Kronik

Den neoliberale stat er frisættende i toppen af det sociale hierarki og straffende i bunden

Neoliberalisme er en bredere omstrukturering af staten, der også indebærer, at statens sociale og straffende funktioner vokser sammen. Denne omlægning risikerer at fastholde samfundets mest udsatte borgere snarere end at hjælpe dem
Regeringens seneste udspil om ungdomskriminalitet – ’Alle handlinger har konsekvenser’, der blev lanceret i oktober sidste år – er et tydeligt eksempel på, hvordan den neoliberale omstrukturering af staten betyder, at udsatte børn og unge og deres forældre bliver mødt med straf i stedet for sociale indsatser.

Regeringens seneste udspil om ungdomskriminalitet – ’Alle handlinger har konsekvenser’, der blev lanceret i oktober sidste år – er et tydeligt eksempel på, hvordan den neoliberale omstrukturering af staten betyder, at udsatte børn og unge og deres forældre bliver mødt med straf i stedet for sociale indsatser.

Christian Als

9. april 2018

I kølvandet på et interview med Rune Møller Stahl om hans ph.d.-afhandling i Information den 7. marts har relevansen af neoliberalisme som teori og samfundsdiagnose været diskuteret flere steder i den trykte presse.

Mens Stahl har kaldt neoliberalismen »dead man walking«, har Jonas Herby, der er konsulent i den liberale tænketank CEPOS, påpeget i Information den 20. marts, at neoliberalismen er et venstrefløjsskabt label for »alt, hvad der er ondt«.

Herefter har lektor ved Aalborg Universitet Theresa Scavenius i Information den 27. marts forsøgt at udrede debattens uoverensstemmelser. Neoliberalismen, skriver Scavenius, skal ikke opfattes snævert som en økonomisk teori eller en omfattende afvikling af staten. Neoliberalismen er snarere en politologisk statsteori, hvor den administrative sektor oprustes for at fremme fri konkurrence.

Men den neoliberale forandring af staten har også andre aspekter og konsekvenser.

For at observere og forstå den neoliberale stats virkemåde og konsekvenser er det nødvendigt at interessere sig for, hvordan og på hvilke områder konkrete statslige omstruktureringer kommer til udtryk. Et helt centralt eksempel er det social- og retspolitiske område.

I den neoliberale stat vokser statens sociale og straffende funktioner nemlig sammen. En udvikling, der i sidste ende risikerer at ekskludere de borgere, som befinder sig nederst i samfundets sociale og økonomiske hierarki. Det skyldes, at forklaringen på udsathed findes i en forestilling om det ansvarlige individ, hvis livssituation er et resultat af frie og rationelle valg frem for socioøkonomiske vilkår.

En forskydning til straffende funktioner

Den franske sociolog Loïc Wacquant har – inspireret af Pierre Bourdieu – beskrevet forandringerne fra en socialstat til en neoliberal stat. For Wacquant udgør staten et felt, hvor en venstre hånd repræsenterer statens sociale funktioner (der sikrer ret til arbejde, uddannelse, sundhed, bistand, bolig med videre), mens en højre hånd repræsenterer statens økonomiske funktioner (markeds- og konkurrenceorientering, regulering gennem økonomiske incitamenter, besparelser med videre).

Til statens højre hånd tilføjer Wacquant statens straffende institutioner og funktioner (fængsler, politi, domstole samt regulering gennem afskrækkelse, krav om pligter, sanktioner med videre).

Billedet af statens højre og venstre hånd bruger Wacquant i sin diagnose af den nyere tids samfundsudvikling i USA og Frankrig. I Wacquants tolkning af den neoliberale stat forskydes statens sociale og velfærdsorienterede funktioner, institutioner og logikker til statens økonomiske og straffende funktioner og indgår på disses præmisser og virkemåder.

I nyere dansk historie ses også eksempler på denne omstrukturering. Det indebærer dels en overflytning af ressourcer og politiske initiativer fra sociale til straffemæssige instanser og dels en omlægning af social hjælp til disciplinerende metoder og diskurser.

Det sker eksempelvis, når borgere med alvorlige psykiatriske lidelser i stigende grad håndteres af politiet frem for det sociale system, eller når forældre til børn med højt skolefravær kan sanktioneres økonomisk ved, at deres ret til at modtage børnefamilieydelse ophører.

For blot at nævne et par eksempler.

Rammer samfundets udsatte

Den neoliberale stat har en dobbeltregulerende funktion. På den ene side præges den af en uddelegering af statens ansvar til det enkelte individ. På den anden side strammes grebet om visse udsatte befolkningsgrupper og deres leveforhold.

Det er et kerneelement i Wacquants tolkning af den neoliberale stat: Den agerer frisættende i toppen af det sociale hierarki, men mere fastholdende og straffende, når udsatte befolkningsgruppers problemer skal håndteres. Således lever udsatte borgere i en maksimalstat, der i stigende grad inddrager statens straffende logikker som brugen af kontrol, overvågning, trusler om fratagelse af retten til ydelser samt særlig indsat lovgivning.

Det er altså i stigende grad statens højre hånd, der har råderet over det sociale område.

Dette kommer blandt andet til udtryk ved en vareliggørelse af den offentlige sektor og dens funktioner, som inspireres af og indoptages i den private sektors logikker og styringsformer, og ved en øget brug af incitamentspolitik, der baseres på en idé om adfærdsregulering gennem belønning vs. straf.

For eksempel er der i Danmark siden 1990’erne introduceret en øget brug af kontrakter, handleplaner og pålæg som socialpolitiske redskaber, der – afhængigt af om borgeren overholder disse – kan belønnes eller sanktioneres. Som et led i denne udvikling aktiveres et kulturelt ideal om den aktive, ansvarlige borger, der frit kan vælge sin egen skæbne – for eksempel mellem et kriminalitetsfrit eller -fyldt liv.

Et tydeligt eksempel på disse forskydninger ses i håndteringen af ungdomskriminalitet i nyere dansk historie. Regeringens seneste udspil om ungdomskriminalitet, der blev lanceret i oktober sidste år, er ingen undtagelse. Udspillet med den markante titel ’Alle handlinger har konsekvenser’ er en videreførelse af den linje, der blev lagt i 1990’erne, og som blev yderligere styrket igennem 00’erne.

Her besvares de problematikker, der præger de mest udsatte børn og unge og deres forældre, i udpræget grad med straffende logikker og indsatser frem for sociale.

En neoliberal omstrukturering af staten omhandler dermed også forandringer og forskydninger i de statslige funktioner, der håndterer og regulerer borgernes generelle sociale og økonomiske betingelser, herunder leve-, sundheds-, bolig- og arbejdsforhold.

Dermed ser vi ikke en afvikling af staten, men snarere en understregning af dens styrke og kapacitet til at kontrollere og, i sidste ende, sanktionere de befolkningsgrupper, der ikke formår at efterleve dens krav. Det kan være arbejdsløse, lovbrydere, kontanthjælpsmodtagere, borgere med psykiske lidelser eller anden etnisk baggrund end dansk, eller borgere, der er bosat i udvalgte boligområder.

Tilbagevenden til tiden før velfærdsstaten

Vi har i nyere dansk historie set en omlægning af velfærdsstatens universelle sikkerhedsnet, karakteriseret ved lige adgang til statens ydelser for alle borgere, til en større vægt på individuelt ansvar for social og økonomisk sikkerhed samt krav om en pligtbetinget adgang til statens hjælp og støtte.

Forvaltningen af egne frie valg og ansvar fremhæves som årsagen til sociale problemer, snarere end sociale og økonomiske levevilkår. I forlængelse heraf må retten til velfærdsydelser erstattes af forpligtende, restriktive og aktiverende socialpolitiske programmer, der kan medføre sanktioner, hvis de ikke efterleves.

Historisk set markerer disse neoliberale statslige omstruktureringer en forskydning af velfærdsstatens rettighedsprincip. Men disse tendenser er, slående nok, ikke nye. Vi kender dem fra 1800-tallets socialpolitik og fattigforsorg.

Flere forskere har vist, hvordan nyere tids socialpolitik reaktiverer praksisformer og diskurser, der har rødder i 1800-tallets filantropi og liberale stat. Det store spørgsmål bliver så, om velfærdsstatens socialpolitik skal forstås som en ekskurs mellem liberale og neoliberale paradigmer. I Danmark er den højre hånds integration i socialpolitikken et udtryk for en reorganisering af velfærdsstaten, ikke for dens afskaffelse.

Den neoliberale stat er således mere og andet end en økonomisk teori eller en (illusorisk) forestilling om minimalstaten. Når det kommer til at håndtere konsekvenserne af en stigende ulighed – socialt, økonomisk og etnisk – er den neoliberale stat snarere stærk, omfattende og hårdtslående.

