Kronik

X Factor skaber ikke så mange popstjerner, men det samler danskerne og skaber kunst og debat

Tillykke til TV 2. X Factor er god public service og ærlig underholdning med noget på hjerte, skriver ægteparret Anne Mette Risager Lund og Tomas Pødenphant Lund, der deltog i den netop afsluttede sæson af talentshowet
God kunst handler ikke om, hvad afsenderen føler, men om at få modtageren til at føle. Derfor kan man vel kalde X Factor som helhed for et stykke god samtidsperformancekunst, der får over en million mennesker til at glemme vasketøjet og huslånet for en stund, tale sammen om noget fælles og til at føle noget, skriver Anne Mette og Tomas fra den nyeste sæson af X Factor.

God kunst handler ikke om, hvad afsenderen føler, men om at få modtageren til at føle. Derfor kan man vel kalde X Factor som helhed for et stykke god samtidsperformancekunst, der får over en million mennesker til at glemme vasketøjet og huslånet for en stund, tale sammen om noget fælles og til at føle noget, skriver Anne Mette og Tomas fra den nyeste sæson af X Factor.

Danmarks Radio

17. april 2018

Oven på X Factor-finalen har der naturligt været en del debat om programmet, dets kvaliteter og berettigelse på DR.

En af de mange debatter foregik i Deadline den 6. april med blandt andre præst Sørine Gotfredsen og chefredaktør Rune Lykkeberg som deltagere. I noget, der vist var ment som et kompliment til os, var det lidt som at høre en kulturradikal udgave af Snobberne Fritz og Poul diskutere:

»De er nu søde, de der kiksede lønmodtagere fra provinsen, der bliver fremstillet, som om de kan synge.«

Hvis man undrer sig over, hvor de politiske initiativer om at flytte diverse medier væk fra København kommer fra, er dette eksempel på meningsdannere i egen københavnersauce måske et godt bud. Nå, men nok om det nu.

Vi har fået et unikt indblik bagom programmet og føler os kaldet til at nuancere debatten.

X Factor er blevet beskyldt for at udstille folk. Vores holdning er, at man som deltager ved, hvad man går ind til. Vi er på intet tidspunkt blevet filmet, hvor vi ikke var klar over det.

De tre dommere i X Factor tidligere i år, Mette Lindberg, Thomas Blachman og Remee.
Læs også

Man vælger selv at tilmelde sig, man vælger selv, hvilket tøj man tager på, og man bestemmer selv, hvad man siger, når man bliver filmet. Man ved også, at man bliver vurderet og kommenteret af dommerne og muligvis får kritik. Kan man ikke tåle det, skal man ikke stille op. Kan man ikke lide at se på det, kan man lade være.

Som deltager bliver man passet rigtigt godt på af produktionen. Omsorgsfuldt og professionelt – og selvfølgeligt med særlig opmærksomhed på de yngste deltagere.

Vi fortryder intet

X Factor handler i høj grad også om at fortælle historier om deltagerne.

Det er en stærkt redigeret version af et menneske, man oplever, når man ser tv. Det bør vi alle have i tankerne, når vi forbruger medier. Eksempelvis tog det fire timer at optage de 55 sekunder, der blev vist af os i tredje show, hvor vi var hjemme hos os selv og var ude at vinterbade.

Vi mødte for nylig en gruppe unge kvinder i alderen 25-30 år på vej i byen. De syntes, vi var søde og ville tage selfies med os. Det gør vi gerne. En af kvinderne udbrød, at når hun engang skulle giftes »ville hun have sådan et ægteskab som vores«. Vi takker for rosen og minder om, at det jo ikke er hele ægteskabet, der har været vist på TV.

Kunne vi gøre noget anderledes, havde vi nok ikke kysset hinanden foran kameraerne til vores audition i september. Men livet leves som bekendt forlæns og forstås baglæns, og vi fortryder intet og føler os fint behandlet af produktionen.

Øve på Blachmans husbåd

X Factor bliver kritiseret for at stikke folk blår i øjnene ved at sælge drømmen om en genvej til at blive popstjerne uden at skulle arbejde hårdt for det. Det bliver blandt andet fremhævet, at det faktum, at stort set ingen af de tidligere deltagere har fået en karriere efter programmet, er et bevis for, at deltagerne ikke er dygtige nok.

