Der var engang, hvor socialpolitikken og den socialpolitiske debat var helt central i udviklingen af det danske velfærdssamfund, og hvor der blev bragt afgørende nye elementer ind i politikudviklingen på området.
Historisk set, da K.K. Steincke for 85 år siden fik skabt orden og retning på det socialpolitiske område med den berømte socialreform fra 1933, der skabte et moderne folkeforsikringssystem for alle. Og i nyere tid, da Karen Jespersen som socialdemokratisk socialminister i 1990’erne fik sat spørgsmålet om virksomhedernes sociale ansvar på dagsordenen som et nyt element, der bragte den socialpolitiske debat om ansvaret for samfundets svageste ind på direktionsgangene i flere af landets virksomheder.
Siden da er socialpolitikken blevet et overset politikområde.
Derfor er der brug for et en socialpolitisk udvikling baseret på forskningsmæssig viden og data, der langt bedre kan sige noget om effekten af de socialpolitiske indsatser.
I skyggen af andre områder
Der er en tendens til, at socialpolitik kommer til at stå i skyggen af uddannelsespolitikken, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken og sundhedspolitikken.
Uddannelsespolitikken er løsningen på mange udfordringer. Veluddannede borgere er en fordel for ethvert samfund. Men selvom det går fremad på uddannelsesområdet, og der aldrig har været så mange unge, der tager en uddannelse, så er der fortsat en såkaldt restgruppe, som ikke får en kompetencegivende uddannelse.
Beskæftigelsespolitikken leverer også løsninger, der skal sikre, at det kan betale sig at arbejde, og at så mange som muligt er i beskæftigelse. Men selv om det går fremad på beskæftigelsesområdet, og vi har beskæftigelsesrekord med flere beskæftigede lønmodtagere end nogensinde, så er der fortsat en gruppe, der ikke er i nærheden af at komme i beskæftigelse.
Sundhedspolitikken sørger for, at vi er raske og lever længe. Men til trods for, at det går fremad og dødeligheden for en række sygdomme – blandt andet kræft – er faldende, mens middellevetiden er stigende, så er der fortsat en gruppe, også i den erhvervsaktive alder, med dårligt helbred og kortere levetid.
Alle de højtprofilerede politikområders restgrupper er dem, som socialpolitikken beskæftiger sig med. Det kan være både tungt og svært. Tungt fordi problemerne er tunge og sammensatte, svært fordi det ikke på samme måde som på de øvrige områder er så entydigt, om det går fremad.
Det hænger sammen med, at det er lidt mere usikkert, hvad succeskriteriet for den socialpolitiske indsats er.
Er formålet med socialpolitikken i konkurrencestatens ånd at bringe de skæve og de trekantede i samme firkantede form som alle andre og få dem ind på arbejdsmarkedet? Eller er formålet med socialpolitikken at give mennesker, der har været udsat for alle mulige belastninger, muligheden for at leve gode eller i hvert fald bedre liv, uden at de behøver at bekymre sig voldsomt om at forsørge sig selv? Det findes der næppe noget entydigt svar på, fordi det kommer an på, hvilken af socialpolitikkens mange målgrupper, man har med at gøre.
Men det bør forventes af socialpolitikken, at den kan bidrage til at gøre tingene nemmere for mange af dem, der har det svært; for børn og unge med ADHD og autisme, for de anbragte børn, for de mange voksne med psykisk sygdom og for de fysisk og psykisk handicappede.
Sigtelinjer i en socialpolitisk udvikling
Forfatteren Ulrik Horst Petersen, der ud over at være forfatter også har haft en karriere som embedsmand i centraladministrationen, har engang sagt, at der ikke er brug for nytænkning – almindelig tænkning er tilstrækkeligt.
Det gælder også for sigtelinjerne i en socialpolitisk udvikling i den forstand, at de elementer, der skal indgå i den udvikling, allerede findes i vid udstrækning. De skal bare kombineres på en sammenhængende facon.
Der findes således omfattende forskning om rigtig mange af dem, der er socialpolitikkens kernemålgrupper, som for eksempel børn og unge med særlige udfordringer og behov, børn og unge med diagnoser og angst, børn og unge udsat for seksuelle overgreb, unge med psykisk mistrivsel og misbrug samt voksne alene eller i familier med stor risiko for social marginalisering.
Den forskning skal i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag, aktiveres i den socialpolitiske indsats i kommunerne, og der hvor de medarbejdere, der står for den socialpolitiske indsats, uddannes.
Vi skal ikke genopfinde socialpolitikken på ny. Organiseringen findes i hver enkelt af landets 98 kommuner, hvor den socialpolitiske indsats i praksis er en meget stor del af det, som en kommune gør, og i de uddannelsesinstitutioner, der uddanner pædagoger, socialpædagoger, SOSU’er og socialrådgivere. Det, der er behov for, er en måde at gøre arbejdet på og gennemføre uddannelserne på, der på systematisk vis inddrager viden om, hvad der virker. Det, der med et andet udtryk kaldes evidens.
Det er nærliggende at drage en parallel til et andet vigtigt velfærdspolitisk indsatsområde: sundhed. Også her er organiseringen på plads i form af de institutioner, som regionerne driver på sundhedsområdet – primært hospitalerne – og der findes institutioner, der uddanner læger, sygeplejersker, jordemødre og andet personale til sundhedssektoren.
Men der er den væsentlige forskel, at man på sundhedsområdet både i uddannelsen af personalet og i den daglige praksis er langt bedre til at inddrage den forskningsmæssige viden, der findes på de områder, hvor man gør en indsats. Faktisk er der ret strenge regler for den forskningsmæssige evidens. Behandlingsprocedurerne skal være baseret på forskningsmæssig viden.
Sådan burde det også være på det socialpolitiske område. Ingen – hverken borgerne, personalet, politikerne eller skatteyderne – bør være tilfredse med en indsats, som vi tror virker, uden at vi ved det.
Data er en del af vejen frem
Faktisk har Socialministeriet i de senere år sat kursen mod en mere vidensbaseret socialpolitik. I de seneste to regeringsgrundlag nævnes arbejdet med en strategi for udvikling af sociale indsatser samt en data- og en analysestrategi.
På dataområdet er der ydet en kæmpe indsats for at bringe den statistiske viden om socialområdet op på niveau med det, som har været standarden på sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet i årtier. Nemlig at vi nu (i år 2018) er godt på vej til at have grundlæggende viden om de enkelte borgere (børn, unge og andre), der er omfattet af den socialpolitiske indsats.
Det er svært at forestille sig en behandling på sundhedsområdet, hvor man ikke registrerer betydningen af behandlingen for den enkelte patient. Men det er stadig tilfældet på centrale dele af socialområdet, at vi ved mere om, hvor mange penge vi bruger på indsatsen, end om hvad der kommer ud af den.
Takterne i de nuværende strategier på socialområdet er gode. De er et første – lidt sent – skridt i retning af en videns- og evidensbaseret udvikling af socialpolitikken. De næste skridt handler om implementeringen.
Og her hverken skal eller kan man komme uden om kommunerne og uddannelsesinstitutionerne. De må på banen, så den viden, der findes forskningsmæssigt på områder af central betydning for socialpolitikken, og de nye data, der fremkommer som et led i Socialministeriets datastrategi, kan implementeres i den daglige og fremtidige evidensbaserede socialpolitiske indsats.
Niels Ploug er direktør for Personstatistik i Danmarks Statistik, Mette Wier er prodekan på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, og Lisbeth Pedersen er forskningschef i VIVE
Hvorhen, socialpolitik?
Det herskende socialpolitiske paradigme er nået til vejs ende, mener eksperter. Beskæftigelsen boomer, men mentalt har vi det dårligere. Spørgsmålet er, hvordan socialpolitikken bringer os videre. Det sætter Information fokus på.
Seneste artikler
Socialpolitik: Brugerne tør åbne sig mere op over for de frivillige
16. maj 2018Frivillige udfylder et tomrum i socialpolitikken, fordi de kan indgå i et mere ligeværdigt forhold til borgeren end dem i myndighedssystemet, som registrerer og sanktionererSocial slagside: Kortuddannede kvinder testes sjældnere for livmoderhalskræft
30. april 2018Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at særligt kvinder med en kort uddannelse, immigranter fra ikkevestlige lande og kvinder med visse svære psykiske sygdomme ikke bliver screenet for livmoderhalskræft. Der er behov for handling, siger sundhedsministerenSkarp kritik af DF’s udsagn om at forskelsbehandle børn
21. april 2018Det er et udtryk for diskrimination, umenneskelighed 0g dobbeltstandarder, når Martin Henriksen (DF) lægger op til, at asylbørn ikke skal behandles lige så godt som danske børn, mener Børns Vilkår, Enhedslisten og SF. Man kan godt overholde konventioner og stadig føre en stram udlændingepolitik, siger ekspert
Lettere omskrevet : jo mere vi ved om dig, jo mere kan vi styre dig.
Hm. Evidensbaseret socialpolitik... det lyder ikke positivt reller menneskevenligt overhovedet. Det lyder mere som en videreførelse af beskæftigelsespolitikken, hvor man vedholdende til det pinagtige bliver ved at insistere på, at "det virker" at sende arbejdsløse mennesker ud i lønløse praktikforløb, "det virker" at tvinge mennesker i udnyttejobs, og "det virker" at stresse mennesker rundt med evindelige trusler om sanktioner, bødestraffe og udskamning i offentligheden.
Der er nemlig ikke nogen journalist eller oppositionspolitiker som spørger til, hvad og hvem det er disse metoder virker på. Og hvilke hensyn der vægtes i målene.
Evidensbaseret socialpolitik - vi ved jo godt, at statistik kan læses lige præcis som det ønskes.
Det første og vigtigste spørgsmål i socialpolitik er, hvad det er for et menneskesyn politikken skal støtte.
Er spørgsmålet ikke mere - har "vi" overhovedet socialpolitik i dag?????
Er det ikke problemet at alle SKAL ud på arbejdsmarkedet hvad enten de kan stå eller gå, osv. eller er de INTET værd og en byrde for samfundet så der ikke kan gives større skattelettelser til de mest velstående.
Er løsningen ikke et andet menneskesyn - fx. som efter 1960'erne og til erhvervsmetoder blev alt dominerende i det offentlige. I 1960'erne skulle alle have mulighed for et værdigt liv. De handicappede fik bofællesskaber eller egen bolig , mulighed til uddannelse osv. Er det ikke det menneskesyn som "vi" BØR vende tilbage til.
Helt enig Dorte Sørensen.
Problemet er bare at dette menneskesyn i høj grad blev båret og understøttet af et socialdemokrati, der kendte og anerkendte deres historiske rolle, og hvor er det lige vi har dem i dag? Tænk på da Mette F. stod for "socialpolitikken" i Corydon epoken.
Vi har et demokrati som bevidst skaber fattigdom. Politikerne arbejder målrettet på at fjerne livsgrundlaget for den ene samfundsgruppe efter den anden. 85 % af folketingsmedlemmerne er nedskærings-narkomaner. De fleste nedskærings-lovforslag er bliver vedtaget med brede flertal af nedladende liberale politikere, derfor eksploderer uligheden i disse år, hundrede tusinde i bunden af samfundet har fået fjernet alle pengene.
Danmark har ikke brug for en mere vidensbaseret socialpolitik, men en social revolution fra neden. Vi skal ikke have flere eksperter på banen, brug i stedet for pengene på de socialt udsatte.
Det tager desuden mere end 4 års regeringsperiode bare at erstatte de anti-sociale ledere som er indsat overalt i de sociale institutioner. Samtlige medier er inficerede med virksomheds-mantra; arbejde og vækst er eneste alternativ, hvilken kur er der for denne sygdom?
Der er kun en måde at stoppe nedskæringerne på, og det er ved at skabe sociale alliancer og kontrakter. Vi har over hundrede års erfaring med at skabe lighed i Danmark, oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden.
Vi kæmper for en retfærdig procentvis del af samfundskagen, imod minimalstaten og blinde politikere med sociale skyklapper på, imod devaluering af den almindelige vælgers stemme til fordel til princippet; en million en stemme, som er blevet normen ved de riges lobbyfirmaer og propagandamedier, de danske politikere har formået at monopolisere den politiske dagsorden til fordel for virksomhederne og en privilegeret klasse.
Tiden er moden til en organisering af dem som nedskæringerne går ud over. Skal vi have pengene og empatien tilbage, skal vi først og fremmest have demokratiet tilbage, vi må tilkæmpe os demokratiet da det ikke frivilligt frigives.
