Kommentar

Socialforskningen kompromitterede sig selv, da den blev ideologisk

Da socialpolitikken i 1970’erne blev funderet strikt på socialforskning, gik det helt galt. Det er ikke rettet op endnu, og socialforskningen har heller ikke genvundet sin tabte autoritet
17. april 2018

Niels Ploug, Mette Wier og Lisbeth Pedersen skrev en kronik i Information den 7. april, hvor de slog et slag for mere intens anvendelse af socialforskning i en stærkere evidensbaseret socialpolitisk indsats.

Som gammel offentligt ansat socialforsker ville jeg ønske, at jeg kunne tilslutte mig denne i princippet fornuftige argumentation. Sagen er bare den, at socialforskningen i løbet af velfærdsstatens historie har kompromitteret sig selv, så den har mistet autoritet.

Det er korrekt, at der efter Anden Verdenskrig udviklede sig en ny tro på videnskabelighed og planlægning. Men videnskabeligheden nåede efter 1960’erne at blive aldeles ideologisk fordrejet. Tabet af troværdighed og autoritet er endnu ikke indhentet. Det blokerer for en mere intensiv inddragelse af socialforskningen.

Den nok mest indflydelsesrige socialforsker i 1970’erne var Bent Rold Andersen, der var mastertænkeren bag 1970’ernes socialreformer og på det tidspunkt en toneangivende socialdemokrat. I 1982 sammenfattede han sine betragtninger i bogen Offentlig sektor, privatisering og velfærd.

Her skriver han:

»Velfærdsstaten er en fremragende konstruktion. Det er den, fordi den næsten helt har adskilt pligter og rettigheder for den enkelte borger. Det er det, som giver den brede solidaritet.«

Og videre:

»En velfærdsstat, som overskærer båndet mellem pligter og rettigheder, må nødvendigvis forudsætte en solidarisk indstillet borger.«

Med sådan et udgangspunkt påviste Rold Andersen, at den samfundsøkonomisk effektive socialpolitik var uden nogen grænse for, hvor store sociale ydelser borgere kunne modtage.

Forskningens anbefalinger holdt ikke stik

Rent faktisk blev Rold Andersens tankesæt i vid udstrækning lagt til grund for den sociale bistandslov, som trådte i kraft i 1976. Ved bistandslovens ikrafttræden rundsendte socialministeren en pjece til alle husstande, hvor det Rold Andersen’ske såkaldte indkomstbortfaldsprincip blev populariseret:

»Ved siden af hjælpen til mad og tøj får De dækket alle rimelige faste udgifter. Det betyder først og fremmest, at De får hjælp til boligudgifter, så De ikke på grund af vanskeligheder – der forhåbentlig driver over – skal være tvunget til at sælge hus eller opgive en god lejlighed. De kan også få dækket andre almindelige faste udgifter, for eksempel afdrag på møbler og andet indbo, der er købt på afbetaling, præmier på sædvanlige forsikringer og betaling af telefonabonnement,« stod der, idet også hjælp til betaling af bil blev fremhævet.

Og videre:

»Foruden hjælp til løbende udgifter kan De også få hjælp til engangsudgifter, for eksempel til nødvendige omkostninger ved indretning af hjemmet.«

I begyndelsen blev finansieringen klaret ved, at pengene blev lånt i udlandet, og det var også forskningsmæssigt velbegrundet, idet der var tale om en investering i rehabilitering, som ifølge tidens tænkning rigeligt ville betale sig tilbage på sigt.

Det viste sig ikke at holde stik. Socialforskningens anbefalinger førte Danmark ud i en økonomisk katastrofekurs, som det tog flere årtier at rette op. Men det afgørende var nok alligevel, at almindelige danskere, som de er flest, fandt det aldeles galimatias med sådan en politik, hvor bistandsmodtageres ydelse så langt kunne overstige arbejderes lønindkomst.

Upopulære konklusioner forsvandt

Kompromitteringen af socialforskningen skete også i kraft af en udhuling af den forskningsmæssige uafhængighed.

