Kommentar

Der er for lidt neonlys og rumrejse over slikproduktionen i dag

Slik skal være en kalejdoskopisk, syntetisk tur gennem kaninhullet. Ikke håndbrygget, økologisk og med smag af løvstikke og røget ingefær
Slik skal være hvinende tosset, en ufornuftig kontrast til hverdagen. Hvis man begynder at indtænke fornuft i sit slik, så skal man ikke spise bedre slik, så skal man spise mindre slik.

Slik skal være hvinende tosset, en ufornuftig kontrast til hverdagen. Hvis man begynder at indtænke fornuft i sit slik, så skal man ikke spise bedre slik, så skal man spise mindre slik.

Ritzau Scanpix

11. april 2018

Mange i madbranchen konkurrerer i disse år intenst på autentiske udtryk og promoverer stolt, hvordan de går et ekstra skridt for at inkorporere ældgamle håndværkstraditioner i produktionen. Enhver ny restaurant har snart tjenere iført læderforklæder og serverer kun naturvin, og ethvert økologisk landbrug har særaftaler med dyre onlinekæder eller restauranter, der mener at kunne levere en lokal – ’ægte’ om man vil – oplevelse.

Men mens markedet for fritgående courgetter er overbefolket, er de mest driftige iværksættere begyndt at opstøve nye områder, der er modne for en identitetspolitisk makeover. Håndskårne opvaskebørster af asketræ med hestehår og kildevand tilsat iltbobler fortæller i vores oplevelsesøkonomiske virkelighed et narrativ, der for kynikeren mest synes at forsøge at bortforklare en hysterisk merpris. Det gælder også slik.

Hvis man vil have succes som mindre slikproducent i dag, så gælder det om at appellere til netop denne historieløse autenticitetsjagt. Hvis jeg med andre ord lancerede Vesterbro Mikroslikkeri Aps, hvor jeg i en antik kobbergryde kogte glashårde klumper af kandis med nellike- og løvstikkesmag, som jeg pakkede i krøllet, beige karduspapir med indholdsfortegnelsen (’ingredienser: sukker’) skrevet på en gammel Remington med flosset farvebånd, så kunne jeg rask væk sælge det i en lille hjørnestand i Irma eller Torvehallerne for 49,50 pr. hektogram.

Hvis jeg derimod opfandt en kolossalt kompliceret maskine, der kunne producere en regnbuefarvet, salmiakbekrymlet rumenhjørning i elastisk skum, der eksploderede i munden, farvede tungen gennemsigtig og smagte af laserstråler, og jeg kaldte den for Zyxorc Candyhorse, ville det være barnligt og useriøst og blive forvist til de faretruende plexiglasskuffer i et ottekroners bland selv-paradis i Nordvest-kvarteret.

Jeg synes også, at håndlavede delikatesser er dejlige og ofte tilbyder smagsdybde og nuancer, som de langtidsholdbare industriprodukter ikke har mulighed for. Men jeg forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over kreativiteten? Tendensen med farm-to-table og gammeldags håndværk drejer sig om at skabe samhørighed mellem naturen og det, vi spiser, men slik er altså ikke mad, basta! Slik skal være hvinende tosset, en ufornuftig kontrast til hverdagen. Hvis man begynder at indtænke fornuft i sit slik, så skal man ikke spise bedre slik, så skal man spise mindre slik.

I virkeligheden handler det nok om skam. Vi har vænnet os til, at slik er noget, der går hånd i hånd med alle de mindre attraktive træk ved barndommen: børn, der vrænger, plager, propper sig med godter og er stædige, og som intet gider, men kræver alt. Kort sagt: Bamse.

Og voksne skal i stedet være som Kylling: Den snusfornuftige, argumenterende og tålmodige, der til sidst ender med at få ret alligevel, selvom det betyder, at man altid skal sidde på den vakkelvorne skammel. Vi skammer os over at stikke hånden i honningkrukken, så vi maskerer skammen med en fernis af biodynamisk havtorn og silkebånd.

Men det er en falsk nostalgi. Når grænsen for slikmagernes kreativitet i 1920’erne synes snævrere end i dag, skyldtes det primært, at teknologien gjorde polkagrisen til en udfordring. I Roald Dahls fabulerende børneroman Charlie and the Chocolate Factory sidestiller den gådefulde slikmagnat Willy Wonka ligefrem sin rolle med en komponist:

»I am the maker of music, the dreamer of dreams!«

Slik skal være en kalejdoskopisk tur gennem kaninens hul; enhver farverig cellofanpose skal være lidt som Pandoras æske, hvor alt det forbudte og skamfulde dvæler i et nemt medie, og først reagerer med al sin frygtindgydende vælde, når vi tør bryde forseglingen. Og det kan man altså ikke håndbrygge sig til med gamle familietraditioner i en idyllisk nedlagt stald på Sydfyn, beklager. Der skal lidt neonlys og rumrejse til.

