Kronik

Silicon Valley har afløst Wall Streets børsmæglere som vor tids superliberalister

Kapitalismens magtcentrum er i dag Silicon Valley, der tændt af en selvretfærdig ild vil erobre og forandre verden. Inspireret af tænkere som Ayn Rand vil de skabe nye samfund uden transparens og demokratisk kontrol
Den russiske forfatter Ayn Rand skrev i 1900-tallet flere tunge værker om individets rettigheder og ubundet kapitalisme. Hendes holdning til regulering og statslig indblanding var afsky, skriver Martin Graeser, der er CEO i Kvantum Copenhagen

Den russiske forfatter Ayn Rand skrev i 1900-tallet flere tunge værker om individets rettigheder og ubundet kapitalisme. Hendes holdning til regulering og statslig indblanding var afsky, skriver Martin Graeser, der er CEO i Kvantum Copenhagen

AP/Ritzau Scanpix

12. april 2018

Her er, hvad du bliver nødt til at forstå om milliardærer. De er rovdyr, kødspisere. Den eneste gevinst, de kan leve med, er total, nu og i fremtiden.

Sådan lyder karakteristikken af en pengemand fra Wall Street i HBO’s anden sæson af successerien Billions.

Det er ikke kun fiktion. Sådan fungerer kapitalismen, sådan er drivkraften for de mennesker og virksomheder, der har nået toppen. Det blev vi for nylig mindet om, da et internt notat fra Facebooks ledelse blev lækket. Her skrev firmaets vicepræsident, at målet var vækst »for enhver pris«. Også hvis konsekvensen skulle være et terrorangreb arrangeret via det sociale medie.

Wall Street har i mange år været betragtet som det værste eksempel på kapitalismens overdrev, men i disse år kommer faren fra den anden side af kontinentet: fra Silicon Valley.

Facebook, der har eksisteret i 14 år, er i dag 500 milliarder dollar værd takket være det indhold og de personlige data, brugerne har forsynet dem med. Derfor har selskabet også kun 25.000 ansatte. Til sammenligning har Carlsberg 41.000 ansatte og er 18 milliarder dollar værd.

De amerikanske udvalgshøringer af Mark Zuckerberg bidrager til at afdække problemer ved overvågningskapitalismen. Men der er brug for en langt større vilje til at gøre noget ved problemet, gribe ind og regulere den. Her er fire strategier, der sammen kan bidrage til, at vi får kontrol med udviklingen
Læs også

Det er en udvikling ude af kontrol. Techgiganterne står ikke til ansvar for den magt, de ligger inde med, og så går det galt. Facebook er nemlig et yderst potent markedsføringsværktøj og udgivningsplatform, hvor der er lige adgang for alle. I vækstens navn.

Den seneste måneds tid er vi næsten dagligt blevet præsenteret for nye historier om misbrug af Facebooks system. Der er Cambridge Analytica, der brugte data fra det sociale medie til at influere blandt andet Brexit og præsidentvalget i USA. Så er der russerne, der efterhånden er eksperter i at fabrikere og distribuere fake news for at skabe splid og ustabilitet i vestlige demokratier.

Det mest skræmmende er imidlertid ikke, hvad andre gør ved Facebook, men hvad netværket med 2,2 milliarder brugere selv finder på. Move fast and break things er Facebooks mantra for vækst, og i bogen af samme navn forklarer Jonathan Taplin, ekspert i digitale medier, hvordan virksomheder som Facebook reelt kun har ét mål: Total sejr og dermed et de facto-monopol.

Internettet, der var tænkt som en demokratisk og decentral kraft bliver nu brugt til at producere monopoler.

Licens til at være sociopat

Facebook står langtfra alene med disse tendenser. Silicon Valley er nemlig ikke kun drevet af vækst, men omvæltning.

