Klumme

Den afskårne omverden

Hvem der bestemmer parallelt med hvad
18. maj 2018

En overbevisende definition på parallelsamfund er endnu ikke leveret. Slet ikke af dem, der ubekymret markedsfører dette luftige begreb.

Regeringen og dens faste flertal af DF og snart sagt Socialdemokratiet lovgiver dag for dag stadig strammere med adfærdsreguleringer langt ind i privatlivet. Angiveligt for at beskytte de danske værdier og sammenhængskraften. (Et andet udefineret nu nedslidt begreb).

De stramme love, som politikerne dagligt disker op med – ofte efter ufordøjet enkeltsag i medierne – sker på baggrund af tågede forestillinger om organiserede sammenslutninger af indvandrere og efterkommere – læs: muslimer.

Her i ghettoerne, hvor folk tillader sig at bo med skumle motiver om at forblive, som de var andre steder, andre tider, udvikles udanske parallelle kulturer i kontrær modstand mod normalsamfundet.

I parallellernes ghettoer går kvinderne klædt i totaldækkende forbudte gevandter, man følger religiøse love og lader sig dømme af imamer i skæg og sutsko, og drengene bliver bandekriminelle og skal udvises med tilbagevirkende kraft, hvis de går over for rødt.

Det er ganske vist, vi har sagt det så mange gange, vi vil ikke have det, og se om det hjælper, derfor må de parallelle rette ind eller skrubbe ud.

Hvor bredt og hvor dybt de uønskede samfund rækker, er ikke nemt at afgøre. Såfremt påstanden om de udefinerede parallelle størrelser er på niveau med ghettobegrebet, som selv ved overfladisk granskning har det med at blande sig med lamperøgen, bygger debatten, politikerne og den kontante minister med eufemismen integration i sin titel på så løse formodninger og ukoordinerede påstande, at man lige så godt kan kalde dem fordomme.

Flere fagfolk har i de senere år advaret mod at beslutte på baggrund af ghettobetegnelsen. Men eksperter er vi jo selv.

Ikke mindst når det drejer sig om det, der endnu engang ser ud til at blive hovedemnet også i næste valgkamp – nu med parallelsamfund øverst på demagogien. I samme åndedrag frydede ministeren sig over, at et vælgerflertal i Sverige nu finder integrationen dér problematisk eller mislykket. Samtidig med – således blev ministeren oplyst – at svenskerne langt overvejende og temmelig uanfægtet fortsat går ind for betydelig indvandring.

Med hensyn til det sidste havde Støjberg kun hovedrysten tilovers: Det er jo en selvmodsigelse. De svenskere! For resten går det heller ikke for godt i Tyskland, fik hun tilføjet. Danske politikere på samme fløj med DF i spidsen står parat til at blande sig i den svenske valgkamp. Noget man almindeligvis forstår som en fjendtlig handling.

Uden hudflap

Målet for ministerium, flertal og Socialdemokratiet er fortsat ingen flygtninge – ej heller i kvoter – samt minimal indvandring af ikkevestlige. Polakkerne – de truende østeuropæere, der var slagnummeret for et par år siden – er i øvrigt ved at tage hjem, hvad der beretter bøger om usikkerhedsrelationen i fremadskuende befolkningsvurderinger.

Hensigten bag modstanderne af det, man så kalder parallelsamfund, og som må formodes at være frugten af fortidens tossegodhed og åbne grænser, er uden forbehold normalisering af meninger og holdninger og af skik og brug.

Frikadellerne og det fede flæsk med persillesovsen har vi været igennem. Nu peger pilen sydefter mod de mandlige kønsorganer med eller snarere uden hudlap. Denne panik griber med jævne mellemrum folk, der ellers ikke bekymrer sig om muslimsk afkoms velbefindende.

Var islam alene om denne gamle skik, var den for længst forbudt, akkurat som halalslagtning ville være det. Pia Kjærsgaard fik år tilbage et anfald af forblødende dyrevelfærd, men er åbenbart manet til uvanlig tavshed af Søren Espersen, der har noget for med Israel.

Jøderne omskærer som bekendt også hinanden og slagter altså tilladte dyr, som skrevet står ved halspulsåreoverskæring. Denne jødiske fordring, formuleret i Moseloven fra før Det Døde Hav blev salt, har mildnet luften for islams børn.

Trods advarende røster om nye uheldsvangre mislyde mod jøder er det fortsat ikke god tone at være dansk antisemit; det bliver man let antaget for, når man anfægter fundamental jødisk skik. Men det nationale jødiske parallelsamfund ligger forholdsvis smult i Historiens læ for de hidsige. Og dette nyder muslimske danskere godt af.

Hvor længe digerne holder er en anden sag. At en stor procentdel af ganske almindelige mænd i USA er omskårne, regnes sjældent med i debatten og behøver således ikke være ensbetydende med, at jødisk – og muslimsk – omskæring i længden bliver betragtet om end i modvillig accept af disse mindretals indvielsesritualer.

Dem fik man i øvrigt indblik i takket være Søndagsberlingerens reportage fra det danske frimureri, hvor de i hvert fald i Odd Fellow Ordenen hygger sig og ekskluderer hinanden i valsetakt. Hemmelighedskræmmeriet har altid kendetegnet logerne og været deres styrke og svaghed.

I undertrykkende tider levede oplysning og frihed her, den politisk ikke tonedøve Mozart var frimurer ligesom Washington og Voltaire. Men manglende offentlig indsigt frister til magtmisbrug. Den slags er overkommeligt ved egne hemmelige domstole samt et embedsværk, der lydigt udfører, hvad storsiren befaler. Det ligner (andre) strenge religiøse sekter.

Her kan man begynde at tale om parallelle samfund, når retsforholdene i betydelig grad udskilles og tillægges inappellabel myndighed.

Men man må gå ud fra, at integrationsministeren ikke ruller sig ud i Bredgade og truer de underkuende parallelle brødre med landsforvisning.

De magthavende lag afgør altid konsekvens og omfang. Wiens overborgmester Karl Lueger (1844-1910) er tillagt den bedårende udtalelse: Wer Jud’ ist, bestimme ich!

Sådan er det også med parallelsamfund.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
  • Henning Kjær
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Frede Jørgensen
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Henning Kjær, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Metz - den multitaskende ord-ekvilibrist udstiller historieløsheden hos Danmarks spejlreflekterende kulturgratister der endnu ikke har fået skiftet den indre ble inden de spreder deres pis og lort om alt hvad der ikke er limet sammen med slesk politisk tale på adhæsionens glatpolerede overflader i sammenhængskraftens suspekte navn. Ghetto-begrebet der grebet ud af historiens parallelle fortælling om Jud Süss og hans ofrede forhud der indirekte beskytter islamister mod Søren Espersens vrede fordi de tilfældigvis har den samme forfader. En Metz classic af de bedre og tak for det.

Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Bjarne Bisgaard Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar