Kronik

Winnie Mandela var folkets Mandela

I Vesten har Winnie Mandela altid stået i skyggen af sin mand Nelson, og hendes eftermæle er broget. I Sydafrika er det anderledes – her hyldes hun i disse uger for hendes årelange kamp mod undertrykkelse og ulighed
Efter ti nationale sørgedage blev Winnie Mandela begravet 14 april. Begravelsesceremonien blev overværet af 37.500 mennesker på et fyldt Orlando Stadium i Soweto.

Efter ti nationale sørgedage blev Winnie Mandela begravet 14 april. Begravelsesceremonien blev overværet af 37.500 mennesker på et fyldt Orlando Stadium i Soweto.

Gulshan Khan

28. april 2018

Efter længere tids sygdom gik Nomzamo Winifred Madikizela-Mandela bort tidligere denne måned. Hun er bedst kendt for gennem mange år at have været gift med Nelson Mandela, og for sit arbejde som politisk leder og aktivist under modstandskampen mod apartheid i Sydafrika i 1980’erne og 90’erne. Hun blev 81 år.

I Vesten har Winnie Mandela altid stået i skyggen af Nelson Mandelas bedrifter, i hvert fald hvis man skal gå efter, hvordan europæisk og amerikansk presse på det seneste har dækket hendes liv og dødsfald.

Her huskes hun især som Nelson Mandelas ekskone. Her mindes vi Winnie Mandela for anklager om korruption og kidnapning. Her beskriver vi hende som en yderliggående politiker, både i handling og udtalelser. ’Er der plads til Winnie i Mandela-arven?’, spurgte eksempelvis The New York Times. ’Kontroversiel politisk aktivist går bort!’, skrev the Guardian.

Der gik heller ikke lang tid før, medierne begyndte at kalde hende for »farlig« og sætte spørgsmålstegn ved hendes bedrifter og person. The Daily Mail i Storbritannien beskrev endda Mandikizela-Mandela som et »giftigt individ med blod på hænderne«.

I de danske medier er der næsten ikke blevet skrevet noget som helst.

Men hvem Winnie Mandela er, kommer helt an på, hvem man spørger. For det billede, vi har i Vesten af en korrupt og farlig person, harmonerer slet ikke med det billede, jeg har fået i Sydafrika af, hvem hun var, og hvad hun har betydet for Sydafrikas befolkning.

Mam’ Winnie

I Sydafrika har der i ugerne efter Winnie Mandalas død været helt stille. Folk har været klædt i sort. Kvinder har dækket deres hår til. Folk har stået på gaden og grædt. Her hersker ingen tvivl om, hvem Winnie Mandela var, eller hvor stort og smertefuldt et tab hendes død er. Her er dækningen af og reaktionen på hendes dødsfald præget af sorg og taknemmelighed. Hendes liv bliver mindet, og det bliver fejret.

Her er der ingen tvivl om, at hun var ’farlig’. Selvfølgelig var hun farlig, siger folk, jeg møder. Det blev hun nødt til at være som respons på et så farligt og voldeligt regime, som apartheidstyret var. Men hun var ikke kompliceret, fortæller de. Hun elskede sit land og sit folk, og hun kæmpede med sit liv som indsats for Sydafrikas frihed.

Der er blevet afholdt mindehøjtidligheder dagligt over hele landet i løbet af de seneste to uger. Helt fra FNs øverste top, der i sidste uge vedtog en resolution om at ære Madikizela-Mandela, til små forsamlinger i landsbyer og beskedne hjem. Den 14. april blev hun endeligt bisat. Ceremonien foregik på Orlando Stadium i Soweto, den del af Johannesburg som Winnie boede i det meste af sit liv. Tusindvis af mennesker deltog. Det var en sorgfuld og smuk bisættelse. Stadion klingede tungt af kampråb og hyldestsange fra publikum, såsom: »Kampen fortsætter«, »Power to the people« og »Længe leve Mam’ Winnie«.

»Mam’ Winnie« er selvfølgelig en forkortelse af dét, mange sydafrikanere kalder hende: Winnie, nationens mor.

Og det er præcis, hvad hun var. Det var Winnie Mandela, der for mange var den egentlige Mandela. Ikke Nelson. Det var Winnie, der var den sorte befolknings symbol på styrke og mod, og det var hende, der med rank ryg, løftet arm og knyttet næve gik forrest i demonstrationerne mod apartheidregimet og igen og igen stillede sig op og talte til folket.

Det var hende, der i mødet med sikkerhedspolitiet, råbte »Amandla!« – et ulovligt kampråb, der hurtigt blev African National Congress’ (ANC) symbol på fortsat mobilisering og modstand mod årtiers undetrykkelse. Hun ledte kampen mod apartheidregimet, mens Nelson Mandala sad i fængsel, og hun gjorde kampen til et globalt anliggende.

Det var hendes utrættelige kamp, der gjorde, at hendes mand, Nelson Mandala, i sin tid blev løsladt. Og det var blandt andet hendes aktivisme, der plantede de frø, der senere skulle munde ud i de forhandlinger, der gjorde, at Sydafrika endelig blev et frit land og fik sit første demokratiske valg i 1994.

Præsident Winnie

Der er mange her i landet, der mener, at det var Winnie Mandela, der skulle have været det nye Sydafrikas første præsident. Folket var ikke på fornavn med Nelson Mandela, der havde siddet i fængsel i 27 år. Men alle vidste, hvem Winnie var. For hun havde været en del af folket.