Lea Cecilie Brinkgaard er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet

Serie

Polemikken om neoliberalismen

Neoliberalisme som økonomisk paradigme har mistet sin forklaringskraft, udtalte forskeren Rune Møller Stahl for nylig i Information i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Men neoliberalisme er blot en betegnelse, som venstrefløjen bruger om alt det, den ikke bryder sig om, svarede Jonas Herby fra CEPOS. Siden har flere stemmer blandet sig i debatten, og der er opstået en veritabel polemik om neoliberalismen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Hanna Grarversen
  • Kim Folke Knudsen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Carsten Wienholtz
  • Hans Kvisgaard
  • Michael Larsen
  • Kim Strøh
  • Cristina Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Troels Holm
  • Flemming Berger
  • Peter Wulff
  • Henrik Leffers
  • Jes Enevoldsen
  • Annika Hermansen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Dorte Sørensen
  • Katrine Damm
  • Carsten Svendsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
  • Anders Reinholdt
  • Henning Kjær
  • Espen Bøgh
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Toke Kåre Wagener
  • Ervin Lazar
  • Poul Erik Riis
  • Bjørn Pedersen
  • Steffen Gliese
  • Ebbe Overbye
  • Torben K L Jensen
Mikael Velschow-Rasmussen, Hanna Grarversen, Kim Folke Knudsen, Hans Ditlev Nissen, Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Michael Larsen, Kim Strøh, Cristina Nielsen, Christian Mondrup, Troels Holm, Flemming Berger, Peter Wulff, Henrik Leffers, Jes Enevoldsen, Annika Hermansen, Palle Yndal-Olsen, Dorte Sørensen, Katrine Damm, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Anders Reinholdt, Henning Kjær, Espen Bøgh, Bjarne Bisgaard Jensen, Sebastian Sylvester Rosenberg, Toke Kåre Wagener, Ervin Lazar, Poul Erik Riis, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Ebbe Overbye og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Jeg blev klogere - nu er jeg blevet MEGET klogere - det er sgu uhyggeligt.
Nu ved jeg hvorfor "nudging"- økonomen fik Nobel-prisen i økonomi og gad vide hvad man gør når der ikke er mere arbejde i nutidig forstand.

Søren Ferling, Thomas Corydon, Nils Lübke, Hanna Grarversen, Kim Folke Knudsen, Hans Kvisgaard, Laila Lund, Kim Strøh, Sus johnsen, Werner Gass, Karsten Aaen, Flemming Berger, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, kjeld jensen, Ervin Lazar og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er en ekstremt ubehagelig udvikling, byggende på et primitivt menneskesyn, som vi gang på gang får slået ned, men som kommer tilbage, fordi det er så behageligt og ekstremt attraktivt for dem, der har magten i samfundet.
Det skal bekæmpes af al magt, og det kan godt være, at det bliver nødt til at blive med 'vold og magt', for det er en sygdom i både samfundslegemet og sindet hos enkeltpersoner med en magt, som et demokrati aldrig kan tillade enkeltpersoner at opnå.
Hele den i Waquants teori til højre placerede del af staten skal i et ægte demokrati mindskes i betydning igennem strukturelle reformer, der umuliggør egentlige forbrydelser og sikrer de økonomiske dispositioner rammer, der forhindrer begærlig tilegnelse af de fælles værdier i overmål (som det allerede sker i dag). Alt dette var vi langt med, da Murens fald desværre kom til at betyde en totalt fejlanalyse af de politiske konsekvenser. Dem lever vi stadig med - og i stadig højere og højere grad står de i vejen for den frisættelse, som er den eneste rationelle vej for menneskelige samfund.

Thomas Corydon, Nils Lübke, Kim Folke Knudsen, Helle Brøcker, Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Ivan Breinholt Leth, Laila Lund, Bernd Åke Henriksen, Sus johnsen, Werner Gass, Karsten Aaen, Flemming Berger, Hanne Ribens, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Anders Reinholdt, Torben K L Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men hvad der siges her, er nøjagtigt det, jeg sagde for 25 år siden, da det begyndte. Det er gået så galt, som jeg forudså, det er temmelig skræmmende og forfærdeligt, at man blot har kørt på i denne gale retning, i bakgear tilbage imod et samfund, som vi brugte hele det 20. århundrede på at udvikle os væk fra.

Ib Christensen, Nils Lübke, Helle Brøcker, Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Egon Stich, Laila Lund, Werner Gass, Karsten Aaen, Henrik Leffers, Hanne Ribens, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Jeg mener neoliberalismens tid er forbi og at vi nu lever under globalisme, der er sammenløbet af kapitalisme og kommunisme.
Karl Polanyi, d. 1964, sagde: 'Kapitalismen vil vinde, men vi vil få den med alle socialismens kontrol- og undertrykkelsesmekanismer'.
Han kombinerede i sin forskning etnologi og økonomi og var fra Kredsen om Lukacs i Ungarn, men arbejdede mest i Canada og USA.

Et rigtig godt indlæg der afdækker sider af vor tids politik, - med liberalismen ved rattet, uanset om den skal/vil kaldes neoliberalisme eller andet lignende - på speed eller anabolske steroider!

Må jeg her pege på filmen som DR(vist nok viste) for omkring et halvt år siden; "Amerikas fortabte(eller tabte) narkokrig", der på glimrende vis illustrerer dette liberale vanvids yderpunkt.

Historien er om Staten, regionen eller kommunen indgår en aftale om billig leje af en grund i mange år, til et stort fængselsbyggeri, der igen vil give et afkast til kommunen i form af nye arbejdspladser i fængslet, og til forsyning af fængslet fra de omkringliggende virksomheder.

Så langt så godt, - men et stort fint fængsel har behov for "logerende" - og gerne "langtidslogerende" for det er her indtægterne overstiger udgifterne såvel til byggeriet og dets omkostninger og drift, men også til et afkast for investorerne og selvfølgelig også gode aktiekurser på børsen.

Altså må dette tilpasses markedets behov for omsætning og overskud, og det kan kun ske ved ændringer i lovgivningen på strafområdet.

Som jeg husker det fra filmen tilpasser nu straframmen for besiddelse af amfetamin og meth-amfetamin således, at besiddelse af 10 gr. amfetamin til 2 års fængsel, og ved besiddelse af samme mængde meth-amfetamin til 2 år fængsel + 1+0 år oveni fordi det er meth-amfetamin, altså i alt 12 års fængsel.

Forskellen på amfetamin og meth-amfetamin er at meth-amfetamin er amfetamin der iblandes bagepulver og vand, der siden afdampes hvorefter stoffet indtager en krystalinsk form lidt i retning af sukker, - men er fortyndet med bagepulver.

Denne politiske beslutning giver selvfølgelig flere "langtidslogerende" i fængslet, men det rækker desværre ikke til at komme over "nulpunktsomsætningen" for fængslet, som overskudsgivende forretning.

De nye tiltag blive ansættelse af mere politi, så der kan fanges flere lovovertrædere, som selvfølgelig skal i fængsel, - og nu begynder det at hjælpe på det, så vejen fremad er endnu mere politi, der kan fange endnu flere loveovertrædere, - så det kan blive en rigtig god forretning, - og med endnu skrappere domme til mindre lovovertrædelser, - "så kører det rigtigt" for forretningen.

Nu har markedet fået opfyldt sit behov, og aktiekurserne står højt på børsen, aktionærerne er tilfredse med de økonomiske resultater, - som direktøren for fængselsbyggeriet udtalte det.

Tillige med Clinton lov fra sin præsidentperiode; "three(3) strikes and you are out", fylder det også godt op i fængsler rundt omkring, som "langtidslogerende" i fængslerne.

Dokumentaren viser i den anledning en 35 årig mand taget 3 gange for besiddelse af amfetamin, der gik og slog græs i fængslet, - og skulle derfor være der resten af livet.

Han havde ikke slået nogen ihjel, og var ikke farlig, hans problem var mangel på arbejde, som han havde forsøgt råde bod på ved lidt salg af amfetamin.

Som netop nævnt også tidligere i indlægget her, ser man helt bort for de sociale arbejdsmæssige årsager forbundet med udflytningen af arbejdspladser til Asien, som markedet intet ansvar vil tage for, kun for behovet for indtjening bedst muligt, uden sammenhæng eller tilhørsforhold til noget nationalt eller statslig, kun markedet og dets indtjening.

Politisk udstikkes også en diskurs for samfundet, - en politisk lettelse i kraft af fravælgelse af sociale baggrunde for borgerne, omskrevet til alene at være kriminalitet og lovovertrædelse, der selvfølgelig skal straffes med fængsel.

En virkeliggørelse af markedets berettigelse og behov som der vises i dokumentaren, som samtidig bliver et samfunds diskurs overfor borgerne i samfundet, og som frigør det politiske ansvar for samfundet og borgernes velbefindende, - er endt i markedets hænder og hvor tilpasningen hertil er total.

Her er markedet og dets behov dominerende og altafgørende, ud fra tesen om at markedet er det bedste til at bringe ligevægt fordi det alene ud fra økonomiske betragtninger handler i overensstemmelse hermed, så markedet kan komme i ligevægt.

Thomas Corydon, Nils Lübke, kjeld jensen, Søren Ferling, Helle Brøcker, Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Laila Lund, Karsten Aaen, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ligevægtsteorien virker kun hvis den er dynamisk - dvs. at man hele tiden har en uligevægt der virker efter Le Chatelier´s princip om et dynamisk lukket økonomisk system hvor påførte ændringer vil søge ligevægt på sigt (den såkaldte skjulte hånd) eller den rationale handling mod den ligevægt der ALDRIG skal opnås for så går systemet i stå. I det system er uafbrudt vækst (påførte ændringer) en forudsætning der indholder ubegrænsede ressourser - Den mur har vi nået nu - det samme gælder neo-liberalisme og "laissez-faire"-politik.

Nils Lübke, Kim Folke Knudsen, Laila Lund, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Forresten : Det er også teorien bag arbejdsudbud og efterspørgsel og her er grænsen også nået.

Nils Lübke, Kim Folke Knudsen, Laila Lund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Lea Cecilie Brinkgaard har her begået en fyndig og rammende artikel, der zoomer ind på det virkelig skelsættende og skræmmende ved årtiers malplacerede og nederdrægtige 'socialpolitik'.

Den understreger, ligesom Theresa Scavenius' artikel, at det er forne tiders ridefoged-mentalitet, der har generobret højsædet når det gælder om synet på mennesker der af den ene eller anden grund er eller bliver udsatte.