Espen Fyhrie er debatvært på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Maria Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Christian De Thurah
  • Eva Schwanenflügel
Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Maria Jensen, Bjørn Pedersen, Christian De Thurah og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du har vist ikke rigtig fattet de udfordringer vi mennesker står over for Espen Fyhrie.
Selv om du et har et problem med slik, kan du ikke bare vende ryggen til klimaproblemer og massedød og andre problemer, vores adfærd på her på jord forårsager, for problemerne vender ikke ryggen til dig.
Vi skal ændre vores affaldsskabende aktiviteter også på slikfronten. Det er endda det nemmeste sted at ændre den.
Jeg ved godt, at der er mange tinhatte i "de grønne" grupperinger. At håne dem og deved tro, at man har fremført noget væsentligt, er så narrehattenes kamp mod tinhattene.

Helle Lorenzen

"Slik skal være hvinende tosset, en ufornuftig kontrast til hverdagen. Hvis man begynder at indtænke fornuft i sit slik, så skal man ikke spise bedre slik, så skal man spise mindre slik." Ikke fordi jeg ikke forstår din pointe, men som mor til et (nu voksent) barn med eksem var det virkelig et alvorligt dilemma, når ungen hellere ville have "det hvinende tossede" E-numrefyldte neonfarvede med dertil efterfølgende kradsen-sig-til-blods kløeanfald fremfor Helsekostens anisolielakrids og plantefarvede vingummibamser. Som voksen er hun blevet veganer og sluppet af med sin eksem. Skam få den, som tænker ilde derom!

Jakob Silberbrandt, Dorte Haun Nielsen, Torben K L Jensen og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar

Jeg er vild med det, og jeg er sikker på, at mine børn vil være enige. En gang om året får de lov til at gå amok i et lille hjørne af en kiosk på Samsø, hvor man stadig kan få kæmpe forvandlingskugler, ægte holdkæftbolsher og TYGGEGUMMICIGARETTER!! (Blandt andet) Og de elsker det! Jeg forstår heller ikke hvorfor økologisk så ofte skal være = gammeldags og ofte lidt kedeligt.
Og Peter Knap, jeg tror ikke pointen er at vi ikke skal spise økologisk, tværtimod, pointen er netop at det økologiske godt kunne blive mere spændende, så det ikke altid bare var et fornuftigt voksenvalg, men også nogle gange et begejstret børnevalg (også for de voksne selv ;-)).

Jakob Silberbrandt, David Zennaro og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Nej Espen, du er helt af sporet! Uanset læderforklæde & håndskårne træsleve er kandis bare sukker og har ikke andre kvaliteter end at være billigt. Til gengæld kan man så håbe, det ikke er fyldt med allergifremkaldende, usund kemi og billige farvestoffer.
Slik skal være raffinerede smags- & duftoplevelser, kreative oplevelser i lakrids og chokolade. Men discountdanskeren vil hellere gumle sig igennem en mega giga pose Matador Mix skyllet ned med halvanden liter billig cola, samme menu hver gang der blændes op for tossekassen.

Helle Winum. Det er ikke et spørgsmål om navnet. Det er et spørgsmål om produktionsformer.
Vi skal producere på en ansvarlig måde. Kan slik produceres så der ikke efterlades skadelige stoffer i kroppen og miljøet, samtidig med det ikke misbruger kostbare resurser som vand og dyrkbare områder er det ok og så kan det for min skyld være selvlysende.
Jeg under gerne ungerne deres lørdagsslik, men hele vores adfærd er så belastende, at jeg er dybt bekymret for mine tipoldebørn.
Katastroferne hober sig op verden rundt. USA har i de første 3 mdr af 2018 haft klimarelaterede katastrofer for 3 milliarder dollars.
Vi er vidne til den hid til største massedød i livets historie.
Isen driver af polerne.
Knaphed på drikkevand vokser alarmerende.
Derfor er også slik vigtigt, og det er ikke en lille uskyldig nicheproduktion. Det er en global kæmpeindustri, der ikke har miljøcertifikater som centrale etiske indsatsområder.
Vi skal tænke os om, også når vi producerer slik.
Og så sage Nestlé:" Lad de uskyldige små komme til mine harmløse slikposer".

