Det liberale demokrati har udviklet en solkonge

Den undskyldning, som Mark Zuckerberg leverede efter de seneste skandaler, var helt normal i hans verden. Men det var i vores verden en usædvanlig magtdemonstration:

»Jeg startede det her sted, jeg driver det, og jeg er ansvarlig for, hvad der sker her. Jeg leder ikke efter nogen, som jeg kan ofre for de fejl, som er blevet begået.«

Det kunne lyde som den moderne tids leder, der påtager sig ansvaret og beklager sine handlinger. Men det er suverænens logik, som bliver foldet ud. Kort og hårdt: Jeg er den enevældige magthaver i mit univers. Der er ingen magt delegeret nedad i systemet, og der er ingen spredning af magten i organisationen.

»Staten, det er mig,« som solkongen skulle have sagt.

Zuckerberg er firmaets grundlægger, han er den daglige direktør, han er formand, og han kontrollerer flertallet af de B-aktier, som har den formelle magt i Facebook. Det er med andre ord ikke en magt, som han har arvet eller fået overrakt, men derimod en magt, som han selv har skabt, fordi han grundlagde og udviklede firmaet.

Det er nu verdens ottendestørste firma med over to milliarder globale brugere. Det er en platform, som er blevet brugt til at mobilisere nye sociale og politiske dynamikker med uoverskuelige konsekvenser. Den har forandret eksistentielle og sociale relationer og radikaliseret politiske tendenser. Flere hundrede millioner mennesker over hele verden er afhængige af hans sociale medie for at holde kontakt med deres venner, organisere deres sociale liv, tilrettelægge deres professionelle tilværelse og holde sig informeret om verdens begivenheder.

Mark Zuckerberg har på legale og legitime præmisser i det liberale demokratis kapitalisme udviklet en magt – som en meritokratisk kejser.

Det var således et epokalt møde mellem det 21. århundredes meritokratiske kejser og den lovgivende magt i den amerikanske kongres, som fandt sted i denne uge. Det var iscenesat på demokratiets præmisser: Lovgiverne var de store, og han var den lille. Han havde taget sin uniform, T-shirten, af, og overtaget deres dekorum, jakkesættet.

Det principielle spørgsmål er naturligvis, om høringerne var et teater, som begge parter havde brug for: Solkongen for at vise, at han ikke er hævet over demokratiet, og lovgiverne for at demonstrere, at de håndhæver demokratiet.

Svaret er, som Sebastian Gjerding anførte i en leder her i avisen, at så længe tilskuerne uden for Kongressen faktisk tror på, at Zuckerberg burde være underlagt demokratiet, vil han i en vis forstand også være det. Selv om politikerne skulle være politisk impotente og teknisk inkompetente – og i øvrigt selv i flere tilfælde har modtaget kampagnestøtte fra Facebook – giver høringen borgerne forventningen om, at her er en magthaver, vi har ret til at kontrollere og regulere. 

Og selv en meritokratisk kejser er afhængig af omverdens opbakning, ligesom lovgiverne er afhængige af borgernes legitimitet. Og borgerne, der også er forbrugere med facebookprofiler, kan mobilisere kampagner imod ham, som han ikke han undskylde sig ud af.

Zuckerberg er et ideologisk paradoks: Han har opbygget en magt, som kan true det liberale demokrati, men han bruger de demokratiske principper til at forklare sit projekt. Det handler om »at bringe folk sammen«, det er en »social mission«, som giver alle mulighed for at udtrykke sig. Det er et »optimistisk« og et »idealistisk projekt«, der legitimerer sig selv med demokratiske idealer.

Og når han skal forklare de problemer, som er opstået, handler det altid om, at Facebook ikke er kommet langt nok endnu. Som om man arbejder på at demokratisere det, men endnu ikke har fundet løsningen. Som om man ønsker liberale rettigheder, men endnu ikke har udviklet det tekniske beredskab.

Det sjove er, at han på sin vis har radikaliseret den liberale demokratiske kapitalisme til et niveau, hvor det kan underminere sig selv.

Det havde Francis Fukuyama ikke forudset, da han erklærede historiens afslutning og det liberale demokratis sejr: At man kan skabe så meget åbenhed omkring millioner af frie menneskers privatliv, men selv være lige så lukket som det kommunistiske regime i Kina. At man kunne få folk til frivilligt at give suverænen en magt, som er næsten umulig at kontrollere. At vi midt i et samfund overbevist om frihed, lighed og broderskab kan udvikle et kejserdømme, som det kræver en genopdagelse af det liberale demokratis virkemidler at bringe under fællesskabets magt.

Rune Lykkeberg er chefredaktør på Information.