Neoliberalismen er således ikke spor ny, den er gammel eddike på nye flasker.

Som Steffen Gliese er inde på, var det Murens fald der åbnede for sluserne, for nu var kommunismens dage forbi, og man kunne ånde lettet op og gå tilbage til forne tiders straffende og moraliserende syn på mennesker i nød.

Her er lidt mere stof til eftertanke :

Af forfatter og blogger Lisbeth Riisager Henriksen :

"Blogger: Reformen af førtidspension satte måltal over mennesker", 22. Januar 2018
(Om kvantitativ målstyring af tilkendelse af førtidspension og eroderingen af retsprincipperne >
BESPARELSER)
Link:
https://www.avisen.dk/blogger-reformen-af-foertidspension-satte-maaltal-...

"Blogger: Reformpolitikken over for syge er ren ideologi", 10. Februar 2018
(Reformen er langt hen ad vejen mere ideologi end realisme. PRÆCISERING AF LOVGIVNING)
Link:
https://www.avisen.dk/blogger-reformpolitikken-over-for-syge-er-ren-ideo...

"Blogger: Social- og beskæftigelsespolitikken er direkte sundhedsskadelig", 2. Februar 2018
(Om overrulingen af lægeskønnet i forbindelse med statens krav om færre tildelinger af førtidspensioner)
Link:
https://www.avisen.dk/blogger-social-og-beskaeftigelsespolitikken-er-dir...

Nils Lübke, kjeld jensen, Kim Folke Knudsen, Hans Kvisgaard, Steen K Petersen, Laila Lund, Bernd Åke Henriksen, Sus johnsen, Werner Gass, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Hanne Ribens og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis man kan tilgive mig en ekstra lille bemærkning, som jeg ikke fik med i mit indlæg ovenfor, men blev glemt undervejs, og som fuldenden historien fra dokumentarfilmen.

Politikerne i amtet, staten, kommunen, har således også deres på det tørre, - "de har skabt arbejdspladser i form af fængselspersonale, flere politifolk osv., osv."!

Thomas Corydon, Nils Lübke, Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Laila Lund, Werner Gass, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

I USA er der tale om en reel industri der omfatter valgt dommere/valgte sheriffer der har en lukrativ interesse i fordre private fængsler med dømte - Derfor har USA verdens højeste andel af befolkningen bag tremmer. Der findes ingen reel interesse i at straffe med det mål at resocialisere de indsatte.
(i USA)

Nils Lübke, kjeld jensen, Kim Folke Knudsen, Hans Kvisgaard, Torben Skov, Laila Lund, Sus johnsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Henrik Leffers og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Kommentar: "---- forklaringen på udsathed findes i en forestilling om det ansvarlige individ, hvis livssituation er et resultat af frie og rationelle valg frem for socioøkonomiske vilkår".

Uanset om vi efter det kommende folketingsvalg får en socialdemokratisk ledet eller en venstre ledet regering, vil tendenserne i den førte økonomiske politik af mange gode grunde stort set være de samme, med hensyn til nødvendige strukturelle tilpasninger til de ændrede konkurrencekrav som resultat af ændringer i den internationale økonomiske udvikling.

At der har været et øget fokus på forestillingen om "det ansvarlige individ" er vel rimelig nok, men problemet er efter min mening, at der har været et helt urimeligt fokus alene på dette aspekt, fordi det kunne bruges som en bekvem undskyldning for den nødvendige kyniske i offentlige besparelser på en række områder, som passede fint sammen med strukturpolitiske økonomiske tilpasninger i den førte økonomiske politik.

Når Bjarne Corydon fik tilnavnet "blå Bjarne" og Margrethe Vestager blev beskyldt for kyniske under den tidligere socialdemokratisk ledede regering var kritikken berettiget. Var det virkelig nødvendigt at gå så hårdhændet til værks? Det var i hvert fald et brud på en række af de principper, der tidligere havde kendtegnet socialdemokratisk ledede regeringer.

Det man kan forvente af en kommende socialdemokratisk ledet regering må være et andet syn på balancen mellem beskyttelsen af de svageste i samfundet og så kommende nødvendige økonomiske reformer, tilpasset internationale økonomiske konkurrenceforhold.

Kim Folke Knudsen, Hans Kvisgaard, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Til forskel fra andre kommentatorer føler jeg ikke, at Loïc Wacquant fuldt ud oplyser mig om årsagerne til den neoliberale sejrsgang siden en gang i 70erne. Ligesom Marx i 1847 skrev om filosofiens elendighed, kunne man i dag måske tale om sociologiens elendighed. Jeg skynder mig lige at påpege, at jeg har stor respekt for Wacquant og hans skarpe iagttagelser – især hans tanker om fattigdommens kriminalisering. Men der mangler noget.

”Forvaltningen af vegne frie valg og ansvar fremhæves som årsagen til sociale problemer, snarere end sociale og økonomiske levevilkår.”

”Vi har i nyere dansk historie set en omlægning af velfærdsstatens universelle sikkerhedsnet, karakteriseret ved lige adgang til statens ydelser for alle borgere, til en større vægt på individuelt ansvar for social og økonomisk sikkerhed samt krav om en pligtbetinget adgang til statens hjælp og støtte.” (Jeg understreger 'individuelt ansvar'.)

Nogle af os, der var unge i 70erne og 80erne, har med forbløffelse set, hvordan sammenhængskraften i samfundet er blevet dybt eroderet, og hvordan et begreb som 'solidaritet' ikke bare er blevet forældet, men latterliggjort til det yderste. Naturligvis er vi næsten ligeså forbløffede over, at 'solidaritet' tilsyneladende har fået en renæssance i forbindelse med OK18. Men lad os vente og se om det holder.

I kølvandet på finanskrisen 2007-2008 foretog Socialforskningsinstituttet en undersøgelse blandt unge (op til 25 år så vidt jeg husker), om deres mening om årsagerne til arbejdsløshed. Knap 70 % mente, at arbejdsløsheden var et individuelt ansvar. Dette er udtryk for det mest forbløffende bevidsthedsskred, som har fundet sted i nyere tid. Jeg ser ikke at Wacquant's analyse har nogen forklaringskraft overfor dette skred. Hvordan er individualismen kommet i stand? Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål, for man er nødt til at vide hvorhen, man skal rette sin kritik og sin vrede.

Når jeg ikke tøver med at tale om sociologiens elendighed, er det fordi, jeg ikke ser nogen forklaring på individualismen som fænomen hverken i Wacquant's teori om statens højre og venstre hånd, i Foucualt's begreb om biopolitik, Bourdieu's begreb om habitat eller i Luhmann's begreb om samfundet i samfundet. Det kan naturligvis skyldes, at der er noget, jeg har overset. Jeg læner mig op af den tyske sociolog Wolfgang Streeck's kritik af den moderne sociologi – især i hans skrifter 'Buying Time' og 'How Will Capitalism End?'. I sidstnævnte værk fremhæver Streeck i slutningen af bogen sociologiens tilsyneladende blindhed overfor økonomisk teori. Det er som om, at sociologien kører rundt i sit eget lukkede univers afskærmet fra de hårde økonomiske facts. Det har Streeck som mig bekendt den eneste sociolog på bemærkelsesværdig vis forsøgt at råde bod på. I Danmark har Ole Bjerg på ligeså bemærkelsesværdig vis forsøgt at kombinere filosofi og økonomi, og i USA har David Graeber forsøgt at kombinere antropologi og økonomisk teori. Men sociologien halter så vidt jeg kan se bagefter.

Streeck peger især på den såkaldte 'financialization' – et komplekst begreb som jeg afholder mig fra at definere – som årsag til individualiseringen. Allerede i slutningen af 60erne begyndte profitraterne i USA og Europa så småt at falde. Et fald som fandt sted i en tid, hvor lønarbejderne stadig var stærkt organiserede. Det såkaldte 'sociale kompromis' mellem lønarbejdere og kapital som var karakteristisk for den periode, som man i Frankrig kalder 'Les Trente Glorieuses', kom under stærkt pres. Arbejderklassen havde stadigvæk en vis overmagt og fra de socialdemokratiske og socialistiske kræfter udgik der radikale forslag om at gå længere end medarbejderrepræsentation i virksomhedernes bestyrelser til det, som engelske Labour kaldte 'Industrial Democracy' og om statslig overtagelse af visse nøgleindustrier. I 1968 kom det i Frankrig til så voldsomme demonstrationer udført af en slagkraftig studenter- arbejderbevægelse, at præsident Charles de Gaulle måtte flygte til Tyskland. Engelske Labour's prime minister, Harold Wilson, satte i 1973 Tony Benn og Michael Foot til at udarbejde et politisk program for Labour's fremtidige økonomiske politik (Labour's Programme for Britain), hvor NEB – National Enterprise Board – var et vigtigt element i form af opkøb af virksomheder, og hvor der var udtænkt planøkonomiske tiltag overfor UK's 100 største virksomheder. (Londons finanskapital skulle rette sig ind efter NEB.)

