Kronik

Neoliberalismen er diffus, alligevel er kritikken ensidig

Neoliberalismen bruges i mindst en snes vidt forskellige betydninger. Derfor er det intellektuel dovenskab at tro, at man kan ramme dem alle ved blot at kritisere en enkelt betydning
Der er ingen tvivl om, at den folkelige opbakning til liberalisme – tidsånden om man vil – kan svinge over tid. Terrorangrebet 11. september og finanskrisen kan meget vel have svækket opbakningen, skriver CEPOS’ analysechef Otto-Brøns Petersen i dagens kronik.

Der er ingen tvivl om, at den folkelige opbakning til liberalisme – tidsånden om man vil – kan svinge over tid. Terrorangrebet 11. september og finanskrisen kan meget vel have svækket opbakningen, skriver CEPOS’ analysechef Otto-Brøns Petersen i dagens kronik.

Seth Wenig

19. april 2018

Politiske begreber er som støvlehæle. De bliver slidt skæve i brug. For eksempel er begrebet ’liberal’ i USA nærmest kommet til at betyde ’venstreorienteret’. Derfor kræver selv velkendte begreber, at man er præcis med betydningen. Anderledes er det med begrebet ’neoliberal’, som i moderne brug er født diffust og stort set kun anvendes af kritikerne. Som prikken over i’et beskyldte SF’s formand tidligere på måneden Alternativets miljøpolitik for at være neoliberal!

Sproget tilhører dets individuelle brugere, og ingen kan tage patent på bestemte begreber. Men hvis de ikke er veldefinerede, og hvis en argumentation tværtimod bygger på at sammenblande skiftende meninger, er det i bedste fald udtryk for intellektuel dovenskab og i værste fald polemisk manipulation. Det bliver en krig mod en stråmand. Det er ikke ukendt i politik, men desværre er tendensen også krøbet ind i akademiske diskussioner.

Det, der bliver kritiseret som ’neoliberalisme’, dækker over mindst en halv snes forskellige betydninger. Det dækker over alt fra liberal politisk filosofi, herunder både ny og klassisk, radikal og moderat og neoklassisk økonomisk teori over forskellige varianter af økonomisk strukturpolitik, statsfinansiel genopretning og økonomiske beregningsmodeller, til en politisk tidsånd, forbrugerisme og styringsmodeller som New Public Management.

Fatalt selvbedrag

Lad os se på nogle eksempler på, hvordan de forskellige betydninger sammenblandes.

Der er ingen tvivl om, at den folkelige opbakning til liberalisme – tidsånden om man vil – kan svinge over tid. Terrorangrebet 11. september og finanskrisen kan meget vel have svækket opbakningen. Deraf følger dog ikke, at de centrale paradigmer i f.eks. liberal politisk filosofi eller i økonomisk teori er falsificeret. På samme måde har religiøs fundamentalisme svækket opbakningen i forhold til den biologiske evolutionslære, uden at Darwin dermed er videnskabeligt tilbagevist.

Men når en debattør som Rune Møller Stahl i Information taler om neoliberalismens »legitimitetstab« (Information den 3. april), er det netop et forsøg på at blande tidsånd og substans sammen. Kan ét element i den konstruerede neoliberalisme anfægtes, så falder hele bygningen.

Rune Møller Stahl er også leveringsdygtig i et andet eksempel – angående styringsparadigmet New Public Management (NPM). NPM er opstået som et planlægningsredskab for politiske institutioner, der er undtaget fra markedets spontane orden. Forestillingen om, at man kan planlægge sig til en sådan orden, er blevet kraftigt kritiseret af liberale økonomer som Friedrich A. Hayek. Hans sidste bog hedder Det fatale selvbedrag, og titlen opsummerer Hayeks syn på mulighederne for central planlægning. Alligevel udråbes NPM som neoliberalt og forfatteren som neoliberalismens fader.