Gennem Silicon Valley flyder der er en stærk og ultraliberalistisk åre. En af de største inspirationskilder til den er den russiske forfatter Ayn Rand. I midten af 1900-tallet begik hun flere tunge værker om individets rettigheder og ubundet kapitalisme. Hendes holdning til regulering og statslig indblanding var afsky.

For Rand, født i 1905 i Sankt Petersborg, var tankerne selvfølgelig en reaktion på kollektivismen og de totalitære elementer, der fulgte med i Sovjetunionen, og hun mente, at løsningen var at gå i direkte modsat retning. Det ironiske er, at hendes model også ville ende i et totalitært regime, nu blot med kapital som middel til undertrykkelse.

I Silicon Valley er Rand imidlertid stadig populær, og en af de mest gængse teorier går på, at de socialt udfordrede nørder håber på en bedre verden, når alle bare får lov til at være sig selv. Som en direktør fra Silicon Valley fortalte forfatteren Nick Bilton om Ayn Rands værker: »Fællestitlen burde være: Det er i orden at være sociopat.«

Eksperimenter i private lande og bystater

Nogle af de mest navnkundige tilhængere af Rand er Peter Thiel og Larry Page. Thiel har haft sin gang i Silicon Valley i årtier, og har blandt andet været med til at starte PayPal. I dag er han storinvestor og bestyrelsesmedlem hos Facebook. Thiel er en af de mest højlydte og højreorienterede politiske stemmer fra techindustrien, hvilket indbragte ham den – måske tvivlsomme – ære at være rådgiver for præsident Trump i begyndelsen af valgperioden.

Et af Thiels favoritprojekter er Sea Steading. Tanken er at skabe permanente kunstige øer, sea steads, der ligger uden for territorialt farvand og myndigheders rækkevidde. De ville udgøre et fint domicil for virksomheder, der kun har brug for begrænset fysisk plads. Som internetgiganter, der primært har computere stående.

Larry Page er mere kendt i den brede offentlighed, da han er den ene af Googles to grundlæggere. Han tror også på deregulering som vejen frem og har investeret i projekter, der forsker i privatejede bystater.

Derfor bør resten af verden i dag, mener jeg, være bange for Silicon Valley, eller i hvert fald de største, mest grådige repræsentanter fra techindustrien. De er tændt af en selvretfærdig ild, hvor de i deres egen friheds navn lader hånt om demokratisk kontrol og transparens.

Vækstboble skaber plutokrati

Det er imidlertid ikke kun på den demokratiske og moralske front, Silicon Valley fejler. Det halter også, hvor det ellers virkelig skulle gøre en forskel, nemlig på det økonomiske område. Og det bekymrer – også hos tilhængerne af markedsøkonomien.

Allerede for to år siden var Goldman Sachs på banen med advarsler. Techgiganter bliver ved med at udvide deres monopoler, og det bliver stadig sværere for andre virksomheder at udfordre dem. Det sætter spørgsmålstegn ved kapitalismens effektivitet, sagde investeringsbankens vicepræsident, Sumana Manohar, til Bloomberg.

Derfor har vi i disse år et tilsyneladende økonomisk opsving, men den realøkonomiske effekt er begrænset, skriver Peter Nielsen, lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet, i Politiken den 2. april i år. Der er pumpet enorme pengebeløb ud i systemet, men det er en finansiel vækstboble, forbeholdt en forsvindende lille, men yderst priviligeret del af samfundet.

Techboomet har skabt en ny, superrig overklasse, plutokraterne, hvor Silicon Valley hænger ud med finansfyrster og oligarker. Fænomenet er skildret skræmmende godt i bogen Plutocrats: The Rise of the New Global Super-Rich and the Fall of Everyone Else fra 2012. Den er skrevet af Christya Freeland, i dag Canadas udenrigsminister for centerpartiet Liberal, tidligere journalist og forfatter.

