Kronik

Socialministeren: Viden er nøglen til et bedre liv for udsatte og sårbare borgere

Der skal mere end dygtige fagfolk, engagerede frivillige og velvillige politikere til at skabe et bedre liv for udsatte og sårbare borgere. Socialpolitikken har brug for større viden om de indsatser, der rent faktisk virker
For socialminister Mai Mercado handler socialpolitik om at give udsatte mennesker og mennesker med handicap et bedre liv.

For socialminister Mai Mercado handler socialpolitik om at give udsatte mennesker og mennesker med handicap et bedre liv.

Christian Lindgren

20. april 2018

Med en kronik i Information d. 7. april 2018 satte forskerne Niels Ploug, Mette Wier og Lisbeth Pedersen fokus på den manglende viden på socialområdet. Jeg er glad for lige præcis det fokus, for det er netop også en af mine kæpheste på det vigtige område, som jeg er minister for. Og heldigvis er vi godt i gang.

For mig handler socialpolitik – helt grundlæggende – om at give udsatte mennesker og mennesker med handicap et bedre liv. Personer med misbrug, dem, der er blevet hjemløse, mennesker med autisme eller uden hørelse, anbragte børn i plejefamilier, voldsramte på krisecentre.

Det er mennesker som dem, jeg arbejder for at give større livskvalitet. For nogle er målet et liv med uddannelse og job, for andre er målet at blive mere selvhjulpne og få et stærkere socialt netværk. For alle tager målet udgangspunkt i den enkeltes situation og det konkrete behov for støtte og hjælp.

Men, som forskerne også peger på i deres indlæg, er vi nødt til at vide, hvad der virker for den enkelte for at kunne gøre en forskel. Hvor skal vi tage fat, og hvordan skal vi gøre det? Hvordan får vi den hjemløse i egen bolig – ikke bare et par måneder, men varigt? Hvordan hjælper vi plejefamilien til at skabe et trygt hjem og en god skolegang for den pige, der ikke kan bo hos sin svært psykisk syge mor? Og hvordan åbner vi døren til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet for den unge mand med ADHD, der ikke rigtigt har passet ind i før?

Det kræver dygtige fagfolk, engagerede frivillige og politisk vilje at have et samfund, der også tager sig af sine mest udsatte og sårbare borgere. Men det er ikke nok. Det gælder både i ministeriet, hos socialrådgiverne, i kommunerne og blandt civilsamfundsorganisationer og øvrige interessenter og aktører på socialområdet, at der er behov for viden om, hvad det findes af værktøjer og redskaber, der kan gøre forskellen for det enkelte menneske.

Arbejde opprioriteret

De samlede udgifter til sociale indsatser udgør cirka 45 milliarder kroner om året, og regeringens sociale mål viser, at de penge i mange tilfælde ikke gør en tilstrækkeligt stor forskel. Og vi mangler fortsat viden om, hvad der skal til for at gøre det bedre. Viden om, hvad der virker, har derfor længe været efterspurgt bredt blandt aktører og interessenter på området – både lokalt i kommunerne og på nationalt niveau.

Det samme gør Frank Ebsen, docent på Institut for Socialt Arbejde på Københavns Professionshøjskole, i sin kronik i Information den 14. april. Han mener, at vi skal finde ud af, hvordan de professionelle, der møder borgerne, skal handle i hverdagen, og hvordan der sker forbedring, for det sker ifølge ham ikke i dag. Men – heldigvis – er det lige præcis det arbejde, vi er i gang med og har været i gang med i nogle år nu.

Arbejdet med en mere vidensbaseret socialpolitik er blevet væsentligt opprioriteret over en bred kam med de seneste to regeringsgrundlag. Den samlende ramme for arbejdet er de sociale mål. Et ambitiøst arbejde, som kræver tålmodighed, for det, der over årene kan blive til store sociale forandringer til det bedre, kan her og nu syne af små skridt.