Det er sandt, at man ikke bliver dygtig – til noget som helst – uden at øve sig.

Der er ingen af dette års deltagere, der er kommet sovende til at kunne synge. Udover at have talent har vi alle brugt en meget stor del af vores liv på at synge. I badet, i skolen, foran spejlet, på scener og mange andre steder.

Vi er amatører i ordets egentlige – og bedste – betydning.

Ordet ’amatør’ kommer fra det latinske ’amare’ og betegner en person, der gør noget, fordi vedkommende elsker det. Det er programmets præmis: at tage nogle amatører – mennesker, der elsker at synge – og lægge dem i hænderne på en flok dybt engagerede professionelle mennesker med det formål, at der hver uge skal leveres en sangperformance til et fredagsunderholdningsprogram.

X Factor i Danmark er et ’popstjerne-for-en-tid’ makeover-program. Uanset, om det er et køkken eller en person, der får en makeover, skaber en makeover jo ikke vedvarende lykke i et liv. På et tidspunkt er det nye køkken ikke længere nyt. Det meningsfyldte liv – det, der leves imellem festerne og makeovers – må man selv skabe.

Det samme kan siges om at deltage i X Factor: Det sjoveste ved at være med var faktisk ikke at synge på scenen om fredagen, men at øve på Thomas Blachmans husbåd i løbet af ugen – og alle de andre ting, der ledte op til showet om fredagen.

Selv om det er stærkt vanedannende at være med i X Factor, får man jo ikke et perfekt liv, selv hvis det faktisk lykkes programmet at lave én om til popstjerne. Hvis børn og unge forledes til at tro anderledes, må vi insistere på, at deres forældre har et ansvar for at fortælle dem, at det ’bare er tv’.

En af styrkerne ved X Factor er netop, at det bliver set på tværs af generationer og derfor skaber en fælles referenceramme for en diskussion mellem unge og deres forældre. Det samme gør sig nok ikke gældende for et program som eksempelvis Paradise Hotel, eller for hvad de unge ser på YouTube af ’se mig lige nu’-typer – i hvert fald ikke her i husstanden.

I en tid, hvor en større del af medieforbruget er individualiseret, samler X Factor en stor del af befolkningen om en fælles oplevelse på Danmarks største public service-kanal. Det giver folk mulighed for at debattere ud fra en fælles referenceramme. Man fristes til at sige, at DR har mødt deres public service-forpligtelse med X Factor netop i kraft af de høje seertal – og ikke på trods af dem.

Husk, at det hele stopper igen

Lang tid inden live-forløbet begyndte, blev alle deltagere indkaldt til et informationsmøde på DR. Noget af det første, vi fik at vide på mødet, var, at vi skulle huske på, at det hele stopper igen, uanset om man ryger ud i første show, eller om man vinder det hele, og at det ikke automatisk medfører en succesfuld musikkarriere at deltage – X Factor kan være en platform at begynde fra.

Bag langt de fleste store popstjerner gemmer der sig historier om succesfulde samarbejder med sangskrivere, musikere, producere – og mange andre, der er nødvendige for, at en artist kan lave et hit. Det er i almindelighed svært at få et gennembrud som musiker, også for tidligere X Factor deltagere.

Vi føler bestemt ikke, at vi er blevet stukket blår i øjnene i forhold til, hvad vi kan forvente, at en X Factor-deltagelse kan føre til. Med programmets 11 år på bagen er det vel de færreste, der melder sig til audition, som virkelig regner med, at de bliver popstjerner på den lange bane, alene fordi de medvirker i programmet.

Mon ikke de primært melder sig, fordi det ser sjovt ud at være med? Samtidig er der vel ingen, der kan sige sig fri for at drømme?

Nogle drømmer om at kunne leve af at lave musik, andre drømmer om at udgive en bog, komme på højskole, stifte familie, sejle jorden rundt eller andre ting. Fælles for de drømme er, at det kræver mod til at turde satse det, der skal til for at nå drømmen – og evne til at gøre det.

Der var relativt stort fokus på, at vi var et ægtepar, og ikke så stort fokus på, at det på alle måder er meget sent i livet at melde sig til den slags ’pjat’. Det, synes vi faktisk, er en bedre historie.

