Kommentar

Jeg er nødt til at insistere på at være hele mig. Ikke bare den del, der er dansk

Selv om jeg ikke er i krig med danerklanen, så ved jeg af bitter erfaring fra min barndom i Somalia, at klaner kan blive dødsfjender fra den ene dag til den anden. Derfor har jeg brugt meget af mit tidlige voksenliv på at gøre denne nye klans normer til mine egne. Men omkostningerne er for store
»Engang var jeg hyrdepige, malkepige endda. Det lyder næsten så jysk, at man kan se de flagrende fletninger for sig, men faktisk var det i Somalia, inden borgerkrigen 1988-91« skriver Sofie Jama. 

»Engang var jeg hyrdepige, malkepige endda. Det lyder næsten så jysk, at man kan se de flagrende fletninger for sig, men faktisk var det i Somalia, inden borgerkrigen 1988-91« skriver Sofie Jama. 

Sigrid Nygaard

13. april 2018

Beret blot om dine vilde oplevelser og rejser, om at du har sprunget elastikspring eller besteget et højt bjerg, at du har stået ansigt til ansigt med en løve og svømmet med hajer. Du er en helt.

Men prøv at fortælle folk, at du har gennemlevet hungersnød i en alder af seks år, at du har hørt bombeflyene nat efter nat, at du har vandret alene med dine småsøskende i dunsten af de forrådnende lig omkring jer. Der bliver tåkrummende stille. Det er for voldsomt til, at almindelige danskere kan identificere sig med det, ikke den slags erfaringer, der giver et godt liv mere spænding.

Som Tønder-pigen-fortællinger eller Peter Madsen-agtige hemmelige sexfantasier delt på arbejdet eller i skolen.

Ikke desto mindre er det netop den slags totalforkullede lig i den private last, mange nydanskere bærer rundt på, traumatiserende skeletter fra et personligt livsforløb, der kun med nød og næppe hænger sammen, og som slet ikke egner sig til at blive hevet ud af skabet som underholdning i sociale danske kontekster. Men hvad skal man så gøre af sig selv?

Engang var jeg hyrdepige, malkepige endda. Det lyder næsten så jysk, at man kan se de flagrende fletninger for sig, men faktisk var det i Somalia, inden borgerkrigen 1988-91. Jeg havde den dejligste veninde, fra en anden klan end min, og vi passede og malkede gederne og dromedarerne sammen, legede i det lyserøde støv under den høje østafrikanske sol.

Hun lærte mig sin klans fulde navn, alle stamfædrene i det stolte familietræ, noget, ethvert barn i vores land lærer i en ung alder.

Så kom bomberne, mistroen, vanviddet, krigen mellem vores klaner, der almindeligvis ville have flået et småpigevenskab som vores uigenkendeligt fra hinanden. Skumle tåber i hendes klan, som også var præsidentens klan, havde forvildet sig ud i en besærkergangsfantasi om at udrense min klan etnisk, udrydde os.

Jeg havde ansvaret for mine yngre søskende, seks år gammel, og i krigens kaos var vi alene på flugt uden vores forældre i en længere periode. Vi ejede stort set ikke andet end et tyndt lag hud, der beklædte vores i forvejen hungersnødsramte knogler, og så det tøj, vi bar alleryderst. Vi var selvsagt afhængige af voksnes beskyttelse for at overleve en borgerkrig, men idet klanerne lå i krig med hinanden, var det ikke ligegyldigt, hvilke voksne vi opsøgte.

Min viden om den anden klans stamtræ blev vores redningsplanke, der gjorde mig i stand til at foregive at tilhøre den anden klan, leve ret ubemærket og beskyttet i dens midte og derved overleve.

Ny klan, nye normer

Da jeg senere kom til Danmark som 15-årig, befandt jeg mig påny i en fremmed klans midte, jyde-klanen, som er en underklan af danestammen. Klankrigen i mit hjemland var selve årsagen til, at jeg nu pludselig sad fast her nord for Limfjorden, i Aalborg af alle sære steder på denne klode, og klanstriden sad som et minde mejslet ind i mit dna.

Jeg kan huske engang, da jeg kørte i bus med min lillesøster i Aalborg – to af de der mærkelige, indhyllede, mørke piger ude fra fattigkvarteret, kræftcellens epicenter – og en dansk mand pludselig spyttede på os i foragt, så det løb ned ad mit tøj. Ingen i bussen gjorde eller sagde noget, og motoren brummede bare videre ned ad vejen, mens manden nedstirrede os vredt på afstand. Jeg var i chok, mit nervesystem i højeste alarmberedskab.

’Vi var ankommet til en anden planet, og mens jeg selv var eksperimenterende, udfarende, udspændt, forvirret og hormondrevet, forsøgte min mor desperat at genskabe den gamle planet, nærmest inden hun havde nået at sondere terrænet,’ skriver Sofie Jama
Læs også

Vi var ikke i krig med denne klan, som også omfattede mine skolekammerater, mine lærere og vores naboer. Men jeg vidste samtidig af bitter erfaring fra krigen, at klaner kan blive dødsfjender fra den ene dag til den anden. Naboer, kolleger og kammerater, der den ene dag er bedste buddies, kan den næste dag være i gang med at drikke blod af hinandens kranier.

Som datter af min tidlige barndoms overlevelsesstrategier og traumer har jeg brugt meget af min ungdom og tidlige voksenliv på at forsøge at gøre den nye klans normer til min egne og lade, som om jeg var en af dem.