I Børne- og Socialministeriet kommer det styrkede fokus på en vidensbaseret socialpolitik blandt andet til udtryk i arbejdet med at forbedre datagrundlaget på hele socialområdet og et markant større fokus på at bruge data i analyser. Blandt andet i ministeriets årlige Socialpolitiske Redegørelse og i de analyser, som ministeriet løbende offentliggør. Analyserne kan pege på, hvor der er behov for nye måder at gøre tingene på – for eksempel ved at organisere og implementere indsatsen bedre eller samarbejde om indsatsen på tværs af myndigheder og forvaltninger.

Nye redskaber

Et centralt element, når vi skal have en mere virksom socialpolitik, er arbejdet med at udvikle og udbrede metoder på socialområdet. I 2017 lancerede vi en strategi for, hvordan man udvikler sociale indsatser med dokumenteret effekt, som skal sikre et større afkast af de midler, vi sætter af til området.

Samtidig udvikler vi nye redskaber og strukturer, der skal understøtte en mere vidensbaseret og omkostningseffektiv indsats på socialområdet fremover. Det gør vi med de nye sociale investeringspuljer, lanceringen og videreudviklingen af Den Socialøkonomiske Investeringsmodel SØM og ved etableringen af den nye Sociale Investeringsfond.

Dokumenteret effektfulde metoder over for forskellige grupper af borgere er kun én side af sagen. Der er blandt andet også behov for fokus på at udvikle vidensbaserede samarbejdsmodeller, organisationsformer og styringsredskaber. Det vil ofte ske med udgangspunkt i en lokal praksis. Og en succesfuld social indsats kræver ofte et tæt samarbejde på tværs af kommunale forvaltninger og myndigheder, der kan sikre en sammenhængende indsats eksempelvis i beskæftigelses- og uddannelsessystemet og i sundhedsvæsenet.

Et eksempel kan være en hjemløs borger, der – ligesom tre ud af fire hjemløse – har en psykisk sygdom og/eller et misbrug. Det sociale system hjælper med det akutte behov for en bolig og hjælper med de rette sociale indsatser, så borgeren kan fastholde boligen. Samtidig skal den psykiske sygdom først og fremmest behandles i sundhedssystemet, ligesom der bliver taget hånd om misbruget.

Derfor er det også centralt, at data på socialområdet kan kobles med andre data. Det giver ikke bare et grundlag for at generere tal og analyser, som kan fortælle, hvad problemerne er – og hvor der skal sættes ind. Det giver også kommunerne bedre muligheder for at sammenligne sig med hinanden og udveksle erfaringer, sådan som Frank Ebsen efterspørger.

Ingen let forandring

Vi kan kun få viden om sociale indsatser på en systematisk måde, hvis der er dokumentation for, hvem der modtager indsatserne, og hvad der kommer ud af indsatserne for den enkelte borger. Dokumentationen skal opleves som meningsfuld for alle involverede. Derfor er det godt, at der er ved at blive ryddet op i de statslige indberetningskrav som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi for socialområdet.

Der er lagt vægt på at fjerne krav til indberetning af oplysninger, der ikke længere bliver brugt i tilstrækkelig grad, eller som registreres andre steder. Og at sagsbehandlerne kun skal registrere den samme oplysning én gang.

For eksempel er halvdelen af kravene til indberetninger om anbringelser fjernet. Blandt andet skal nogle af de data, der vedrører processen frem for selve anbringelsen, ikke længere indberettes til statistikken. Og i forhold til underretningsstatistikken fjernes syv ud af 15 indberetningskrav. Helt konkret betyder det, at kommunale sagsbehandlere bliver lettet for en byrde på tusindvis af årlige indberetninger. Det åbner for, at medarbejderne får mere tid til arbejdet med børnene.

