Kommentar

Når EU ikke stopper skattelylandene, må de nationale parlamenter gøre det

EU’s løfter om at bekæmpe skattelyproblemerne var tom snak. Derfor må Europas nationale parlamenter tage sagen i egen hånd og sammen gennemføre en mere robust sortlistning af skattelylande, som har bedre sanktionsmuligheder
1. maj 2018

Et sundt og retfærdigt skattesystem er fundamentet for velfærd. Skal der være pædagoger i daginstitutionerne, læger på hospitalet og lærere i skolerne, skal skattesystemet fungere.

Derfor er det et alvorligt problem, når store multinationale firmaer kan spekulere i at placere overskud i skattely og på den måde spille stater ud mod hinanden i jagten på lukrative skatteaftaler. Det er en ublu grådighed, som slår revner i skattesystemerne.

Det er på denne baggrund, at vi som ledende, progressive kræfter i Sverige, Danmark, Frankrig, Spanien og Portugal sammen foreslår reelle løsninger på de store grænseoverskridende problemer med skattely.

I kølvandet på LuxLeaks, Panama- og Paradisepapirerne var alle enige om, at skattely skulle bekæmpes. Det var tid til handling – én gang for alle! De stålsatte løfter om at gøre en ende på skattelyproblemerne forblev dog tom snak.

EU’s sortlistning af skattely er et godt eksempel.

Allerede i definitionen af et skattely underminerer EU sit eget formål om en sortlistning. Her fastslår EU nemlig, at en selskabsskat på nul procent ikke i sig selv er udtryk for et brud på princippet om fair beskatning. Man fristes til at spørge, hvad nul procent i selskabsskat så er?

Useriøs sortliste

Forhandlingerne om sortlisten foregik – som sædvanligt i EU – bag lukkede døre i skjul for offentligheden. I lækkede referater står det dog klart, at EU-skattelylande aktivt blokerede for vedtagelse af en liste, hvor de selv optrådte. Det er useriøst at udelade åbenlyse skattelylande som Malta, Holland, Luxembourg og Irland – intet mindre.

Utilstrækkeligheden af EU’s sortliste cementeres ved, at EU nu har fjernet en række skattely fra den allerede hullede liste. Lande, der har lovet bod og bedring, bliver placeret på en såkaldt grå liste og undgår dermed sanktioner. EU’s sortliste er nu nede på sølle ti lande.

Landene på den grå liste har med fuldt overlæg indrettet deres lovgivning, så multinationale selskaber, rigmænd og korrupte statsledere har kunnet gemme deres formuer. Nu vil EU så sætte sin lid til, at lande, der gennem årtier har muliggjort skatteunddragelse, holder ord og indfører reformer.

Det er stærkt bekymrende. Og bekymringen mindskes ikke af, at EU’s indsats imod skattely ledes af kommissionsformand Jean-Claude Juncker, tidligere premierminister i skattelylandet Luxembourg. Som premierminister forhandlede han personligt ulovlige skatterabatter til multinationale selskaber, og han blokerede i årevis for en strammere EU-kurs over for skatteunddragelse.

Det vurderes, at skatteunddragelse alene i EU-landene koster mellem 375 og 525 milliarder kroner om året. Det er en bombe under velfærdssamfundene i Europa og fastholder samtidig millioner af mennesker i fattigdom i udviklingslandene.

En koalition af villige lande

Når EU nægter at indføre et solidt regelsæt, må de enkelte lande tage skeen i den anden hånd. Derfor stiller vi europæiske venstrefløjspartier nu koordinerede forslag i vores nationale parlamenter om at indføre en reel sortlistning af skattely. Fra land til land i en koalition af villige lande må vi indføre strammere regler.

Vi vil stramme kriteriet om fair beskatning, så skattelande med lav selskabsskat ikke går fri af sortlistningen.

Vi vil afskaffe den såkaldte grå liste, så presset ikke lettes på skattely, der lover guld og grønne skove. I stedet skal der kun være en sortliste, som til gengæld omfatter alle lande og jurisdiktioner, der ikke overholder de opstillede kriterier – EU-land eller ej.

Endeligt vil vi øge presset på de sortlistede lande. Vi vil beskytte whistleblowere og straffe banker og skatterådgivere med forbindelser til skattely.

Vi vil gøre det muligt at udelukke virksomheder, der unddrager sig skat gennem skattely, og andre tvivlsomme skattearrangementer fra at udføre arbejde betalt af den offentlige kasse. Det er absurd, at virksomheder, der aktivt er med til at underminere fundamentet for offentlig velfærd, ikke kan udelukkes fra at udføre opgaver for netop den offentlige sektor.

En sådan udelukkelse vil stå i modsætning til EUs udbudsregler. EU forhindrer i dag, at kommuner, regioner og stat udelukker virksomheder fra skattelylande. Derfor skal EU’s udbudsregler ændres. Hvis ikke EU vil tillade det, må vi udfordre reglerne.