Vi meldte os, fordi vi havde en drøm om at være med i X Factors liveshows. Og om at få mere musik ind i vores liv. Det har vi fået. Vi glade og stolte over, at vi turde at kaste os ud i at udleve en drøm, med risiko for at blive til grin.

X Factor er mange ting på en og samme tid. For nogle er det et musikprogram, hvor underholdningselementet er en trojansk hest, der skal bringe god musik ud til folket. For andre er det en kommerciel sangkonkurrence. Og for andre igen noget helt tredje. Det er en styrke ved programmet, fordi det inviterer til debat.

For os er X Factor et underholdningsprogram, der ’sælger’ drømme – ikke til deltagere, men til seerne. Det viser mennesker, der har kastet sig ud i at udleve en drøm. Mennesker, der tør sætte sig selv på spil for at få mulighed for at vokse som mennesker. Og det kan måske inspirere andre til at gøre det samme. Til at gøre noget unyttigt.

God kunst handler ikke om, hvad afsenderen føler, men om at få modtageren til at føle.

Derfor kan man vel kalde X Factor som helhed for et stykke god samtidsperformancekunst, der får over en million mennesker til at glemme vasketøjet og huslånet for en stund, tale sammen om noget fælles og til at føle noget: sympati, antipati, længsel – og til at drømme. Og det er vel egentligt meget godt klaret af et fredagsunderholdningsprogram?

Anne Mette Risager Lund og Tomas Pødenphant Lund deltog i 11. sæson af X Factor på DR1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Ole Frank
  • Viggo Okholm
  • randi christiansen
Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Ole Frank, Viggo Okholm og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er glimrende, hvis vi endelig er enige om, at nationalt sammenhold er godt og nødvendigt, efter at det i lang tid har været betragtet som den direkte vej til nazi-/raci-/fascisme.

Men et land som Danmark, der har så righoldig en kulturhistorie, bør kunne finde noget mere lødigt at samles om end et plat og overfladisk udenlandsk koncept, der er blottet for enhver substans og kun bliver holdt oppe af rummetervis af varm luft som ovenstående kronik.

Nej, jeres banale betragtninger er ikke interessante for andre. Fint at i havde det sjovt med at deltage, men det er altså ikke helt nok til at samle en nation.

Grethe Preisler

Lirekassen Blachmann

"Nu hulker den, nu hvæser den
Nu bruser den, nu blæser den
Nu drejer lirekassens sving en dårende musik.
Nu hyler den, nu galer den,
Nu hiver den, nu haler den
En tone af hver orgeltragt, en symfoni af blik"
(Tom Kristensen - 1922)

Bjarne Bisgaard Jensen, Marie Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

X Factor er god public service og ærlig underholdning med noget på hjerte, bedre kan det hvis ikke siges, jeg er helt enig!

Men jeg frygter dog, at det bliver udvandet og for kommercielt på TV2, afbrudt af evige reklameblokke, for kunstigt søgte deltagere, og for smart i en fart replikker, dog ser jeg frem til ,at det vel skal sendes fra Odense, som bekendt jo er TV2´s hjemmeadresse.

Det ville da være noget nyt og umiddelbart det eneste interessante ved flytningen fra DR, at en større dansk live produktion udgik fra provinsen.

Jeg har set 2 gange en ½ x-factor - mere tid orkede jeg ikke at bruge på det ligegyldige l....
Alene dommernes klichefyldte ordgejl - det tog lang tid, før mine tæer rettede sig ud igen.

Tino Rozzo, Bjarne Bisgaard Jensen, Helga Westergaard og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Jamen dog sikke frelsthed her hos Informations læsere bortset fra Peter.
Hvad er der dog galt med underholdning ? Bør der ikke være plads til Hvem var det vi var. og de andre dueller om vanvittige stunts o.s.v. X- faktor er da i det mindste en proces hvor nogen lærer noget uanset og bliver behandlet ordentligt og uden at få blår i øjnene. Flere af deltagerne har da fået en form for karriere efter at have været med. Martin med sine Saveus skal åbne Roskilde i år.
Heidi fra samme år har udgivet to albums og er sanglærer i dag. Der er flere. Vi ser det så ikke så meget mere, men følger med hvilket man gør fordi musikken er interessant i mange afskygninger.

Flemming Berger, Emil Elvheden, randi christiansen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Tak til jer - jeg er så enig. De sure jeronimusser kan jo bare blande sig udenom. For musikinteresserede er det elementært spændende at se og høre alle disse forskellige mennesker og deres stemmer og ikke mindst dommernes feed back på deres præstationer. Og blachmanns insisteren på kvalitet, på det ægte, kreative og nytænkende er inspirerende. Der er for meget udenomspalaver i programmet, men resten er både visuelt og auditivt vildt underholdende. Dr burde fintune konceptet i stedet for at stoppe det.

Børge Rahbech Jensen

Det er et godt eksempel på, Danmark ikke er Storbritannien.
Selvom britisk X Factor heller ikke skaber så mange popstjerner, har det skabt flere og større stjerner, end den danske udgave har.

randi christiansen

Børge, jeg mener ikke, at det primære formål er at skabe popstjerner, men indenfor disse rammer at få en lærerig musikoplevelse sammen. Min søn er musiker, og da han var teenager, var x faktor eet af de programmer, vi så sammen. Blachmanns stunts heppede vi på.

Sur Jeronimus, hvorfor ikke. Til alle jer livsstykker, se blot x-faktor, det er der ikke noget forkert i. Det står også enhver frit for at nyde Morten Koch eller glædes over Brian Cox, hver har jo sin lyst. Nogen skal have klassisk andre det eksperimenterende.
Menb det, der virkelig samler danskerne, hvor vores store fælles forstående jeg træder frem, er i udsendelser efter internationalt konsept. Det er da lidt morsomt for en sur gammel mand.
X-faktor og bryllup i kongehuset, det er essensen af det at være dansk.

Anders Sørensen

Hahaha. Jeg elsker Informations kommentarspor. Fuldt af folk, der principielt slås for manden på gaden (eller hvor han nu måtte befinde sig, m/k), men samtidig så hvinende elitært og snobbet, at det synger i guldplomberne.

Fuldstændig ude af stand til at fange de momenter af (sandelig!) ægte kunst, der åbenbares i X Factor. Musikalitet findes over alt. Også i et studie i DR-byen. Og der er såmænd ikke længere mellem de musikalske snapse dér end på et hvilket som helst autentisk værtshus eller anden autentisk talentscene nær dig. Du nægter bare at smage dem, fordi folk har fortalt dig, at X Factor er noget lort og har været det i generationer.

X Factor er det nye punk.

Anders Sørensen. Jeg har ikke kritiseret X- faktor her i kommentarerne. Jeg forholder mig kritisk i det værdifulde i at betragte "det at samle danskerne" som et kvalitetsmål, et af de sidste afsnit i artiklen.
Jeg forholder mig også kritisk til præsentere musik som et forhindringsløb.
Og så er det morsomt at læse selvovervurderede kommentatorer, der kommenterer andres kommentarer ved at angribe kommentatorerne og ikke deres kommentarer.

"X-faktor skaber ikke så mange popstjerner..."
nej, det skal guderne vide. Har de overhovedet skabt NOGEN?

"...men det samler danskerne..."
Det er derfor, der er noget, der hedder "laveste fællesnævner".

Kære Grethe Preisler:

Det er vildt imponerende, hvordan du altid kan finde et
relevant (og sjovt) digt til at lyse op i Informations kommentarspor - uanset emne eller tema.
Du må have en usædvanlig god hukommelse, både hvis du rent faktisk kan alt dette udenad, eller får en stjernegod association og slår digtet op.
Håber ikke, du bliver træt af det foreløbig.

Kh. Tino Rozzo

Anders Sørensen

@Tino Rozzo, Martin, der vandt første sæson af X Factor, åbner Orange på Roskilde om et par måneder. Vidste du det?