Tal og analyser gør det ikke alene, men de giver et nødvendigt afsæt for prioritering, udvikling og nytænkning i socialpolitikken, så sociale aktører kan lære af hinanden, hvis eksempelvis socialrådgivere i én kommune har en særlig vellykket tilgang til, hvordan de hjælper udsatte borgere, så er der god grund til at afprøve det andre steder.

Det kan også være en koordineret indsats, der giver bedre sagsgange. På den måde lærer kommunerne af hinanden, og staten kan være med til at udbrede de gode eksempler til god praksis flere steder.

Det er ingen let forandring, men den giver alverdens mening. Og her er viden essentielt, hvis vi skal have mere ud af vores sociale engagement og skabe et bedre liv for udsatte mennesker og mennesker med handicap.

Mai Mercado (K) er børne- og socialminister

Serie

Hvorhen, socialpolitik?

Det herskende socialpolitiske paradigme er nået til vejs ende, mener eksperter. Beskæftigelsen boomer, men mentalt har vi det dårligere. Spørgsmålet er, hvordan socialpolitikken bringer os videre. Det sætter Information fokus på.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Systemer, data og registreringer kan ikke hjælpe mennesker.

Mennesker (med gensidig respekt) kan hjælpe mennesker.

Vibeke Hansen, Vivi Rindom, Søren Andersen, Anne Eriksen, Ken Sass, Anne Schøtt, Bjarne Andersen, Katrine Damm, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, D. Joelsen, Carsten Munk, Dorte Sørensen, Tue Romanow og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"hvad det findes af værktøjer og redskaber, der kan gøre forskellen for det enkelte menneske."

Værktøjer og redskaber som kan gøre forskellen for 'den enkelte'; ikke vilkår og muligheder som kan sikre alle gode betingelser. Alt er ved det kendte.

Katrine Damm, Jonathan Larsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Det er jo den meget vidende konservative politiker, der med stor viden og kompetence kunne placere ansvaret for fattigdom. Det var de fattiges egen skyld. For de kunne jo bare have sparet op til fattigdommen. Såre enkelt.

Ulla Sauer, Knud Chr. Pedersen, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Heidi Larsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Kære Mai Mercado
D. 16. marts d.å. sagde din partiformand, justitsminister Søren Pape Poulsen, til Politiken: ”Hvis alt skulle hænge på undersøgelser, så skulle vi bare afskaffe folkestyret. Så fik vi ekspertstyre. Vi har folkestyre, og vi tillader os at tage nogle politiske beslutninger om, hvad vi synes er rigtigt og forkert.” Men SPPs tåbelige synsninger, in casu at dårlige forældre kan straffes til at blive gode forældre, deles så heldigvis ikke af dig. Imidlertid er der grund til at standse op ved nogle meget vigtige og brugbare erfaringer fra de sociale indsatsers domæne. Erfaring nr. 1: Jo tidligere indsats, des større effekt. Altså, det bedste udbytte, såvel menneskeligt som økonomisk, fås, hvis man kan undgå, at sociale problemer opstår eller får lov at udvikles. Erfaring nr. 2: Når der iværksættes sociale indsatser, skal man til stadighed sikre sig, at de gavner borgeren, altså gør borgeren mere selvhjulpen; gør de ikke det, er der ikke tale om sociale indsatser, men om noget andet. Erfaring nr. 3: Når der iværksættes sociale indsatser, skal de, efter bedste evne, være adækvate, altså ikke for lidt og ikke for meget. Hvis indsatser ikke virker efter hensigten, bliver borgerne indsatsrestistente, uanset om indsatserne er utilstrækkelige, eller om de er umyndiggørende (koloniserende) og overgrebsagtige. Erfaring nr. 4: Jo dårlige man fungerer, emotionelt, kognitivt og socialt, des mere virkningsløs er og des flere negative bivirkninger har anvendelsen af straf og sanktioneringer. Altså, man kan ikke sanktionere social udsatte til at blive velfungerende borgere. Erfaring nr. 5: Nogle gange er det nødvendigt at erkende, at man ikke ved, hvad man skal stille op, fordi et socialt problem enten er eller har udviklet sig til at være så massivt, at fagligheden ikke slår til. I disse tilfælde skal de sociale myndigheder indstille deres indsatsbombardement og i stedet hjælpe de relativt få, det drejer sig om, til en tålelig tilværelse. Erfaring nr. 6: Når politikere misforstår deres opgave, skader de professionsudøvelsen og dermed borgerne. Altså, politikeres og embedsværkets opgave er, eller bør være, at etablere rammer og udviklingsrum for professionsudøvelse; de skal ikke indholdsstyre miljøer, som de ikke har faglige forudsætninger til at indgå i, fx klasselokaler, operationsstuer og socialforvaltninger.
Med venlig hilsen
Johnny Werngreen

