Læserbrev

Københavns nye dronning skal betales

Forhåbentlig kommer der snart et skilt med information om, hvordan man kan bidrage økonomisk til hendes permanente ophold
Debat
11. april 2018

Hvor er det opmuntrende at se københavnerne opsøge byens nye dronning, efter at hun er introduceret så indsigtsfuldt af kunstanmelder Ida Marie Hede i Dagbladet Information den 4. april.

Det nye monument I am Queen Mary af kunstnerne Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle rækker op til tredje etage af Vestindisk Pakhus og betegner på flere måder en nyskabelse. Som supplement og udfordring til byens mange statuer af buksemænd sidder en smuk, stolt, sort kvinde – som den første i byen.

Hendes stol har en tydelig reference til den sorte panter Huey Newton – en forgænger, der tidligere førte de undertryktes kamp. Hun er splejset af de to kunstneres kroppe, formen er udviklet via en 3D scanner og endnu ikke støbt i bronze.

Materialet er skrøbeligt, og figuren en såkaldt mockup, som giver et fuldgyldigt indtryk af det færdige monument. Samtalen om dronningen kan gå i gang, og diskussioner kan føre til, at hendes placering bliver accentueret bedre. Dronningen behøver ikke at blive stående som en pendant til Michelangelos David-figur, men kan måske rykkes frem mod vandet og nærmere bygningens midte, så hun får sit helt eget liv.

Samtidig kan opstillingen føre til en realisering. I de fleste tilfælde bliver et nyt monument opsat i et blivende materiale et sted i vores fælles rum og finansieret af det offentlige og generøse fonde. Mens alle denne gang kan få mulighed for direkte at støtte en støbning af modellen i et blivende materiale. Forhåbentlig kommer der snart et skilt med information om, hvordan man kan bidrage økonomisk til hendes permanente ophold.

Leila Krogh, København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her