”We shall substantially extend public enterprise by taking mineral rights. We shall also take shipbuilding, ship-repairing and marine engineering, ports, the manufacture of airframes and aeroengines into public ownership and control.” (Harold Wilson, 1973)

Programmet var så radikalt, at den engelske kapitalistklasse frygtede, at det var begyndelsen til enden på deres økonomiske magt, men da den israelske-arabiske krig brød ud i 1973 og OPEC indledte sin olieembargo, kom planen under pres af en ny tilstand som blev betegnet som stagflation. Efter en lang og bitter strid, hvor kapitalistklassen frygtede for sit liv og for et socialistisk Europa, lykkedes det dem at føre en offensiv med støtte fra IMF, som endt med et voldsom stækkelse af lønarbejdernes organisationer. Mest kendt er præsident Reagan's smadring af flyveledernes strejke og Thatcher's angreb på de engelske minearbejdere, men det er en udbredt misforståelse, at det var disse to politiske ledere, som startede det neoliberale opgør. Mitterands Socialistparti i Frankrig og Denis Healey's Labour i UK havde allerede støbt fundamentet til den nye neoliberale politik, før Thatcher kom til magten. Den neoliberale kovendig i europæisk politik udgik primært fra politiske partier, som betegnede sig selv som socialistiske.

Resultatet af denne magtkamp var at keynesisansk økonomisk efterspørgselspolitik blev afløst af neoliberal udbudspolitik, og lønarbejderklassen blev trængt i defensiven. Lønningerne stagnerede eller faldt i hele den vestlige verden fra omkring midten af 70erne til i dag. Det såkaldte 'prekariat' er vokset tilsvarende. Når man forlader keynesiansk økonomisk politik med vægt på statslig styring af efterspørgslen, står man med det problem, at det er vanskelig at skabe økonomisk vækst, når lønningerne stagnerer eller falder og efterspørgslen efter varer falder tilsvarende. Der er to løsninger på det problem: Man kan enten øge den statslige efterspørgsel efter varer ved at skabe krige, eller man kan sætte finanskapitalen fri. Man valgte en kombination af disse.

Der er mange andre årsager til 'financialization' end faldende lønninger (f.eks. faldende profitter i den produktive sektor), men det er i forhold til den brede lønarbejderklasse det fænomen, at man erstatter lønstigninger med kreditter, samtidig med at man smadrer deres organisationer, at man skal lede efter årsagen til individualismen. Udbredelsen af kredit til selv de laveste sociale lag eksemplificeres bedst af de såkaldte sub-prime lån i USA. Den moderne lønarbejder står ikke entydigt organiseret sammen med andre lønarbejdere overfor en entydig kapitalistklasse. Han står ofte alene overfor både arbejdgiveren og banken, hvor sidstnævnte langt hen ad vejen styrer hans liv. Der er intet sted den moderne lønarbejder kan hente hjælp i forhold til hans gæld andet end hos sig selv, og eftersom bankerne skaber pengene vha. kreditter der pålægges en rente, vil der altid være mere gæld i et financialiseret samfund end der vil være penge i omløb. (Ca. 95% af pengemængden i verden er skabt i form af kredit.) Dvs. der vil altid være tabere – lønarbejdere som ikke kan betale deres gæld – og tabet fremtræder udelukkende som et individuelt problem. I 2015 var 120.000 danskere havnet i en situation med håbløs gæld. https://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/art5561014/120.000-danskere...

Svaret på hvordan individualismen kom i stand er, at det simpelthen svarer til den moderne lønarbejderes erfaringshorisont. Ingen andre end ham selv kan befri ham fra hans gæld, og alene synker han ned i håbløs forgældelse. Her har begrebet 'solidaritet' ingen gyldighed. Ingen kan betale hans gæld for ham, og ingen andre kan bebrejdes for hans nederlag og efterfølgende sociale deroute end ham selv. I hans univers eksisterer kun kreditoren (banken) og ham selv. I sin nød tyr han måske til en psykologisk projektion i form af syndebukeffekten. Højrepopulismen tilbyder ham et svar på, hvad det var der gik galt for ham.

Knud Chr. Pedersen, Nils Lübke, Michael Waterstradt, kjeld jensen, Kim Folke Knudsen, Hans Kvisgaard, Søren Ferling, Anders Reinholdt, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Bernd Åke Henriksen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@ Bjarne Toft Sørensen - og andre:

Jeg tror ikke længere vi der lidt længere ude end Socialdemokratiet på centrum-venstre-fløjen skal gøre os nogle som helst forhåbninger, illusioner, eller drømme om, hvordan det bliver, når Socialdemokratiet igen kommer til magten; Socialdemokratiets mission og vision har jo altid været at redde kapitalismen fra sig selv, dels ved at indgå kompromiser og klassealliancer med borgerskabet og de økonomiske magthavere i det her land, og alle lande! Og det gik da også meget godt i en periode....

Bjarne Corydon udtalte, i herværende en avis, i et interview for nogle uger siden, at markedet var det bedste middel til at sætte den rigtige pris på stort set alt; uanset hvad Mette Frederiksen siger her,
så mener hun jo det samme som Corydon - markedet skal sætte prisen. Men staten skal regulere en lille smule, så folk ikke opdager, hvordan de går og bliver snydt hele tiden. Af de økonomiske magthaver i det her land!

Endelig vil jeg gerne jer om socialdemokraten K.K. Steincke, denne socialdemokratikse hædersmand, der fik indført eugenik i Danmark, lang tid før, der var noget der nazisme og Hitler-Tyskland. K.K. Steincke udgav i 1920 en bog om Fremtidens Forsørgelsesvæsen, hvor han bl.a skrev det her:

"”Ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse, og skal om
fornødent, beskyttes og plejes. Kun i én henseende må samfundet være på sin post. Med hensyn til
forplantningen […] Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er
født, skal han have lov til at glæde sig ved tilværelsen, så vidt han og hans medmenneskers velfærd
tillader det, men en ret skal han miste - en mulighed skal ham berøves, nemlig at overføre sine
mangler til sine efterkommere og på den måde at forevige og mangedoble ulykken. […] "
kilde:
https://www.folkedrab.dk/files/media/documents/laererforum/undervisnings...

K.K. Steicke mente nemlig, at folk, der havde mistet deres arbejde uforskyldt skulle have hjælp fra samfundet, men de personer, som samfundet fandt uværdige til hjælp, skulle aldeles ikke have hjælp. Her lægen Leunbachs (ja, ham fra Matador!) syn på den sag:

Til spørgsmålet om videnskaben præcist kunne udpege grupper med negative arvelige egenskaber, skrev lægen J. H. Leunbach i bogen »Racehygiejne« fra 1923, at det var:

»Alle åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller med perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister.« Tvivlen om arveligheden var velkendt, men J.H. Leunbach syntes ikke, det var vigtigt: »Afgørelsen af, hvorvidt åndssvaghed er arveligt eller ikke, spiller ikke så stor en rolle. Der er ingen ulykke sket ved at hindre åndssvage i at forplante sig, selv om lidelsen ikke er arvelig«.
kilde: http://modkraft.dk/node/4454

K. K. Steincke var inde på af det samme:»Vi behandler undermåleren med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig«.

Kort sagt; folk der uforskyldt, f.eks. som følge af at fabrikken lukkede, de har været udsat for en arbejds-ulykke, hvor de mistet en arm eller et ben, skal have hjælp, mens alkoholikere, vagabonder mm. aldeles ikke skal have samfundets hjælp, nej, de skal fortsat have almisser, se f.eks. dette citat:

"Gruppen af ekskluderede talte arbejdssky, vagabonder, alkoholikere, prostituerede, personer indlagt på forsørgelsesanstalter, samt mænd, der havde forsømt deres pligt som forsørger. For denne gruppe af fordærvede borgere gjaldt andre spilleregler end for resten af danskerne; de blev henvist til en speciel form for offentlig understøttelse, der, som et element af det gamle ’almisseprincip’, var baseret på skøn og ikke ret. For dem skulle hjælpen fortsat indebærer stigmatisering og tab af civile og politiske rettigheder. At denne brogede skarer af medborgere ikke skulle have lov til at kræve sociale ydelser på lige fod med andre skyldes, at de enten ikke var i stand til, eller simpelthen ikke ville, opfylde kravet om selvstændighed og myndighed og derfor blev de ikke anset som værdige, politiske subjekter. På dette punkt fungerede de nye sociale rettigheder også som en eksklusionsmekanisme, der fratog en række mennesker muligheden for at deltage i det politiske fællesskab."
kilde:
http://baggrund.com/sociale-rettigheder-som-eksklusionsmekanisme/

Og for mig at se er det netop den omtalte mekanisme, denne K. K. Steincke mekanisme, som både
S og V anvender i socialpolitikken i dag, der er i højsædet igen. Både V og S har en eller anden idé om at der findes dovne, lade, ugidelige folk derud, der ikke vil arbejde for det fælles bedste! Sådanne personer skal på fattiggårde :( - og det skal også forbydes dem at reproducere sig, altså få børn, fordi de udgør en fare for samfundet, bøde økonomisk, men især moralsk....

Pointen i alt det her er den her: Socialdemokratiets såkaldte kontanthjælpsreform er dybt inspirereret af K.K. Steincke og hans bog 'Fremtidens Forsørgelsesvæsen' fra 1920, netop fordi de begge, bogen fra 1920, og reformen fra 2013, går ud fra, at (nogle) mennesker generelt er dovne, nogle mennesker har valgt at være alkoholikere mm. og mv. Og fordi de har valgt dette, ja så fortjener disse *undermålere* som Steincke kalder dem ikke at få børn :( - og fordi folk, på kontanthjælp, generelt er dovne mm. - ja så skal samfundet sparke dem igang, så de får en uddannelse, eller et arbejde. Fordi det for en socialdemokrat må være den højeste lykke at få et arbejde - uanset at man sagtens kan have et godt liv i Danmark uden at have et lønarbejde...