Plutokraterne er ikke den ene procent, som Occupy Wall Street gik efter, men 0,1 procent. Disse mennesker lever livet i deres egen eksklusive sfære med så mange milliarder på bankbogen, at de kan gøre hvad som helst – for eksempel eksperimentere med Ayn Rands tanker og skabe nye, uregulerede samfund.

Mere regulering

Hvad er løsningen på denne trussel, der vokser dag for dag? Først og fremmest mere kontrol udefra, altså regulering. Det begynder med, at virksomheder som Facebook og Google (Apple og Amazon) ikke længere kan løbe fra regningen, men skal være ansvarlige for, hvad deres platforme bliver brugt til. Disse virksomheder fungerer i realiteten som udgivere og som medier, og de bør underlægges de samme krav som de traditionelle medier.

Derudover er der brug for en mere direkte regulering af disse virksomheder. For eksempel en tvungen opsplitning, som vi også har set tidligere i historien, når virksomheder fik for meget magt. Men det er nemmere sagt end gjort, da denne form for digitalt monopol er et nyt fænomen, der spreder sig på tværs af vidt forskellige industrier. Lovgivningen har mere end nogensinde svært ved at holde trit med den teknologiske udvikling.

Måske kunne politikerne begynde ved at udvise lidt mådehold i deres brug af Facebook. I 2016 valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at bruge Facebook, og ikke de traditionelle medier, til at lancere sin 2025-plan. Hvorfor giver landets leder, og pressens minister, så meget legitimitet og magt til en amerikansk virksomhed på vej til verdensherredømme? Hvad med lidt dømmekraft?

Martin Graeser er CEO og Founding Partner i Kvantum Copenhagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Carsten Svendsen
  • Randi Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Espen Bøgh
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ervin Lazar
  • Peter Knap
Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Svendsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, David Zennaro, Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det er frytgindgydende perspektiver der her bliver remset op - hyper-kapitalistiske bystater er lette nuke-mål hvis det bliver nødvendigt for demokratierne - ikke at forglemme at der er en betydelig modvægt der vokser i Kina med deres kinesiske form for statskapitalisme der sandsynligvis breder sig til det afrikanske kontinent - så alt i alt nogle betragtninger der ikke har en kinamands chance på Jord.

Christian de Coninck Lucas

Nu er Peter Thiel også et meget slemt eksempel. Han er jo nærmest fascist og gik efter Gawker (via Hulk Hogan) bare fordi de afslørede hans homoseksualitet. Jeg tror Palantir bliver hans downfall og hvis ikke ja så ender det ikke godt for demokratiet.

Eva Schwanenflügel

"Her er, hvad du bliver nødt til at forstå om milliardærer. De er rovdyr, kødspisere. Den eneste gevinst, de kan leve med, er total, nu og i fremtiden."

Det er skræmmende læsning.
Men der er forskel på mennesker og andre rovdyr ; i naturen er der en balance.
Den er her (foreløbigt?) sat ud af kraft.

Randi Christiansen

Rovdyr iblandt os som mæsker sig i fællesejet. Fællesskabet har næret en parasit, som er i færd med at fortære sit værtsskab. Uf!

Dialogen med denne parasit må gå ud på at bevidstgøre den om konsekvenserne af dens adfærd, som er dens egen undergang. Hvilket selvfølgelig forudsætter at fællesskabet selv er i besiddelse af nævnte indsigt. Så deet ...

Søren Fosberg, Michael Waterstradt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'Hvorfor giver landets leder, og pressens minister, så meget legitimitet og magt til en amerikansk virksomhed på vej til verdensherredømme? Hvad med lidt dømmekraft?'
Fordi mere end to millioner danskere er på Facebook og fordi det er en mulighed for, helt ufiltreret, at aflevere sine politiske budskaber til vælgerne.
LLR tænker ikke længere end som så - til de aktuelle opinions-tal og til næste valg. Det er ganske logisk, men samtidig et vidnesbyrd om hvor magtfuld FB er blevet.