Martin Rønnow Klarlund, Annette Munch, Viggo Okholm, Carsten Svendsen, Anne Eriksen, Ken Sass, Heidi Larsen, Gert Lindberg, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Irene Odgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg uddyber lige min tidligere kommentar:
Det er almindeligt, at Jobcentrene roterer sine ansatte sagsbehandlere.
Det vil sige at syge, arbejdsløse, udsatte og sårbare jævnligt får ny sagsbehandler. Det kan sagtens ske flere gange i løbet af et år.

Hvordan skal det hjælpe de udsatte, at de skal forholde sig til en ny sagsbehandler flere gange i løbet af et år, og opbygge et tillidsforhold til en ny systemrepræsentant hele tiden?
Kan Mai Mercado måske forestille sig kontinuiteten at få ny statsminister hver 4 måned eller skifte departementschef hvert halve år.

Vibeke Hansen, Bjarne Andersen, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Heidi Larsen, Kim Houmøller, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Var forebyggelse ikke bedre både for den enkelte borger og for samfundet.
Derudover lav et rigtigt socialminister igen og lade beskæftigelsesministeriet igen blive et arbejdsministerie.
Undskyld jeg glemt at regeringen, som de tidligere Løkke Rasmussen- regeringer mener ikke, at der er fattige i Danmark - så er der vel heller ikke nogen sårbare i Danmark eller hvad?

Bjarne Andersen, Vivi Rindom, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Børne- og socialminister Mai Mercado skriver :

"For mig handler socialpolitik – helt grundlæggende – om at give udsatte mennesker og mennesker med handicap et bedre liv. Personer med misbrug, dem, der er blevet hjemløse, mennesker med autisme eller uden hørelse, anbragte børn i plejefamilier, voldsramte på krisecentre."

Det er gode formål.

Men efterlysningen af en mere vidensbaseret tilgang til problemerne er et skalkeskjul for at fjerne fokus på de indsatser, der er veldokumenterede og virkningsfulde.
Evidens er der nok af. Man behøver ikke samkøre personfølsomme registre for at finde løsninger.

Den forrige Socialminister Karen Ellemann fjernede fattigdomsgrænsen; således ansås det ikke længere relevant at undersøge effekten af langvarig fattigdom.

Fra Wikipedia :

"Danmark er der ingen fattigdomsgrænse. Derfor er det svært at fastslå, præcist hvor mange fattige børn der egentlig er i landet. Tallet på 59.000 er målt ud fra den relative fattigdomsgrænse som OECD har fastlagt. Ifølge den er man fattig, når man lever i en familie med en indkomst på under 50 procent af medianen af den samlede disponible indkomst i befolkningen. Flere danske organisationer har tidligere været ude og efterspurgt fastlæggelsen af en fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse er et måleinstrument, der kan give et klart billede af, hvordan fattigdommen udvikler sig – hvem den rammer og så videre. Grænsen vil synliggøre fattigdomsproblemet og gøre det muligt at sætte mere målrettet ind for at løse det. Samtidig er en fattigdomsgrænse også et klart signal om, at der altså er en grænse for, hvad man synes er acceptabelt at leve for i Danmark. En fattigdomsgrænse løser dog ikke fattigdomsproblemerne."