Nils Lübke, Michael Waterstradt, Hanna Grarversen, Kim Folke Knudsen, Lise Lotte Rahbek, Knud Chr. Pedersen, Steffen Gliese, Ivan Breinholt Leth, Torben K L Jensen, Torben Skov, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Virkeligheden tyder på artiklen har ret, uanset hvad vi kalder det. Det er der utallige analyser der viser.
Spørgsmålet vi må stille os selv er hvordan vi stopper udviklingen.
Vi har brug for forslag til at ændre den forfærdelige udvikling som ødelægger så meget for så mange.
Analyser er snart lidt som “thougts and prayers”, og ikke helt nok mere....
Vi må finde veje til at tale os ud af dette moras

Nils Lübke, Kim Folke Knudsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En neoliberalistisk stat, vil jo bare svare til en ny adel, hvor der er herremændende, godsejerne osv. Og så er den underbetalte pøbel og tjenestefolkene, som holdes i limbo, så de lige har til det daglige brød, men så heller ikke mere.

Jeg mener helt sikkert, at det er set og prøvet før!

Sus johnsen, Nils Lübke, Michael Waterstradt, Hanna Grarversen, Torben Skov, Kim Folke Knudsen, Karsten Aaen, Søren Ferling, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Laila Lund anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Sus johnsen
09. april, 2018 - 23:01

Tale er næppe tilstrækkeligt. Vi har set, hvordan store dele af den danske befolkning er villige til at acceptere, at en del af vores medborgere bliver kørt ud på et socialt og økonomisk sidespor. Vi kan konstatere, at en stor del af den danske befolkning stadigvæk stemmer på politiske partier, som både vil gøre ledighed og sygdom til et individuelt problem og et individuelt ansvar. Som jeg har påvist sporadisk ovenfor, skyldes det, at problemerne opleves som individuelle. Der kan være andre grunde til, at folk stemmer på politiske partier, som undergraver deres levestandard, men jeg er overbevist om, at individualismen udgør kernen i problemet. ”Det rammer ikke mig, for jeg passer jo mit arbejde, så godt jeg kan.” Danskere har en enestående evne til flittigt og pligtopfyldende at passe deres arbejde og gøre som de får besked på – på nærmest Eichmann-agtig vis. Denne holdning har været et aktiv for samfundet, så længe vi havde et nogenlunde velfungerende velfærdssystem, men i det øjeblik staten vender sig mod borgerne, kan den danske tanketomme pligtopfyldenhed få katastrofale følger for de borgere, som bliver ramt. Det er ikke dansk mentalitet at sætte spørgsmålstegn ved selve systemet.

På verdensplan er arbejdsløsheden stigende, men i DK er den faldende ifølge www.ilo.org. Så længe ledigheden falder, ændrer folk næppe deres adfærd og deres politiske holdninger. Måske skal der en ny krise til, før der sker noget? Ole Bjerg (medstifter af organisationen Gode Penge) har påstået, at danskernes meget høje private gæld gør os mere ”sårbare, når en finanskrise rammer, fordi bankerne ved at låne mange penge ud, når det går godt, og færre, når det går skidt, vil forstærke konjunkturerne i økonomien.”
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/lektor-forfatter-filosof...
I et interview i Information sidste år antydede Ole Bjerg, at en ny krise kan indebære, at folk samler sig i en gældsnægterbevægelse, når de indser, at meget gæld ikke kan betales tilbage, og systemet er skabt til at producere tabere. Det er det optimistiske håb til en ny krise, som uvægerligt vil komme – det er kun et spørgsmål om tid. Den pessimistiske forventning til en ny krise er, at en sådan blot vil aktivere syndebukeffekten og give højrepopulismen mere vind i sejlene.

Søren Ferling, Thomas Corydon, Nils Lübke, Michael Waterstradt, Hanna Grarversen, Hans Kvisgaard, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Peter Hansen, Torben K L Jensen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ivan Breinholt Leth og Karsten Aaen, mange tak for jeres virkelig oplysende indlæg :-)

Nils Lübke, Knud Chr. Pedersen, Michael Waterstradt, Karsten Aaen, Carsten Wienholtz og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Denne serie om neo-liberalismen med alle de gode kræfter der har sat hele baduljen i relief til historien og nutiden er noget af det allerbedste Information har præsteret. Uden at fremhæve nogen specielt er det her bare godt journalistisk arbejde - der burde udløse en Cavling-pris.
Er blevet MEGET klogere - så tak for det.

Søren Ferling, Nils Lübke, Hans Kvisgaard, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Den allerstørste tak er naturligvis til dem der har bidraget med oplysende indlæg til serien.

Søren Ferling, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Ivan Breinholt Leth

"Højrepopulismen tilbyder ham et svar på, hvad det var der gik galt for ham."

Din udmærkede gennemgang peger da ikke væk fra at højrepopulismens analyse af globalismen er rigtig.

Kim Folke Knudsen

Neoliberalistisk økonomisk teori er som de andre ideologier med et totalitært livssyn unuanceret, smalsporet og fuldstændig hensynsløs.

På overfladen forsøges ideologien pakket ind i et akademisk tågehorn af matematiske ligninger, som beskriver ideologien som midlet til en opnå " en Ideel varepris ". Som om at matematikken kan beskrive grundlaget for menneskets beslutning at bytte en vare mod penge eller omvendt.

Matematikken er fremragende til at beskrive former og udviklingstræk i naturen, men den videnskab giver ikke noget eksakt svar på relationerne mellem mennesker og varer og priser.

Bag enhver totalitær ideologi herunder neoliberalismens doktrin gemmer sig en magtgruppering, som har personlig interesse i at udbrede den pågældende ideologi, og få almindelige mennesker til at tro på, at den alene er den skinbarlige sandhed.

Ideologien gemmer sig bag moderne forretnings buzzword fra New Public Management, som ligesom skal understrege ideologiens fordomme og syn på andre mennesker.

Eksempel en grundig og detaljeret medarbejder er ikke en faglig dygtig medarbejder med en " Low Performer " ,som systemet skal se at skille sig af med hurtigst muligt i den hellige effektiviserings navn.

De unge medarbejdere skal vise robusthed og vise deres sande engagement i arbejdet ved at påtage sig " Interessetimer ", hvilket helt enkelt handler om at løse opgaver for virksomheden uden løn.

De arbejdsløse er en samling sociale tabere, som ikke har indset at deres arbejdskraft skal sælges for en lang lavere ydelse end den nuværende kontanthjælp eller dagpengesats.

De hæslige budskaber i denne af Wall Street højt besungne ideologi Neoliberalismen viser det sande budskab.

Vi skal som medarbejdere føres tilbage til tiden før Arbejderbevægelsen til tiden under Feudalismen, hvor der ikke var nogen rettigheder for medarbejderne, og hvor afstanden mellem rig og fattig var afgrundsdyb. De fås rigdom skal udbygges på bekostning af de mange og deres elendighed. Det er budskabet i den herskersyge økonomiske ideologi Neoliberalismen.

Søren Ferling, Karsten Aaen, Lillian Larsen, Nils Lübke, Ivan Breinholt Leth, Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Kære Karsten Åen kl. 21:57

Læs endeligt Karstens indlæg min opfordring her. Karsten har fat i en meget væsentlig historisk pointe.

Nationalsocialismens giftige tråde rakte ud over Tysklands grænser. Den blev dyrket mest intenst i dette land fra 1933-1945. Men Nationalsocialismen betjente sig af et racesyn, som var der i forvejen. At den hvide nordiske gemanske race var ophøjet og særlig intelligent, medens andre folkeslag f.eks slaverne var degenereret. Roden til alt ondt var jøden.

Den germanske hvide race kunne kun opretholde sin forrangstatus ved racehygiejne. Det vil sige ved at udskille de mennesker, som var laverestående og selvforskyldt underudviklet. Doktor Leunbachs teorier er en udløber af dette syn på mennesker og racer.

Konsekvensen var åbenlys. Alkoholikere, handicappede, psykisk syge, afvigere og lignende. De skulle ekskluderes fra det germanske samfund, for at sikre den hvide nordiske germanske race mod degeneration. Endestationen for disse mennesker var KZ-lejren med dødsgaskamrene eller eutanasi drabet på mange af Tyskands sociale institutioner. Her forsøgte Nationalsocialisterne at slå de handicappede ihjel med medicin, gas og lignende. De handicappedes familier fik en kort besked fra myndighederne om, at deres kære var afgået ved døden som følge af hjertestop lungebetændelse og lignende. De pårørende som anede uråd skulle vogte sig for at tage sagen op, for så kunne de selv blive ekspederet i KZ-lejr.

Kardinalen i Münster Clemens August Graf von Galen (1878-1946) protesterede modigt og energisk i hans prædikener mod Eutanasidrabet på de sociale institutioner i begyndelsen af den 2. Verdenskrig. Regimet var meget bekymret for, at hans prædikener kunne udvikle sig til en bredere katolsk funderet protest mod Hitler og Nationalsocialisterne.

For det nationalsocialistiske regime var " Eutanasidrabet " eller rettere massemordet på de handicappede et resultat af en økonomisk kalkyle. De tyske virksomheder havde brug for kapital og duelig arbejdskraft til at udvide krigsproduktionen. De fysisk og psykisk handicappede blev anset som en økonomisk belastning, der kunne true Det 3. Riges eksistens og endelige sejr i den 2. Verdenskrig. Derfor var den logiske løsning udryddelse af de handicappede begrundet i et økonomisk og racemæssigt rationale.

På universiteterne blev de medicinstuderende undervist i regnestykker, som viste hvor dyre og omkostningsfulde de handicappede var for Tysklands økonomi. Logikken var hæslig og ondskabsfuld: Hvis den handicappede dør, så kan vi frigøre midler til andre borgere i det nationalsocialistiske Tyskland og få mere for pengene.

