Kommentar

Søren K. Villemoes: Husk nu, at Foucault var fortaler for sex med børn

Michel Foucault gik ind for en afskaffelse af den seksuelle lavalder, forsvarede pædofili og mente, at tiårige børn opsøger sex med voksne. Det perspektiv mangler i tidens debatter om den franske filosofs værker og eftermæle
»Foucault gik ind for en afskaffelse af den seksuelle lavalder, hvilket han promoverede offentligt« skriver Søren Villemoes.   

»Foucault gik ind for en afskaffelse af den seksuelle lavalder, hvilket han promoverede offentligt« skriver Søren Villemoes.   

Bruno De Mones

5. april 2018

De seneste uger har både Per Aage Brandt, Dag Heede samt Sverre Raffnsøe og Dorthe Staunæs skrevet i Information om, hvordan man skal forstå den franske filosof Michel Foucaults værker og teorier om seksualiteten, der er blevet aktuelle efter den posthume udgivelse af fjerde bind af Seksualitetens Historie.

Det ville klæde debatten, hvis de Foucault-kyndige inddrog det faktum, at han var fortaler for sex med børn. Det har været offentlig tilgængelig viden i 40 år. Men af uvisse grunde har jeg aldrig stødt på en Foucault-kender, der har omtalt det. Det er på mystisk vis blevet glemt, gemt væk og ignoreret. Men i en debat om Foucaults syn på seksualitet og politik i 2018 anser jeg det for enten uhæderligt, overfladisk eller useriøst, hvis man ikke inddrager eller forholder sig til dette ekstreme aspekt ved hans tænkning, der som minimum er på niveau med sværmeriet for den iranske revolution.

Foucault gik ind for en afskaffelse af den seksuelle lavalder, hvilket han promoverede offentligt. For de interesserede kan man finde teksten »The Danger of Child Sexuality« fra 1978 frit tilgængelig online. Her forklarer han, at ideen om, at staten skal blande sig i sexlivet, er en nyere opfindelse, der bruges til at forfølge afvigere. Før var det for at forsvare den ’offentlige anstændighed’, nu bruges lavalderen til at forfølge ’et nyt monster’ – den pædofile – under dække af børnenes beskyttelse.

Da en journalist spørger Foucault, hvilken alder et barn skal have for at give samtykke til sex, får han intet præcist svar. Aldersgrænser giver ifølge filosoffen ingen mening. I stedet beklager han, at samfundet ikke lytter til barnet:

»De bliver anset for at være ude af stand til at have en seksualitet og ude af stand til at tale om den. Men når man lytter til et barn, hører ham tale, hører ham forklare, hvordan hans relationer faktisk var til den anden, voksen eller ej, hvis man bare lytter med nok sympati, kan man vurdere, hvilken grad af vold – hvis nogen – der blev brugt, og til hvilken grad der blev givet samtykke. At antage, at et barn er ude af stand til at forklare, hvad der skete, og var ude af stand til at give samtykke, er to overgreb, der er utålelige og helt uacceptable.«

Hvis man stadig er i tvivl, skal man blot læse teksten »La folie encerclée« fra 1977. Den er oversat med titlen »Psychiatry, Confinement, Prison« og er også tilgængelig online. Det er en rundbordsdiskussion mellem Foucault og en række andre radikale, franske venstreorienterede. Her taler filosoffen rent ud af posen med klare politiske forslag, fri af det tågede, esoteriske sprog, hans pointer normalt er svøbt ind i.

Følg Foucault!

Gå ikke glip af, hvad vi skriver om Foucault. Følg emneordet ’Michel Foucault’ på mail. Så får du automatisk en påmindelse i din indbakke, når vi har nyt om filosoffen. Meld dig til her

En helt grotesk overset detalje i denne tekst er, at Foucault udtaler sig meget venligt om sex med børn. Han siger eksempelvis, at al sex med børn, hvor barnet ikke gør modstand, bør være tilladt: »Jeg føler mig fristet til at sige: Fra det øjeblik barnet ikke nægter/gør modstand, er der ingen grund til at straffe handlingen.«

Han omtaler desuden børn ned til ti år som personer, der kan finde på at opsøge sex med voksne: »Der er tiårige børn, der kaster sig over en voksen – og så? Der er børn, der samtykker, og som ville være glade, er der ikke?«

Han forsvarer også den pædofile voldtægtsforbryder, instruktøren Roman Polanski, og siger om hans 13-årige voldtægtsoffer, at hun »virkede til at samtykke«. Det hører med til historien, at hun blev bedøvet af Polanski, hvorefter han voldtog hende analt. Eller som Foucault ville kaldet det: et samtykkende forhold.