Kim Houmøller, Jonathan Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Puha, det må da efterhånden være gået op for de fleste oplyste mennesker, hvad enten man er dybt venstreorienteret eller højreorienteret, at kapitalismen i de vestlige demokratier udelukkende er gået amok gennem de sidste 40 år, fordi de folkevalgte politikere i de vestlige demokratier har ladet sig løbe over ende af hårdkogte superkapitalister fra specielt de store familiedynastier i USA med deres enorme forretningsmæssige konglomerater, men også af de stinkende rige islamiske olieproducerende lande med Saudi-Arabien i front samt det kommunistiske Kina, der fuldstændig har undermineret nationaløkonomierne i blandt andet EU-landene gennem massive opkøb af statsobligationer og realkredit i milliardklassen.

Det er dem som i dag kontrollerer Silicon Valley og Wall Street i New York.

”Giv mig kontrollen over en nations penge, og jeg er ligeglad med hvem, der laver dets love”, sagde den tysk-jødiske bankmand Amschel Rothschild (1744-1812), og denne filosofi er dygtigt ført videre gennem de sidste 200 år af store amerikanske familiedynastier med blandt andre Rockefeller, Carnegie og Ford i front, der i kynisk samspil med islamiske regimer og andre superkapitalister fra Asien, i dag fuldstændig kontrollerer livet for milliarder af mennesker på kloden, og de kan formentlig ikke længere stoppes på demokratisk vis.

Den afdøde amerikanske præsident Ronald Reagan, der kom til magten i Det Hvide Hus den 20. januar 1981, er historisk set den mand der knuste muligheden for det retfærdige demokrati med den anstændige frie markedsøkonomi og private ejendomsret, fordi han kort efter sin tiltrædelse tillod en fuldstændig deregulering af det amerikanske banksystem og finanssystem, så de værste kapitalistiske bærme endegyldigt kunne opbygge enorme multinationale koncerner og konglomerater, så 1% af verdens befolkning i dag ejer over halvdelen af klodens værdier.

Ingen folkevalgte politikere i de vestlige demokratier tør i dag for alvor udfordre disse enorme konglomerater og multinationale koncerner, der er styret og kontrolleret af nogle ganske få anonyme mennesker, som er hamrende ligeglade med, hvem der laver lovene i de forskellige lande, når bare de selv hele tiden har adgang til fri bevægelse af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser, så de kan tjene endnu flere penge end de milliarder af kroner, som de allerede er i besiddelse af. Og hvad er bedre til at opfylde deres ønske end den uhyggelige mastodont ved navn EU?

”Det er i orden at være sociopat”, siger en direktør fra Silicon Valley, altså det at være et åndeligt og sjæleligt retarderet menneske, blottet for samvittighed, uden respekt for demokratisk vedtagne love og sociale spilleregler imellem mennesker, uden evne til at føle skyld og fortrydelse, højt uddannede mennesker, der ikke betænker sig på at ødelægge livet for milliarder af uskyldige civile mænd, kvinder og børn på kloden, ja, kort sagt tvære dem ud som myg på jorden for at gennemtvinge deres vilje, hvis de finder det nødvendigt for at opnå deres mål.

Og hvad er så deres endegyldige målsætning?

Tja, de går blandt andet målrettet efter at omdanne kloden til et helvede på jord med centraliseret kontrol af verdens befolkninger ved hjælp af ”sindskontrol”, hvor de vil styre og kontrollere den offentlige mening. Og hvilke instrumenter er bedre at bruge til dèt formål end netop kæmpeplatforme på internettet som Facebook, Google, Instagram og Twitter samt alle de andre smarte teknologiske opfindelser, der konstant spyttes ud fra Silicon Valley?