Citat fra Kardinalen om de handicappedes levevilkår i Det 3. Rige:

„Nein, ich will den Vergleich nicht bis zu Ende führen –, so furchtbar seine Berechtigung ist und seine Leuchtkraft! Es handelt sich hier ja nicht um Maschinen, es handelt sich nicht um ein Pferd oder eine Kuh, … Nein, hier handelt es sich um Menschen, unsere Mitmenschen, unsere Brüder und Schwestern! Arme Menschen, kranke Menschen, unproduktive Menschen meinetwegen! Aber haben sie damit das Recht auf das Leben verwirkt? Hast du, habe ich nur so lange das Recht zu leben, solange wir produktiv sind, solange wir von den anderen als produktiv anerkannt werden?“

Det er den samme ideologi, det samme uhyggelige syn på medmennesket, som gennemsyrer KK. Steinckes tanker om forbud mod forplantning og Doktor Leunbachs syn på Eugenik. Forskellen mellem de danske tilhængere og de tyske Nationalsocialister var, at tyskerne var helt konsekvente og valgte den definitive udryddelse af de handicappede, men det blev gjort i skjul for ikke at ophidse omverden og den tyske offentlighed. Derfor de falske beskeder til pårørende, om at deres kære var døde af lungebetændelse, hjerteproblemer og lignende falske dødsårsager. Den korrekte dødsårsag var mord begået af regimet.

Derfor skal vi herhjemme være på vagt med overvejelserne om at tilbyde " Frivillig dødshjælp " til mennesker som er alvorligt syge.

Link til Wikipedia DE om Kardinal Carl Clemens August Graf von Galen (1878-1946):
https://de.wikipedia.org/wiki/Clemens_August_Graf_von_Galen

Karsten Aaen, Nils Lübke, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Kære Ivan Breinholt Leth kl 21:18

Tak for en velskrevet historisk analyse af neoliberalismens fremgang.

Min opfordring: Læs Ivans historiske redegørelse for neoliberalismens vej til den nu herskende økonomiske ideologi.

Det sidste afsnit: Ruineringen af arbejderen, og ruineringen af middelklassen begravet i bundløs gæld og kreditter, som skulle betales med renters rente.

Det var den giftige cocktail som efter Verdenskrisen i 1929 udløste Nationalsocialisternes (NSDAP) fremgang i Tyskland. NSDAP fik før krisen ved Rigsdagsvalget i maj måned 1928 +2,6%. Partiet blev regnet for en højreekstremistisk parentes i tysk politik uden indflydelse.

Efter den økonomiske Verdenskrise i efteråret 1929 ændrede det forhold sig drastisk. Ledigheden i Tyskland oversteg 40%. Der var ikke dagpenge, sygedagpenge, førtidspension og kontanthjælp til de arbejdsløse, som vi kender det fra Danmark i dag. Da de amerikanske banker strammede kreditvilkårene til tyske firmaer, gik i tusindvis af tyske firmaer konkurs og den ene konkurs trak den anden med sig. Arbejderne og dernæst middelklassen blev kastet ud i økonomisk kaos og fattigdom.

Nationalsocialisterne fiskede i rørte vande og trak den rette syndebuk op. Jøden: Det var ham der havde grundlagt finanskapitalen og som stod bag kreditvæsenet. Jøden blev gjort til syndebukken og dæmoniseret som den onde og griske person, der plyndrede de gældsatte fra hus og hjem.

Den anden syndebuk var demokratiet og plutokraterne, som havde accepteret Versailles Traktatens ydmygelser af Tyskland i 1919 og dermed åbnet for, at de allierede især Frankrig kunne ødelægge Tyskland indefra.

To projektioner, to syndebukke, to livsløgne, som fik katastrofale konsekvenser for Europas historie efterfølgende.

Den sidste nogenlunde fungerende Koalitionsregering i Tyskalnd blev kaldt " Den store Koalitionsregering " fra 1928-1930 under Kansler Hermann Müllers ledelse (SPD). Den faldt på et spørgsmål om finansiering af arbejdsløshedsforsikringen.

Ved valget i September 1930 fik NSDAP langt flere stemmer end i 1928 nemlig: +18,3%. NSDAP blev hermed Tysklands næststørste parti efter SPD, som opnåede +24,5%.

Rigsdagens parlamentariske arbejde brød efterfølgende gradvist sammen. Kommunister og Socialdemokrater lå i indbyrdes borgerkrig. På højrefløjen fik NSDAP mere og mere magt og indflydelse. Kompromisser på tværs af blokkene var umulige og landet måtte regeres med dekreter og nødlove fra Rigspræsident Paul von Hindenburg.

Nationalsocialisternes (NSDAP) vej til magten i Januar 1933 var indledt.

Link til Wikipedia DE Reichstagswahl 1928:
https://de.wikipedia.org/wiki/Reichstagswahl_1928
Link til Wikipedia DE Reichstagswahl 1930:
https://de.wikipedia.org/wiki/Reichstagswahl_1930

Karsten Aaen, Nils Lübke, Torben Skov, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Søren Ferling

Min analyse er en kombination af Wolfgang Streeck's ovennævnte bøger, William Mitchell's og Thomas Fazi's 'Reclaiming the State' og Ole Bjergs 'Gode Penge'. Især Mitchell og Fazi har på fremragende måde vist, at globalisering ikke er en udvikling af anonyme økonomiske forhold, som er uafvendelige. Globalisering er et resultat af bevidste politiske beslutninger - i Europa foretaget af en række centrum- venstreregeringer, som af forskellige grunde har givet finanskapitalen så meget magt, at den styrer vores liv og mange af de væsentligste politiske beslutninger, som vores regeringer tager. Politiske beslutninger kan som bekendt omgøres, hvis der er vilje til det.

Det bedste eksempel i Danmark på 'afpolitisering' af magten, mener jeg er, da Helle Thorning Schmidt udtalte, at med Danmarks tilslutning til EU's Finanspagt sender regeringen ”et klokkeklart signal til finansmarkederne om,, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik...” Når snakken går om finansmarkedernes tillid, er der ikke en eneste politiker (ikke en gang fra Enhedslisten) og ikke en eneste journalist, som spørger om det rimelige i at den politiske magt skal vinde finanskapitalens tillid – en finanskapital som verden over havde bragt os tæt på et totalt økonomisk sammenbrud, der kostede mange regeringer store pengesummer. Hvis politikerne havde opført sig som rigtige politikere, som f.eks. af Franklin D. Roosevelt's støbning, ville de måske have sagt, at det er nødvendigt, at finanskapitalen genopretter vores tillid til den. Men de kastede sig over hele verden i støvet for den finanskapital, som de netop havde bailed out mens de ævlede løs om finansmarkedernes tillid.

(Da Roosevelt havde gennmført Glass-Steagall Act udtalte han: ”I know they'll hate me for it. Their hatred is welcome.” Det var finanskapitalen Roosevelt hentydede til.)

Jeg mener ikke, at højrepopulismen har øje på disse forhold. Deres fokus er på indvandring. Indvandring er naturligvis en del af globaliseringen, og indvandring kan og vil af neoliberale politikere blive brugt til at presse lønningerne ned. Men det er ikke indvandring, som er årsagen til globalisering og 'financialization'. Højrepopulismen retter også til en vis grad deres kritik mod det politiske establishment. De har for så vidt ret i, at politikere kan og bør omgøre politiske beslutninger, men deres fokus er helt ude i hampen, når man f.eks. som i USA tror, at man kan løse disse mere eller mindre socialt udstødte arbejderes problemer ved at genoprette kulindustrien og den tunge industri. USA's primære eksport udgøres i dag af elektronik, IT knowhow, og militært udstyr og de glade 60ere med fuld beskæftigelse i mine- og metalindustrien kommer ikke tilbage uanset hvor mange toldmure Trump rejser.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Nils Lübke, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Kim Folke Knudsen

Tak for analysen.

Det er åbenbart blevet in blandt visse økonomer og sociologer, at afvise de mange uhyggelige paralleller, som jeg mener, at der er mellem 30erne og tiden efter den såkaldte finanskrise. Hvis ikke vi siden 30ernes krise havde opbygget velfærdssystemer, som kunne skærme arbejdskraften mod en social katastrofe, ville vi i kølvandet på 2007-2008 krisen, have oplevet et socialt kaos, som selv finanskapitalen ikke ville have brudt sig om. (Den sociale nedtur blev begrænset til nogle sydeuropæiske lande og Irland.) Også i det lys er neoliberalismens angreb på velfærdssystemet uacceptabel. Hvis det lykkes dem, at føre deres nedskæringsprogrammer endnu længere ud, vil de skabe et socialt sammenbrud, som de selv vil frygte, næste gang en krise bryder ud. Det ved de godt selv, for hvert eneste år bliver der fra Davos udsendt frygtsomme bulletiner om den stigende ulighed. Ordene bliver aldrig fulgt op af handling, hvorimod nedskæringerne af sociale sikkerhedsnet fortsætter. Det neoliberale borgerskab er den egentlige trussel mod kapitalistisk bæredygtighed og social sammenhængskraft – den egentlige trussel kommer ikke fra hverken venstrefløjen, indvandrerne eller radikal islam men fra dem selv.

Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Nils Lübke, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Denne kronik, og de absolute fremragende analyser i kommentarerne, føles som kulminationen af de strøtanker jeg har gjort mig om emnet de seneste par år, men ikke har formået at sammenfatte. Jeg er selv kontanthjælpsmodtager. Den inherente interessekonflikt der ligger i det asymmetriske magtforhold man som kontanthjælpsmodtager befinder sig i over for staten, koblet med det faktum at der ikke findes nogen de facto kontrolinstanser på området, var ved at gøre mig vanvittig. Når hele den grundlæggende informationelle infrastruktur man har med at gøre virker som om dens eneste formål er at sørge for at man ved så lidt som muligt, når al evidens og historie bliver kastet over bord, og man som syg står måbende og ser på den deroute der har været i gang i årtier, og de systemiske problemer det fører med sig, og man så oven i købet selv er fanget i maskineriet af Kafkaske absurditeter...

Jeg havde svært ved at forstå hvad der foregik. At sætte det i et perspektiv, der kunne forklare hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg har nok siddet lidt meget fast i Foucualt’s og Bourdieu’s begrebsverdener om man vil, til mit forsvar kan det være svært at erhverve sig ny viden når man befinder sig længere nede på Maslow's pyramide. Men jeg tror jeg vil forsøge at udvide mine horisonter med nogle af de her omtalte teoretikere.

Lad mig sige at denne artikelserie har givet mig lidt håb igen. Eller om ikke andet føler jeg mig en anelse mindre isoleret, og ikke helt så skør.

Tak til jer alle sammen.

Søren Ferling, Ivan Breinholt Leth, Torben Skov, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nils Lübke, du er bestemt ikke alene med din forvirring og til vanvid grænsende frustration over den vej samfundet har taget, især siden 2011. Den oplevelse deler mange her i kommentarfeltet.
Hver dag lærer jeg noget nyt her på 'den mindst ringe', og det hjælper også mig at forstå de sammenhænge, der i disse år bliver tiltagende skjult af mørkelygterne.
Godt du har fået håbet tilbage :-)

Ivan Breinholt Leth, Torben Skov, Karsten Aaen og Nils Lübke anbefalede denne kommentar

Kære Kim Folke Knudsen

Tak for dit indlæg den 11. april kl. 07.18

Min pointe med med indlægget kl. 21.57 den 10. april var at sige, at forholdsvis lang tid før nazisternes euthanasi/eugenik program i 1930erne, så var der gjort sådanne tanker i DK; netop af K.K. Steincke, som ifølge de kilder, jeg har læst (bl.a. på nettet) var dybt inspireret af de eugeniske selskaber i f.eks. USA og UK/England. Steincke måtte vel være klar, går jeg stærkt ud fra?, at de eugeniske selskaber i USA bl.a. var udtryk for direkte racisme; i hvert fald gik man i disse selskaber i USA stærkt ind for at sterilisere 'negere' (som man jo kaldte det dengang :( ) for at forhindre dem i at sætte børn i verden, da man mente, at 'negrene' fik flere børn end de hvide mennesker gjorde; det ville så føre til vold, kaos og tyranni i samfundet, mente man. Uden at have skyggen af beviser herfor - Steincke mente det samme. Og derfor fik han i 1920erne og i 1930erne indført love, som muliggjorde både sterilisering og tvangs-sterilisering af det han kaldte for 'undermålere'; de skulle ikke længere besmitte det danske folks - og dets blod - med deres farlige bakterier og virus....

I dag mener jeg man iagttage lignende tendenser; højrefløjen, og til dels socialdemokratiet er ude og argumenter med nogle af de samme argumenter som nazisterne brugte ift. f.eks. handicappede, svært pyskisk syge, og personer med Downs syndrom, nemlig at de koster samfundet - og staten - konkurrencestaten - alt alt for mange penge.....og derfor skal de 1) ikke have så meget hjælp eller 2) ikke fødes. Og det får man så igennem via info-kampagner mm. om f.eks. hvor besværligt det er at have et barn med Downs eller et lignende handicap - så folk selv vælger et foster fra med bestemte handicap.....

Dertil vil jeg gerne sige, at jeg støtter 100 procent op om den frie abort i DK....

Nils Lübke, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Ivan Breinholt Leth den 11.april kl. 09.55

Tak for din kommentar. Det passer meget godt med de tanker, jeg selv har gjort mig om forskellige ting ift. økonomien, samfundet, staten og magten mm.

Og lad mig dertil tilføje, at kansler Bismarck i 1872, eller 1874, efter Tysklands samling til en stat, netop indførte verdens første sociallove for at undgå at masserne led så meget nød, at de greb til oprør, og gik til angreb på den tyske statsmagt - men det synes magthaverne i dag at have glemt alt om - desværre...

Nils Lübke, Eva Schwanenflügel, Ivan Breinholt Leth og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Nils Lübke

Analyser og kommentarer kan ikke ændre situationen for mennesker, som er kørt fast i et håbløst system af forfølgelse, mistænkeliggørelse og stigmatisering. Men analyser og kommentarer kan medføre en klarhed over, at systemet er defekt – ikke offeret for systemet. Uanset hvor meget systemet anstrenger sig for at overbevise offeret om, at defekten ligger i ham selv. Kontanthjælpsmodtageren oplever ligesom den håbløst forgældede person sin situation som individuel. De er begge isolerede fra et arbejdsmæssigt og socialt fællesskab, hvor man kan spejle sig i hinanden og opbygge solidaritet, når man konstant møder andre, som er i samme situation som en selv. Det djævelske i systemet er, at det lykkes at isolere ofrene fra hinanden og bilde dem ind, at de er alene, og at de er et problem for sig selv og en belastning for samfundet. Jeg har aldrig været kontanthjælpsmodtager, men jeg har været til samtaler og kursusforløb i et jobcenter, hvor man konstant bliver bombarderet med individuelle problematikker og individuelle (pseudo)løsninger. Jeg endte med at være overbevist om, at disse forløbs formål ikke primært er at få arbejdsløse personer i arbejde men at individualisere dem.

Nils Lübke, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ivan Breinholt Leth

Jeg er ganske enig. Uanset om disse mekanismer er opstået organisk, som følge af et overordnet paradigmeskifte, eller med overlæg er skabt med for at ændre folks vaner (på med sølvpapirshatten) så er resultatet det samme, en komplet udhuling af solidariteten og fællesskabsfølelsen. Da du nævnte Streeck i en tidligere kommentar trak jeg præcist de samme paralleller til kontanthjælpssystemet som du gør her. Jeg vil gerne rette endnu en tak til dig, dine analyser er helt fantastisk oplysende.

Anders Hansen

Jeg er selv økonom og ved derfor også at økonomi ikke er en videnskab. Det er noget økonomerne gerne vil have andre til at tro i deres forsøg på at retfærdiggøre deres eksistens. Som en anden også beskriver det i tidligere indlæg, kan matematiske formler bruges på fænomener i naturen. Men økonomi handler jo om mennesker (også selvom økonomer karakteriserer deres undersøgelsesobjekter som henholdsvis virksomheder, staten og husholdningerne, så udgøres de af mennesker, da det er disse, der besidder handlekraften og dermed dispositionsretten) Men økonomisk videnskabsteori begår allerede fra starten mindst to fejlagtige antagelser, der dermed ugyldiggør dens senere konklusioner. Det antages at "markedet udgøres af "rationelle" aktører og at der desuden er fuldstændig/komplet markeds- eller informationstransparens (i.e. alle markedsaktører ved alt om alle udbudte varer) . Intet af dette er tilfældet hvad vi ved flere lejligheder har fået bevist. Når vi ved det ikke er tilfældet er det ikke urimeligt at antage at "aktørerne" dermed kan manipuleres i uanet udstrækning, hvad hr Snowdens arbejde endvidere har bevist. Der er dog intet nyt i alt dette. Som flere andre påpeger har denne udvikling været i gang i årevis, også før Snowden, Wikileaks og andre. Det er det Noam Chomsky mener når han taler om "Manufactoring consent". Jeg er selv liberal, men er det i ordets oprindelige betydning. Det nuværende system i Danmark har intet med liberalisme at gøre. De nuværende såkaldt ledere i Danmark vil styre og kontrollere folks adfærd og det er stik imod al liberal tankegang. Af samme grund betragter jeg også mig selv som flygtning fra Danmark, da denne kontrol efterhånden er blevet utålelig. Og når man forlader sit hjemland og sine venner og familie, ufrivilligt, ja, så er man flygtning på lige med alle andre der flygter fra statens overgreb. Historien har vist at eliten ikke frivilligt giver afkald på indflydelse og magt. Ændringer sker derfor kun med revolution a la den franske med de konsekvenser det nu vil have.

Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Nils Lübke

Jeg har blot peget på, hvad jeg opfatter som en mangel i moderne sociologisk teori. Hvis nogen kan henvise mig til sociologer, som beskæftiger sig med det bevidsthedsskred, som jeg har beskrevet ovenfor, vil jeg være taknemmelig. Hvis du selv støder på noget interessant, er du velkommen til at kontakte mig via Facebook. Det glæder mig, at du værdsætter mit forsøg på i det mindste at italesætte manglen. Mange tak.

Ivan Breinholt Leth

Anders Hansen

Jeg hader vold. Men bortset fra din henvisning til den franske revolution er jeg stort set enig i dine betragtninger.

Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Ivan Breinholt Leth

- Ups, havde overset dit svar - "Når jeg ikke tøver med at tale om sociologiens elendighed, er det fordi, jeg ikke ser nogen forklaring på individualismen som fænomen..."

Her ville jeg foreslå uddannelsen af psykologer, pædagoger (som mig) og lærere, der lægger op til at understøtte børnenes narcisisme og de faggruppers angreb på forældrenes evne til at opdrage, der har gjort dem bange for egne børn og i stigende grad for den stat, børnene har i ryggen imod forældrene.