Mette Wier har været min chef på Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, AKF. Her blev min ansættelse bragt til ophør på mit initiativ, da jeg fik en skriftlig forholdsordre i forhold til et kommende projekt med følgende ordlyd:

»Vi tror gerne, at der ikke er ugler i mosen nu. Men samtidig forudser vi, at projektet sagtens kan komme til at producere umiddelbare ’uskyldige resultater’, som vil skabe irritation i KL eller det, der kan være værre. Derfor forestiller vi os, at du …«

Forinden havde jeg oplevet, at uhensigtsmæssige resultater var forsvundet i det ministerium, der havde betalt for at få dem lavet, at en ministersekretær havde siddet på mit kontor og skrevet mine konklusioner om, og at et ministerium – Socialministeriet faktisk – havde smidt et kapitel om ungdomsboliger ud, fordi det rummede en efter ministerens opfattelse for positiv beskrivelse af, hvorledes unge uden for de statsstøttede ungdomsboliger udmærket klarede sig på boligmarkedet.

Og jeg er jo ikke den eneste socialforsker, som har den slags erfaringer i bagagen. Jeg klarer mig, fordi den private organisation, CEPOS, giver mig husly, men de fleste socialforskere har ikke den slags flugtmuligheder, og så sidder de i suppedasen.

Der er altså lang vej forude, såfremt socialforskningen i Danmark skal genvinde den respekt, som den selv har sat over styr.

Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS og ekstern lektor på Københavns Universitet. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL

Serie

Hvorhen, socialpolitik?

Det herskende socialpolitiske paradigme er nået til vejs ende, mener eksperter. Beskæftigelsen boomer, men mentalt har vi det dårligere. Spørgsmålet er, hvordan socialpolitikken bringer os videre. Det sætter Information fokus på.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
  • David Zennaro
Christian De Thurah og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Er der redigeret i artiklen?
Den forekommer i høj grad usammenhængende.

Lillian Larsen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Nååå da, Henrik Christoffersen, er du blevet ked af det og fonærmet over, at din ansættelse blev bragt til ophør, fordi der var ideologiske kræfter på spil, så du var nødt til at søge ansættelse hos CEPOS, som jo så heldigvis er helt ideologineutral. Hold da op, hvor er det synd for dig, og hvor er det troværdigt, det du skriver.

Hanna Grarversen, Karsten Lundsby, Thomas Tanghus, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis, Steffen Gliese, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Jens Erik Starup og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det lyder jo langt mere generøst på papiret, end det på noget tidspunkt var i virkeligheden med den bistandslov.
Men hvad er konsekvensen af en sådan offentlig social sikkerhed? Næppe at folk på arbejdsmarkedet følte sig forfordelt - for loven gjorde sin virkning ved at presse løn og arbejdsvilkår i en positiv retning for lønmodtagerne, samtidig med at det sikrede dem friheden til at ikke skulle finde sig i ringe vilkår.
Desuden er der jo her tale om folk på bistandshjælp, ikke folk på dagpenge, der ved arbejdsløshed var sikret en så væsentlig del af lønnen, at skatten for mange næsten ophævede nettoforskellen.
Det var et system, vi kunne være stolte af - og Rold havde helt rigtigt fat i det med adskillelse af ret og pligt.

Hanna Grarversen, Katrine Damm, Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Bent Rold Andersen :
"Velfærdsstaten er en fremragende konstruktion. Det er den, fordi den næsten helt har adskilt pligter og rettigheder for den enkelte borger. Det er det, som giver den brede solidaritet."

Og lige netop den præmis er jo forvandlet til ukendelighed, fordi beskæftigelsesområdet har opslugt det socialpolitiske, og al snak om solidaritet, lighed og fairness har måttet forstumme.

Borgere som idag kommer ud for en social begivenhed, som fx sygdom, skilsmisse, dødsfald i familien eller arbejdsløshed, vågner først op til det tilintetgørende ingenmandsland det er at være i systemets vold, når det er for sent.
De er ikke - som de hidtil har troet - omfattet af en samfundskontrakt der hjælper dem på fode igen.
Tværtimod er de prisgivet en deroute, der aldrig ender.
Det er der sgu rigelig evidens for.

Avisen.dk, Torsdag 7. Januar 2018
"De syge må klare sig selv - til de ligger i rendestenen med deres familie"
(Om lønmodtagere der havner i langvarig sygdom)
Af Ulf Harbo
https://www.avisen.dk/de-syge-maa-klare-sig-selv-indtil-de-selv-og-deres...

Hanna Grarversen, Karsten Lundsby, Thomas Tanghus, Katrine Damm og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Ingen forskning er værdifri. For mig at se legitimerer CEPOS’ socialforskning en asocial politik, skønt den grundlæggende hensigt nok er at spare penge. Hvis tilhængerne af en mere liberalistisk økonomi for alvor vil reducere behovet for dyre velfærdsordninger, kunne de jo interessere sig mere for en spredning af ejendomsretten. Men så foretrækker de nok alligevel de dyre velfærdsordninger. Jo mere ejendomsretten koncentreres hos nogle få, jo større bliver behovet for velfærdsordninger.