Hvordan kan de alligevel kædes sammen? Ifølge Rune Møller Stahl, fordi James M. Buchanan – en anden klassisk liberal økonom – »inspirerede« til NPM. Buchanan var imidlertid på linje med Hayek om planøkonomiens begrænsninger, og hans arbejde handler om konstitutionel økonomi, ikke om offentlig planlægning.

Man leder forgæves efter referencer til NPM i hans ellers meget omfattende samlede værker. Det er muligt, at man kan finde NPM-teoretikere, som har ladet sig inspirere af Buchanan, og måske navnlig til at besvare de udfordringer, som han og Hayek påpegede, men de hæfter ikke gensidigt for hinanden ved, at man klister det neoliberale mærkat på dem.

Et tredje eksempel udspringer af forvekslingen af normativ politisk filosofi på den ene side og økonomi – både teoretisk og metodisk – på den anden. Det er – som jeg straks skal vende tilbage til – rigtigt, at mange klassisk liberale også er økonomer. Hayek og Buchanan var for eksempel nobelpristagere i økonomi. Men det ændrer ikke på, at økonomisk videnskab i sig selv er deskriptiv. Den står og falder på sine egne præmisser. Alligevel bliver ikke blot økonomisk teori, men sågar relativt enkle regnemodeller, som dem ministerierne beregner provenueffekter med, afvist som politiske og neoliberale af kritikerne.

Fejlagtig politisering

Folketingets Finansudvalg er snublende tæt på at ville bestemme, hvordan ministerierne skal regne. Man ser også simple budgetrestriktioner udlagt som såkaldt neoliberal ideologi – eksempelvis når truende statsgældsproblemer kun kan undgås gennem finanspolitiske indgreb. Det har den lidt pudsige bivirkning at gøre neoliberalismen til en deskriptiv sandhed. Kritikerne ender så at sige med at gøre neoliberalismen til nødvendighedens politik.

Det hører dog med, at også økonomer til tider kan have svært ved at sondre mellem normativ og deskriptiv teori. En rent deskriptiv teori er selvsagt normativt stum. Den kan fortælle, hvordan noget er eller vil virke, ikke hvordan noget bør være. Hvis man som økonom ikke gør sine normative præmisser klart for sine anbefalinger, bidrager man selv til at blande begreberne sammen.

Det er ganske ambitiøst at ville gøre op med neoliberalismen forstået så bredt, som kritikerne definerer den. Hvorfor er kritikken så ikke bedre? Jeg tror, at der er to hovedforklaringer.

Den ene hænger sammen med postmoderne forestillinger om, at alting kan reduceres til diskurser, som er rent sproglige fænomener uden virkelig substans, og som afspejler magtrelationer. Neoliberalisme bliver da magthavernes diskurs, som solidaritet med den svage part tilsiger, at man må stille en moddiskurs op imod.

Den anden er utilstrækkelig viden om den faglige substans. Især økonomi som disciplin – og herunder ikke mindst neoklassisk økonomi – er i skudlinjen i opgøret med neoliberalisme, men en bemærkelsesværdig beskeden del af kritikken kommer fra økonomer selv. Skydeskiven er groft forenklede billeder af, hvad økonomisk forskning er.

Det er som sagt især neoklassisk teori og dens forudsætninger om homo economicus – det egennyttige, rationelle menneske – som er i skudlinjen. Nu fylder diskussionen om forudsætningerne ganske meget i økonomisk teori, herunder robustheden af teoretiske resultater over for afvigelser i forudsætningerne, uden at det synes at have sat sig væsentlige spor hos kritikerne.

Er neoklassiske økonomer liberale?

Men er det ikke sådan, at de mest neoklassiske økonomer også er de mest liberale? Sådan forholder det sig faktisk ikke. Ser man på nobelpristagerne i økonomi, så er der ingen klar tendens.

Daniel Klein har – blandt andet på baggrund af ideologiske selvportrætter – forsøgt at ordne prismodtagerne efter, hvor markedsliberale de er. De er relativt jævnt fordelt på den politiske skala, dog med en overrepræsentation af de moderat ikkemarkedsliberale og af de meget markedsliberale.

