Kronik

Studenteroprøret 50 år: »Der lød larm og råb ovre fra Nørregade, og et stort demonstrationstog nærmede sig«

I dag er det 50 år siden, at en gruppe studerende besatte Psykologisk Laboratorium ved Københavns Universitet i protest mod forældede undervisningsformer og professorvælde. Desværre ligger demokratiseringen af universiteterne i dag i ruiner
I april 1968 barrikaderede psykologistuderende Københavns Universitet i protest mod utidssvarende studieretninger og manglende indflydelse. Dagens kronikør bevidnede studenteroprørets første dage og begræder, at det dengang vundne i dag er tabt.

I april 1968 barrikaderede psykologistuderende Københavns Universitet i protest mod utidssvarende studieretninger og manglende indflydelse. Dagens kronikør bevidnede studenteroprørets første dage og begræder, at det dengang vundne i dag er tabt.

Ebbe Andersen

23. april 2018

Den 23. april 1968 sad jeg i historisk auditorium på anden sal i Bispetorvsannekset på Københavns Universitet.

En lærer, med øgenavnet ’slavepiskeren’, terpede historisk metode med forprøveholdet. Alle vidste, at kun en tredjedel ville slippe igennem til næste semester, der var ikke plads til flere. Jeg mærkede solen, der skinnede ind ad historieauditoriets vinduer, og kiggede ud. Mod nord kunne jeg og mine medstuderende se, at psykologerne havde barrikaderet opgangen ovre i Studiegården. Borde og stole var smidt hulter til bulter.

Kort efter var studenteroprøret i gang. I dag er det 50 år siden, og de fleste er for unge til at huske, hvad der skete.

Det var Carl Weltzer fra psykologi, der havde formuleret de nye studenterpolitiske paroler:

»Bryd professorvældet, medbestemmelse nu!«

Halvdelen af studienævnet skulle herefter udgøres af studerende. Professorerne Franz From og Lise Østergaard var imødekommende. Ændringen ville blive gennemført på psykologi. Besættelsen af Psykologisk Laboratorium i Studiegården blev derfor ophævet samme dag.

Men hvad med alle os andre?

Povl Bagges piberøg

Samme dag var der indkaldt til demonstration på Frue Plads. Nogle aktivister var ved at sætte bannere op. Hos os på historiestudiet var der i modsætning til forholdene hos psykologerne ingen ramponerede rum eller dryppende vandhaner. Historiefaget havde tidligere holdt til i de nedslidte lokaler i Studiegården. Men vi var rykket ud først i tresserne. Nu havde vi høje paneler og krystallysekroner, men pladsen var trang, og mange af de unge lærere måtte flytte forelæsningerne til andre lokaler i indre by.

Professorerne Aksel E. Christensen, Povl Bagge, Sven Henningsen, Sven Ellehøj og Niels Skyum-Nielsen var lærde, velmenende og distræte. De tiltalte os studenter – ligesom vi dem – med et distant ’De’. Professormøderne blev afholdt i det fælles lærerværelse. Det var godt oset til af Bagges piberøg. Bagge kunne virkelig bappe. Han havde tidligere været ansat på Rigsarkivet, og det forlød, at de drog et lettelsens suk, da hans pibe og tændstikker blev eksporteret med over på universitetet.

Til møderne var repræsentanten for de yngre lærere, historikeren Niels Thomsen, samt formandskabet for studenternes fagråd altid inviteret med. En skrumplende elevator havde endestation ved professorernes kontorer på tredje sal. Herfra var en pragtfuld udsigt over indre by.

Det er vemodigt, at historiefaget i dag er flyttet ud i den musegrå beton på Amager.

I de studerendes garderobe foran laboratoriet lå en anke- og en pjankeprotokol, som alle kunne skrive i. Den første havde vi altid med under armen til professormøderne. Den sidste var et idékatalog for de årlige historikerrevyer.

Larm fra Nørregade

Der var allerede et pænt fremmøde på Frue Plads, da vi kom ned efter undervisningen fredag den 23. april 1968. Der lød larm og råb ovre fra Nørregade, og et stort demonstrationstog nærmede sig. Aktivisterne Finn Ejnar Madsen, der i en periode var leder af De Danske Rødgardister, og Lars Hutters, leder af de Studerendes Vietnam Aktion, havde mobiliseret medstuderende ude på Nørre Allé. De svingede ind på Frue Plads, som var tætpakket af henved 5.000 mennesker.

Og så skete der noget ganske bizart. Da rektor Mogens Fog trådte ud på trappen under ørnen, der skuer det himmelske lys, blev han tiljublet af forsamlingen. Fogs første reaktion var udover at takke for tilliden at mane til besindelse. Men han erklærede sig enig i, at styreformen på universitetet skulle demokratiseres. Så modtog han igen et bragende bifald.

Den etablerede studenterbevægelse var blevet taget på sengen. Studenterrådets (SR) formand Christian S. Nissen, der dengang bekendte sig som SF’er, havde svært ved at inddæmme det aktivistiske røre. Han blev afløst af den dansk- og musikstuderende Johannes Nymark, der siden bekendte sig som Socialdemokrat.