”Vores opgave er ikke at give folk, hvad de vil have, men hvad vi beslutter, de bør have”, sagde Richard Salant, der var administrerende direktør for det amerikanske CBS News i årene 1961-64 og 1966-79, og hermed mente han, at CBS og andre mediegiganter kontrollerer alt, hvad den amerikanske befolkning hører, ser og læser, både gennem fjernsynet, radio, bøger, aviser, blade, magasiner og i dag det meste af internettet, takket være Facebook og Google med flere, alt sammen takket være de teknologiske vidunderbørn i Silicon Valley.

Superkapitalisterne går bevidst efter at omdanne kloden til èn stor markedsplads, èn global valuta, èn verdenshær, en ny verdensorden uden middelklasse, kun herskere og tjenere (livegen). Og selvfølgelig intet demokrati med personlige frihedsrettigheder til den enkelte borger. Alt skal bestemmes af multinationale koncerner. Kort sagt en global ”velfærdsstat”, hvor lydige slaver vil blive belønnet med livets fornødenheder, mens de som ikke indordner sig, bliver mål for en massiv udryddelse.

”Folk, regeringer og økonomier i alle nationer bliver nødt til at tjene multinationale bankers og koncerners behov. Demokratiets love er utilstrækkelige. De gamle rammer for international politik med deres indflydelse på nationale stater – suverænitetens opdigtning – er klart ikke længere forenelig med virkeligheden”, sagde Zbigniew Brzezinski, da han var national sikkerhedsrådgiver for den amerikanske præsident Jimmy Carter fra 1977 til Ronald Reagan tog over i 1981.

Vi er allerede godt på vej til denne virkelighed, udtrykt af Brzezinski for 40 år siden, når man ser på udviklingen af Europas Forenede Stater (EU) med sine 28 medlemslande, der styres en af ikke-folkevalgt kommission og et Mickey Mouse-parlament af levebrødspolitikere. Gennem dem går de skjulte magthavere konsekvent efter ødelæggelsen af nationalstaterne. Udført af højt betalte politikere og embedsmænd, der selv er styret og kontrolleret af de værste internationale superkapitalister og konglomerater bag kulisserne i skikkelse af lobbyister, og disse kan ikke længere kan stoppes, fordi alt og alle i de politiske systemer er købt og betalt med høje lønninger.

De internationale familieejede konglomerater i USA, der har styret det internationale finansmarked i årtier gennem blandt andet Wall Street, men også fonde, institutioner for uddannelse og såkaldte politiske tænketanke som Council of Foreign Relations (CFR), både i USA og Europa, er i mange år gået efter det fuldstændige monopol over folkevalgte regeringer, penge, industri og ejendom, et monopol, der ifølge dem skal være ”selvbevarende og for evigt”

”Nogle tror endda, at vi er en del af en hemmelig klike, der arbejder mod De Forenede Staters interesse, betegner min familie og mig som ”internationalister”, der rotter os sammen med andre rundt om i verden for at opbygge en mere integreret, global politisk og økonomisk struktur – èn verden om du vil. Hvis det er sigtelsen, er jeg skyldig, og jeg er stolt af det”, skrev patriarken David Rockefeller fra det amerikanske Rockefeller-dynasti, der døde 101 år gammel i 2017, på side 405 i sine erindringer for år tilbage.

Så, nej, Martin Graeser, glem alt om tvungen opsplitning af de store konglomerater anno 2018 eller at Danmarks statsminister, hvad enten denne hedder Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, skulle give mindre legitimitet og magt til en amerikansk virksomhed som Facebook, for Venstre og Socialdemokratiet har sammen med de fleste andre partier i Folketinget for længst overladt vores lille nation til de globale og multikulturelle kræfter gennem lobbyismen i EU, der gør alt for at sprænge de demokratiske nationalstater i luften og fjerne enhver nationalitetsfølelse fra befolkningerne, så de i stedet kan skabe en kollektiv bevidsthed i nationalismens sted.