Blandt de mest markedsliberale finder man neoklassiske økonomer som Gary Becker og Milton Friedman. Men man finder også nogle af de mest skeptiske over for traditionel neoklassisk økonomi: Vernon Smith, Ronald Coase samt førnævnte Hayek og Buchanan. Blandt de mindre markedsliberale findes skeptikere som Daniel Kahnemann og Herbert Simon og neoklassikere som Kenneth Arrow, Robert Solow, Gérard Debreu og Amartya Sen.

Klein finder til gengæld et andet interessant resultat. Flere af nobelpristagerne har i løbet af deres karriere bevæget sig i mere markedsliberal retning end modsat. Spektakulære eksempler inkluderer igen Hayek og Buchanan samt Coase; de to sidstnævnte kom fra den ydre venstrefløj.

Det er ikke mærkeligt, at indsigten i, hvordan markedet genererer en spontan orden, samt at intentioner ikke er nok for at få en politik til at virke, har gjort en del økonomer liberale. Men deraf kan man altså ikke slutte, at økonomi blot er politisk.

Otto Brøns-Petersen er analysechef hos Danmarks borgerlig-liberale tænketank CEPOS

Serie

Polemikken om neoliberalismen

Neoliberalisme som økonomisk paradigme har mistet sin forklaringskraft, udtalte forskeren Rune Møller Stahl for nylig i Information i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Men neoliberalisme er blot en betegnelse, som venstrefløjen bruger om alt det, den ikke bryder sig om, svarede Jonas Herby fra CEPOS. Siden har flere stemmer blandet sig i debatten, og der er opstået en veritabel polemik om neoliberalismen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Tænketanken CEPOS udvikler grimme og skadelige tanker. Ufatteligt at information lægger spalteplads til det her bræk.

Peter Ole Kvint, Roselille Pedersen, Brian Larsen, Flemming Berger, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, ulla enevoldsen, Steen K Petersen, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Liberal er ikke kommet til at betyde venstreorienteret, det betyder venstreorienteret.

Ole Frank, Peter Ole Kvint, Ejvind Larsen, Anders Reinholdt, Jens Thaarup Nyberg, Steen K Petersen, Henrik Leffers og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Det her er måske den mest meningsløse artikel jeg har læst i Information! Hvad er det egentligt han mener? Er der nogen, der ikke er økonom, som udfra læsning af artiklen, kan beskrive hvad det er han mener? -Udover altså at man ikke må kalde den enorme koncentrering af velstand hos de rigeste, der foregår globalt lige nu, for neoliberalisme...

Jørgen Wassmann, Anders Reinholdt, ulla enevoldsen, Steffen Gliese, Troels Larsen, Steen K Petersen og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Troels Larsen

Synes det er fint med spalteplads til modsvar på tidligere kronikker.

Glæder mig da også til et forhåbentligt modsvar, på ovenstående modsvar på det tidligere modsvar på den (vist nok oprindelige) kronik fra CEPOS.

Jeg må sige, at ovenstående virker temmelig kompliceret og uklart. Man vil påpege, at neoliberalisme som begreb altså bruges af mange mennesker på forskellige måder og derfor er kritikerne svære at få klarhed over..?

Men det er jo ikke et svar på kritikken - det er en erkendelse som både Rune Møller Stahl og Jonas Herby gjorde sig i deres kronikker.

Det er problematisk, at begrebet udvandes - det gør det sværere at få indflydelsen aflivet, fordi man hele tiden skal diskutere om begrebet er rigtigt, fremfor at arbejde for at fjerne resultatet.

Det lader til at Rune Stahls analyse særligt pegede på konkurrence-udsættelse/privatisering - kald det hvad du vil - af offentlige områder, som værende i legitimitetskrise.

Der er problemer med legitimitet, blandt andet fordi befolkningen (ejerne af de offentlige områder) ikke kan se/forstå årsagen til de kontinuerlige privatiseringer som politikerne tilsyneladende er så vilde med. Disse privatiseringer ser mere ser ud til at handle om at samle profit på private hænder end at forbedre forholdene for borgerne.