Mht. miljøet er mammon gud, alt og alle er underordnede finansverdenen og virksomhederne, som lider af grådighedsstress. De danske politikere har formået at monopolisere den politiske dagsorden til fordel for virksomhederne, landbruget, og en privilegeret klasse. Hvor mange penge er der i lobbyfirmaer herhjemme, hvor aktive højtbetalte spindoktorer placerer artikler i medierne udelukket med det formål at omgå demokratiet? Dansk politik ejes efterhånden af dem som byder højst, Danmarks rigeste familievirksomheder betaler for at lobbyfirmaer fører krig imod demokratiet, og festlighederne fortsætter på 1. klasse.
Evidensbaseret socialpolitik? Er det ikke det der står over døren til moderniseringstyrelsen?
Noget i retning af "Arbeit macht frei"
Evidens baseret socialpolitik. Se denne artikel af Lisbeth Pedersen i Ugebrevet A4:
https://www.ugebreveta4.dk/goer-en-ekstra-indsats-for-ledige-seniorer-ta...
Siden jeg læste den, har den naget mig. I mine øjne lægger den op til yderligere nådesløs forfølgelse af ledige ældre, som ingen vil ansætte på normale vilkår.
Nu ser jeg en kommentar af Hanne Christensen, som piller hele dette evidensbaserede sludder fra hinanden.
Hvem har tiltro til flere analyser fra regeringsapparatet?
@Ebb e Overbye,
Hvis du havde læst skribenten Lisbeth Pedersens artikel om 'evidensbaseret socialpolitik' i internetavisen 'ugebrevet A4' til ende, som du linker til, ville du have set, at den er skrevet af en 'ekstern' skribent, og derfor ikke er mere repræsentativ for 'ugebrevets' egne (redaktionelle) holdninger til problemerne med 'fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet', indtil de bliver gamle nok til at ansøge om folkepension, end opponenten Hanne Christensens indvendinger mod samme ... :)
p.s. jeg er ikke selv 'eksport' i nationaløkonomiske teoriers generelle anvendelighed, men er ud fra mit kendskab til de teorier, der var gængse i min tid som offentligt ansat 'papirnusser' i et direktorat under landbrugsministeriet, tilbøjelig til at tro, at Hanne Christensen har temmelig meget at have sine indvendinger mod regnedrengene i moderningsstyrelsens 'evidensbaserede' løsninger i ... :)
Jo, det er jeg klar over. Faktum er at Ugebrevet bringer den slags "lobbyartikler". Når den er offentliggjordt er den ude i det fri og bearbejder offentligheden, uanset om Ugebrevet står bag den.
Alt i den artikel stritter imod mine egne erfaringer. Kommentaren til artiklen er jo en læserbrevskommentar fra een, der nok som jeg selv har andet at gøre end slagte alt det vrøvl man fyldes med dag ud og dag ind.
@Ebbe Overbye,
Debatredaktøren på 'den mindst ringe' har åbenbart fundet artiklen relevant nok til at bringe den som kronik, og hvad skal man så gøre ved det? True med at opsige sit abonnement og gå over til 'konkurrenterne' i Pilestræde eller på Rådhuspladsen?
Eller bide galden i sig og affinde sig med, at det er redaktørens prærogativ at afgøre, hvad der må trykkes i avisen, ligesom det er Lars Løkke Rasmussens prærogativ at bestemme, hvem der skal sidde på ministertaburetterne i fagministerierne, så længe det er ham der sidder i den varme stol i statsministeriet?
Denne artikel er jo reelt set propaganda for det, der allerede i dag udhuler den sociale sikkerhed og den grundlæggende respekt for den enkelte borger som selvberoende og værdifuld i sin egenskab af borger.
Allerede, når man ser navnet Nils Ploug, bliver man mistænksom, og vi skal da også kun få linjer ned, før han roser det, der om noget har ødelagt velfærdssamfundet, Karen Jespersens neostalinistiske love om 'aktiv socialpolitik'.
Den politiske vilje til at fjerne fattigdommen i Danmark skal styrkes for at skabe et velfungerende, retfærdigt, demokratisk samfund, som virker ved at alle institutioner, medier og produktionen har indbygget deltagelse af borgerne.
