Kommentar

Jeg ved, du elsker mig. Men kan du lide mig?

Tror du virkelig, man bliver fri, bare fordi man knuser sin far og vælter sin mor som livets autoriteter? En ny amerikansk film udstiller det klassiske frigørelsesdramas banalitet
Saoirse Rose spiller datteren i den Oscarnominerede film Lady Bird, der skildrer en mor-datterrelation på en ganske ny og vellykket måde, skriver Rune Lykkeberg.

Saoirse Rose spiller datteren i den Oscarnominerede film Lady Bird, der skildrer en mor-datterrelation på en ganske ny og vellykket måde, skriver Rune Lykkeberg.

Hillary Swift

28. april 2018

Den moderne fortælling om frigørelse handler ofte om fædre og sønner. Sønnen er moderne, faren er konservativ, sønnen vil realisere sig selv i den nye verden, men er blevet opdraget til farens gamle verden. Så betingelsen for sønnens frihed er faderens fald. Det kan gå galt som i Franz Kafkas fortælling Dommen, hvor faderen udsteder en dødsdom over sønnen, som han selv eksekverer. Eller det kan gå godt, som i de historier, hvor sønnen realiserer sig selv gennem opgøret med faren.

En anden moderne fortælling om frigørelse er den undertrykte kvinde, som skal gøre op med den mand, der reducerer hende til et æstetisk objekt, moren til sine børn og forvalter af omsorg og husholdning. Henrik Ibsens Et Dukkehjem er et klassisk eksempel, hvor Nora skal knuse sin mands verdensbillede, forlade sine børn og smække med døren for at blive fri.

Original fortolkning

Vi kender sønnernes og kvindernes kamp for frigørelse fra patriarkerne.

Men Greta Gerwigs film Lady Bird, som havde dansk premiere i denne uge, giver en forbløffende original fortolkning af en frigørelseshistorie, der ikke er så gennemspillet: datterens frigørelse fra moderen.

Positionerne i den familie, som er filmens rum, er originale: Patriarken er faldet, faren, som har været forsørger, er blevet arbejdsløs og har aldrig været en moralsk autoritet. Moren overarbejder som sygeplejerske for at få det hele til at hænge sammen, hun står for husholdning, økonomi og opdragelse.  

Datteren Christine vil ikke anerkende den identitet, hendes forældre har givet hende, og har valgt navnet Lady Bird i stedet. Familien bor i Sacramento, som Lady Bird kalder for »Californiens midtvesten«, et dødssygt sted for en ung kvinde, der har farvet sit hår, går i boheme-genbrugstøj og har kunstneriske ambitioner. Hun vil til New York og studere, fordi der er kultur. Hendes mor minder om, at hun har en »dårlig arbejdsetik« og vil have, at hun skal vælge et offentlig college i Californien. Moren er realist, hun tror ikke på datterens drømme. 

Filmen indledes med, at Lady Bird i protest mod sin mors realisme kaster sig ud af bilen, mens de to kører, og brækker armen. Hun gør sig på den ene side fri af sin mor som autoritet og forsørger. Hun søger ind på det universitet, hendes mor ikke mener, at familien har råd til. Og som ung feminist erklærer Lady Bird sin økonomiske uafhængighed: Hun vil ikke lade sig eksistentielt begrænse af den moral, som morens realisme dikterer:

»Giv mig et tal,« råber Lady Bird. Hun vil vide, hvad det har kostet at opdrage hende:

»Jeg vokser op og tjener en masse og skriver dig en check, og så vil jeg aldrig tale til dig igen.«

Men på den anden side henvender Lady Bird sig igen og igen til moren som en vejleder, hun har brug for. Hun søger hendes råd om, hvornår hun er klar til at gå i seng med en fyr. Og de to tager sammen ud for at købe en kjole til en skolefest – i en genbrugsbutik. Deres dialog udstiller hele konflikten:

»Hvorfor kan du ikke sige, at jeg ser godt ud,« spørger Lady Bird sin mor:

»Jeg troede, du var ligeglad med, hvad jeg tænkte,« svarer moren.

»Jeg vil stadig gerne have, du synes, jeg ser godt ud.«

»Okay, undskyld,« siger moren: »Jeg sagde sandheden. Skal jeg lyve for dig?«

»Nej,« svarer Lady Bird: »Jeg mener. Jeg ville bare ønske, at du kunne lide mig.«

»Selvfølgelig elsker jeg dig,« siger moren.

»Men kan du lide mig?« svarer Lady Bird.

Moren som en anden teenager

Det er ikke en stabil autoritet, som datteren skal gøre sig fri af. Moren bliver som en anden teenager ved med at sige det forkerte. Hun bliver usikker som en ung pige igen.

Men det betyder ikke, at Lady Bird bliver fri. Hun skelner mellem den ubetingede kærlighed til hende som datter og sympatien for hende, der er betinget af morens anerkendelse af hende som ung kvinde. Vi ved det jo godt, men scenen understreger, at kærligheden ikke er tilstrækkelig. 

Lady Bird er således både en ung kvindes frigørelsesfortælling og en kærlighedshistorie mellem mor og datter. Og fordi både frigørelsen og kærligheden erkendes som præmisser, bliver Lady Bird ikke fri, bare fordi hun vælter moren som autoritet.

Dramaet er i virkeligheden genforhandlingen af deres forhold efter frigørelsen fra filmens første scene. Det handler således ikke kun om mødre og døtre, men om alle relationer, og at man først bliver frigjort, når man har skabt en ny relation til den autoritet, der er faldet. Fordi det er også en forælder, man elsker. Det har vi aldrig rigtig fået styr på i slåskampene mellem fædrene og sønnerne. 

’Lady Bird’ handler om et år i den 17-årige highschool-elev Christine McPhersons liv. Men også om at være mor til hende.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu