Konflikt er fattigdommens sidste holdepunkt

I 2017 resulterede konflikter i Yemen, Sydsudan, Somalia og det nordøstlige Nigeria i, at hungersnød – den yderste konsekvens af fattigdom – igen blev relevant.

Den havde ellers været så godt som udryddet. 20 millioner mennesker kunne have oplevet ekstrem sult, hvis ikke tidlige advarselssystemer og fleksible donorer havde gjort internationale humanitære organisationer i stand til at opskalere deres indsatser.

Verden er i stigende grad todelt, når det kommer til at afskaffe ekstrem fattigdom. Der hvor relativ stabilitet og fungerende stater hersker – som i Indien, Etiopien, Indonesien eller Elfenbenskysten – falder fattigdommen hurtigt. Hver eneste dag kravler over 100.000 mennesker op over grænsen for ekstrem fattigdom.

En grænse, der ligger på en indkomst på cirka 12 koner om dagen. På mange måder – med hensyn til for eksempel spædbarnsdødelighed, adgang til uddannelse og elektrificering – er verden et bedre sted i 2018, end den nogensinde har været.

Men de fleste skrøbelige og konfliktramte områder oplever ikke, at fattigdommen styrtdykker: Her stiger antallet af fattige mennesker tværtimod. Det gælder i de fire førstnævnte lande, men også i 23 andre. Her bor tilsammen 287 millioner mennesker, hvis indkomst falder under grænsen for ekstrem fattigdom.

Det betyder, at verdens fattigste i stigende grad er koncentreret i skrøbelige stater. Verdensbanken anslår, at andelen af verdens fattige, som bor i konfliktområder, vil stige fra 17 procent i dag til op mod 60 procent i 2030. Antallet af mennesker på flugt blev næsten firedoblet fra 2003 til 2017, fra 17 millioner mennesker til over 65 millioner mennesker.

Krig og borgerkrig skaber fattigdom, fordi de tilintetgør lokale økonomier: Mænd kæmper eller forsvarer sig i stedet for at arbejde. Kvinder og børn holder sig hjemme i stedet for at arbejde eller lære. Skoler, hospitaler, markeder, veje og fabrikker bruges i krig til at nedbryde lande i stedet for at opbygge deres fremtid.

For de stater, der er godt på vej til at nå målet om at udrydde ekstrem fattigdom, er fortsat støtte fra Danmark, vestlige lande og internationale institutioner vigtig for, at de kan blive ved med at udvikle sig. Men det klart mest afgørende for, at vi kan komme ekstrem fattigdom til livs, er at opbygge fungerende stater i skrøbelige samfund.

Det betyder, at udvikling og udviklingsarbejde i stigende grad er politisk. I fremtiden kommer det i særlig grad til at indebære indsatser for at øge skrøbelige samfunds modstandsdygtighed og forhindre konflikter i at opstå, deltage aktivt i at bringe konflikter til ophør og hjælpe skrøbelige samfund med at forsones efter konflikt.

Tre svære opgaver

Ingen af de tre opgaver er desværre lette. Vi har i særlig grad svært ved at standse eller helt afslutte konflikter. For eksempel ender donormidler, der netop har til formål at mildne konflikter, ofte i oprørernes hænder i konfliktområder og forværrer dermed i stedet stridighederne.

Oprørsgrupper fortsætter kun med at kæmpe, når de kan finansiere våben, lønninger og andre ressourcer til deres soldater og lederskab. Men oprørsgruppers finansiering er i stigende grad tværnational, og det overvældende flertal af dem modtager i dag ekstern støtte, som det er logistisk og diplomatisk vanskeligt at afskære helt.

Dertil kommer, at nogle oprørsgrupper gør bedre figur som ledere, end deres forgængere gjorde – som for eksempel i Uganda, Rwanda og Etiopien i nyere tid eller de amerikanske revolutionære efter den amerikanske uafhængighedskrig tilbage i slutningen af 1700-tallet.

Hvad angår forsoning har vi lidt bedre værktøjer til rådighed.

Konflikter blusser ofte op igen, fordi tidligere kombattanter frygter at blive straffet, efter at krigen er ophørt. Ved at indgå politiske alliancer med tidligere kombattanter såvel som tidligere ekskluderede grupper kan skrøbelige stater opbygge modstandsdygtighed over for konflikt og mindske risikoen for tilbagefald, fordi det giver de grupper en andel i den fremtidige statsopbygnings succes.

Det kan skabe betingelserne for vækst og udvikling på længere sigt.

Den sidste og måske mest oplagte mulighed er at prøve at undgå, at borgerkrig bryder ud i første omgang.

FN, Verdensbanken og 37 andre partnere bragte med dette formål 1.000 mennesker sammen i Washington DC til Fragility Forum 2018 i begyndelsen af marts i år – inklusive Udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik, Martin Bille Hermann. Her blev rapporten Pathways for Peace lanceret. Den skal kickstarte FN og Verdensbankens fornyede og forstærkede samarbejde om at forhindre voldelige konflikter.

Rapporten anslår blandt andet gevinsterne ved øgede investeringer i forebyggelse af konflikter til fem milliarder dollar om året i det mest pessimistiske scenarie og helt op til 70 milliarder dollar om året i de mest optimistiske vurderinger.

Den konkluderer således, at det internationale samfund underinvesterer voldsomt i konfliktforebyggelse, derunder for eksempel i skrøbelige staters retsvæsener, arbejdsløse unge eller urolige, perifere regioner med potentiale for oprørsbevægelser og så videre.

Skrøbelige personalistiske regimer

Nogle stater og regeringer er meget mere tilbøjelige til at opleve borgerkrig og konflikt end andre, hvis regeringsmagten skifter. Det gælder for eksempel den slags regimer, der af politologer som jeg selv kaldes for personalistiske regimer – således navngivet, fordi institutioner såsom retsvæsenet, de væbnede styrker og regeringsadministration på alle niveauer fungerer primært gennem personlige netværk til lederen.

Det gør institutionerne sårbare og gør det vanskeligt for statsstrukturer at overleve regimeskifter. Saddam Hussein i Irak og Muammar Gaddafi i Libyen er oplagte eksempler, hvis regimers fald begge blev fulgt af borgerkrige.

At undgå konflikter, der skyldes sammenbrud af personalistiske regimer, kunne have enorm betydning for fattigdomsbekæmpelse, undgåelse af borgerkrig, humanitære katastrofer og flygtningekriser. Én måde at forhindre dem på ville være at gøre regimerne mindre personalistiske og mere institutionaliserede.

For eksempel kunne internationale organisationer prøve at styrke personalistiske regimers bureaukratier eller udvide deres lederes koalitioner ved deling af magt med regeringspartier, militæret og regionale eliter. Eller de kunne søge at afbøde pludselige regimesammenbrud, som ofte fører til konflikter på kort sigt.

Ingen af de to muligheder er synderligt appetitlige, og begge indebærer svære moralske afvejninger. Bør det internationale samfund stabilisere vaklende diktaturstater eller endda aktivt understøtte dem mod demokratisk orienterede folkebevægelser? Selvfølgelig udelukkende i den grad, at det skaber fremtidige forbedringer.

Men hvis vi vil komme fattigdom til livs og prøve på at undgå yderligere hungersnød og flygtningekriser, må vi tage opgaven på os og investere i at forhindre og standse konflikter i skrøbelige stater og understøtte forsoning efter konflikternes ophør.

Det kræver for eksempel, at udviklingsorganisationer indgår tættere partnerskaber med organisationer, der har specialiseret sig i sikkerhed, herunder FN samt regionale sikkerhedsorganisationer som OSCE og den Afrikanske Union.

En opprioritering af konfliktforebyggelse er ønskværdig for sin egen skyld og vil være nødvendig for endelig at afskaffe ekstrem fattigdom for første gang i verdenshistorien. På længere sigt kan den også være med til at forebygge fremtidige flygtningekriser. Hvis ikke, vil den opadgående trend i konflikter siden 2010 med stor sandsynlighed fortsætte.

Rasmus Fonnesbæk Andersen er cand.scient.pol og ph.d. i statskundskab.