En national genopretning af socialvæsenet skal ske mens der stadigvæk er nogen herhjemme som husker hvad solidaritet og social retfærdig er. En retfærdig socialpolitik handler om at alle skal have en anstændig indkomst. Ingen skal leve af en indtægt som er under kontanthjælpen, og kontanthjælpen er kun en midlertidig ydelse, dvs. at efter Max et halvt år skal ALLE op på en anstændig levestandard.
De laveste lønninger skal forhøjes og ligeledes skal overførselsindkomsterne forøges til et niveau som er til at leve for i et land med høje huslejer, og der skal bygges almene boliger til en husleje som de fattige kan betale; den sociale sikkerhed for bunden af Danmark skal genindføres.
Vi skal genopbygge Danmark fra bunden af, endnu engang. Men denne gang har vi har hundrede års erfaring, som viser os hvordan vi skal genopbygger landet, vi har svarene i historiebøgerne.
Det handler om de samme grundlæggende rettigheder som vores forældre tog for givet; Alle skal have ret til et sted at bo som de kan betale. Alle skal have ret til et arbejde, eller en rimelig indkomst hvis de ikke kan arbejde. Uddannelse skal være gratis. Sundhedsudgifter, hospitalsophold, sygesikringen skal være gratis. Vuggestuer og Børnehaver skal for de enkelte samfundsgrupper ikke koste mere end en brøkdel af indkomsten.
Folkepensionen skal ligge på et rimeligt niveau og tilbagetrækningsalderen skal være stabil og fornuftig for alle, selv for de nedslidte. Der skal være en arbejdsløshedsforsikring som dækker, indtil arbejdsgiverne skaber jobs. Der skal være rimelige lønninger for alle, selv for deltidsansatte, fornuftige levestandarder og rimelig arbejdstimer pr. dag.
Vi skal skabe en ny demokratiserende bølge for et mere retfærdigt Danmark, hvor borgerne danner demokratiske foreninger som kræver samfundsforandringer. Vær med til at øge offentlighedens bevidsthed om de sociale krænkelser, og lad os få sat ord på misbruget som ligger i, at der er nogle meget destruktive tendenser i samfundet, der går ud over alle grænser for at rage til sig selv, med en grådighed og en mangel på medmenneskelighed som er ekstrem ond.
Lad os starte ved det kommende folketingsvalg, med at organisere et stærk og vedvarende politisk pres. Vil du virkeligt overlade magten til en smal kreds af millionærer, som kun er optaget af at forøge sin egen magt og rigdom?
Det er vores og journalisternes ansvar at rette op på socialområdet når demokratiet svigter. Det repræsentative demokrati betyder ikke af politikerne bestemmer hvordan samfundet skal formes, grund-ideen er i stedet at politikerne gennemfører det som borgerne ønsker.
Underklassen og arbejderklassen udgør tilsammen 55 % af befolkningen; det som foregår i øjeblikket behøver vi ikke at finde os i, vi har tid og overskud til at skabe en ny demokratiserende bølge, for bl.a. at forbedre forholdene for de mennesker som ikke er på arbejdsmarkedet. En politik for hele samfundet. https://www.klassesamfund.dk/
Civil selvforsvar kalder man det når befolkningen rejser os op og siger at nu er nok simpelthen nok. Sociale ændringer af samfundet kommer sig af Borgerstyre - det er grunddefinitionen på ordet demokrati - det er allerede godt i gang, der er dannet mange sociale grupper, f.eks. Jobcentrets Ofre samt Næstehjælperne, social retfærdighed er fundamentalt for det sociale arbejde.
Et stop for den nedværdigende sociale kontrol vil væsentligt forbedre forholdene for de socialt udsatte, samtidigt med at det vil frigive mange hænde - mange ressourcerige mennesker i socialvæsenets job - som må søge over i private jobs, og staten sparer milliarder. Alene de private aktører som lukrerer på de socialt udsatte, fyr dem, og spar milliarder. Halvdelen af kommunerne overtræder bevidst socialloven. 50 - 60 % af alle sociallove skal fjernes, det vil skabe et gevaldigt løft i bunden af samfundet.