Det stod hurtigt klart, at hvis SR skulle opretholde sin politiske troværdighed, måtte de valgte studenterrepræsentanter invitere aktivistbevægelsen indenfor. I huset på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde var der derfor et rend af studenterparlamentarikere, aktivister og journalister. Den dengang unge Lasse Ellegaard fra Information var næsten fast inventar.

Mange fra aktivistbevægelsen blev i det følgende år valgt ind på centrale poster i Studenterrådet. Heriblandt senere medlemmer af det kapitallogiske tidsskrift ’Kurasje’: Nils Bredsdorff fra samfundsfag og Børge Klemmensen fra jura. Sidstnævnte var næsten altid iført skisokker og træsko og havde en fortid som brugtvognsforhandler i Jylland. Og flere andre fagkritisk orienterede kom til. Heriblandt den senere lingvist Frans Gregersen, der udviste et stort engagement i arbejdet for at forbedre forholdene på det mørnede filosofiske fakultet.

Det tunge fodarbejde med det nye studenterblad ’Q’ blev gjort af kulturjournalist Søren Vinterberg og litteraturhistoriker Finn Hauberg Mortensen. Og det var på danskstudiet, at fagkritikken i de følgende år for alvor slog rod. Henning Salling Olesens bog Humaniora pensioneret af kapitalen blev her et vægtigt grundlag for udvikling af fagkritikken. Et slidt eksemplar af Cohn-Bendits bog, om et socialistisk alternativ til den totalitære kommunisme, gik også på omgang.

I efterretningstjenestens hule

Studenteroprøret var broget og alsidigt. På den ene side var der samarbejdet mellem studenteraktivister og rådsvalgte. Nogle studerende var fortalere for radikale omvæltninger og aktioner. På den anden side var der mere besindige studerende, der ønskede at oprette et studenterparlament, så forskellige fløje kunne repræsenteres forholdsmæssigt.

Personligt syntes jeg, at det sidste var en god idé, men den afvistes af SR-præsidiet. Bevægelsen ville herved miste sin dynamik, mente de. Senere grupperede både moderate- og konservative studenter sig i deres egne organisationer.

I SR-præsidiet var økonomisekretæren i 68 sprogofficer. Det samme gjaldt andre rådsmedlemmer, der som såkaldte russerløjtnanter sad på Kastellet og læste Pravda og Isvestia. Det var et fedt og misundelsesværdigt job, som gav mulighed for, at de kunne bo på kollegiet derinde. Vi afholdt derfor studenterpolitiske fagrådsmøder i Hærens bygninger på Kastellet. Her troppede bl.a. den senere landsformand for De Radikale Søren Bald op i sine brede røde seler. Der sad vi og diskuterede studiereformforslag og legatpolitik midt i efterretningstjenestens hule.

Det gamle lærerhierarki var rystet. Professorvældet slog revner på fakultetsmøderne i 68-69. De fandt sted i mødesalen over fakultetskontorerne i Nørregade 10. Dekanen, assyriologen Jørgen Læssøe, tronede på podiet, mens de øvrige professorer sad nervøst på hvidlakerede stole ved langbordene.

De unge amanuenser Otto Glismann fra fransk og Niels Thomsen fra historie havde udfordrende indlæg. Tonefaldet var skarpt. Og en gammel professor i metrik og foredragslære, Arthur Arnholtz, blev ganske bestyrtet og spruttende rød i hovedet. Studenterrådets nyvalgte studiesekretær Anders Mathiesen fra Sønderjylland var heller ikke bleg for at affyre djærv kritik. Forsamlingens reaktion var en urolig flertydig mumlen.

Mange var reformvenlige. Heriblandt lingvistprofessoren og den tidligere modstandskvinde Eli Fischer Jørgensen. Hun var lydhør og imødekommende og selv en arg modstander af de forældede patriarkalske styreforhold.

Nye forlag så dagens lys

Fagkritikken på historiefaget blev i de følgende år organiseret. Både hos Studenterrådet i Krystalgade og i Huset i Magstræde stod sværteduplikatorer til fri afbenyttelse. En lille gruppe fra dansk og historie havde sågar lavet et miniforlag: Speciale sub-pub, som trykte fagkritiske specialer og magisterafhandlinger.

Foreningen Kritiske Historikere blev dannet og inviterede til forelæsninger nede i kældergarderoben på Bispetorvet. Det var særligt det lukkede selskab i Danmarks Nyere Historie (DNH), der gav anledning til en indædt og principiel kritik.

Eksempelvis var den gamle kommunist og statsadvokat fra retsopgøret Carl Madsen blevet diskrediteret af DNH. Han fik ikke den kildeadgang, han ønskede i forbindelse med sin research til erindringsbogen Fortids møre mur. Samtidig havde andre kunnet fedte sig til privilegeret adgang og skrev afhandlinger på et kildemateriale, som kun DNH kunne kontrollere den lødige brug af.

