Kommentar

Macron mangler stadig at overbevise det strejkende franske samfund om, at han har ret

Emmanuel Macron står over for sin første store udfordring. Fagforeningerne og de studerende er imod ham, og konflikten kan få afgørende betydning for resten af præsidentens embedsperiode
Emmanuel Macron står over for sin første store udfordring. Fagforeningerne og de studerende er imod ham, og konflikten kan få afgørende betydning for resten af præsidentens embedsperiode

Christophe Ena

Debat
10. april 2018

Historien gentager ikke sig selv. Det er der i hvert fald nogen, der siger. Ikke desto mindre er det præcis, hvad en stor gruppe franskmænd forsøger at få den til.

Franskmændene husker tydeligt, hvordan jernbanearbejderne nedlagde arbejdet i de sidste måneder af 1995 og tvang den daværende premierminister Alain Juppé til at opgive sine planer om at reformere pensions- og arbejdsløshedssystemet. Og fejringen af 50-året for de glorværdige folkeprotester i foråret 1968 er allerede i fuld gang.

Man kan spore en smule af begge begivenheder i den bølge af strejker og studenterprotester, som udfolder sig i Frankrig i disse dage, og det gamle lands unge præsident står nu over for sin første store politiske test.

Spredte protester

I konfliktens frontlinje står 160.000 arbejdere i det statsejede jernbaneselskab SNCF. De indledte tirsdag en ’rullende’ strejke, hvor de skiftevis strejker i to dage og arbejder i tre. Arbejderne har bebudet, at kampagnen fortsætter de næste tre måneder, hvis ikke regeringen opgiver sine planlagte arbejdsmarkedsreformer.

Reformerne vil blandt andet betyde, at statsansatte jernbanearbejdere fremover ikke vil være ansat på livstid.

Men det er ikke kun jernbanearbejderne, der protesterer. Så forskellige faggrupper som Air Frances piloter, de parisiske renovationsarbejdere, akutpersonalet på hospitalerne og de ansatte i supermarkedskæden Carrefour har taget initiativ til protestaktioner. Samtidig er adskillige af landets universiteter lammet af studerende, der besætter bygninger eller bliver væk fra undervisningen i protest mod planlagte ændringer på universiteterne.

Oprøret er mildest talt fragmenteret. Men skulle de forskellige protestbevægelser forene sig, ville regeringen stå over for en krise, som minder om 1968 eller 1995.

Dér er vi imidlertid ikke endnu.

Splittet befolkning

De fleste regnede med, at Emmanuel Macrons politiske projekt ville blive alvorligt udfordret allerede i efteråret, da han fremlagde de første, omfattende arbejdsmarkedsreformer. Flere millioner mennesker havde samlet sig i protest mod lignende bestræbelser fra Macrons forgængere.

Men Macrons reformer fik en langt mere afdæmpet modtagelse. Det skyldes ikke mindst, at det lykkedes præsidenten at alliere sig med en række reformvenlige fagforeninger, og han undgik således at stå over for en samlet fagbevægelse.

Det har måske efterladt Macron med indtryk af, at han havde grønt lys til at forsøge at realisere flere af de reformer, han gik til valg på sidste år. Dengang lovede han at reformere det stagnerende franske socialsystem, som i hans øjne bærer en stor del af ansvaret for Frankrigs høje arbejdsløshed, ligesom han ville rette op på landets kroniske budgetunderskud og revitalisere det franske erhvervsliv.

Nu – et år efter valget – er hvedebrødsdagene eftertrykkeligt forbi.

Det er dog for tidligt at konkludere, at Emmanuel Macrons projekt om at sparke gang i Frankrig, er mislykkedes. Meget afhænger af, hvordan han klarer sig igennem den aktuelle krise.

Meningsmålinger indikerer, at befolkningen er delt. Halvdelen sympatiserer med de strejkende jernbanearbejdere, og halvdelen støtter præsidentens reformer. Men hvad mener befolkningen efter to ugers hård konflikt? Eller efter tre måneder?

Svaret på de spørgsmål kan meget vel blive afgørende for, om Emmanuel Macron kan presse yderligere reformer igennem i løbet af de kommende fire år.

Røre til venstre

Macron har på sin vis været en succes. Han har forbedret Frankrigs image i udlandet markant. Arbejdsløsheden er faldet, og for første gang i et årti er underskuddet på statsbudgettet under tre procent.

Alligevel er mange vælgere utilfredse. Særligt på venstrefløjen. Macron hævdede under valgkampen, at han hverken var højre- eller venstreorienteret. Men efter et år ved magten føler mange af Socialistpartiets frafaldne vælgere sig snydt. Både økonomisk og på udlændingeområdet hælder Macron til højre, mener de.

Alligevel har de endnu ikke vendt præsidenten ryggen. Det skyldes til dels, at der ikke er oplagte alternativer. Men en del af forklaringen er også, at mange vælgere trods alt foretrækker reformsporet frem for de seneste årtier politiske lammelse i Frankrig.

Under alle omstændigheder kan Macron ikke fortsat bare møde demonstranterne med et sammenbidt ansigt, som det har været tilfældet indtil nu. Han bliver nødt til at overbevise dem om, at han har ret.

© Information og Guardian. Oversat af Mathias Sindberg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Hvis Macron indførte den klassiske model for dagpenge, som vi havde før 1994, ville det være et fremskridt for både arbejdstager og -giver: det vil løsne deres låste brydergreb om hinanden, så lønmodtagerne var sikret økonomisk, og arbejdsgiverne var uden ansvar for de fyredes videre skæbne.

Torben K L Jensen

Neo-liberalismens angreb på fagbevægelsen i 70-80´ erne har efterladt en vrede der nu har toppet med vilde strejker i både Tyskland og Frankrig - den vrede kan ikke stoppes med lovindgreb eller strukturreformer - De gik for vidt - nu kommer boomerangen susende med 20 års forsinkelse - de strejkende har ingen kasser der kan kompensere for tabt løn,på den måde står de stærkere og den franske befolkning er kendt for deres solidaritet med alle oprør mod den 5. republik. Jeg håber franskmændenes kamp bliver en "game-changer" i kampen mod det neo-liberale regime der har hersket i EU i mindst 30 år. Allons enfants - på barrikaderne over hele europa. Fandme.

Curt Sørensen, Espen Bøgh og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Den tamme præsident, eller "fisen i hornlygten", der blev præsident "over night" - i ren populistisk stil, og som modstand imod Le Penn.

Vælgerne står tilbage i tomhed, lige som med den forrige præsident, - "en nulbon" der ender som en apostrof i historiebøgerne, - men rejselysten var da, og mange meninger havde han også, så nu er der kun 3,5 år tilbage præsidentperioden - i tomgang.

Curt Sørensen

Hvorfor betyder 'reformer' i vore dage altid neoliberal politik? I gamle dage betød 'reformer' da socialpolitiske tiltag.