Der skal en ny Marshall-hjælp til for at redde det danske socialvæsen. Efter finanskrisen kom der 5 bankpakker for at redde bankerne, selv om det var en krise som finansvæsenet selv havde skabt. Fra 2008 til 2017 har politikerne pumpet penge ud til virksomhederne, så de kunne komme over finanskrisen. Største redningspakke var PSO-afgiften som Løkke løj om.
Nu bugner virksomhederne med penge, og der er et rekordstort antal af danskerne som er i arbejde. Industrien har øget sit overskud efter skat med hele 75 % siden 2010. Handel har øget med 50 %, mens rengøring og anden service har øget med 700 %. Den samlede markedsværdi af børsnoterede danske aktier er siden begyndelsen af 2012 steget med 1.383 mia. kr.
Vi skal have Danmark ud af reformhelvedet. Der skal skabes tryghed for borgerne i bunden, alle andre skal nok klare sig. Vis os en aktiv indsats for retten til et rimeligt eksistensgrundlag i et af verdens rigeste lande.
Det vigtigste indenrigske problem er den sociale vold som politikerne udøver overfor minoriteterne. Det ser ud som om de politiske partier hele tiden leder efter nogen som de kan chikanere. Demokratiets utrolige kapacitet for social vold, har vi oplevet i de sidste 5 år ved førtidspensionsloven og "På arbejde med sygeseng". Regeringen viser de værste sider af demokratiet; en sociopatisk grådighed, en panisk, pinlig optræden og en smålighed overfor de mindre bemidlede, en mangel på retning - de stritter til alle sider - og derved en mangel på enighed og ledelse.
Viljen og trangen til at forårsage smerte på andre, ved social politisk vold, har en eroderende effekt på demokratiet. Den direkte destruktive sociale vold i Danmark går under radaren på medierne, den foregår uden at nogen lægger mærke til det - undtagen ofrene. Vi må vælge ikke at være bødlerne, demokratiet kan kun styrkes på lang sigt, ved at tillade alle en anstændig levestandard.
En række udsatte grupper har betalt prisen i årevis, handikappede, kræftsyge og bl.a. ansøgere til førtidspension. Befolkningerne må arbejde længere og gå senere på pension, skoler, hospitaler og plejehjem må acceptere nedskæringer, og folk må døje med reduceret arbejdsløsheds understøttelse. Kernevelfærdsområder skal ud af virksomhedernes udliciteringskløer og kommunernes økonomi ud at reformhelvedet.
Miljøet, ulandsbistanden, kontanthjælpsmodtagerne, dagpengemodtagerne, ansøgerne til førtidspension, uddannelserne, forskningen, hele velfærdsområdet bliver bevidst ødelagt, kun med et formål - at føre pengene hen til dem som har så rigeligt i forvejen, der er ingen krise for de rige. En lille gruppe superrige mennesker har en absurd velstandskoncentration.
I stedet for at fjerne pengene fra dem i bunden, skal man fjern de ekstravagante fradrag til virksomhederne, leasingbiler, rejsegodtgørelser, billige firmaboliger til direktørerne, samt forhindre skattely. Danmark skal ikke bruge 4,7 milliarder hvert år på erhvervsfremmende foranstaltninger, virksomheder på kontanthjælp og med gratis/statsbetalte ansatte er rådden ideologi.
Den med det rekordstore antal danskere i arbejde er jo ren manipulation - i gamle dage omregnede man beskæftigelsen til fuldtidsarbejde, det gør man ikke mere, så selv ganske få minutters arbejde om ugen til folk i skånejob regnes formodentlig med.
Uanset statistikker, folks oplevelser, politikernes hjælpeløse påståede tiltag, så er der folk i dette land som ikke lever op til skrmaer.
Jeg orker ikke flere tal, har set et hav af em og ingen er til at tro på.
Hvis u har ondt i livet uanset baggrund så findes der et kursus i træning, fede kurser, hvor du skal lære, at du er et unikum og uanset om du har haft kræft, er ramt af skilsmisse og ikke kanse dine børn , ja, uanset så er du din egen herre. fro Guds skyld, så send ikke offerkiórtet uanset dimn baggrund, for alle kan hvis de vil . Stop med at ynke, trygfonden betaler altid, hvis de kan spare penge på deres egen hulkefår,.