Senere hen har jeg indset, at selv om den slags posttraumatisk klanadfærd måske tilfredsstiller den nye klan, så er de personlige omkostninger for voldsomme. Jeg er nødt til at være mig selv, mit ophav, mine rødder, men også mine danske erfaringer, som nu har varet mere end halvdelen af mit liv. Jeg er nødt til at insistere på at være hel – hele mig, ligesom dig – også selv om dele af min fortælling skubber mig ud af danestammens mainstream.

Sofie Jama er oversætter og fotomodel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Kiil
  • Jørn Andersen
  • Karsten Aaen
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Poul Erik Pedersen
  • Erik Karlsen
  • Lars Bo Jensen
  • Britta Hansen
  • Kim Folke Knudsen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Skoubye
  • Hans Larsen
  • Benno Hansen
  • Egon Clausen
Jes Kiil, Jørn Andersen, Karsten Aaen, David Zennaro, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen, Erik Karlsen, Lars Bo Jensen, Britta Hansen, Kim Folke Knudsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye, Hans Larsen, Benno Hansen og Egon Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Sofie Jama

Pu-ha - din fortælling om manden, der spyttede på dig i bussen, giver stof til eftertanke.

Jeg havde helt sikkert ikke selv spyttet på nogen; men havde jeg grebet ind, hvis jeg havde overværet spytteoptrinet ??

Det er jeg faktisk ikke helt sikker på -
og passivitet i den slags situationer tjener ingen til ære.

Jørn Andersen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Steffen Gliese, Britta Hansen, Kim Folke Knudsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Igen et godt indlæg fra Sofie Jama, der giver stof til voldsom eftertanke.
Som Torben Lindegaard tænkte jeg også straks på, om jeg ville have skældt spyttemanden ud, eller ladet som ingenting..
Hm.. Måske har vi netop klaner i Danmark, hvad den seneste ophedede debat om udflytninger af statslige arbejdspladser understreger.
Vi har desværre også ignorante mennesker, der hader før de forsøger at forstå.
Tak for opsangen, Sofie Jama :-)

Jørn Andersen, Mogens Holme, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Torben Lindegaard, Kim Folke Knudsen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Kære Sofie Jama

Tak for din beretning om din opvækst i Somalia.

Du er ligeså dansk som alle os andre. Lyt ikke til de dumme og indskrænkede kommentarer.

Vær stolt af din danske identitet og vær stolt af din somaliske baggrund.

Mennesker som Dig, der har været ude for traumatiske oplevelser vil ofte opleve det at returnere til en almindelig og fredelig tilværelse som meget udfordrende. Din beretning om, at dine omgivelser ikke havde lyst og ikke kunne rumme fortællingerne fra Dig. Det er sket utallige gange før i historien. Tal du med ofrene, der kom hjem fra KZ-lejrene i Tyskland eller soldaterne der kom hjem fra Østfronten 10 års ophold i sibiriske fangelejre under forfærdelige vilkår. De oplevede til tider den samme mur af tavshed og at det er svært for ens familie, at finde ord for denne dialog. Mennesket har det med at lukke af for ondskaben i ønsket om at komme videre med livet, men begivenhederne fra fortiden trænger sig ubarmhjertigt på.

Du er en meget stærk ung kvinde, som tager ansvar for dine kære og din familie. Det viser din beretning her. Tak for at du ville dele dine oplevelser med os.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

"Engang var jeg hyrdepige, malkepige endda. Det lyder næsten så jysk....."

Så lader vi lige den stå et øjeblik...

Steffen Gliese

Hvor smertefuldt det end kan være, så er det desværre denne form for vidnesbyrd, der kan redde landet igennem med æren i beholdt: vi har brug for dem, så vi kan imødegå de evindelige påstande om, at folk flygter mest af økonomiske årsager.

Jørn Andersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Katrine Damm, Torben Lindegaard og Marie Jensen anbefalede denne kommentar

Kære alle

Måske kan I nu bedre forstå, hvad jeg taler om, når jeg taler om de flygtninge, jeg har undervist. og som har svære sår på både sjæl og krop; derfor kan de ikke lære dansk så hurtigt som andre indvandrere her til landet kan.

Og mht. hvad vi især kan gøre, eller kunne gøre, er her et digt af den danske digter Haldan Rasmussen

"Ikke bødlen gør mig bange,
ikke hadet og torturen,
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne, når smertens
sidste stjene styrter ned
- men den nådesløse verdens
- blinde ligegyldighed"
taget herfra:
http://tosommerfugle.blogspot.dk/2013/12/halfdan-rasmussen-ikke-boedlen....

Her er en lille sentens af Edmund Burke, som også passer fint, synes jeg:
"The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing."
Read more at: https://www.brainyquote.com/quotes/edmund_burke_377528

Fordi det er jo det som sker; nogle må sige fra! Og det lige starten, når folk begynder at dæmonisere andre folk, andre grupper i samfundet end ens egne, for det ender kun galt, i død, ulykke og krig :( - og til sidst ender vi der, hvor vi var for 75-85 år siden :( - med et fascistisk, eller nazistisk styre, hvis eneste formål er at anse mennesker for billig arbejdskraften til kapitalen! Og hvis andet formål er er udrydde, for nu at blive i artiklens sprog, alle personer, der ikke tilhører danerklanen :(

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Flemming Berger og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Nielsen

God og stærk beretning..
Jeg er selv blevet overfaldet i en bus med min lille datter og højgravide kone ved siden af i en fyldt bus i København.
Ikke én reagerede