International kommentar

Macron mangler stadig at overbevise det strejkende franske samfund om, at han har ret

Emmanuel Macron står over for sin første store udfordring. Fagforeningerne og de studerende er imod ham, og konflikten kan få afgørende betydning for resten af præsidentens embedsperiode
Emmanuel Macron står over for sin første store udfordring. Fagforeningerne og de studerende er imod ham, og konflikten kan få afgørende betydning for resten af præsidentens embedsperiode

Christophe Ena

10. april 2018

Historien gentager ikke sig selv. Det er der i hvert fald nogen, der siger. Ikke desto mindre er det præcis, hvad en stor gruppe franskmænd forsøger at få den til.

Franskmændene husker tydeligt, hvordan jernbanearbejderne nedlagde arbejdet i de sidste måneder af 1995 og tvang den daværende premierminister Alain Juppé til at opgive sine planer om at reformere pensions- og arbejdsløshedssystemet. Og fejringen af 50-året for de glorværdige folkeprotester i foråret 1968 er allerede i fuld gang.

Man kan spore en smule af begge begivenheder i den bølge af strejker og studenterprotester, som udfolder sig i Frankrig i disse dage, og det gamle lands unge præsident står nu over for sin første store politiske test.

Spredte protester

I konfliktens frontlinje står 160.000 arbejdere i det statsejede jernbaneselskab SNCF. De indledte tirsdag en ’rullende’ strejke, hvor de skiftevis strejker i to dage og arbejder i tre. Arbejderne har bebudet, at kampagnen fortsætter de næste tre måneder, hvis ikke regeringen opgiver sine planlagte arbejdsmarkedsreformer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvis Macron indførte den klassiske model for dagpenge, som vi havde før 1994, ville det være et fremskridt for både arbejdstager og -giver: det vil løsne deres låste brydergreb om hinanden, så lønmodtagerne var sikret økonomisk, og arbejdsgiverne var uden ansvar for de fyredes videre skæbne.

Torben K L Jensen

Neo-liberalismens angreb på fagbevægelsen i 70-80´ erne har efterladt en vrede der nu har toppet med vilde strejker i både Tyskland og Frankrig - den vrede kan ikke stoppes med lovindgreb eller strukturreformer - De gik for vidt - nu kommer boomerangen susende med 20 års forsinkelse - de strejkende har ingen kasser der kan kompensere for tabt løn,på den måde står de stærkere og den franske befolkning er kendt for deres solidaritet med alle oprør mod den 5. republik. Jeg håber franskmændenes kamp bliver en "game-changer" i kampen mod det neo-liberale regime der har hersket i EU i mindst 30 år. Allons enfants - på barrikaderne over hele europa. Fandme.

Curt Sørensen, Espen Bøgh og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Den tamme præsident, eller "fisen i hornlygten", der blev præsident "over night" - i ren populistisk stil, og som modstand imod Le Penn.

Vælgerne står tilbage i tomhed, lige som med den forrige præsident, - "en nulbon" der ender som en apostrof i historiebøgerne, - men rejselysten var da, og mange meninger havde han også, så nu er der kun 3,5 år tilbage præsidentperioden - i tomgang.

Curt Sørensen

Hvorfor betyder 'reformer' i vore dage altid neoliberal politik? I gamle dage betød 'reformer' da socialpolitiske tiltag.