Hanna Grarversen, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Det var en fornøjelse som nyuddannet socialrådgiver at være med til at søsætte lov om social bistand. Den var frisættende for socialt arbejde for engagerede socialarbejdere, og frisættende for brugerne, der nu kunne forvente og havde fordring på, at det indførte skønsprincip ville medføre individulle hensyn i sagsbehandlingen og de deraf afledte afgørelser. Spændende og udfordrende og en anledning til mange socialfaglige diskussioner blandt medarbejderne og i forhold til brugerne. Dynamisk.
Samtidig medførte skønsprincippet en flad ledelsesstruktur hvor mange afgørelser blev lagt ud til at blive foretaget i medarbejdergrupper.
Nå, men tilbage til nutiden, som vel bedst kan beskrives som det totalt modsatte fyldt med mistro, mistillid, kontrol og magtenevælde.
Selv forsvandt jef fra den store forvaltningsmaskine som efterhånden fulgte efter, og fandt ind i mere nichepræget arbejde, hvor jeg fortsat stort set kunne gå hjem til fyraften med selvrespekten i behold.

Vivi Rindom, Karsten Lundsby, Thomas Tanghus, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Det forekommer mig at Henrik Christoffersens indlæg delvist er præget af en personlig polemik, mod tidligere arbejdsgivere. Det synes jeg, i sig selv, er svært at forholde sig til, da det må siges at være et partsindlæg.
Noget andet og mere principielt er udlægningen af forbindelsen mellem social lovgivning, bistandsloven i dette tilfælde, og den økonomiske udvikling. En central pointe synes her at være at det var en "generøs" social lovgivning, der kan udpeges som hovedårsagen til de økonomiske problemer der vitterligt var i Danmark i 1970-erne og 1980-erne. Men det er et spørgsmål, om ikke debattøren har "glemt" et par forhold. Dels at der, i begyndelsen af 1970-erne, var tale om en ganske voldsom prisstigning både på importeret energi og importerede råvarer. En graf for prisindeks 1970 - 1974 viser følgende udvikling:
Brændsel 1970: 100, 1974: 300.
Råvarer 1970: 110, 1974: 250.
Industriens import af varer 1970: 125, 1974: 225
Landbrugets import af varer 1970: 100, 1974: 150.
Kilde Gyldendal og Politiken: Danmarks historie, bd. 15, s. 104.
Det blev altså med andre ord ganske meget dyrere at producere og afsætte varer i Danmark og dermed også på de danske eksportmarkeder.
Dette kan også ses afspejlet i ledighedsstatistikken: i 1970-ernes begyndelse lå arbejdsløsheden på et par procent (i praksis det man regner for fuld beskæftigelse) medens ledigheden steg fra 1972 og frem til 1992 lå på over 10 procent. (Kilden er her Politiken og Gyldendal: Danmarks Historie bd. 17, s. 142).
Af det ovenstående kan i alt fald udledes følgende:
1. For at forstå den økonomiske udvikling, i årene efter vedtagelsen af bistandsloven, må man nødvendigvis også inddrage faktorer der ligger ud over selv lovens udformning. Så meget mere da vi har med en social lovgivning at gøre, der skal fungere i en samfundsøkonomisk virkelighed.
2. Forståelsen af de økonomiske forhold i Danmark, på daværende tidspunkt, kan ikke baseres udelukkende på en vurdering af de hjemlige forhold, men må ses i forhold til en international udvikling. Dette forhold demonstreres ved prisudviklingen på de importerede rå- og hjælpstoffer. Læg så her til at hele den vestlige verden oplevede et økonomisk tilbageslag, i 1970-erne, bla. begrundet i de stigende råvarepriser.
Ovenstående bemærkninger burde demonstrere at indlægget er for ensidigt i sin forståelse af, hvorledes bistandsloven (i videre perspektiv den sociale lovgivning) påvirkede den danske økonomi fra slutningen af 1970-erne og frem. Dette er for så vidt interessant fordi denne ensidige forståelse optræder i en artikel hvis hovedsigte er at påvise at socialforskningen har kompromitteret sig selv, fordi den angiveligt er blevet ideologisk!
Hvad det sidste angår: påvisningen af den, angiveligt, ideologiske socialforskning og socialpolitik indløses ved at citere fra en bog udgivet af Bent Rold Andersen i 1982. Det er dog et centralt spørgsmål om de fremførte citater kan sige noget om den socialpolitiske praksis, som den blev udformet i de kommuner der skulle administrere lovgivningen og dermed føre de socialpolitiske målsætninger ud i livet. Endvidere om den forskning, der faktisk er udført og hvis resultater er blevet publiceret kan siges at være ideologisk betinget. Det ved vi faktisk ikke, for det fører forfatteren ikke bevis for. Det er nærliggende her at tænke at der er en ideologisk farvet kritik på spil - men man forstår jo at dette slet ikke er skribentens ærinde. Så det er selvfølgelig en vildfaren tanke for undertegnedes vedkommende.
Mvh. poul.