Jeg er også enig i at overgangen til en gældsbaseret økonomi har betydning, men ikke i at der er tale om syndebuksteorier, når underklassen peger på at både gæld og migration er noget bankerne sørger for.

"Især Mitchell og Fazi har på fremragende måde vist, at globalisering ikke er en udvikling af anonyme økonomiske forhold, som er uafvendelige. Globalisering er et resultat af bevidste politiske beslutninger -..."

Har ikke læst, hvad du nævner, men er umiddelbart enig i at afregulering af pengesystemet var en bevidst ideologisk handling, som jeg vil kategorisere som globalisme (-tisk). Det var begyndelsen til banksektorens åbenlyse lederrolle.

"Politiske beslutninger kan som bekendt omgøres, hvis der er vilje til det."

Kun i nationalistiske regimer - internationalister er bundet på hænder og fødder.

"Men de kastede sig over hele verden i støvet for den finanskapital, som de netop havde bailed out mens de ævlede løs om finansmarkedernes tillid."

De har intet valg - de har selv afgivet magten til bankerne og optaget deres lån - owned. Det er bare globalisme - bankernes overtagelse af statens magt - neofeudalisme. Tæt på menneskets naturtilstand, der er stammer, der bekriger hinanden.

"Jeg mener ikke, at højrepopulismen har øje på disse forhold. Deres fokus er på indvandring. Indvandring er naturligvis en del af globaliseringen, og indvandring kan og vil af neoliberale politikere blive brugt til at presse lønningerne ned. Men det er ikke indvandring, som er årsagen til globalisering og ’financialization’."

Nej, indvandring er selvsagt ikke årsagen til globalisering (en pågående objektivt iagttagelig proces, der drives af både personlige og upersonlige kræfter) - den er en del af globalismens (sammenløbet af ideologierne) og dennes bestræbelser for at ensrette og homogenisere alt og alle til ét fladt globalt marked og ditto undersåtter, der er kemisk rensede for enhver form for identitet. I overgangsfasen med sammenblanding har idelogien yderligere den fordel at befolkningerne splittes og bekæmper hinanden istedet for de kredse, der ødelægger deres liv. Ikke mindst venstrefløjen spiller her en afgørende rolle med at hjælpe bankerne med at få skovlen under befolkningen - bl.a. med deres hjernedøde og racehadende 'antiracisme'.

Jo, ting som kulindustri bør man nok ikke genoplive, men mere generelt er det en fejltænkning, set ud fra en befolknings interesser, at det skulle være en fordel af få f.eks. Kina til at overtage fremstillingsindustrien og at de tidligere industrilande så bare kan leve billigere - sådan vil fordelene ikke fordele sig og dertil kommer at hele landet vil sakke agterud, fordi tingene hænger sammen - forskning, udvikling, produktion og markedspleje.

Nej, men told'mure' (globalistisk agitation - jeg ville sige 'toldbeskyttelse') kan være velegnede til at beskytte sig mod diverse former for dumpning - og vil iøvrigt også være til fordel form ulande, som derved får mulighed for at opbygge deres lande med et diverst erhvervsliv og uddannelser, frem for bare at være råstofleverandører eller slavearbejdere.

"Det neoliberale borgerskab er den egentlige trussel mod kapitalistisk bæredygtighed og social sammenhængskraft – den egentlige trussel kommer ikke fra hverken venstrefløjen, indvandrerne eller radikal islam men fra dem selv."

'Borgerskabet' er i lige grad højre- og venstreorienteret og styrer intet - de er dybt illusionerede mennesker på begge fløje - kun populisterne har en vis indsigt - det sker en del højere oppe i systemet - du har selv nævnt IMF og Verdensbanken og der er mange mindre offentligt eksponerede - CFR, Trilaterale, Fabian Society, LSE - hvor kommer f.eks. EU's 'ledere' fra - Thorning, Blair, Machron ? Vi får lov at vælge mellem folk, der allerede er udvalgt, fordi de vil det samme, uanset hvad de så siger - og vi ser at de bagefter belønnes fyrsteligt for deres niddingsdåd.

"Jeg hader vold. Men bortset fra din henvisning til den franske revolution er jeg stort set enig i dine betragtninger."

Konservative vil sige at det netop er tankerne bag DFR, der er ved at føre os ind under en ny udgave af den feudalisme, den befriede os fra - åbenbart med forkerte midler og ud fra en forkert tankegang - Som Burke mente at kunne se det fra starten.

Anders Hansens kritik af markedsteorien kunne også være skrevet af en konservativ og det gælder også af Mindcontrol.

Ivan Breinholt Leth

Hvis pædagoger lægger op til at understøtte børns narcissisme, er der en grund til, at de gør det. De er ikke bare en pludselig sær ide, som pædagoger har fået. Pædagogiske o.a. ideer svarer altid til en eller anden form for samfundsmæssig nødvendighed. Pædagoger styrer ikke verden gennem børneopdragelse. Det er verden som styrer pædagogerne.

En gældsbaseret økonomi har intet at gøre med syndebukeffekten. Syndebukeffekten er et resultat af desperate menneskers angst – ikke af selve deres gæld. Det er mennesker som er usikre på, hvorfra truslen mod deres liv og velfærd kommer. Derfor har populister ikke ret. Det eneste de gør er, at italesætte angsten og understøtte syndebukeffekten. Når folk bliver bekræftet i deres fejlagtige opfattelser griber de ud efter denne bekræftelse, fordi den tilbyder dem en (falsk) vished, som dæmper angsten.

Den korsslutning, at globaliseringen er en uafvendelige udvikling som nationalstaterne står hjælpeløse overfor, er en neoliberal finte, hvis formål er at få os til at rette ind efter 'den nødvendige økonomiske politik'. Desværre er denne vrangforestilling også udbredt på venstrefløjen. Hvad er det der forhindrer, at de nationalstater, som har lidt tab pga, skattely henter deres penge hjem? Flertallet af de danskere, som har penge skjult i Panama er spekulanter. Hvis den danske stat truer dem med at beslaglægge deres ejendom i DK, vil pengene enten komme hjem, eller de pågældende personer vil flytte til udlandet. De vil ikke blive savnet. De fleste danske virksomheder, er små og mellemstore virksomheder, som producerer og eksporterer til udlandet. De spekulerer ikke. Spekulanter er personer, som lever af lovligt at tilegne sig penge, som er skabt i den produktive sektor. Det eneste de foretager sig er at nasse på den værdi, som produktive virksomheder skaber. Spekulanter kan vi sagtens undvære, men der er ikke politisk vilje til et opgør med dem.

Eller tag et andet eksempel: Hvis de personer i Danske Bank, som er ansvarlige for hvidvaskning af den russiske mafias penge, blev retsforfulgt, tror du så, at Danske Banke ville flytte til Sverige eller Tyskland? Eller tag større lande som USA. USA kan sende sit militær rundt omkring i verden for at styrte forskellige magthavere, som det passer USA. Tror du ikke, at USA kunne lukke Panama og Cayman Island, hvis de ville? Det vil de selvfølgelig ikke, enten fordi politikerne selv har penge i skattely, eller fordi de bliver støttet finansielt af virksomheder og fonde, som har penge i skattely.

Umiddelbart efter finanskrisen indkaldte Obama cheferne for de 13 største Wall St. banker til et møde i det Hvide Hus. Det forlyder, at disse 13 mænd var rystende nervøse for, at Obama ville gentage, hvad Roosevelt gjorde i 30erne (Glass-Steagall Act). I Wall St. og City of London kender de statens magt. Obama viste sig at være en meget flink fyr at hyggesnakke med, og de 13 magtfulde finansmænd kunne gå lettede fra Det Hvide Hus. Obama's valgkampagne var jo finansieret af Goldman Sachs.

Hvorfor skulle den amerikanske finanssektor bruge $200 millioner om året på lobbyisme, hvis staten er magtesløs over for finanssektorens magt? Hvorfor er der dobbelt så mange lobbyister i Bruxelles, som der er ansatte i EU-buraukratiet? Nationalstaterne er ikke magtesløse, men viljeløse. Det er kun de små mennesker, som tror, at staterne er tømt for magt. Borgerskabet frygter denne magt mere end de frygter den onde selv. Det er derfor EU opbygger institutioner som ECB, hvis primære formål, er at afskære folkevalgte politikere fra økonomisk magt.

Roosevelt truede finanssektoren med nationalisering, og derefter splittede han bankerne op, og strammede reglerne for bankernes egenkapital i forhold til udlånskapitalen og for deres spekulation så meget, at finanssektoren nærmest forsvandt som en samfundsmæssig magtfaktor, indtil forskellige politikere i 70erne begyndte at slække reglerne. Hvad er det som forhindrer, at verden i dag kan gentage Roosevelt's politik? Der er kun en forhindring, og det er løgnen om, at globaliseringen er ligeså uafvendelig som tyngdeloven. Men det er lykkes det neoliberale establishment, at bilde folk ind, at vi ikke kan stille andet op end at tilpasse os, så godt vi kan. Derfor kan de slippe af sted med fortællingen om 'konkurrencestaten' o.s.v.

At venstrefløjen hjælper bankerne med at få skovlen under befolkningen og at det har noget med racisme at gøre er en særpræget påstand. ”Anders Hansens kritik af markedsteorien kunne også være skrevet af en konservativ.” Ja, eller af Roosevelt. Det bekymrer mig ikke. Når en sociolog, som er medlem af Liberal Alliance skriver i Politiken, at burkaforbuddet er i strid med liberal politik, har jeg ikke noget problem med at være enig med manden, selvom jeg befinder mig på venstrefløjen.