Stakkels tåber, der ikke har erindring om dengang der var noget der hed socialpolitik, men det orker jeg ikke beskrive for man taler for døve øren.
Jeg er skide hamrende ligeglad med om hvilket orakel der har skrevet i dit dut dat bog. Glem det, for os der har levet før excel ark ved det udmærket helt ud til de berømte fingerspidser.
Vi må insistere på, at politikere og magthavere holder op med at manipulere og giver de reelle oplysninger, ikke 'modelberegninger', men konkrete, troværdige opgørelser i antal.
Det er da klart, synes jeg, at der bag evidensbaseret socialpolitik er et moralsk spørgsmål:
Vil man virkelig hjælpe de svage - eller vil man bare styre dem.
Men hvis det nu - i hvert fald for nogle - er det første - at hjælpe - så er data og evidens for bedre hjælp da helt rigtigt, synes jeg.
Vi er vel nu dér, hvor vi ikke længere bliver rigere, mens uligheden øges!
Så er det vel helt rigtigt - social-politisk - at arbejde effektivt for, at de svage i samfundet får det bedre - og her tænker jeg også på at søge at få de kriminelle ind i et bedre liv - til gavn - både for dem - og for os andre : - )
Men, Arne Thomsen, rent ud sagt er hele evidensbegrebet ét stort misbrug af de principper, videnskab hviler på: den er i bund og grund substantierede forklaringsforsøg, ikke retningsanvisende for handling i et samfund, det kan kun relationer mellem mennesker.
Hej Steffen Gliese.
Som jeg har forstået det, vil man samle data om, hvordan det er gået med de forskellige måder, der er brugt til at hjælpe socialt svage mennesker - eller for nu at sige det helt kort: Hvad virker - og hvad virker ikke.
Og med ordet "virker" mener jeg "hjælper" - ikke "styrer" - dem, der har brug for hjælp : - ) .
Arne Thomsen
Hvem er 'de svage' og hvorfor og hvordan er de blevet svage?
Spørgsmålet er: hjælper dem til hvad? Jeg tvivler meget på, om vi taler om andet end den kastrerede model, der hedder at hjælpe dem tilbage i 'samfundet', der ikke reelt er samfundet, men derimod 'arbejds'markedet''.
Det er det, vi ikke gør os klart: hvad er varen på 'arbejdsmarkedet' egentlig? Det burde være enkelt nok, når vi taler om arbejdsgiver og arbejdstager: det er selve arbejdet, der er varen, men i praksis handler vi, som om det er lønmodtageren.
Velfærdssamfundets indretning satte dette på plads: det var arbejdet, der var objekt for subjekternes interesse, men 'arbejdsmarkedsreformerne' har forvredet denne indlysende størrelse og gjort den i den arbejdende iboende arbejdskraft til objektet, der håndteres af diverse offentlige systemer.
Steffen Gliese, ramt lige på sømmet !!
Det er ikke mere forskning, evidens, regneark m.m. der er brug for, hvis man politisk REELT ønsker, en ny profil for socialpolitikken.
Det der kræves er en tilbagevenden til ikke så fjerne tider, hvor samfundet blev opfattet som alles fælles eje og det enkelte individ blev "målt og vejet" i forhold til lyster, evner og muligheder, og ikke kun som et produktionsapperat.
Nu er vi alle der, hvor samfundet er et redskab til at udnytte, straffe, og marginalisere, hvor dansen om guldkalven tager de første og armod og fanden får de fleste.
Hvad blev der af samfundet hvor færre har for meget og flere for lidt.
Som en pensioneret socialrådgiver, udlært i 70erne er det jammerligt og deprimerende at se på hvordan det solidariske samfund er totalt aflyst til fordel for egennytte på andres bekostning. Der er om muligt endnu flere kampe der skal kæmpes. De pågående overenskomstforhandlinger er vel første gang i mange år hvor solidariteten atter kommer til sin plads, hvor platuglerne måske for en gangs skyld kan få lidt anskuelsesundervisning i hvad sammenhold kan bruges til og hvor den konstante spillen alle ud mod alle kan komme til kort.
Socialpolitik handler om samfundssyn, menneskesyn og tro på at alle mennesker rummer eller kan bringes til at rumme egenskaber og ressourcer der bidrager til en fælles rigdom.