At Foucault lagde sin distancerede stil fra sig og kastede sig ind i tidens seksualpolitiske debat, var ikke tilfældigt. I teksten fortæller Foucault, at det kan være nødvendigt ikke bare at kritisere på afstand, men også at engagere sig politisk – hvis sagen er vigtig nok. Og det var den for Foucault. Hans primære bidrag til den aktuelle politiske debat i Frankrig i årene 1977-78 var at kæmpe for en fjernelse af den seksuelle lavalder og imod forbuddet mod voldtægt.

Det var alt sammen noget, han begrundede i sin egen tænkning. For sex er jo en diskursiv konstruktion bundet af historie og kontekst. Og hvad er et barn egentlig? Problemet er (surprise) den vestlige, borgerlige statsmagt og dens undertrykkende strafferet og psykiatri. Det giver egentlig ganske god mening, at Foucault forsvarede pædofili. Man kan i øvrigt finde flere eksempler i hans foredrag på bagatellisering af pædofile overgreb.

Hvordan mon Dag Heede, Sverre Raffnsøe og Dorthe Staunæs forholder sig til dette aspekt af Foucaults syn på seksualitet og politik? Var de overhovedet klar over, at Foucault forsvarede sex med børn? Eller har de bare ignoreret det? Og mon de vil fortsætte med at lade som ingenting, nu hvor de ved det? Det ville ikke overraske mig, hvis de vælger det sidste.

Søren K. Villemoes er journalist og debatredaktør på Weekendavisen.

Serie

Foucault-fejden

Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, satte det gang i en større debat om den franske filosof. Vi har samlet alle indlæg i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Jørn Andersen
  • Maria Jensen
  • Ditte Trolle
Niels Roed, Jørn Andersen, Maria Jensen og Ditte Trolle anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: "Men i en debat om Foucaults syn på seksualitet og politik i 2018 anser jeg det for enten uhæderligt, overfladisk eller useriøst, hvis man ikke inddrager eller forholder sig til dette ekstreme aspekt ved hans tænkning, der som minimum er på niveau med sværmeriet for den iranske revolution".

At en debatredaktør på en borgerlig avis i Danmark år 2018 giver udtryk for dette synspunkt, er ud fra et kulturhistorisk synpunkt mindst lige så interessant som det forhold, at Foucault udtalte sig, som han gjorde, om den seksuelle lavalder og om forhold, der kan karakteriseres som pædofile, i Frankrig i 1970erne.

Det er altid interessant ved vurdering af holdninger at se dem som udtryk for den tid og den kulturelle kontekst, ud fra hvilke de er formuleret.

Selvfølgelig kan forskere forsøge at give en forklaring på hans udtalelser i debatten dengang i 1970erne om f.eks. den seksuelle lavalder og om forhold af pædofil karakter ud fra hans undersøgelser i Seksualitetens Historie. Men hvorfor skulle dette være så påtrængende ud fra et forskningsmæssigt synspunkt i dag? Uden dermed at sige, at det ikke er helt uden interesse.

Mere interessant er det vel ud fra et kulturhistorisk perspektiv at se hans udtalelser som udtryk for en holdning i den fremherskende intellektuelle debat om bestemte emner i bestemte kredse i Frankrig i den pågældende periode.

Bemærk, at jeg indtil nu har undgået udtrykkene "moralisme" og "sensationslyst".

Ole Frank, Hans Aagaard, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Jakob Hammer-Jakobsen

Det kan kun være fordi Søren Willemoes selv er debatredaktør, at der ikke bliver redigeret i den infame debatstil som Søren lægger for dagen. Her beskyldes andre for verdens ondskab hvis ikke de ser sagen fra Sørens egen vinkel. Det er ikke en debat - endsige en debatredaktør - værdig.

Karsten Aaen, Ole Frank, Hans Aagaard, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne A. Frandsen

Se også afvist læserbrev til Information:
Foucault og Iran
Professor Per Aage Brandt (Information 2.3.2018) gør et stort nummer ud af et ikke-offenliggjort interview med Michel Foucault fra 1979 om ’den åndelige vækkelse’ under Khomeini og de to professorer Sverre Raffnsøe og Dorthe Staunæs (22.3.) forsøger derefter nedtone kritikken af Foucaults artikler fra 1978-79 om Iran. Det kan undre, at ingen af dem inddrager Kevin B. Anderson og Janet Afarys bog fra 2005, ”Foucault and the Iranian Revolution: Gender and the Seductions of Islamism”. Her dokumenteres for os ikke franskkyndige Foucaults uvidenhed og ukritiske holdning til politisk islam, og hans negligering af islamisternes reaktionære angreb mod venstrefløjen og kvinderne. Foucault ignorerede også den samtidige kritik fra feminister og sekulære socialister. For et sammendrag af bogen, se artiklen ”Revisiting Foucault and the Iranian Revolution” (New Politics, 2004, www.newpol.org/content/revisiting-foucault-and-iranian-revolution).