Det er meget veldokumenteret, at fattigdom vanskeliggør den sociale mobilitet meget kraftigt, samt forringer både voksnes og børns fysiske og psykiske helbred.

Hvis man virkelig er interesseret i at hjælpe udsatte mennesker, så er det den første hurdle.
Kom fattigdommen til livs, det er en politisk beslutning.

Og fjern alle de barrierer og lukkede døre, der gør systemet så uigennemtrængeligt og uoverskueligt. Såsom et utal af administrative opgaver og projekter, der forhindrer det menneskelige møde.

Sidst men ikke mindst, lyt til de udsatte selv, og vent med at lovgive før høringssvarene er blevet taget alvorligt til efterretning.

Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Carsten Svendsen, Anne Eriksen, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

"Arbejdet med en mere vidensbaseret socialpolitik er blevet væsentligt opprioriteret over en bred kam med de seneste to regeringsgrundlag. Den samlende ramme for arbejdet er de sociale mål. Et ambitiøst arbejde, som kræver tålmodighed, for det, der over årene kan blive til store sociale forandringer til det bedre, kan her og nu syne af små skridt"

Det er ikke nødvendigt at bruge år, tålmodighed eller små skridt på noget, der er almen viden - den anden viden, den såkaldt evidensbaserede, er kun en undskyldning for de nedskæringer og ødelæggelser selv samme regeringer er skyld i.
En omkostnings effektiv indsats siger det hele, det drejer sig om at spare penge på de regler, man hidtil har skulle følge.
Tror man virkelig, at alle disse floromviklede omskrivninger ikke er gennemskuelige?
.

Eva Schwanenflügel, Ken Sass, Estermarie Mandelquist, Dorte Sørensen, Bjarne Andersen, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Det er et Excelark der har skrevet det her. Men Mercado må have godkendt det. Det muligt hun har hihi smilet i processen, men hun fik vist nok høhø trykket lidt hurtigt på send knappen ind til Informations redaktion, hvilket andres kommentarer og overblik tydeligt for mig vidner om. Kronikken rummer flere trætte digressioner, ikke ret meget nerve, endnu mindre hjerte og er arrogant på en tungnem og virkelighedsfjern måde.

Nuvel, jeg samler på filosofisk smuds om borgerlige politikere der ikke behandler børn og fattige godt og den hersens kronik er et fund for mig der en sjælden gang imellem laver personkarakteristikker lige akkurat på den rigtige side af injuriegrænsen. Hun er slet ikke god for Danmark hende her, men hvordan er hendes karakter rent filosofisk? Besøg venligst Berlingeren hvis du er i tvivl om hvilken lukket boks det borgerlige Danmark lever i. Er der nogen der har mødt Mercado eller kender hendes politiske oeuvre indgående og kan bidrage til en kortere filosofisk karakteristik?

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Socialpolitikken har jo et eneste objektivt formål: at sikre borgerne anstændige vilkår, hvis de ikke er i stand til det selv.