Anders Sørensen -
mon ikke den talentfulde Martin - der jo valget at trække stikket helt fra offentligheden efter X-factor - ville have klaret sig alligevel ?
Det der er galt ved x-factor er jo, at det insisterer på at skulle igennem rækken af talentløse freaks, før man begynder at bearbejde gnister af talent.
Det eneste positive, jeg kan se ved x-factor, er at det afliver myten om, man nødvendigtvis er et talent, bare fordi man har den kønneste sangstemme ved familiefesterne.
Talent kan vises på mange måder - især hvor meget arbejde, det rent faktisk koster at gøre et talent til noget vedvarende . Derfor er jeg vild med udsendelsen "Vidunderbørn", der viser nogle børn, der i årevis har knoklet for at forfine deres talent og ved, at denne proces aldrig er afsluttet.
Det var jo nøjagtigt det samme Martin gjorde uden projektører, da han gik under radaren og knoklede videre for at forfine sit talent, heldigvis med fortjent succes.
Og helt ærligt - i løbet af 11 år, er det sgu ikke mange virkeligt gode, seriøse musikere, x-factor har bragt frem i lyset.
Og jeg er sgu ikke en disse elitær - faktisk lytter jeg (som regel)med stor glæde til alt musik undtagen mongolsk strubesang, traditionel asiatisk musik og heavy metal. Og ja - jeg har udsat mine ører for det hele og fundet, at der går mine grænser.
Jeg har f.eks. en stor kærlighed til tyske og italienske pophits fra 50'erne, 60'er og 70'er, hvilke jeg nogle gange i forbindelse med at lave udstillinger, hvor jeg elsker dem som lydspor, har været ved at drive mine arbejdskolleger til vanvid med.

Morten Hjerl-Hansen

Nøglen til at få det attraktive alternativ, noget god tv-dramatik der lægger gaderne lige så øde som X-factor, på benene er at diskutere substans. Det er utilstrækkeligt fx at dissekere mesterværker som Matador. Det er også uilstrækkeligt at kræve kærligt tegnede, modsætningsfyldte karakterer, stærk dialog, psykologisk dybde osv. osv. Den slags bliver til makværk.

Jeg er sikker på at der sidder forfattere og dramatikere derude som er fuldt ud i stand til at skrive et tv-drama ud fra følgende

1. Kærlighed er det største i livet.
2. Sorg er det mest komplekse i livet.
3. Der findes, ud fra en ideel betragtning, gode sorgmennesker og vildledte frustrationsmennesker.
4. Sorg kan forklæde sig som had som almindeligvis forklæder sig som pænhed.
5. Fænomener som respekt, glæde og lytning har ingen mening hvis de ikke på den ene eller anden måde relaterer til punkt 2.

Ud fra de definitioner der bliver lagt til grund her i artiklen, laver TV3 og alle andre rent kommercielle kanaler ren og uforfalsket public service. I det hele taget må al succesfuld underholdning herefter kunne betegnes som public service. Spørgsmålet er bare hvorfor det så skal finansieres med offentlige midler, og ikke på rene markedsvilkår?

Jeg siger bestemt ikke, at DR ikke må lave underholdning, men når man har et kæmpe borgerbetalt budget i ryggen, må man kunne forlange andet og mere, end at produktet fungerer som underholdning. Hvis man laver noget der kan udvikle dansk musik- og populærkultur, eller udvikler talenter der kan få deres store gennembrud hos DR, er der tale om en vellykket fusion mellem underholdning og public service. De store serie- og drama-satsninger fra DR, som har opnået international succes, og bidraget til at gøre danske skuespillere og instruktører populære ude i verden, er et skoleeksempel på dette. Og i et lille land som Danmark kan det være svært at finde ren kommerciel finansiering af projekter, hvor kvaliteten er afgørende. Her har DR en vigtig mission, hvor det fortjener sit public service-budget.

Men X-factor er til gengæld et skoleeksempel på, at DR ikke altid fungerer på denne måde. En dyr underholdningsproduktion, der hverken i nævneværdig grad udvikler dansk underholdning, musik, eller opdager talenter. Ikke engang selve tv-produktionen er udtryk for nogen udvikling, da der er tale om et indkøbt format, der normalt kører på kommercielle kanaler, således som det fremover også vil være tilfældet på TV2 i Danmark.