Det gav mening når man hørte: "Vi skal privatisere X fordi det vil give os et bedre produkt for færre penge", men når dette løfte så (i hvert fald opfattes som om det) har fejlet - hvorfor er det så man vil privatisere tingene? Der mangler en legitimitet i disse ting. Vi skal vel ikke privatisere for at privatisere? Hvorfor skal vandforsyningen privatiseres? Hvorfor skulle DONG egentlig sælges? Hvorfor skulle vaccineproduktionen sælges?
Mangler staten penge - så er der forhåbentligt andre mekanismer end paniksalg af aktiver.
Hvad gør man i fremtiden, når man igen mangler penge men er løbet tør arvegods at pantsætte?

Konkurrenceudsættelse (eller hvad vi ellers kan finde på at forklæde privatisering som) føles som et ræs mod bunden, der kun kan ende med, at den almindelige borger står som taber.

Her mangler legitime svar, der ikke blot er tomme floskler fra en forfejlet ideologi, der nægter at dø - for det drejer sig faktisk om vores hverdag og fremtid.

Kan man ikke legitimt begrunde privatisering som værende til gavn for borgerne - i borgernes øjne - så må man i det mindste erkende, at der er et problem (uanset om man vil kalde sig Neoliberal, klassisk liberal eller Jens-Jørgen) eller opgive projektet som en fejl og erkende, at det ikke var som man håbede.

Og så lige til sidst bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at man igen fra CEPOS forsøger at snige en sammenligning af økonomi og naturvidenskab ind.
Liberal politisk filosofi og økonomisk teori er simpelthen ikke sammenlignelige med evolutionsteorien på den måde.
Det er muligt økonomi stræber efter at være 100% deskriptiv, men det betyder ikke det kan fortælle hvordan noget er eller vil virke.
Det kræver først en færdig og endegyldig teori. I alle normale tilfælde kan vi forudse, hvordan en bold vil falde fra en given højde, når vi kender alle faktorer. Kan økonomien det? Og ligeså vigtigt - kan den også det samme i morgen eller om 10 år? Uklarhed om dette bidrager også til tabet af legitimitet.

Når man påstår at kunne forudse fremtiden på baggrund af økonomiske modeller, så skal man kæmpe for troværdighed, for vi er efterhånden blevet brændt på den kogeplade et par gange.

Kurt Nielsen, Martin Rønnow Klarlund, Vivi Rindom, Flemming Berger, Bjarne Toft Sørensen, Torsten Jacobsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Jonas Efternavn, Bent Gregersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Sommerferien er startet tidligt i år på Information. Nu har alverdens skolefolk ævlet løs om begrebet neoliberalisme, og vi er da også glade for at høre om hvad de dog få tiden til at gå med.

Men neoliberalisme er altså et kampbegreb!

Det hentyder til skiderikker som gennem EU og deres hemmelige aftaler tager folks job og sender det ud i verden til folk som er dårligere stillet (og derfor skal ha mindre i løn)

Det hentyder skiderikker som udlicitere den offentlige sektor for at skabe et kunstigt marked.

Det henviser til skiderikker, især i USA, som lader udenrigspolitikken styre af pengene i våbenindustrien.

Det hentyder til alverdens Bjarne Coridon'er som sælger ud af vores fælles ejendom.

Det hentyder til skiderikker som overvåger os og prøver at få os til at tro at det er for at beskytte os mod islamister og russere.

osv.

Kurt Nielsen, Martin Rønnow Klarlund, Flemming Berger, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Jørgen Wassmann, ulla enevoldsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Troels Petersen, "Der er problemer med legitimitet, blandt andet fordi befolkningen (ejerne af de offentlige områder) ikke kan se/forstå årsagen til de kontinuerlige privatiseringer som politikerne tilsyneladende er så vilde med. Disse privatiseringer ser mere ser ud til at handle om at samle profit på private hænder end at forbedre forholdene for borgerne" handler også om, at politikerne simpelthen ikke gider gøre det arbejde, vi har valgt dem til: at sikre og udbygge tryghed, frihed og lighed i samfundet i stadig mere udpræget grad, på bekostning af privat bjærgsomhed.

Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Cepos slår til lyd for de kun modtager private midler.

Det passer jo godt med deres doktrin, at alle skal klare sig selv og ikke ligge samfundet til last.

https://cepos.dk/stoet-os

Men men , vi ved det er en radikal blå/sort forening, der virker ved halve sandheder og manipulation.

Du kan nemlig trække dit bidrag fra i skat, det vil sige alle os alle sammen betaler Cepos over skatten.

Cepos er en flok hykler.

https://www.cepos.dk/stoet-os/hvordan-kan-jeg-stoette

Cepos vil ikke oplyse, hvad tænketanken bruger sine penge til, da både regnskab og budget er
hemmelige.

En patetisk og upålidelig forening.

Kurt Nielsen, jørgen djørup, Mogens Holme, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Leffers og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig i, at centrale paradigmer i politisk filosofi og økonomisk teori ikke er falsificeret, men uenig i, at økonomisk teori i sig selv er deskriptiv. Man kan have et ideal om at være det, og et sådant ideal skal man forsøge at fastholde.

Der kan også stilles spørgsmålstegn ved, om der er de nødvendige forudsætninger til stede for, at det er muligt at falsificere de centrale paradigmer for politisk filosofi og økonomisk teori? Politiske og økonomiske systemer har det jo med at modarbejde initiativer, der ikke bidrager til deres egen selvopretholdelse.

Netop på den baggrund er det også nødvendigt, at diskussionen om forudsætningerne fylder meget i økonomisk teori, at der gøres en indsats for at skelne mellem normativ og deskriptiv teori, og at økonomer skal gøre sig deres normative forudsætninger klart i deres anbefalinger. Men igen er der tale om idealer og ikke en forholden sig til, hvad der faktisk sker, og hvad der i praksis er muligt.

Som der bl.a. gøres opmærksom på, presses der fra politisk hold på for at bestemme, hvordan der økonomisk skal beregnes i finansministeriet.

Forestillingen om, at man i praksis kan skelne klart mellem anvendelsen af normativ politisk teori på en ene side og deskriptiv økonomisk teori på den anden er urealistisk.

Jeg forstår godt idealet om at fastholde den adskillelse mellem en politisk og en økonomisk tilgang, som er gennemgående i hele kronikken. Problemet er dog især, at økonomi som videnskab, og de institutioner, hvor den økonomiske videnskab praktiseres, er underlagt de samme markedskræfter, som de videnskabeligt skal forholde sig rådgivende i forhold til, og at især den politiske påvirkning af markedet for økonomisk teori og praksis er markant.

Idealet om uafhængige tænketanke som Cepos er prisværdigt, men hvad er i praksis muligt, når det drejer sig om uafhængighed?

I et samfundsmæssigt perspektiv er økonomer nok ikke de bedst kvalificerede til at udtale sig om deres egne økonomiske teoriers uafhængighed af det faktum, at de også er en vare og er under påvirkning af konkurrerende politiske prioriteringer. Der er filosofiske og sociologiske perspektiver nok mere relevante.

Lars Bo Jensen

Cepos er en ideologitank ikke en tænketank.

Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Deskriptiv videnskab er aldeles uegnet til at planlægge efter, den er netop erfaringsakkumulerende og dermed bagudskuende - som vi ser det i dag: man forsøger at løse nutidens problemer med to hundrede år gammelt tankespind.

Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Sven Elming, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

Også undertegnede blev lettere konfus af detaljeringsgradens fyldighed ctr. Emnets genstand og vil fastholde at Neoliberalismen ikke er et mere diffust begreb end det lader sig beskrive pædagogisk:

https://www.studieportalen.dk/kompendier/samfundsfag/ideologi/liberalism...

