (whistleblower fraregnet)

Bush, Cheney og de andre neocons røg måske i en form for skammekrog og blev latterliggjort for en tid. I dag er de alle tilbage som mediernes topanalytikere for den næste krig. Tag en kik på den nu så kendte Mueller (https://www.youtube.com/watch?v=4FWSnMNt0bM). sådan ser man ud når man lyver....
Når man ikke retsforfølger kommer det til at sket igen.

Obama retsforfulgte heller ikke bankerne. ..Dereguleringer af bankvæsnet i USA er allerede igang.

Obama retsforfulgte heller ikke Bush's turturbødlerne. Selv om han indrømmede at "We tortured some folks"(https://www.youtube.com/watch?v=PIiyDiyUZ2w).....torturinstrumenterne er allerede taget frem og er ved at blive pudset. Denne gang er det Trump som bestemmer hvor meget og hvornår....

Jan Pedersen, Anders Funch Lerche og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Vi skal da ikke glemme vore egne breddegrader i den anledning, og hertil sandelig også vore egne medier, skribenter og meningsdannere til hobe, som kørte på autopilot, - nå ja det gør mange af dem til stadighed.

Åh.., denne højt besungne frihed vi her i vesten står for overalt i verden med Amerika som den rare betjent, der vil skabe fred, frihed og lighed for alverdens befolkning overalt, skal selvfølgelig sælges til lyttere og læsere, og når nu vore politikere er med på historien, så skulle men nødigt træde udenfor, risikoen for ikke at blive inviteret med til det næste bal med regeringschefen, og være udenfor kliken - "af det fine selskab, med de rigtige meninger", - NEJ så hellere være til fals.

Vi har set det så ofte rundt omkring i verden, og det gentager sig igen og igen, - medierne som kontrollant i vort demokrati, er en illusion og et selvbedrag om redelig oplysning fra mediecheferne, når det kommer til stykket.

Den mio. der er dræbt i Irak grundet den forinden kendte løgagtige invasion, og som sidenhen skabte grundlaget for IS, der skabte endnu et rædselsscenario, med hundredtusinder af dræbte, og som politisk blev udnævnt til en sekterisk gruppe omkring et kalifat, skabte overskrifter øjeblikkelig, og fik følgeskab af dæmonisering af hidtil uset omfang.

Skylden for denne tilstand opståen blev hurtigt lagt til side i medierne, - nu drejede det sig nemlig om IS som hovedfjenden over alt i verden, og med det fulgte terrorismen på "hjemmefronten", - og så var historierne om den mio. dræbte fra invasionen hurtigt glemt.

I Libyen skulle vi blot "beskytte civilbefolkningen" med vores våben. - nå ja, at Gadaffi så også blev dræbt - var en god nyhed, for han var jo en dæmonisk tyran, så det var jo retfærdigt.

OH.., den store forfærdelse var så da 2 amerikanske diplomater blev dræbt i Libyen, at der derimod ikke kom nogen egentlig fred for landets borgere, fordi de krigedes indbyrdes om magten, og der intet demokrati opstod, var hurtigt overset i medierne, - og nu gider ingen skrive om det længere, for der lagt bag os.

Lad bare maskerne falde, "vi elsker og omfavner tortur", og det er bedst når det er "vores tyraner" der udøver det, så vender vi blikket væk, og det er først når modpartens tyraner udøver tortur, det skal være tophistorien i medierne, og rædsler beskrives igen og igen, for ingen skal være i tvivl om vores ædle sind, der frastødes af tortur, og som skal udbredes til læserne som samfundslære for det gode menneske.

I Irak vendte medierne ryggen til torturen unde Nouri el-Malikis torturfængsler, ligesom i Chile under Pinochet, og den frihed som befolkningen fik at føle, - nogle mere end andre, for først i døden opnåede de friheden fra deres torturbødler, - javist blev der skrevet lidt om det efterfølgende, men allerede tidligt kom efterretningerne herom, men i medier stod der ikke meget da det stod på, - end ikke menneskerettigheder i den anledning blev var der bemærkninger om.

Den åndelige kamp for ikke at blive ugleset i de finere politiske kredse, og ikke blive inviteret til det næste "bal" indsnævrer debatten hos mange medier, - man vil jo helst ikke være udenfor, så må menneskerettigheder, tortur, drab og ja, selv folkedrab ikke stå i vejen for ved at tale om disse såkaldte umistelige rettigheder så nogen føler sig trådt over tæerne.

Dobbeltbundetheden i medierne hjælper ikke imod tortur, - men fremmer den i stedet, og det samme gælder også uretfærdige krige baseret på løgn.

Giftgas i Syrien er tidens store emne, ligesom Skripal i Salisbury - men beviserne syntes at være mangelfulde, - men anklagerne og mistænksomheden florerer som sædvanlig, og gentagelserne om hvor skylden skal placeres er der politisk enighed om i Vesten.

Enkelte medier rejser tvivlen, men det er et fåtal, - resten vil stadig gerne til "bal", og vil ikke sætte noget over styr i den anledning!

Britta Hansen

Er denne overskrift korrekt:

"Irak-krigen var en ustraffet forbrydelse "

Hvis den er ustraffet, så ER den vel en ustraffet forbrydelse!

Touhami Bennour

Jeg mener folk er skræmt nu med trussel om atomkrig, og jeg håber det bliver en chance til at ændre den grimme adfærd. I hvertfald vil vi ikke ser flere af Irak eller Libyen, hvis denne gang er det kun skræk næste gang bliver den reel. Hvis Den vesterlændige fortsætter med at se sin tyranner søde og artige kun vil det gode men vi er alle tyranner der fortjener kun foragt og noget værre. I hvertfald synes jeg alle i Mellemøsten vil være venner med Rusland fremover og samarbejde med dem for at fjerne trussel fra Vesten i mellemØsten og nord Afrika. Jeg vil tror at krige som Irak kommer aldrig mere fra vestlig side.