Winnie Mandikizela-Mandela blev født den 26. september 1934 i en lille landsby i regionen Transkei i den sydøstlige del af Sydafrika. Som 19-årig rejste hun til Johannesburg for at uddanne sig til socialrådgiver. Hun mødte Nelson Mandela i 1956. Kort efter blev hun en central del af frihedsbevægelsen og partiet ANC.

I 1963 blev Mandikizela-Mandela for første gang bandlyst for sin politiske aktivisme. En bandlysning under apartheidregimet i Sydafrika var sin egen form for vold: det indebar, at man var under konstant overvågning af sikkerhedspolitiet, og at man ikke længere havde lov til at mødes med mere end én person ad gangen. Det betød, at man ikke måtte rejse eller på nogen måde benytte sig af sin ytringsfrihed.

I første omgang var Winnie Mandela bandlyst i fem år. Bandlysningen betød blandt andet, at hun mistede sit arbejde. I de følgende år blev hun anholdt flere gange blandt andet i 1969, hvor Winnie Mandela blev sigtet for at fremme ANCs aktiviteter. Sigtelsen medførte, at hun sad i isolationsfængsel i 491 dage. Ifølge hendes egen selvbiografi fik hun størstedelen af tiden ikke andet at spise end grød med maddiker i.

Isolationsfængsling karakteriseres som en meget brutal form for psykologisk tortur, og langt de fleste mennesker pådrager sig varige skader efter mindre end to ugers social isolation. Men i det øjeblik hun blev løsladt, genoptog hun den selvsamme kamp, isolationsfængslingen skulle have afskrækket hende fra at kæmpe. Hun nåede imidlertid kun at være fri i 16 dage, hvorefter hun fik en ny bandlysning på fem år. I 1974 blev hun igen fængslet for at overtræde sin bandlysning. Det var først i 1986, at Winnie Mandelas bandlysning, der mere eller mindre havde været gældende i 23 år, ophørte.

Winnies ANC fløj

Op gennem 80’erne og 90’erne voksede den interne splittelse i ANC. Der opstod to grupperinger: én, der mente, at Sydafrikas fremtid måtte sikres gennem samarbejde med internationale investorer, og hvis politik i højere grad skulle præges af neoliberal markedsøkonomi. Nelson Mandela og Thabo Mbeki tilhørte denne gruppering.

På den anden fløj, som Winnie Mandela og Chris Hani tilhørte, mente man, at Sydafrikas eneste mulighed for at afvikle fattigdom og skabe lige muligheder i verdens mest ulige land var gennem omfordelingspolitik og en gennemgribende nationalisering af miner, banker og landområder.

Det var overbevisninger, Winnie Mandela aldrig veg fra og en af de primære årsager til, at hun aldrig kom i betragtning som partiformand for ANC. Det og så det faktum, at hun var en kvinde – tilmed en sort kvinde – i et patriarkalsk land. Men det var måske også netop det, der gjorde, at hun overlevede: apartheidregimet vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op med en sort kvinde og mor, der var i stand til at udholde alt det de udsatte hende for og igen og igen rejse sig for at kæmpe videre.

Winnie Mandela døde med integriteten i behold, men tynget af vrede. De forandringer, hun kæmpede for, fandt ikke sted i hendes livstid. Tværtimod eksisterer meget af den vold og de socioøkonomiske uretfærdigheder, som apartheidregimet fremavlede, stadig i det sydafrikanske samfund. Størstedelen af den sorte befolkning, som udgør 80 procent af landets befolkning, lever stadig under fattigdomsgrænsen. Mange har ikke adgang til rent drikkevand, elektricitet og uddannelse, og godt hver anden er arbejdsløs. Uligheden er i dag større end under apartheidtiden.

Og det er netop dét, Winnie Mandelas død har udløst en sorg og en vrede over, men også en fornyet kampgejst.

Amalie Ravn er cand.psych og bosat i Sydafrika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nike Forsander Lorentsen
Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Ikke bare Winnie Mandela blev ignoreret og bagvasket, hele udland ud af Vesten er ikke andet end helvedet. "Når man selv er i Paradis", der er kun én paradis, ikke engang et lille værelse i udland. For ikke at tale om Mellemøsten, der er intet godt. I virkeligheden intet af disse lande kan misunde Vesten; det har næsten alle været her, I velstand, Supermagt, Alt fra køkken kunst, håndværk, Videnskab. litteratur er kendt der i mange år før Vesten blev til. Og Vesten ved bedre også. De ved bedre om Mandelas kone end Mandela selv, skulle også finde ham en bedre kone? Men vi har Været her.En gammel mønt er det samme som en ny mønt, eller ikke ?.

Martin Kristensen

Utroligt at man kan skrive så lang en profil uden at nævne Mandelas aktive rolle som torturbøddel og bandeleder.

"Døde med integriteten i behold" er vist en omskrivning af "blev aldrig rigtig stillet til regnskab for sine modbydeligheder".

Anne Grete Tvede Andersen

Taknemmelig for denne fine kronik.
Efter at have set den franske dokumentar om hende på DR2 i starten af denne måned har jeg ventet på hun skulle få den officielle værdsættelse som jeg absolut synes hun fortjener. Nobelprisen posthumt feks.
Mange tak til Amalie Ravn.
Mvh

Nike Forsander Lorentsen

Tak for en fin kronik og en mere sand syn på Winnie Mandela, en stridbar stark kvinde. (Nelson Mandela gifte om sig med en tam kvinde)