Derfor inviterede vi Carl Madsen til at holde foredrag om sine besværligheder.

Historiker Jens Engberg, der var blevet ansat på Aarhus Universitet efter endt militærtjeneste som officer i Livgarden, havde skrevet en bog, hvor han vendte Guldalderen på vrangen. Den havde forarget det historiske establishment. Så han blev også inviteret. Siden overtog studenternes fagråd organiseringen af fagkritikken og senere grundlagdes bladet HIST, hvor forskellige marxistiske positioner var til diskussion.

Tvetydig arv

Positionerne repræsenterede modsatrettede syn på, hvad en marxistisk inspireret tænkning indebar for historieforskning og historiesyn. Eftertidens letkøbte generalisering af universitetsmarxismen, mener jeg, i høj grad skyldes fordomme og uvidenhed. Nogle af de organiserede politiske grupperinger blev ganske vist dogmatiske grænsende til det religiøse. Men i en bred fagkritisk sammenhæng, mener jeg, diskussionen af marxismerne var et forfriskende og inspirerende pust i opgøret med det stivnede positivistiske videnskabssyn.

Værdien af kapitallogikernes analyser af kapital og marked og strukturalisternes analyser af stat og samfund lå konstant i indbyrdes strid. Det skabte en spændvidde, som ikke lod nutidige sammenstød mellem liberalisme og statsstyring noget efter. De diskussioner savner man i dag, hvor statsmagten har taget den systemiske automattænkning, som kapitallogikken repræsenterer, forslugent til sig. Med universitetsloven i 2003 endda så hæmningsløst, at universiteterne nu er ved at segne og dø bort som frie forskningsinstitutioner.

Arven fra 68 blev tvetydig. Statsmagtens rolle i forhold til universitetsstyring er siden blevet et forvokset bureaukratisk misfoster. Den positive side af arven fra 68, hvor tillid til fri forskning, medbestemmelse, reformer og debat var i højsædet, bør til enhver tid være fundamentet for universitetskulturen i et frit samfund. Den demokratisering, vi kæmpede for i 68, ligger nu i ruiner. Den er afløst af bureaukratisering og en udemokratisk politisk topstyring af universiteterne. 

I februar 1971 stormede nymarxister Konsistorium, Københavns Universitets øverste råd. Rektor Mogens Fog (i hvid skjorte i midten af billedet) måtte hæve mødet og forlod lokalet. Yderst til venstre i billedet ses dette essays forfatter David Rehling, der den gang var studentervalgt medlem af Konsistorium.
Læs også

Jørgen Vogelius er cand.mag. lektor emeritus ved Roskilde Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Jakob Trägårdh
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Henrik Leffers
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Bettina Jensen
  • Curt Sørensen
  • Christian Mondrup
  • Dorte Sørensen
  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
Flemming Berger, Jakob Trägårdh, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers, Jens Thaarup Nyberg, Maj-Britt Kent Hansen, Bettina Jensen, Curt Sørensen, Christian Mondrup, Dorte Sørensen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ikke alene bør den frihed være grundlaget for universiteterne i et frit samfund, men for selve det frie samfund.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Vibeke Hansen, Torben K L Jensen, Jan Weber Fritsbøger og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Det er vemodigt, at historiefaget i dag er flyttet ud i den musegrå beton på Amager.

Det er ikke bare vemodigt - det er helt håbløst umuligt at studere historie i en moderne betonbygning.
Hav dog en smule fornemmelse for studernes karakter og deres krav på miljø.

/O

Eva Schwanenflügel, Roselille Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

I metode blev jeg nu i 2011 undervist i de røde "barakker" der lå mellem "det midlertidige universitets" bygninger på Amager. Der var andetsteds i bygningerne opholdsrum for de studerende, hvor inventaret var ramponeret og stemningen godmodig og hjælpsom. Er Roskilde Uni, hvor artikelskriveren tilsyneladende har huseret, mere egnet til historiske studier, dér på Lars Ty....... mark ? Om kapitallogikerne havde fat i noget eller ej er i sammenligning med den tørke der blev historieskrivningen til del de kommende år ikke såååå vigtig.. Folkeskole-loven fra 1975 fjernede næsten historie fra skemaet, men blev reddet på stregen af de konservative. Og en hel generation voksede op med en mangel på blot nogenlunde orienteringsevne i historien. Hvad det så end er.
De sidste mange år har de studerende på uni stort set ikke stemt til valgene og de aktive kan tælles på få hænder. Måske er de meget godt tilfredse med tingenes tilstand.

maria guldager

Ja jeg har Ole Grünbaum i Lyden af et bedre liv-talkshowet i aften for at tale om hans nye bog: "Bryd igennem - det er vores verden". Det bliver helt genialt.... Han siger jo at vi er nødt til at revolutionere det eksisterende for at demokratiet ikke kun er en regeringsform men også bliver et menneskesyn
Kh Maria Guldager