X-factor er hvad det er, og det er programmer jeg kan kople af med som Bonderøven også. Målet med X-factor er at finde "stjerner", og hvis man finder det god underholdning, så nyd det.
Men er det at skabe stjerner kunst? Beriger det os eller er det en konsumvare, der giver en kort glæde og så kasseres uden at efterlade værdi? Ville det ikke være mere spændende, hvis DR fast sendte fra musiklivets eksperimenterende afkroge fra pop til klassisk? Det vil blive smalle programmer, meget smalle og slet ikke give de seertal, der kan åbne for politikernes velvilje.
Jeg er ikke selv meget for det der moderned halløjsa, men jeg kan se, at der hvor kunsten har gode muligheder, påvirkes og inspireres samfundet til positiv udvikling på alle områder.
Mange af de værker, der fremføres i X-factor er af stor kunstnerisk kvalitet, men, som når jeg spiller Bethoven på mit klaver, må jeg sige, at det ikke er garanti for en stor kunstnerisk oplevelse.

Grethe Preisler

Kære Tino Rozzo:

"En kølig ranke og en bajadere
går som en ufødt tanke frem .... hvad mere?
En bajadere og en kølig ranke ....
En dumhed bragt på form det er en tanke
når verset ryster stolt sin løvemanke"
(Sophus Clausen)

k.h.
Madam P

Anders Sørensen

@Herdis Weins, det bliver selvfølgelig spekulation, om Martin ville have åbnet Orange eller ej, hvis ikke han havde deltaget i X Factor. Men i al fairness må man konstatere, at en deltager (vinder) af X Factor har drevet det så vidt. Muligvis følger flere efter. Efter år ude af rampelyset, selvklart, fordi følgagtig konsensus skriger vindere af programmet direkte i fjæset, at de er nulboner. Fordi det er vedtaget, at kunst ikke må findes i et format som X Factor.

At det ikke er en selvfølge, at man får en stor musikalsk karriere, blot fordi man når langt i/vinder X Factor er vel næppe et argument for at ringeagte programmet - men ikke desto mindre er det et argument, der ofte fremføres. Selvfølgelig også fordi dommerne i deres højstemte taler helt naturligt går for vidt i deres lovprisning, optændt af øjeblikkets energi. Af en eller anden grund pikerer det folk, der sidder på deres loftsværelse skråstreg i elfenbenstårn sammen med Jimi Hendrix og Beethoven og en rigid forestilling om, hvad stor kunst er, og hvordan den må opstå.

Bortset fra det mener jeg da bestemt, at noget af det, ikke mindst Blachman oftest taler om, er vigtigheden af at "forfine sit talent".

Anders Søresen -
du fatter tydeligvis ikke essensen af folk kritik, nemlig at banaliteter hives op et stadie, der er helt uden af proportioner. Det har nul og nix med elfenenstårne og "stor kunst" at gøre, bare en efterlysning af evnen til at skille snot fra kanel.
Jeg har vældig stor respekt for folk, der kan deres håndværk - uanset om de er festmusikere, der spiller på medbragt elpiano, eller spiller violin i det kongelige kapel. Det jeg ikke kan døje ved x-factor er dens insisteren på, at alt, hvad der skinner en lille smule, er det rene guld.

Anders Sørensen

@Herdis Weins, X Factor går jo netop ud på at skille snot fra kanel. Det er selve essensen af programmet. Og nogle folks snot er andre folks kanel. Min pointe er, at mærkatet "X Factor" af nogle søges gjort til noget, der automatisk bør lignes snot. Det er snotdumt og følgagtigt.

randi christiansen

Det er kæmpemodigt som amatørmusiker at stille sig op på den scene. Alene det forhold gør programmet elementært spændende, måske især for andre amatørmusikere som godt kan se pointen i en udfordring med så meget feed back på præstationen - ikke kun fra publikum men fra fagfolk, som har noget at komme med.

Hvis man vover at anlægge en historisk betragtning, så har vi mennesker altid været tiltrukket af at se andre mennesker optræde. Et koncept omkring udfoldelse af et musikalsk talent er vel ikke ringere end alle mulige andre talentkonkurrencer, det være sig kagebagning, akrobatik, dans eller de bedste hjerner. Denne tilbøjelighed til at nedvurdere det populære er elitisme i sin kedeligste form. Jeg elsker al musik bortset fra støjrock og støjtechno - men hvad, be bop og wagner f.eks. er jo også 'an aquired taste', som man siger på udenlandsk.