Derudover vil jeg anbefale Anders Lundkvists bog ”De usynlige hænder”, som kritisk gennemgår de forskellige økonomiske teorier. Forfatteren lægger ikke skjul på at han var ”kapital-logiker” i tresserne. Marx er selvfølgelig også også kritisk behandlet i bogen.

Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Bjarne Toft Sørensen, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Det fatale bedrag om Cepos præsterer, er at de forsøger at fremstå som en neutral debattør. Men inden for 10 dage har der været 4 artikler fra Cepos i Information, som direkte eller indirekte advokerer for at fjerne pengene fra bunden af samfundet, eller propaganderer for det system som fjerner pengene fra bunden og sender dem op til toppen.

Bør artikler fra lobbyfirmaer være påklæbet et mærkat, ligesom det der er på cigaretpakker: "Denne artikel er skadelig for demokratiet".

Polemisk manipulation med medierne handler om at kontrollere den måde borgerne tænker på, det er sådan magteliten beholder magten; de betaler lobbyfirmaer for at sende artikler og blogindlæg ud som dominer meningsdannerne, medierne og befolkningen.

Efterhånden som protesterne over de sociale nedskæringer breder sig, er magteliten særdeles bange for at miste kontrollen over samfundet. Selv toppen af fagforeningerne, som lønmæssigt er hævet op i overklassen, ryster på hånden og tænker, at måske er de gået for langt; de bad selv om 14 dages udsættelse af overenskomstforhandlingerne.

Der findes hverken frihed eller liberalisme for de socialt udsatte. Vreden over det som foregår på jobcentrene får folk til at demonstrere i gaderne. Hele socialvæsenet er over 20 år blevet ændret til ukendelighed. Dem som ikke kan arbejde er blevet skåret kraftigt ned for indtægterne. Den ydmygende sociale kontrol er dræbende. 155.000 har ingen indtægter overhovedet. Den sociale kollaps i bunden af samfundet er på vej.

Bør vi bebrejde befolkningen, som uden at stille spørgsmål, tror på den massive spin, propaganda og misinformation? Eller er det journalisterne som giver Lobbyfirmaer uhæmmet spalteplads? Vi lever i en tid i rivende politisk udvikling, mere end noget andet er vi nødt til at forstå, at det som er vigtigt, er de ting som ikke bliver sagt i medierne, derfor er der brug for kritiske røster som kan grave sandheden frem om systemets ulighedsmaskiner.

Alle de sædvanlige tegn på forfald er begyndt at vise sig. Befolkningen har efterhånden indset at lobbyfirmaer er demokratiets cancer svulst. Erhvervslivet er begyndt at lugte forrådnelsen; sidst har Saxo-milliardær brødrene som bor i Schweiz, trukket pengene væk under finans-lobby-partiet Liberal Alliance.

Politiske lobbyfirmaer er som støvlehæle. De bliver slidt skæve i brug og Cepos livscyklus lakker derfor mod enden. Cepos står og falder på sine egne præmisser, de går hen imod sine sidste dage. Cepos er snublende tæt på at ville bestemme, hvordan ministerierne skal regne. De propaganderer konstant for at fiktive statsproblemer kun kan undgås gennem finanspolitiske indgreb og nedskæringer, det sidste kun i bunden af samfundet selvfølgeligt.

Derfor bliver Cepos efterhånden af befolkningen afvist som politisk manipulatorer og neoliberal propagandamaskine af kritikerne. Propagandafirmaer bliver nedlagt når de ikke længere tjener et formål, deres faldende indflydelse kommer sig af at befolkningen er begyndt at forstå hvordan de manipulerer med demokratiet, og derefter er firmaet ubrugeligt.

Hvor længe endnu har vi et demokrati som inkluderer borgerne, når lobbyfirmaer tjener hundredvis af millioner for at manipulere til fordel for den ene procent. I stedet for at borgerne bestemmer, centraliseres den demokratiske magt i toppen af samfundet. Det skaber en negativ apati i landet; der er mange mennesker som efterhånden er ligeglade med at stemme, derfor er en naturlig entropi over tid, en tendens til at demokratiet udtyndes, på grund af magtelitens indførte princip: En million en stemme.

