I Sverige er rettergang underordnet – dem, der har moralen på deres side har ret

Selv venstreradikale opinionsdannere i Sverige er i disse dage ved at hyperventilere af frygt for, at Det Svenske Akademi skal bryde sammen, efter at det er kommet frem, at akademimedlemmet Katarina Frostensons ægtefælle, kaldet ’Kulturprofilen’, blandt andet er blevet beskyldt for sexchikane, misbrug af akademiets midler og systematisk aflønning af medarbejdere med sorte penge.

Man skal nok selv være del af Akademiets kreds for helt at fatte, hvad der faktisk er sket.

Konturerne af et korrumperende kammerateri betegner sig unægtelig tydeligt. Når det er sagt, ved vi stadig ikke tilstrækkeligt meget til at kunne tage kvalificeret stilling, men det forhindrer ikke, at kun et fåtal hepper på Team Horace Engdahl (mangeårigt akademimedlem, der støtter Frostenson og Kulturprofilen, og som repræsenterede den fløj i Akademiet, der afsatte den nu afgåede permanente sekretær Sara Danius, hvilket har medført stærke reaktioner i den svenske offentlighed, red.).

Men som sædvanlig gøres alting i Sverige til enten sort eller hvidt, fordi så mange af vores journalister meget hellere vil være aktivister. Spørgsmålet er, om noget andet land i verden er så hurtigt til at mobilisere kampagner til forsvar for ’den rette sag’. Fra den ene dag til den anden blev Sara Danius’ sløjfebluse et feministisk ikon. At bære en roset omkring halsen blev pludselig en modstandshandling. Ja, selv mænd iførte sig den, nogle med selvbeundrende mine over, at de sådan vovede at lege med kønsrollerne.

Sågar kulturminister Alice Bah Kuhnke har demonstrativt iklædt sig en knytblus uden at tænke på, at regeringen nok gjorde klogere i ikke at blande sig i striden. Faktisk er det, da jeg ser kulturministeren i knytblus, at jeg først indser, hvorfor jeg trods alt må vedkende mig at være en ven af Det Svenske Akademi.

Akademiet står over al statslig kulturpolitik og over alle ideologiske strømninger. At forstå dette princip er vigtigt – især nu, hvor Sverige har en kulturminister, som politiserer kulturen på måder, vi ikke har set magen til i mange år. Kulturministeriet har f.eks. opfordret sit bevillingsnævn, Kulturrådet, til »lægge vægt på problematikker omkring sexchikane, når der skal uddeles støtte«. Man har også opfordret til at »fremme bevidsthed om ligestilling, LQBT, mangfoldighed og tilgængelighed«.

Disse ideelle fordringer kan der sikkert siges meget godt om, men det svenske kulturliv er nu i fare for at blive rædselsvækkende ensrettet.

Kun ’svinet’ tilbage

Almindelige mennesker er ligeglade med Akademiet – for de fleste har dets arbejde alligevel altid været ubegribeligt. Tilsvarende er Horace Engdahl og hans entourage komplet uinteresserede i, hvad almindelige mennesker tænker om dem. De agerer i en højere sags tjeneste – kunstens og litteraturens – som almindelige dødelige alligevel aldrig helt kan fatte. Derimod burde det nok ryste dem, at de i denne uge har pådraget sig hele den veluddannede middelklasses monumentale raseri.

Uanset hvad der er sket, og hvem der har ret, forfærdes jeg over det håndgribelige had imod Horace Engdahl – også som det er kommet til udtryk i indlæg, jeg selv har publiceret på Aftonbladets kultursider.

Hvis Horace Engdahl skal tvinges til at forlade sin stol for ’at redde Akademiet’, som mange nu kræver, hvordan skal vi da sammenfatte hans indsats? Skal han for altid være reduceret til ’svinet’, som var ven med ’seksualforbryderen’? Eller skal vi sige det, som det er, at Horace Engdahl var manden, der som permanent sekretær i årene 1999-2009 gav Det Svenske Akademi den værdighed og autoritet, som det i den grad trængte til efter forgængeren, Sture Alléns, slappe år?

At Horace Engdahl har mistet fodfæstet i sin kamp for det, han mener, er en højere sag, må ikke få os andre til at begå samme fejl.

Onsdag arrangerede #knytblus-bevægelsen på Öland en bogafbrænding til støtte for Sara Danius.

Det Svenske Akademis ordbøger blev kastet i ilden og bålets flammer kildrede den antiintellektualisme, der i stigende grad karakteriserer de gode: de, som aldrig behøver at lede efter nuancerne eller argumentere for en retfærdig rettergang, fordi de har moralen på deres side, og derfor pr. definition har ret, uanset hvad der er sket.

Man behøver ikke at tilhøre eliten for at blive skræmt af massens magt.

Åsa Linderborg er kulturredaktør på den svenske avis Aftonbladet. Oversat af Niels Ivar Larsen