Bjørn Pedersen

Det må være "discountdanskeren" i mig, men da den kære hr. Fyhrie beskrev slik der "smager af laserstråler" faldt jeg for en kort stund jeg i staver og drømte om et stykke Zyxorc Candyhorse. Naturligvis skal indpakningen dog være brun, økologisk og kedelig... skulle jo nødig blive dømt ukreativ, uraffineret og fattig af herrefolket. *bøvs*, *håndbajer i vejret, håndfuld Zyxorc Candyhorse i bægeret*

Jakob Silberbrandt, David Zennaro og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Ja- hvis du vil synde, så synd. Og stå ved det. Drop det fesne selvbedrag, hvor du pakker dine primitive og lavsociale lyster ind i en glorie af sejlgarnsomviklet genbrugspapir.

Bjørn Pedersen. Spis løs, men prøv ikke at bilde mig ind, at de bugnende slikhylder i supermarkeder, biografcentre, kiosker i forlystelsescentre og på tankstationer er til for at børn med strålende øjne kan få en pose lørdagsslik.
Det er kold buisniss og et krav om det skal ske uden at skade vores helbred og miljø tenderer åbenbart landsskadelig virksomhed.
PS. Hvad er en eller et Zyxorc Candyhorse og kan ordet bruges i Scrabble?

Bjørn Pedersen

@Peter Knap
Du opstiller to ting som modsætninger, der ikke er modsætninger. Slikket på hylderne i butikkerne, etc. er til for at forbrugeren kan købe en pose lørdagsslik OG producenten kan tjene på forbrugerens køb af det slik de har produceret.

Om det er "kold business" er jeg såmend ligeglad med så længe der er ordentlige forhold på slikfabrikken, men jeg er da selvfølgelig også enig i at der ikke skal være giftstoffer i det vi spiser. Med forbehold, for der er vist meget af det vi spiser der - i de "rette" mængder jo er giftigt. Kanel og chokolade, vistnok. Det er så dér man som individ, eller forælder, vælger at sætte grænser (eller ingen grænser) for hvor meget usundt man (eller ens børn) vil/må spise.

PS: Det er den gode hr. Fuhries fantasi-rum-enhjørings-slik, der eftersigende "smager af laserstråler". Jeg får næsten lyst til at se hr. Fuhrie forsøge sig med at realisere et sådan stykke slik. Det kan endda være, at han kan få både rumenhjørringer, neonfarver og laserstråler i sit slik helt uden at gøre brug af alt for mange industrielle remedier.

Hvor fanden køber han slik henne? Du kan da købe alt det syntetiske snask du vil i et hvilket som helst supermarked (måske undtaget Irma). Hvis det ikke er nok, så kør en tur over grænsen til Tyskland og besøg de prægtige grænseboder, der bugner af selvlysende vingummi regnorme i 2 kilos spande og andet godt. Slik med smag af røget ingefær har jeg derimod aldrig set, men jeg færdes nok heller i samme cirkler som Informations debatvært.
Kunne du virkeligt ikke finde på andet at skrive om?
Verden brænder og vi dikuterer pseudoproblemer...

Randi Christiansen, Henrik Leffers og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Konfekt som vor mor lavede det

Er der ikke andre end mig, der kan huske forfatteren Otto Rungs 'erindringer' fra sin opvækst i en højborgerlig familie i klunketidens København? Hvori han bl.a. skildrer et af sin husmoderligt anlagte søsters kulinariske eksperimenter med hjemmelavet julekonfekt til uddeling blandt familiens gamle venner?

Det stakkels pige, som var en rigtig lille madgris, der elskede både hjemmelavet grisesylte og chokoladekonfekt, fik det geniale indfald at overtrække et par skiver af julesylten med en sjat smeltet chokolade, hun havde fået til overs, da der ikke var mere marcipan tilbage i fadeburet. Hvilket nær havde kostet husets frue sit gode rygte som en kærlig og betænksom kvinde hos den af familiens gamle enlige onkler, i hvis gaveæske nyskabelsen var endt ved en fejltagelse fra kokkepigens side .......... ;o)

Bjørn Pedersen

Mens verden brænder, Marie Jensen, er der over 6 milliarder mennesker på Jorden... det burde være mere end rigeligt med folk til at diskutere slukningen af verdensbranden. Verdens problemer bliver ikke løst mere effektivt af at fem milliarder mennesker, der ikke ved hvordan verdens problemer skal løses, skriver artikler om at en eller anden hellere må løse verdens problemer. Så er det altså OK, at en af disse journalister - der ikke har en Ph.D i Red Verden - skriver om kedeligt vs. ikke kedeligt slik.