Det vi ser i politik i dag er massiv deregulering og virksomhedernes hensynsløse grådighed, samt et finansvæsen som udelukket arbejder i deres egne interesse, samtidigt ser vi at politikerne uhæmmet modtager penge fra de store virksomheder og at embedsværket overtager den politiske scene.

Kurt Nielsen, jørgen djørup, Vivi Rindom, Flemming Berger, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Michael Waterstradt, Steen K Petersen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese: En påstand om, at økonomisk videnskab i sig selv er deskriptiv, er ikke det samme som, at den er "erfaringsakkumulerende" og "bagudskuende". Det er økonomi som videnskab i dag alt for teoretisk og modelorienteret til.

Mon ikke du forveksler påstanden med elementære lærebøgers fremstillinger af empiriske og positivistiske videnskabelige tilgange i et mere historisk perspektiv?

Idealet i kronikken med begrebet "deskriptiv" lægger sig snarere op af idealet i moderne naturvidenskab, hvor man arbejder hypotetisk - deduktivt og taler om verifikation og falsifikation.

Ved indsamlingen af data med henblik på verifikation eller falsifikation er man af hensyn til elementær troværdighed på mange måder nødt til at forholde sig deskriptivt. Det er dog ikke det samme som, at det samlede resultat af det videnskabelige arbejde, ud fra naturvidenskabelige idealer, kan kaldes deskriptivt.

Tilsvarende, fordi der ved økonomisk videnskab er så mange forskellige styrende økonomiske og politiske interesser involveret, at det præger de valg, der træffes videnskabeligt, også på teoretisk og metodisk niveau.

Bjarne Toft Sørensen

@Bent Gregersen: I dit link til studieportalen står der bl.a.: "Konkurrencestaten er en slags velfærdsstat i Danmark, som stræber efter at løse nogle af de problemer, velfærdsstaten ikke har kunnet løse."

Det må absolut siges at være en meget socialdemokratisk orienteret tilgang, mens politologer på venstrefløjen vil sige, at konkurrencestaten i praksis er til for at fremme virksomhedernes konkurrenceevne internationalt, på bekostning af velfærden for de mest udsatte i samfundet.

I det hele taget er den præsenterede definition af neoliberalisme meget præget af en socialdemokratisk tilgang, bl.a. fordi det åbenbart gælder om at tilsløre, at begge de regeringsbærende partiers politik er præget af neoliberalt tankegods.

Pædagogisk lærebogsmateriale er ofte meget ideologisk præget. Jeg har i eksamenssituationer haft vrede censorer, der ikke ville anerkende fagligheden af de grundbøger, klassen havde arbejdet ud fra, selv om de var fra de større forlag. Men det blev de selvfølgelig nødt til.

Bent Gregersen, Flemming Berger og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

"Hvorfor er kritikken så ikke bedre?"
Kunne det mon tænkes at være fordi den rammer ret præsis :)

CEPOS holdning om at de er så rare at påtage sig opgaven med at nudge andre til at træffe CEPOS's "rationelle" valg. Hvor vil CEPOS selv placere den tankegang? Er det liberalt at befri sine medmennesker for deres frie valg?

Uanset hvad navn du giver en rose, så dufter den stadig som en rose.
Selv om man kalder nepotisme for NPM, så er problemet stadig det samme, som da det hed nepotisme.

Jens Thaarup Nyberg

"Det hører dog med, at også økonomer til tider kan have svært ved at sondre mellem normativ og deskriptiv teori. En rent deskriptiv teori er selvsagt normativt stum. Den kan fortælle, hvordan noget er eller vil virke, ikke hvordan noget bør være. Hvis man som økonom ikke gør sine normative præmisser klart for sine anbefalinger, bidrager man selv til at blande begreberne sammen."