Når man som ganske almindelig politisk engageret borger kan erfare, at otte ud af ti EU-direktiver i dag bliver direkte implementeret i dansk lovgivning uden om de 179 folkevalgte politikere, og uden at nogle af EU-partierne protesterer imod dette, ja, så kan man nøgternt konstatere, at de privatejede koncerner og konglomerater allerede har forvandlet klodens demokratier til billige og tarvelige kulisser for et superkapitalistisk autoritært styre, og gjort de folkevalgte i blandt andet Danmark og andre EU-lande til simple lønmodtagere (håndlangere) for klodens hårdkogte superkapitalister med deres magtfulde koncerner og konglomerater inden for bank, finans, industri, energi, mad, medicin, kommunikation, sikkerhed, velfærd etc.

Tragedien for vores børn og børnebørn er imidlertid, at de som de sidste par generationer vil blive fuldstændig hjernevasket fremover i hverdagen af Facebook, Google, Instagram, Twitter og de mange andre smarte opfindelser fra Silicon Valley, hvis ikke de snart lærer at tænke selvstændigt og ”uden for boksen”, altså smider Facebook og smartphonen fra sig i lange perioder, og i stedet dyrker stille eftertanke og fordybelse i ensomhed, så de kan udvikle deres personlige menneskelige kvaliteter og intelligens.

Men hvis det ikke sker, vil vores børn og børnebørn i stedet udvikle sig til simple ubegavede flokdyr, der, for at overleve socialt og økonomisk i hverdagen, kan dirigeres i en hvilken som helst retning af onde kræfter, og her er blandt andet Facebook et fremragende instrument, som de magtfulde superkapitalister aldrig vil slippe eller begrænse, når det kommer til stykket. Ej heller ikke nørderne i Silicon Valley, som i den sidste ende alle styres og kontrolleres af klodens store familiedynastier og den kommunistiske superstat Kina med flere.

Det ægte demokrati er desværre nok afgået ved døden.

jørgen djørup, Søren Fosberg, morten rosendahl larsen, Michael Waterstradt, Flemming Berger, Kim Houmøller, Randi Christiansen, Michael Borregaard, Anders Graae, Torben Skov, Espen Bøgh, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ole B.

Det var en lang omgang, - men absolut værd at læse, og så kom du godt rundt om det hele.

Søren Fosberg, morten rosendahl larsen, Michael Waterstradt, Flemming Berger, Kim Houmøller, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Historien vil blive målt ud fra menneskehedens beslutninger i dag. At regne med politikerne gør det, kræver at lobbyismens moralske bue bøjes mod retfærdighed. Dette har dog fandens svære kår da deres netværk mere eller mindre holder verden i et jerngreb. Den totalt (u)gennemskuelige tale er således udmærket ved en dobbelt bevidsthed. På den ene side holdes der på traditionel fast i, at markedet blot ’formidler’ kapital – fra opsparing til investering – men på den anden side boltrer de sig i deres sande lidenskab: at lave modeller over risiko, og hvordan investorerne kan tjene på den.

Derfor fokuseres der ofte på deregulering af kapitalmarkederne, der har fundet sted især fra begyndelsen af halvfjerdserne. Med Marx i hånden kunne man sige, at de, flytningen fra produktion til finansiering ’fordobles’ til ikke bare at være sig selv, men også et stykke papir eller en elektronisk postering, der på en obskur måde referer til et realt produkt eller dets afkast.

Dette er dog langt fra nyt. Chicago Board of Trade startede helt tilbage i 1848 med at handle korn på fremtidige kontrakter (’futures’). Altså, bønderne solgte deres høst på forhånd, og det gældsinstrument, der så blev udstedt, kunne handles videre af dem, der mente, at det realiserede høstresultat ville blive bedre eller dårligere, end kontrakten antog.

På denne måde er det vendt på hovedet fra produktion til finansiering. Det, der produceres, er kun at regne som et beskedent afkast til den store finansielle cyber-kapital, der flere gange når rundt om verden og konkurrerer med drivhusgassen om at kvæle os - alt imens vi blot kan vente på den næste krise, der kan kapitaliseres på.