Foucault er elsket blandt Informations læsere, det ser man. Og han er fantastisk, men disse udtalelser overrasker. Og jeg mener ikke, at de kun kan ses som tidstypiske. Mere interessant er det, at vi her har en tænker der har skrevet meget om magt, frihed og disciplinering ...

Foucault mangler generel indsigt i, hvilken form for berøring en tiårig ønsker, når han eller hun kaster sig over en voksen.

Jørn Andersen, Marie Jensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Rikke Emilie Christensen

Som så mange andre "store tænkere fra det 20ende århundrede" vidste Foucault nok ikke en døjt om børn, eftersom de ganske enkelt ikke intresserede ham. Man kan måske passende citere Karen Blixen i samtale med Bjørnvig: På vejen til de højeste tinder kan man ikke køre med en barnevogn.

Ole Frank, Jørn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Gert Hansen: Meget kortfattet fremstillet er det vel ikke så usædvanligt, at et miljø af intellektuelle nørder er så ensidigt og fanatisk optaget af en bestemt sag (her deres egen frigørelse fra alle kulturelle bindinger og normer), at de er ude af stand til at se en række andre relevante og væsentlige aspekter i forbindelse med de emner (f.eks. seksuel lavalder og pædofili), de udtaler sig om.

Hvis vi ser på den tilsvarende situation i Danmark dengang: Det intellektuelle og kulturelle "klima" og de teorier (pædagogik, psykologi kultur m.m.), der blev hyppigt citeret, skabte "grobund" for yderligtgående og ensidige synspunkter på en række spørgsmål, der havde med seksualitet at gøre. Set i den store sammenhæng var det trods alt de færreste, der havde dem.

Et ret nuanceret syn på situationen dengang kan du finde her, i en tidligere leder i Information:
https://www.information.dk/indland/leder/2018/03/70erne-ogsaa-forsvinden...

Steffen Gliese

Der var en offentlig og levende debat om pædofili i 70erne og 80erne, som kan se mærkelig ud i en tid, hvor psykologien er gået fra at være terapeutisk til snarere at være servicerende.
For teenagere, der voksede op og læste aviser, var det en meget stimulerende tid, hvor tabuer i høj grad var - ja, afskaffede og forældede var de jo ikke, siden de siden har lavet så kraftigt et comeback.
Debat og argumenter lider dengang som nu under, at man let kommer til at negligere tidsåndens uundslippelige diktat og feje den jordbundne samtid til side for det større tankesystem. For den progressive fløj, især i minoritetsmiljøer, var man forhippet på at redde den opvoksende generation fra det patriarkat, man selv levede og led med - og havde levet og lidt med i sin opvækst.
Ydermere forekommer det mig, at den franske kultur synes - sikkert i opgøret med katolicismen - at have udviklet en ganske bramfri indstilling til den seksuelle modning - to af Frankrigs for tiden bedste forfattere fra hver sit udgangspunkt, Edouard Louis og Abdellah Taïa, behandler spørgsmålet reflekteret og delvis biografisk i deres forfatterskaber.
Fra min egen ungdom er der også Jens Eisenhardts to bøger "Kim, min elskede" om den mere uproblematiske første tid og "Køtere i natten" om tiden, hvor tingene går galt. Kønt er det ikke, men forbløffende ærligt.

Ole Frank, Hans Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Bjarne Toft Sørensen: Jeg kan sagten følge dig, men når Foucault skriver om hvordan magten mødes med modstand, når han skriver om frigørelse, så burde han også have blik for den samme mekanisme, når det drejer sig om børn og seksualitet.
Det han siger mht. børn er at stilhed er lig med samtykke, så når folk tier stille i politiske diktaturer gør de det ikke af frygt, men pga. samtykke!?!
Det er intet mindre et eksempel på et sted, hvor han tænker dårligt.