Ikke alle problemer der rapporteres behøver at være super-gigantisk, globale og verdensomspændende. De små hverdagsting bør også have værdi. Det er vel trods alt dét, man søger at redde, ikke? At hverdagen overlever.

Michael Borg, Jakob Silberbrandt, Anders Sørensen, Flemming Berger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Bjørn, jeg kan stadig ikke forstå hvad mandens problem er. Det forekommer mig opfundet til lejligheden og måske et eksempel på genren »se mig, jeg tør være politisk ukorrekt«. Det er en kritik af noget manden selv opfinder, det er sgu da spild af tid.

Grethe Preisler

@Marie Jensen,

Jeg tror sådan set ikke, at manden i dette tilfælde har andre problemer end det, at han skal finde på noget forholdsvis harmløst at fylde i spalterne, så 'pjoskeren' ikke skal blive 'for tynd til at pakke fisk ind i'.

Mens vi venter med tilbageholdt åndedræt, åben mund og polypper på udfaldet af 'medieforliget' mellem 'regeringspartierne' og de 'stuerene' opkomlinge fra 'støttepartiet', der 'kører med klatten' på 'borgen' for tiden.

"Den fattige Rasmus er kommet herhen.
Han har det derhjemme kun dårligt,
men nu skal vi ham ret fornøje.
Et godt stykke legetøj skal han få,
og Moder siger, at hun vil gå
og hente min ældste trøje."
('Peters Jul' - første oplag 1870)

Bjørn og andre. Vi skal omlægge vores produktion til at være bæredygtig.
Vi gør klogt i at starte nu, så kommer det til at gøre mindst ondt og kan enda vise sig at være til glæde.

Grethe Preisler

Peter Knap: "Vi skal omlægge vores produktion til at være bæredygtig"

Godt så -
hvad producerer du selv af bæredygtige livsfornødenheder, som vi kan finde på hylderne i det nærmeste indkøbscenter til discountpris?

Bjørn Pedersen

@Marie Jensen
Jeg tror bare hans pointe er at det slik han støder på i sin omgangskreds er kedeligt. Nej, det er ikke hvad man vil kalde "samfundsrelevant", men behøver alt at være det? Som det fremgår hvis du trykker på hans navn, ved siden af artiklen, så er han vist ansat nærmest ekslusivt som "livsstilsskribent". Det kan man mene om hvad man vil for en avis som Information, men

@Peter Knap
Helt fint. Betyder en bæredygtig produktionsomlægning at man så ikke kan lave farverigt, lækkert spændende slik i sjove former? Udelukker det ene det andet?

Randi Christiansen

Man skal jo bare gøre sig klart, at alt, hvad man hælder indenbords, er byggesten til kroppen. Så hvad vil du ha? Kaffe, smøger, sprut, lykkepiller, kager, sex, slik .... der er næsten frit valg på alle hylder

"Han åd og drak, var aldrig glad.
Hans Støvlehæle gik han skæve.
Han ingen Ting bestille gad.
Til sidst han gad ej heller leve"

(johan herman wessels gravskrift over sig selv)

Bjørn Pedersen. Nej det ene udelukker ikke det andet.
Det er netop pointen.
Min grundlæggende anke er, at en journalist, der er veloplyst og velorienteret om situationen rundt om i verden ikke er med til at stille krav til industrien om at udvikle en bæredygtig produktion.
Dit svar til Marie Jensen giver ingen mening.

Jeg ved godt, at artiklen eller klummen er tænkt som morsom. Men hvis det morsomme ikke kan tages alvorligt, er det kun ligegyldig pjank. Artiklen rummer faktisk et budskab om sliks uskyld. Det budskab er efter min opfattelse forffejlet på det sundhedsmæssige plan, det handelsmæssige plan bla i forhold til butiksindretning og reklamering og ikke mindst på det produktionsmæssige plan.
Hvis Fyhrie ikke mener, at hans udtalelser skal tages alvorligt skulle han ikke skrive om emner, der fortjener at blive taget alvorligt.

olivier goulin

Jeg kunne aldrig selv drømme om at røre det skidt på billedet med en ildtang - men jeg forstår godt Esben Fyhrie's pointe.

/O

Lars Bo Jensen

Jeg forstår ikke pointen, hvorfor skulle man ønske at opdrage ens børn til at lide de kunstige smagsstoffer, der findes masser af smagsstoffer uden kemi, som ens børn også kan blive glade for. Selv om de ikke smager af laserstråler.

olivier goulin

Jeg mener: Jeg forstår godt Esben Fyhries pointe - på hans egne præmisser.
Når man nu har en infantil smag for neonfarvet kemi - så må det være lidt træls, at det hele efterhånden skal være så sundt og naturligt

/O