Vivi Rindom, Poul Erik Riis, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Poul Erik Pedersen

Tja, ironiske påpejelser af unøjagtigheder kan vel også udgøre væsentlige beviser ;-)

Peter Sterling

Propaganda kompromitterer sig selv, da den er ideologisk funderet.

Som garvet kommentator på de sociale medier ville jeg ønske, at jeg kunne tilslutte mig troen på medierne. Sagen er bare den, at lobbyfirmaer overfylder medierne hver uge med løgn, og at propagandister i løbet af historien har kompromitteret sig selv, så de og medierne har mistet autoriteten.

Det er korrekt, at der før Anden Verdenskrig udviklede sig en ny tro på Propaganda og Public Enlightenment. Men lobbyfirmaer nåede efter 1960’erne at blive aldeles ideologisk fordrejet i neoliberalisternes hænder. Tabet af troværdighed og autoritet er endnu ikke indhentet. Det blokerer for en mere intensiv inddragelse af efterretninger, datasamling og oprettelse af et propagandaministerium. Det betyder naturligvis ikke at der ikke er nogle som forsøger.

Den nok mest indflydelsesrige propagandist, der var mester bag propagandaen under anden verdenskrig, og på det tidspunkt en toneangivende lobbyist, sammenfattede sine betragtninger på skrift. Bl.a. skrev han: »Jo større løgnen er, desto mere bliver det troet.« Og videre: »Hvis du gentager en løgn nok nok, vil folk tro på det, og du vil selv komme til at tro det selv.«

Med sådan et udgangspunkt påviste han, at propaganda var uden grænse for, hvor store løgne borgere kunne modtage. Rent faktisk blev hans tankesæt i vid udstrækning lagt til grund for den propagandavidenskab, som bliver brugt i dag af diverse lobbyfirmaer.

I dag ser vi at dette såkaldte propagandaprincip er blevet populariseret: »Propaganda skal lette forflytningen af ​​aggression ved at specificere målene for had.« Og videre: »Tænk på pressen som et godt tastatur, som propagandisten kan spille.«

Hvem er det som betaler for lobbyfirmaerne i dag?

I begyndelsen blev finansieringen til propagandisterne klaret ved, at pengene blev betalt af erhvervslivet, og det var ideologisk funderet, idet der var tale om en investering i formuen, og ifølge tidens tænkning rigeligt ville betale sig tilbage på sigt.

Lobbyfirmaernes anbefalinger førte Danmark ud i en social katastrofekurs, som det vil tage årtier at rette op på. Men det afgørende er nok alligevel, at almindelige danskere, som de er flest, finder det aldeles galimatias med sådan en politik, hvor de socialt udsatte bliver berøvet enhver indkomst.

Der er altså lang vej forude, såfremt lobbyfirmaerne i Danmark skal genvinde den respekt, som de selv har sat over styr. Kompromitteringen af lobbyfirmaerne sker også i kraft af en udhuling af propagandisternes uafhængighed.

Propaganda skal være omhyggeligt tidsbestemt. En propaganda-kampagne skal begynde på det optimale øjeblik. Kommunikationen skal nå publikum før konkurrerende propaganda. Propaganda skal mærke begivenheder og personer med særprægede sætninger eller slogans. Troværdigheden alene skal afgøre, om propagandaproduktionen skal være sand eller falsk.

Propaganda skal påvirke fjendens politik og handlinger. Undgå abstrakte ideer - appeller til følelserne. Gentag blot et par ideer. Brug stereotype sætninger. Giv kun den ene side af argumentet. Kritiser kontinuerligt dine modstandere.