Kort sagt. Hvad markederne har lært, smider de ikke uden videre på møddingen. Eller sagt på en mere direkte måde: Ved at være sovset godt ind i finansalkymien kan de ultrarige undgå at falde i den faldende profitrates fælde som rammer mindre uskyldige erhvervsdrivende som ikke har samme muskelstyrke som dem der gennem (krigs)lobbyismen bøjer retfærdighedens (u)moralske bue. Finanser omplanter jo fremtiden til nutidens niveau. Det er jo altid det fremtidige afkast, der kapitaliseres.

Og så længe det vedbliver med at være sådan vil vi se den (u)retfærdighed der præger hastigheden på det sociale(hamster)hjul, specielt for dem som af forskellige grunde er uden for arbejdsmarkedet.

jørgen djørup, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ole brockdorff : "Det ægte demokrati er desværre nok afgået ved døden."

Har det levet? Som i herredømmefrit og uden tvang? Og i så fald hvor?

Det er en ny bevidsthed, som må vækkes, hvis mørket skal oplyses.

Læs krishnamurti 'fri for vold' og få vist, hvor ondets rod er.

Det er et skræmmende, virkelighedstro, mærkeligt og egentlig unødvendigt scenario, du ridser op. At nogen kan blive så opslugte af forvrængning, at de vælger ødelæggelse i stedet for livet. Dette onde må have et ophav, som må mødes. Man kan passende begynde med nøgtern iagttagelse af sig selv og sine omgivelser. En disciplin krishnamurti praktiserer til stor inspiration og glæde - lektionerne er befriende logiske og ægte.

Sagde de så og har en "del på twitter" & "del på facebook" knap, desuden laver siden en forespørgsel til adform.net selvom man er betalende medlem.

PS: god artikel og er glad for information generelt :)

Jeg tvivler på man kan tillade sig at kalde Ayn Rand skriblerier for store filosofiske værker, og samtidig blive anset for at være ved sine fulde fem.

Den rå samfundskapitalisme som hun gik ind for, efterlevede hun ikke selv i hendes livs efterår, - hvor hun i stedet for at lægge sig og dø fordi hun ikke kunne betale for og til livets opretholdelse, men i stedet tog imod statens forsørgelse, da hun ikke kunne forsørge sig selv.

Dobbeltheden heri taler vist rigeligt for sig selv - om Ayn Rand.

René Arestrup

Ayn Rand var en fantast, som lod sig besnære af tanken om ultimativ, individuel frigørelse, hvilket, helt isoleret, er en smuk tanke. Hvad hun ikke forstod var, at mennesket ikke er en monolit, men et socialt væsen, som er dybt afhængig af at indgå i sociale relationer for overhovedet at have en mulighed for at realisere sig selv.

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Ja – vi lever i spænende tider (Confucious). Uanset hvilke illusioner vi har: mennesket, Homo Sapiens, er en del af naturen, og som sådan udvikles vi – og våre samfund – ikke efter demokratiske beslutninger, eller folkets vilje. Og det sker ikke kontrolleret. Gamle AP Møller startede at drive skibe med damp – fordi han var den meget lille del af menneskeden som ville udvikle. Kina blev det det er i dag fordi Mao og få andre ville det. USA har sine nationen fædre.
Allan Turing medudviklede forudsætningerne for dagens computer eksistens og Facebook, dog uden at ha det fænomen som mål, han kan ikke drages til ansvar, så lidt som Zuckerberg kan drages til ansvar for hvad mennesker udvikler FB til. Bohr/Heisenbergs kvantemekanik forståelse er forudsætningen for at kvantecomputer – eventuelt – kan udvikles, men de kan ikke stilles til ansvar for de konsekvenser det må ha, og det var aldrig politisk besluttet. Folket, i hvilken form vi, ”masserne”, som nostalgisk er glade for det som var, organiserer os – vi kommer altid bagefter. Specielt demokratiets beslutningsproces er alt, alt for langsomme: når vi, i den tid det tager EU for eksempel – hvad danske vil er ligegyldigt – at enes om at takle et af udviklingens problem, er der allerede udviklet fem andre mere betydningsfulde ”problemer”. Den meget lille del af menneskeheden – fra den som først plantede hvede, til de som udvikler AI gør det fordi de kan, de er sådan, det er natur fænomen. Konsekvenserne af al udvikling er så uoverskuelige at, hvilke maal de end matte ha, INGEN kender fremtiden – men den kommer, og så længe Homo har sin gang på kloden, ophører udviklingen ikke, Den har intet mål i sig, og den vil altid overraske. Klodens udvikling, inklusive mennesket og dets samfund, udvikles ikke deterministisk