Britta Felsager, Marie Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

At gennemgå min pubertets læsestof i Information er faktisk overordentlig oplysende - debatten taler, på afstand af tiden, fra mange vinkler, med mange forestillinger og fornemmelser og i høj grad: meget nuanceret. Den var også, som jeg oplevede den senere, meget kønsopdelt.
Mest genkendelige synspunkt finder man hos 'Hanne Månsson', der bevarer nuancerne i sin kritiske fremstilling og derfor også bliver den, der er mest interessant at se problemstillingen igennem.
Hvad der imidlertid er tydeligt, er, at der er helt andre ting på spil, der væges meget højere, nemlig den enkeltes frigørelse fra undertrykkende normer og forestillinger. Det giver ikke rigtigt mening at se debatten ud fra en anden vinkel - selvom det ikke er så behageligt; men det er jo også netop en fejlagtig forestilling, der desværre havde nogle ofre. Man skal så bare forstå og erkende, at der også i tiden før var ofre den anden vej.
http://www.e-pages.dk/information/13819/13/

Morten Balling

Nu kender jeg ikke Foucault særligt godt, men det er næppe hans syn på sex med børn, som eftertiden vil kunne bruge til ret meget. Betyder det noget for de andre idéer han kom op med? Kan man afskrive alt hans arbejde fordi han på nogle områder var en idiot?

I så fald skal bla. fysikbøgerne skrives om. Newton brugte en stor del af hans liv på at studere alkymi, selvom han også var mega hellig, og godt vidste at alkymi var syndigt. Jung troede også på alkymi, sådan helt bogstaveligt, langt op i det 20. århundrede, og derudover var Jung også besat af okkultisme. Nogen har sågar påpeget at Jung var nazist, fordi han som mange andre i Tyskland i 30'erne havde forbindelser til nazister. Betyder det at alt hvad de to herrer sagde var utroværdigt og bør glemmes og overses?

Minder artiklen her ikke mere om den klassiske spinteknik, med at diskreditere en man ikke kan argumentere imod?

Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Ole Frank, Poul Erik Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Steffen Gliese

Beklager - de sider fra Information du linker til ovenfor kan ikke læses af undertegnede. Det eneste jeg får ud af at klikke på dem er er en meddelelse om at 'kataloget er ikke aktivt'.

m.v.h.

Henrik Plaschke

Morten Balling:

Jeg er helt enig med dig.

Af samme grund tillod jeg mig for nylig at gøre opmærksom på, at selvom Foucault muligvis havde en naiv og/eller meget problematisk forståelse af den islamiske revolution i Iran, har dette ikke forhindret kritisk forskning i islams historie i at lade sig inspirere af Foucault (https://www.information.dk/kultur/2018/02/34-aar-foucaults-doed-dukker-n...).

Karsten Aaen, Ole Frank, Poul Erik Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Henrik

Jeg kender Foucault godt nok til at vide, at nogle fandt ham en provokerende satan, en farlig rebel og et problem. Jeg ved også at jeg personligt synes at nogle af hans tanker var forkerte, eller i bedste fald luftige.

Når det er sagt kender jeg ham også godt nok til at vide at hans idéer og kritik ofte var ekstremt relevante. Derudover beundrer jeg ham for at sige tingene højt, når andre holdt deres mund. Mit yndlingseventyr er og bliver Kejserens Nye Klæder, og i det er helten jo hverken skrædderne, kejseren eller folket som klapper i takt.

Poul Erik Pedersen, Steffen Gliese og Henrik Plaschke anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Just præcis Steffen Gliese,

Så kan man være nok så meget abonnent til fuld pris men uden at have 117 forskellige 'profilnavne'' på fjæsbog og/eller twitter.

Der er sørget for at træerne ikke vokser ind i himmelen - også i 'den mindst ringes' dydsirede spalter for tilhængerne af det gode, det skønne og det sande i den rette kristne aftapning.

Som Morten Balling så fiffigt anfører i sin kommentar af dags dato kl. 17.03 om H.C. Andersens eventyr 'Kejserens nye Klæder', er 'helten' (alias sandhedsvidnet) i historien jo fra at have været 'et lille barn' i tidens løb blevet transformeret til først 'en lille dreng' nu også til 'en lille pige m/k' i den (køns)politiske korrektheds vanhellige navn .... ;o)

Hej Søren. Jeg har engang grinet lidt af dine forsøg på at kloge dig på venstrefløjen og kulturel appropriation, men jeg må sige, at jeg virkelig tager hatten af for dine forsvar for de misbrugte børn og voldtægtsofre og politiske kamp imod pædofili! Det er virkelig godt at du italesætter eksistensen af mandlige ofre, så disse ikke bliver glemt i folks iver efter at skitsere mødet mellem den ofte mandlige krænker og den lige så ofte kvindelige overlever. Hilsen din autonome anti-ven.