Hvis ren teori fortæller hvordan noget er eller vil virke, så ved vi hvordan noget bør være eller burde virke, når teorien føres ud i livet, hvadenten den testes for falsifikation/verifikation eller antages som ledetråd for samfundrelevante tiltag.

Bent Gregersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, det er jo det store selvbedrag, økonomien (og naturvidenskaben) begår.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg finder det vigtigt og relevant i en debat om neoliberalisme, at Information bringer kronikker skrevet af økonomer ansat i Cepos.

Det er nødvendigt at respektere den viden, som eksperter har, også selv om man er uenige med dem, såvel holdningsmæssigt som på et teoretisk plan.

Hvad jeg ikke har respekt for, er tilkendegivelser af meget negative holdninger imod økonomer fra Cepos på niveau med politiske paroler, der i øvrigt afslører en helt elementær mangel på forståelse for sammenhænge inden for samfundsøkonomi som fag, uanset om ens holdningsmæssige tilgang er socialistisk eller borgerlig.

Troværdighed indebærer ud over ærlighed en forudsætning om, at man har en helt grundlæggende viden om de ting, som man udtaler sig om, enten fordi det er en del af ens faglighed, eller fordi man har gidet at gøre den nødvendige indsat for at sætte sig ind i de ting, man udtaler sig om.

Troels Larsen

@Jens Thaarup Nyberg
Jeg tror mere der tænkes i retning af, at du ikke kan gå fra noget deskriptivt til noget normativt. Det deskriptive kan hjælpe med at fortælle om hvad en handling vil forårsage, men ikke om man bør foretage den handling.

Du kan ikke bruge en beskrivelse af verden og dens mekanismer som etisk rettesnor. Problemet er kendt som den naturalistiske fejlslutning og har siden midten af 1700-tallet givet anledning til filosofiske hovedpiner :)

En økonom kan måske fortælle dig, om konsekvenserne ved at have opsparing i banken eller en investering i et hus - men kan ikke fortælle dig, om nogle af de valg er gode eller dårlige.

En fysiker kan fortælle dig, hvordan du kan få nogle materialer til at sprænge i luften, men ikke om det er godt eller dårligt at gøre det i en given situation eller overhovedet.

Leo Nygaard, Kurt Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Neoliberalismen må defineres som frihed kun for de rige. En ny form for feudalisme. I modsætning til liberalismen, som vil dele ud af de riges frihed til alle.
Et skræk eksempel på Neoliberalisme er det amerikanske sundhedssystem, som er mange dyre, overbehandler og ikke dækker alle. Hvordan kan de danske politikker og CEPOS være tilhængere af noget som tydeligvis er dyrt og dårligt?! Svaret er at CEPOS er betalt af CIA for at eksportere det amerikanske samfund til Danmark, fordi det amerikanske samfund er verdens bedste samfund (i deres øjne).
Konkurrencestaten har det indbyggede problem at Danmark ikke har nogen mulighed for at vinde en konkurrence om de laveste lønninger. Vores mulighed er uddannelse, grundforskning og at investere i udlandet. I en globaliseret verden er en konkurrencestat slet ikke nogen mulighed fordi vi er en del af hele verden. En virksomhed i Afrika har et behov for et universitet til et udvikle produktionen. Og de har meget svært ved selv at lave et universitet af høj nok kvalitet.

Spørgsmålet er, om vi som nation kan føre vores egen økonomiske politik, herunder skatte politik.
Både ift det globale og til EU`s snærende bånd.
Det har været sådan - og er det sikkert stadig - at vi selv bestemmer vores skattesystem.
Vi kan gennemføre finansskatter, resurseskatter og jordskatter.
Vi kan fjerne skatter - detailmoms, skat på arbejde og skat på bygninger, betalt af vores indkomst.
Vi kan derved tilmed forhindre fup og fidus over grænserne og spekulation indenfor.
Der er meget vi kan med økonomernes hjælp, hvis vores politikere ville. Men de ser åbenbart ikke noget problem - hverken boligbobler, skattely, sort arbejde, overbureaukratisering, osv. ............... ikke se, ikke høre, bare snakke.