Helle Degnbol

Kære Martin Graeser. Du sætter nyttigt og perspektiverende "kapitalismens magtcentrum" på plads. Du ønsker en anden og bedre verden, og løsningen er først og fremmest "mere kontrol udefra, altså regulering. Det begynder med, at virksomheder som Facebook og Google (Apple og Amazon) ikke længere kan løbe fra regningen, men skal være ansvarlige for, hvad deres platforme bliver brugt til". Og du foreslår sidst i indlægget, meget fornuftigt, lidt mådehold fra (dansk) politikerside i brugen af Facebook. "Hvorfor giver landets leder, og pressens minister, så meget legitimitet og magt til en amerikansk virksomhed på vej til verdensherredømme?"

I disse dage diskuteres digital indsamling og udnyttelse af personlige data, og der ledes med lys og lygte efter alternativer til fx Facebook.

Selv er du direktør for Kvantum Copenhagen og stiftende partner. Jeg læser mig på nettet til, at firmaets fokusområde er databaseret online markedsføring for kunder, som ønsker at øge deres online forretning. I gør åbent rede for jeres arbejde for optimering af e-handel "i den digitale virkelighed", med brug af digital kunderelationsstyring ("Vi hjælper vores kunder med at etablere en dybere forståelse af deres kunders præferencer og vaner") og fx Google Adwords og Google display netværk. Der tales bl.a. om potentiel optimering af investeringer i "digital content" og sociale medier.

Kunne du fortælle Informations læsere mere om dit eget firma, metoder og vilkår? Som jeg forstår det, er virksomheden dansk. Kunne du fortælle, hvorved virksomheden i øvrigt distancerer sig fra det, du benævner som "denne trussel, der vokser dag for dag" ? Med venlig hilsen.

morten rosendahl larsen

Lars Seier (ejer af Saxobank) Har for ganske nyligt, for egne midler ladet AR's uhyrligheder genoptrykke i over 30.000 eksemplarer. Som ligeledes for egen regning, er blevet rundsendt til, hvad han ser som meningsdannere og andre indflydelsesrige danskere.... Sidste gang jeg gjorde opmærksom på det, blev min kommentar fjernet, lad os se om det sker igen..?

Eva Schwanenflügel

Ayn Rand mente, at man burde udrydde de såkaldte "krævende personer".
Med det mente hun dem der arbejdede.
Ifølge Ayn Rand udnyttede de overklassen, der havde stillet deres virksomhed til rådighed for arbejdsmarkedet, og ladet de proletariske masser udnytte deres goodwill.
Med andre ord; de burde slås ned for fode. Hvilket hun beskrev i flere manifester og bøger.

En russisk apoteker-datter flygter fra kommunismen, men viderefører budskabet om social kontrol og rigid maskulinisme til et liberalt land som USA. Hvor dette budskab ikke vinder den store genklang før Tea-Party bevægelsen.
Derefter finder budskabet vej til Danmark via Liberal Alliance og deres nationale pejepunkt SKATTELETTELSER. Og deres sponsor Lars Seier.