Uden fuglesang kan jeg ikke forestille mig et lykkeligt liv

Forleden sad jeg på en rasteplads ud for Bamberg i gang med at partere min medbragte salami og røde peberfrugt på et stykke avispapir – et sidste måltid inden de næste 400 kilometers etape.

Det var en af de første rigtige forårsdage i Centraleuropa. Solen bagte på mig og på den uendelige karavane foran mig af tunge lastbiler: polske, ungarske, tjekkiske, baltiske. Vidnesbyrd om, hvordan disse lande er opsatte på at vokse sammen med Tyskland – og hvordan europæisk integration trods alt er en succes.

For 30-40 år siden løb denne autobahn langs grænsen til Tjekkoslovakiet og DDR, to stater, som ikke længere eksisterer. Dengang var den sparsomt trafikeret, og næsten alle biler havde vesttyske nummerplader.

Mens jeg funderede over alt dette – altså over livets gang – faldt mit blik på den udrevne avisside, der allerede havde fået fedtpletter og var fuld af krummer. Jeg begyndte at læse.

Den tyske miljøminister udbredte sig om insektdøden. Den tiltager med foruroligende hast, og med insekternes død dør også fuglene. Miljøministeren citerede sin kollega, landsbrugsministeren, for en udtalelse om, at »bier er systemrelevante – så noget må gøres«.

»Det gør mig ondt for bierne,« skrev journalisten Isaac Babel. Men i det mindste har bier flere lobbyister end fluer og myg. Mest af alt tænkte jeg dog på mine fugle. I min have har jeg lagt mærke til, at de bliver færre. Nattergale hører jeg ikke ofte længere, og hvad blev der af det gamle ravnepar, der så stræbsomt fløj op imod den raske brise.

Og hvor er lærkens triller? Sværmen af stære? Skovspurve, bogfinkerne, musvitter og blåmejser holder endnu stand, men den hvide vipstjert, hærfuglen og pirolen er sjældne gæster. Ørne og gribbe kredser stadig over himmelen, men det er en fattig tørst. Helt borte er de uanseelige middelhavssangfugle, hvis navne jeg har glemt. For slet ikke at tale om sommerfuglene, som jeg til min sorg ikke så nogen af forrige sommer.

Jeg er ikke miljøaktivist eller militant affaldssorterer. Jeg ligger heller ikke søvnløs om nætterne over, at polarisen smelter. Men er mine kære fugle i fare, føler jeg mig direkte berørt. I den udrevne artikel kunne jeg læse, at Tysklands fuglebestand siden år 1800 er decimeret med 80 procent. I dag skulle der kun være halvanden fugl pr. tysker.

Årsagerne er flere, men især insektdøden. Utallige fuglearter fodrer deres unger op med netop insekter, hvis de da ikke som svalerne sluger dem i flugten. Det slog mig, at selv den engang vedholdende svalekvidren i himlen over min have er blevet sjælden.

Statistik viser, at vores insektbestande på 30 år er mindsket med 75 procent.

Ifølge videnskaben er det en global tendens. Insektdøden måles åbenbart i vægt (biomasse), og mens jeg tørrede min kniv ren og skilte mig af med den tyske avisside i rastepladsens skraldespand, tænkte jeg over, hvordan det er muligt at veje milliarder og atter af milliarder af døde småkryb, for det meste så små, at man end ikke kan se dem.

Derpå satte jeg mig i bilen og kørte videre nordpå gennem denne del af Tyskland, hvor uberørt natur veksler med landbrugsområder for det meste beplantet med såkaldt monokulturer: Store marker med gulerødder, kartofler og kornafgrøder – en slags biologisk ensidighed, som sammen med diverse pesticider skulle forårsage insektdøden.

Og så naturligvis det forhold, at vi mennesker efterlader dem stadig færre naturlige levesteder: Bier, sommerfugle og andre insekter lukkes i dag inde i reservater, som vi ikke ville tøve med at kalde ghettoer, hvis de var mennesker.

Det gælder også for større dyr. I Tyskland er der i dag flere påskeharer end harer, der lever i Guds egen natur. Dyr og insekter har i dag alt for lidt lebensraum (levested, red.) – jo præcis dette dystert klingende ord blev brugt i avisartiklen.

Et sted nær Stendal i Altmark skal jeg tanke. Jeg finder en benzintank og skal til at vaske forruden, da jeg opdager, at det ikke behøves. Den er allerede ren, kun ganske få, næsten usynlige, prikker af døde insekter findes hist og her. Tidligere måtte jeg bruge vand og papir for at aftvætte et klæbrigt søle af massedræbte insekter, før jeg kørte videre.

Noget dramatisk er sket. Men hvornår? Det husker jeg ikke. Kun at det var helt almindeligt, at man på sådanne bilture tog livet af uendeligt mange flere insekter. At jeg denne gang kun var ansvarlig for mordet på så få, gjorde mig nedtrykt.

For uden fuglesang og kirkeklokkeklang kan jeg ikke rigtig forestille mig et lykkeligt liv.

© Richard Swartz og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen