Kronik

Hvis du vil være liberal, må du være liberalist

Rune Lykkeberg udvander begrebet ’liberal’, når han definerer frihed som friheden til at gøre og leve, som man gerne vil, inden for rammerne af en stærk stat. For frihed er ikke lighed – de to begreber er i praksis politisk modsatrettede
Ifølge dagens kronikør er det forkert, når Rune Lykkeberg anfører, at kritikken af overvågning bor på venstrefløjen, for den deles af så forskellige aktører som Zenia Stampe (De Radikale) og tænketanke som Cepos og Justitia, ligesom Liberal Alliance også har været med. Her er det fra et Cepos-arrangement om en ny energiaftale i februar i år.

Ifølge dagens kronikør er det forkert, når Rune Lykkeberg anfører, at kritikken af overvågning bor på venstrefløjen, for den deles af så forskellige aktører som Zenia Stampe (De Radikale) og tænketanke som Cepos og Justitia, ligesom Liberal Alliance også har været med. Her er det fra et Cepos-arrangement om en ny energiaftale i februar i år.

Tariq Mikkel Khan

16. april 2018

Den ideologiske liberalisme er død i dansk partipolitik. De partier, der givet deres navn burde basere deres politik på ideologien, har forladt den – for nylig eller for længst. Denne langt hen ad vejen rigtige diagnose kan man udlede af Rune Lykkebergs kommentar »Hvis du er liberal, kan du ikke være liberalist« i Information den 24. marts 2018.

Lykkebergs overraskende konklusion er, at det derfor er venstrefløjen, man nu må sætte sin lid til i forhold til forsvaret for frihed og liberale værdier. For venstrefløjen og mange af Informations læsere lyder det måske næsten for godt til at være sandt. Det er det også.

Lykkeberg har meget ret i beskrivelsen af Liberal Alliances kursskifte væk fra liberalismen bedømt på flere af regeringens seneste udspil. Hans analyse af problemet – fastholdelsen af en »gammeldags økonomisk liberalisme« modsat det, Lykkeberg angiveligt ser som en moderne form for liberalisme, hvor frihed realiseres gennem politiske fællesskaber – er derimod forkert.

To frihedsbegreber sammenblandes

For det første karikerer Lykkeberg med sin betegnelse »gammeldags økonomisk liberalisme« den grundlæggende idé fra liberal politisk filosofi om, at frihed kan defineres negativt som frihed fra ydre tvang. Dermed kan graden af frihed blandt andet – men ikke udelukkende – måles på skatternes samlede omfang og den offentlige sektors størrelse. Det er imidlertid altafgørende at holde fast i, at disse aldrig kan være mål i sig selv, men blot er indikatorer på det egentlige mål: den størst mulige grad af frihed for den enkelte.

For den liberale har friheden nemlig værdi i sig selv. Lykkeberg forveksler med andre ord målet med midlerne, hvorfor det ikke er så underligt, at den klassiske liberalisme for ham fremstår let at kritisere.

For det andet blander Lykkeberg to radikalt forskellige frihedsbegreber sammen. Det klassiske, liberale frihedsbegreb er individualistisk og negativt defineret som frihed fra ydre tvang. Frihed består ikke i at have mulighed for at gøre bestemte ting, men i ikke at være tvunget til at gøre bestemte ting. Frihed for den liberale er således friheden til at gøre, som man vil, så længe man respekterer andres ret til det samme.

Lykkeberg hylder derimod et kollektivistisk frihedsbegreb, der traditionelt har været forbundet med venstrefløjen, men som efterhånden trives i større eller mindre grad i alle Folketingets partier. Det kollektivistiske frihedsbegreb definerer frihed som friheden til at gøre og leve, som man gerne vil, inden for rammerne af en stærk stat, der regulerer adfærd både på markedet og i civilsamfundet. Det er imidlertid en falsk form for frihed, fordi forudsætningen om en stærk og omfattende stat per definition indebærer tvang, idet den ene person tvinges til at understøtte den andens ’frihed’.

Dermed er der reelt ikke tale om frihed, men snarere om lighed og tryghed, hvis vi skal undgå en udvanding af centrale idehistoriske begreber i en grad, hvor enhver skaber sin egen virkelighed gennem sproglige konstruktioner.

Rettighedsbegreber

De to forskellige frihedsbegreber hænger nøje sammen med to forskellige rettighedsbegreber. I Lykkebergs tilfælde er der tale om positivt definerede rettigheder, hvor den enkelte har ret til noget fra staten – det vil sige andre skatteydere.

Liberale hælder modsat til negativt definerede rettigheder, hvor den enkelte har ret til frihed fra noget – for eksempel retten til at tænke, tro og ytre sig, som man vil, uden at blive mødt med sanktioner af den ene eller den anden art.

Derfor er Lykkebergs idé om, at ’det liberale’ blandt andet handler om at »skabe betingelser for personlig selvrealisering«, en fejlslutning, der bygger på, at han roder rundt i frihedsbegreberne og gør en kollektivistisk idé om frihed på statens præmisser til en liberal værdi.

Denne kurs fører imidlertid ikke til frihed, men tværtimod til lighed. Man skaber ikke frihed for den enkelte i nogen meningsfuld forstand af ordet ved at tvinge alle borgere til at understøtte den enkeltes selvrealisering gennem omfattende skatteopkrævning og regulering af både markedet og borgernes privatliv, som det sker i den danske velfærdsstat.

Handler ikke om hvad og hvor meget

Lykkeberg sætter trumf på sin ideologiske og begrebslige vildfarelse med sin henvisning til filosoffen John Rawls’ ’politiske liberalisme’. Rawls var imidlertid ikke liberalist, men nærmere en art radikal eller såkaldt socialliberal, hvis man skulle placere ham på et dansk, politisk spektrum.

Det vil Lykkeberg kunne konstatere, hvis han læser op på debatten om Rawls’ hovedværk, A Theory of Justice (1971), herunder især filosoffen Robert Nozicks libertarianske modsvar i bogen Anarchy, State and Utopia (1974). De to filosoffer – der var gode kolleger ved Harvard Universitets institut for filosofi i 1970’erne – præsenterer to forskellige teorier om retfærdighed i ejerskab og fordeling af ressourcer i samfundet, der hænger tæt sammen med de to forskellige frihedsbegreber.

Rawls’ teori handler grundlæggende om resultatlighed – hvem har hvad og hvor meget – og omfordeling af ressourcer bliver derfor et legitimt middel til at sikre en mere retfærdig fordeling. Dermed bliver frihedsbegrebet kollektivistisk – på trods af, at Rawls til at begynde med definerer privat ejendomsret som en vigtig værdi.

Nozicks retfærdighedsteori fokuserer derimod på de processer, der går forud for resultatet. Teorien hviler på det liberale, individualistiske frihedsbegreb, idet retfærdighed ikke handler om, hvem der har hvad og hvor meget, men om hvordan den enkelte har fået ejerskab over sine besiddelser. Hvis vejen dertil er gået gennem frivillige transaktioner uden brug af tvang, har processen været retfærdig, og dermed er den fordeling, der opstår som resultat heraf, også retfærdig – uanset hvor store forskellene er.

Der er i allerhøjeste grad brug for liberal kritik af den omfangsrige og detailregulerende danske velfærdsstat. Med undtagelse af overvågning er kritikken fra venstrefløjen, som Lykkeberg henviser til, dog generelt alt andet end liberal, idet den typisk trækker i retning af endnu større lighed og mere kollektivisme. Kritikken af overvågning bor i øvrigt ikke på venstrefløjen – den deles af så forskellige aktører som Zenia Stampe (De Radikale) og tænketanke som CEPOS og Justitia. Liberal Alliance har også tidligere været med.

Det grundlæggende problem er, at forsvaret for friheden i dag er stort set ikkeeksisterende blandt Folketingets partier. Velfærdsstatens fokus på lighed har skabt en situation, hvor alle fra venstre til højre, der gerne vil smykke sig med frihedens attraktive fjer, er nødt til at låne dem ved at sætte helt eller delvist lighedstegn mellem frihed og lighed.

Men frihed er ikke lighed – de to begreber er i praksis politisk modsatrettede, hvilket liberale typisk er de første til at anerkende. Lykkeberg – og kollektivister i forskellige partier – vil derimod både blæse og have mel i munden. De bør indse, at de ikke kan få frihed og lighed på samme tid.

Det ville være både befordrende og befriende for den offentlige debat med en større grad af ærlighed og realitetssans i forhold til disse grundlæggende værdier. At skabe sin egen, foretrukne virkelighed gennem sproglige konstruktioner, der udvander begreber og omdefinerer dem, så de mister deres betydning, minder lidt for meget om en form for kommunikation, vi kender fra en vis nuværende amerikansk præsident og hans administration. En tilgang, der er god grund til at tage afstand fra.

Casper Hunnerup Dahl er ph.d. i statskundskab og ​ekstern lektor​​ ved Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Jens Winther
"Bl.a. fordi den private ejendomsret ikke findes i et socialistisk politisk/økonomisk system." Hvor ved du det fra? Er det måske fordi, Fidel Castro har sagt det? Putin siger, at han er liberal. Er han det, fordi han siger det? Trump siger også, at han er liberal. Hitler sagde, at han var socialist. Var han det, fordi han sagde det? Kina styres af et oligarki, som kalder sig socialistisk eller er det kommunistisk? (Hvad er forskellen?) Er de det, fordi de siger det? Findes der ikke nogen privat ejendomsret i Kina? Og hvad er liberalistisk økonomi? Er det verdensøkonomien anno 2018, hvor 147 virksomheder sidder på 40% af verdens kapital. (Swiss Federal Institute of Technologi)

Det forekommer mig, at der er ligeså mange meninger om, hvad socialisme og liberalisme er, som der er hoveder. Kan du fortælle os, hvad der er det rigtige? Jeg er nemlig skrupforvirret.

Og lad os ”venligst slippe for dine selvopfundne definitioner!”

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Leo Nygaard, 17. april, kl. 9.53.
Det var ment som en kommentar til forskellen på at gå ind for lighed og at gå ind for ensartethed.

Poul Erik Riis

Leo Nygaard: Måske er vi enige. Det der med 100% liberalisme eller socialisme var en dårlig formulering. Der er ingen udsigt til, at vælgerne vil vælge det, og jeg kan ikke se, at det giver mening i praksis. Det er ren teori.

For at sikre en fri markedsøkonomi og fri konkurrence er staten nødt til at gribe regulerende ind. Overlader man det frie marked til sig selv, ender det med mindre og mindre konkurrence, fordi de store vil udkonkurrerer de små, og sætte sig på en stadig større del af markedet.Det er jo det der sker i øjeblikket i en nyliberalistiske verdensorden. Så en minimalstat vil ikke føre til den liberalistiske drøm om et marked med fri konkurrence. Det bliver i stedet et marked præget af monopoler, der dikterer priserne og vilkårene
Som liberalist må man gå ind en stærk statslig regulering.

@Ivan Breinholt Leth - det eneste liberale ved Trump er, at han har fjamset rundt med en pornomodel..

I øvrigt tvivler jeg på, at Trump har erklæret sig liberal - bl.a. fordi amerikanerne som bekendt(?) har en noget anden definition på ordet "liberal" end europæere.

Det er min iagttagelse, at en dialog om politisk/økonomiske/samfundsmæssige og alle mulige andre emner bliver meget besværlig, hvis ikke debattørerne har en fælles forståelse af de begreber, man benytter sig af. Derfor findes der anerkendte definitioner på en række begreber i kvalificerede ordbøger, leksika (analoge og digitale) og fagbøger mv.

Det er ikke direkte forbudt at lave sine egne definitioner, som afviger fra det alment vedtagne - men det er ødelæggende for en meningsfuld dialog! Det er derfor, jeg beder om at slippe for selvopfundne definitioner.

Det er velkendt, at politikere ofte siger det, de tror andre vil høre, og ikke det, de egentlig mener. Og nogle politikere mener faktisk ikke noget selv, men søger alene en (magt)position). Det er derfor ret uinteressant at høre politikere karakterisere sig selv. Det interessante er ikke, hvad en politiker siger, men hvad han gør.

Det er nok muligt, at du er forvirret. Det fremgår vel af, at "der er lige så mange meninger om, hvad socialisme og liberalisme er, som der er hoveder", som du siger. Forvirringen skyldes klart, at en del af dem, der udtrykker deres "mening om hvad socialisme og liberalisme er", tror, at de selv skal danne sig en mening om hvad socialisme hhv. liberalisme er. Det skal de ikke, for der findes anerkendte definitioner på disse begreber. Og vi står os ved at anvende begreberne i deres anerkendte betydning - og så koncentrere os om at diskutere fordele, ulemper og personlige sympatier ved socialisme hhv. liberalisme. Det giver nemlig mening!

@Ole Falstoft, du har fat i noget af det rigtige: alle indsigtsfulde liberalister har indset nødvendigheden af en vis statslig (måske endda overnational) regulering.

Ivan Breinholt Leth

Jens Winther
18. april, 2018 - 09:53
Har du nogle henvisninger til anerkendte definitioner? Selv har jeg opgivet at finde ud af, hvad f.eks.socialisme er. Når anerkendte definitioner, som jeg kender til, henviser til lande som det tidligere Sovjetunionen, Cuba eller Kina, samtidig med at man som dig påstår, at der ikke findes privat ejendomsret i såkaldte socialistiske lande, så er det jeg bliver forvirret. Ingen af disse lande har ophævet (ophævede) privat ejendomsret. Ikke engang Nordkorea, som så vidt jeg ved definerer sig selv som socialistisk, har ophævet den private ejendomsret til f.eks. jord.

Nogenlunde det samme gælder for begrebet liberalisme. I vores fase af såkaldt liberalistisk økonomi taler man om frie markeders forrang, samtidig med at monopoldannelser aldrig har været på så højt et niveau. Og de frie markeders apologeter synes at sejle under bekvemmelighedsflag. Verden brugte omkring $3billioner på at bail out banker efter finanskrisen. Både i USA og England nationaliserede man banker. George Bush udtalte at man brugte $800 mia på TARP "in order to preserve free markets." Altså statssubsidiering for at bevare frie markeder! Det lyder mest som en diagnose for skizofreni. Som tilhænger af frie markeder håber jeg, at du kan forklare mig, hvordan statslig subsidiering og nationalisering af banker hænger sammen med frie markeder. I Danmark har vi en liberal regering, som ikke har det mindste imod, at et helt erhverv - landbruget - er på 'kontanthjælp'. Hvis man lukkede for landbrugsstøtten i bare 14 dage, ville det konventionelle landbrug kollapse. Eftersom landbruget har en samlet gæld på 380 mia kr, ville en pæn del af finanssektoren ryge med faldet. Hvis det sker vil du så, som tilhænger af liberalistisk økonomi, støtte at staten betaler for skaden, eller vil du lade hele lortet kollapse? Hvis det virker som om, jeg er forvirret, så skyldes det, at jeg er det. Det forekommer mig, at apologeter af liberalistisk økonomi, kun raser mod barnepigestaten, når det ikke tjener deres egne interesser. Altså når de ikke selv kan nasse på statens penge. Når disse selvforståede liberalister selv kommer i knibe, forekommer det mig, at de pludselig ikke har noget imod tiltag, som de i andre sammenhænge og formentlig også i overensstemmelse med 'anerkendte definitioner' kritisk betegner som socialistiske.

Jeg har også noteret mig, at det som i dag betegnes som neoliberalisme faktisk blev introduceret i Europa - ikke af Margeret Thatcher - men af politiske partier som betegner sig som socialistiske. Det drejer sig om Mitterands Socialistparti i Frankrig i 70erne, og engelske Labour under James Callaghan i slutningen af 70erne. Altså har vi så vidt jeg kan se en hel hob af liberalister, som i prkasis støtter en økonomisk politik, som de selv betegner som socialistisk, og vi har en tilsvarende hob af personer, som kalder sig socialister og som støtter frie markeder, minimalstat, privatiseringer af den offentlige sektor, nedskøringer af overførselsindkomster osv. osv. Kan du måske forstå, at jeg er skrupforvirret? Jeg har en grim fornemmelse af, at der i ovenstående kronik og i denne tråd anvendes begreber, som er så flertydige og upræcise, at ingen rigtig ved, hvad det er der diskuteres.

Antitrustlovgivning har en lang historie i USA. Fra 1890'erne og frem har amerikanske præsidenter forsøgt at bekæmpe monopoldannelser for at gavne konkurrencen. I sær Franklin Roosevelt og Eisenhower advarede mod 'det industrielle diktatur' som ville blive resultatet af 'lase faire' politik (eller neoliberal politik) på det område. Ingen af dem kan vel betegnes som antiliberalister eller kollektivister Med Reagan og frem er det gået den forkerte vej gennem deregulering og nu ser vi resultatet

Henrik Leffers

Det problem vi kommer til at stå med i fremtiden er, at vores demokratiske sytem ikke KAN løse de enorme problmer, vores børn og børnebørn kommer til at stå med! -Fordi et flertal meget nemt kan "overbevises" om, at de politiske partier, der er villige til betale prisen for at løse problemerne, ikke kan få et flertal, fordi dem der IKKE vil betale prisen, kan tilbyde en bedre økonomi. Vi ser alternativer, som det kinesiske system, men det er ikke demokratisk, i den vestlige opfattelse af demokrati, men dog meget bedre end, den extreme højrefløjs alternativer. Det er problemet og noget som vestrefløjen og andre, bliver nødt til at diskutere!

Søren Rønhede

Casper Hunnerups tekst er ikke dybtgående. Modstillingen af frihed og lighed kommer først ind i den liberale ideologi med defensoratet for den ulighed, kapitalismen skabte, CEPOS-agtigt som nævnt.
De oprindeligt liberale så ikke frihed og lighed som modsætninger, men som gensidigt betingede. Lighed i retlig forstand. Frihed i politisk, kulturel og åndelig forstand. Broderskab i skabelsen af den samfundsmæssige produktion.

Sider