Annette Munch

1. Der er produceret masser af empirisk baseret forskning om hvad der virker og ikke virker siden SFI (nu Vive) påbegyndte Børneforløbsundersøgelsen i 1995 (sfi2004 og SFI 2007) og efterfølgende masser af mere specifikke undersøgelser på indsatser, aldersgrupper og samarbejde mellem professionelle og familier - og de produceres stadig. Børnene i undersøgelsen er nu over 23 og dermed til dels ude af Servicelovens regi, herunder undersøgelser om overgange til et beskæftigelsessystem, der ikke er gearet til at (sam)arbejde med de personligt og socialt sårbare unge.
2. Mærkeligt at Socialministeren (eller hendes spindoktor?)i sit oplæg i denne tråd totalt underkender sin egen Socialstyrelse, der har produceret utallige vejledninger (redskaber og værktøjer) til brug for daglig praksis. Det giver mig kvalme når Socialministeren taler om værktøjer og redskaber: vi taler om mennesker, der (måske) gennem generationer har levet i samfundets randområder og forslåede af livet forventes at få styr på deres liv på 6-12 måneder.
Individualiseringen i værktøjer og redskaber har en tendens til at indikere at det altid er menneskene er er forkerte - de skal bare fixes.
3. Utallige internationale/amerikanske undersøgelser har påvist at klar kommunikation og tillidsskabende relationskompetencer blandt de professionelle er af langt større betydning end skiftende modemetoder, herunder de evidensbaserede bogstavprogrammer, der er importeret for USA de sidste 15 år, hvor evendensen har vist sig at være tvivlsom (sfi2007) Desværre er Socialstyrelsen tilbageholdende med at evaluere og vurdere virkningerne af deres egne anvendelser af Satspuljerne, når der er brugt 3ciferede millionbeløb.
4. Involvering af borgerne i deres eget liv er en afgørende forudsætning for forandring og det stiller store krav til at de professionelle bliver kompetente til det ligeværdige respektfulde samarbejde, herunder at afpasse relevante indsatser til realistiske forandrings- og udviklingspotentiale. (se igen flere sfi-rapporter)
5. Faglig ledelse - ledelse af faglighed med regelmæssige opfølgning er en forudsætning for at sikre at de tilbudte indsatser er meningsfulde og forandringspotente for borgerne/klienter
6. Systembaserede data forekommer at være et mål i sig selv (ICS samlede masser af data, men gør journaler uoverskuelige, når familier med børn deles op i hver sin journal og der copy/pastes i stort omfang) og overblikket over kapacitet- og udviklingspotentialer drukner i data, hvis nytteværdi er uklar
7. Det er en forudsætning for udvikling i denne komplekse del af de samfundsmæssige velfærdsopgaver at de professionelle aktører får mulighed for at kombinere forvaltning af lovgivning med professionel faglighed
8. Det er sjældent set at der stilles spørgsmål ved politikker og de strukturelle organisationer, fordi det virker uoverskueligt at ændre på (?)
9. Undersøge i hvilket omfang de forskellige lovgivninger og organisationers budgetfokus spænder ben for hinanden og virker kontraproduktive for samarbejdet om den helhedsorienterede indsats. budgetfokus på HVAD pengene bruges relateret til resultater for borgeren (økonomien som middel) fremfor overholdelse af budgettet som et mål i sig selv. Det handler jo ikke om bare at bruge flest mulige penge, men et fokus på hvad der gavner borgerne bedst muligt (realistisk og relevant)
10. Det kræver grundige analyser og et spændstigt mindset af forskerne, når de komplekse sammenhænge og uforudsigelige menneskelige handler, skal analyseres og politikerne/departementet har modet til at blive kigget i kortene - i lighed med de professionelle
11. Undersøge i hvilket omfang organiseringerne i funktionssystemer blokerer for fælles viden og fælles forståelse af relevante handlemuligheder i en koordineret indsats. Der er allerede flere kommuner der ser potentialet i at organisere de komplekse indsatser fleksibelt omkring borgere, selv om sammenhængen mellem sundheds- social- og beskæftigelseslovning spænder ben for hinanden, men her mangler f.eks. samarbejdet med regionerne på special- og sundhedsområdet. Der er stadig alt for megen budgettænkning, når regionerne arbejder på at spare på indlæggelse (de gamle) og sende disse hjem så tidligt som muligt og dermed også sender udgifterne til pleje til kommunerne
12. kort sagt: der mangler i den grad sammenhæng, overblik og samarbejde om borgerne og den fælles økonomi og så længe dette ikke fixes politisk, sker der ingenting uanset hvor mange data der indsamles til serverne hos KMD, CSC m.fl.

Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar