I takt med at loven om Storbritanniens udtrædelse af EU kryber igennem parlamentet, bliver de miljømæssige konsekvenser af Brexit tydelige. At forlade EU kan blive den mest miljøskadelige beslutning, som nogen britisk regering har truffet det seneste halve århundrede.
Stort set hele Storbritanniens miljøpolitik udspringer direkte fra vores medlemsskab af EU. Over hele spektret, fra luft- og vandforurening og beskyttelse af arter til affaldshåndtering, genanvendelse, energieffektivitet og CO2-udledning, er det reguleringer fra EU, der har hævet standarderne i Storbritannien.
Det meste af den europæiske miljølovgivning vil fortsat gælde. I hvert fald til at begynde med. Men medmindre andet bliver specifikt indskrevet i en kommende handelsaftale mellem EU og Storbritannien, vil fremtidige regeringer kunne svække reguleringerne.
I anerkendelse af den risiko har miljøminister Michael Gove lovet at nedsætte et nyt og uafhængigt organ, en vagthund, der skal holde øje med, at miljølovgivningen bliver overholdt. Men det står endnu ikke klart, om dette organ vil få samme bemyndigelser som Kommissionen og EU-Domstolen.
Klimalov
Miljøorganisationer er begyndt at føre kampagne for at få strammet miljølovgivningen. Og muligheden for nye reguleringer er måske større, end de aner. Indtil for nylig har reguleringen nemlig fungeret ved at pålægge de enkelte virksomheder – som landbrug og fabrikker – at begrænse forureningen eller kræve, at bestemte produkter som bygninger og biler blev mere energieffektive. Det har haft den konsekvens, at de konkrete reduktioner er blevet udlignet af den generelle økonomiske vækst og nye produkter, der er kommet på markedet.
Den store undtagelse er spørgsmålet om klimaforandringer. Det er nemlig ikke kun enkelte virksomheder eller bestemte produkter, der er pålagt at reducere deres udledning af drivhusgasser. Det er hele lande. Ifølge europæisk lov – og Storbritanniens egen klimalov fra 2008 – er de miljømæssige begrænsninger indført for hele vores samlede økonomi. Regeringen skal simpelthen nedbringe udledningen af CO2 til de niveauer, der er anført i loven.
Det er ikke alle, der helt har forstået denne revolutionerende tilgang til miljølovgivning. Den økonomiske udvikling i Storbritannien bliver pålagt visse bæredygtighedsmæssige begrænsninger af klimaloven. Hvert femte år skal den til enhver tid siddende regering underskrive et juridisk bindende ’CO2-budget’, der sætter begrænsninger for, hvor meget CO2 den samlede britiske økonomi må udlede over en periode på fem år.
De her budgetter skal udformes 15 år ud i fremtiden, så virksomheder og investorer har mulighed for at planlægge efter dem. Og budgetterne skal udformes i henhold til en overordnet målsætning om, at Storbritanniens samlede udledning skal være reduceret med 80 procent i 2050 (i forhold til niveauet i 1990).
Begræns økonomien
Klimaloven har været en ekstraordinær succes. Men klimaforandringerne er ikke den eneste miljømæssige trussel, vi står over for. I sidste måned advarede regeringens biodiversitetsudvalg om, at menneskets ødelæggelser i naturen gør det stadig sværere at sikre mad, rent vand og sikkerhed til mere end tre milliarder mennesker verden over. Der er måske kun 40 år til, at jorden i Storbritannien stort set ikke er frugtbar længere. Og vores luftforurening forkorter livet for 40.000 mennesker hvert eneste år.
Klimaloven bør blive en skabelon for, hvordan vi lovgiver om en bæredygtig økonomi. Et centralt aspekt af sådan en lov bør være, at regeringen forpligtes til at sætte miljømæssige grænser og etablere handleplaner, der gælder for hele økonomien, så det er realistisk, at vi holder os under de grænser. Der bør være grænser for luftforurening, jordforurening, udtømning af ressourcer, plastikforurening og tab af biodiversitet. Samlet set skulle disse holde økonomien inden for nogle bæredygtige begrænsninger.
Målene skulle fastsættes efter vejledning fra et uafhængigt ekspertpanel med forbillede i klimaforandringskommissionen. Det er nu mere end 30 år siden, at Margaret Thatcher advarede om, at »ingen generation ejer denne jord. Vi er kun lejere med fuld forpligtelse til selv at reparere eventuelle skader«.
Det er tid til at anerkende den grundlæggende kendsgerning, at vores miljø lider i vores nuværende økonomi. Vi bliver nødt at begrænse økonomien, så den holder sig inden for rammerne af, hvad vores planet kan holde til.
Michael Jacobs er økonom i klimaforandringer, tidligere politisk rådgiver og nu direktør i Institute for Public Policy Researchs kommission for økonomisk retfærdighed, som skal gentænke Storbritanniens økonomiske politik efter Brexit.
© Information og Guardian. Oversat af Mathias Sindberg