Dette er begyndelsen på en lang kamp. Yderligere tiltag vil blive lancereret i de kommende måneder – i EU-parlamentet og i mange af vores nationale parlamenter. Bekæmpelse af en lille elites skattefusk vil komme den brede befolkning til gode ved at beskytte fundamentet for vores fælles velfærd.

Nikolaj Villumsen er gruppenæstformand i Enhedslisten. Malin Björk er medlem af EU-Parlamentet for Vensträpatiet. Younous Omarjee er medlem af EU-Parlamentet for La France Insoumise. Miguel Urbán er medlem af EU-Parlamentet for Podemos. Marisa Matias er medlem af EU-Parlamentet for Bloco de Esquerda

Socialdemokraten Jeppe Kofod har som ordfører i PANA-komiteen gennem de seneste 18 måneder deltaget i kulegravningen af skatteområdet og er kommet med flere hundrede anbefalinger til, hvad man bør gøre i EU for at komme de komplicerede problemstillinger til livs. På billedet fører Jeppe Kofod valgkamp forud for afsteminingen om EU-forbeholdet i 2015.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Feenstra
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Espen Bøgh
  • Alvin Jensen
Eva Schwanenflügel, Erik Feenstra, David Zennaro, Flemming Berger, Espen Bøgh og Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Nikolaj Villumsen

Man kan da kun være 100% enig i jeres mål - at forhindre skatteunddragelse i EU.

Vejen igennem EU er tung pga konsensuskravet, så ethvert af de 4 lande, som nævnes i artiklen kan blokere en beslutning omkring sortlistning -
og I kunne også godt have nævnt f. ex. Cypern, Bulgarien & Østrig som skattely-lande.

Men vejen igennem de enkelte landes Parlamenter fører ikke til noget -
det er alt for nemt at komme udenom.

Så jeg anser stadigvæk på EU-vejen, som den eneste farbare; men det er godt nok tungt.
Men retfærdigvis skal det nævnes, at Jean-Claude Juncker går ind for at overføre beslutninger om fælles minimum EU skattesats til området med kvalificerede flertalsbeslutninger:

https://www.business.dk/oekonomi/skatteminister-aaben-over-for-bundgraen...

Der har været tale om en fælles nedre EU-grænse for selskabsskat; men det er selvfølgelig et blålys med en nedre skattesats uden fælles opgørelsesmetode for den skattepligtige selskabsindkomst.

Så der er noget at tage fat i, når du forhåbentlig bliver medlem af EU Parlamentet efter næste valg.

Her er en oversigt over EU's afstemningssystem - det er slet ikke for børn:

http://www.consilium.europa.eu/en/council-eu/voting-system/qualified-maj...

Thomas Andersen

Sikke dog et hyklerisk indlæg...

Enhedslisten (hvor Nikolaj Villumsen er medlem) er de argeste modstandere af flertalsafgørelser i EU. Så i Enhedslistens version af et fællesskab ville man aldrig kunne opnår enighed om hvilke lande som er skattelylande.

Enhedslisten er argeste modstandere af en fælles skattepolitik i EU, et af de reelt eneste virkelige tiltag som for alvor ville batte mod multinationale virksomheders skattetænkning.

Enhedslisten er argeste modstandere af EU's finanspagt som netop skal opstille et multinationalt finanstilsyn som skal holde øje med de multinationale banker.

Enhedslisten er arge modstandere af EU i det hele taget og skulle det lykkes at få EU til at falde sammen ville det netop give de multinationale selskaber uanede muligheder for at foretage skatteunddragelse blandt 27 nationalstater som nu må bruge alle midler for at kæmpe om at tiltrække virksomheder.

Jens Winther, Michael Friis og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Nu og da hører man i medierne om store firmaer som Nike og Facebook som kun betaler minimalt i skat. Men forbrugernes hukommelse er kort. Hvilket dagligvare-firma er det lige, som sender pengene direkte til Holland, uden at betale skat?

Et oplysningsarbejde med fast hjemmeside samt mange artikler i aviserne samt TV-optræden, er en fair måde at give forbrugerne et valg.

Hvor blev den liste af, som viste de 100 største virksomheder og deres manglende deltagelse i udgifterne i det samfund, som de tjener deres penge i? Hvorfor udsteder man ikke en licens, som inddrages hvis ikke en rimelig deltagelse eksisterer? Nå ja, det er kompliceret................

Michael Friis

Stephen Kinnock og Camilla Vest sagerne viste hvor uforståelige skattereglerne er for privatpersoner - også for administrationen. EU og ikke-EU lande bruger mange midler inklusiv skatsatser til at tiltrække virksomheder og personer. Jeg synes, at det er tamt at gå efter bankfolk og advokater, der rådgivere borgere og virksomheder til at forstå de komplicerede regler som administrationerne i forskellige lande har udtænkt.
Hvad er snyd og hvad er planlægning?

Indenfor EU er det en udfordring, at landene ikke har samme skattesatser, men den dag landene accepterer det, så starter lavinen, og alt skal ensrettet i alle EU lande også brugerbetaling for uddannelse, egenbetaling for hospitaler, løn o.s.v., Dvs en rigtigt Union.