Kommentar

De asociale medier truer vores eftermæle

I fremtiden er vi alle evigt fordømt til at blive bedømt ud fra vores livsspor på internettet, herunder de vrængbilleder andre har skabt af os
Elever på Rysensteen Gymnasium modtager undervisning i digital dannelse fra IT-Universitetet, der har oprettet en digital dannelsespulje.

Elever på Rysensteen Gymnasium modtager undervisning i digital dannelse fra IT-Universitetet, der har oprettet en digital dannelsespulje.

Mads Joakim Rimer Rasmussen

31. maj 2018

Et godt eftermæle, som kan holde længe – måske endda i flere generationer frem – er nok det tætteste, vi mennesker kan komme på udødelighed. Et udødeligt eftermæle er dog kun ganske få forundt; de der formår at efterlade sig noget virkelig udødeligt.

Indtil for nylig blev vores eftermæle altovervejende formet ud fra det, vi selv havde udrettet gennem livet. Og af hvordan det, vi havde gjort – eller ikke gjort – blev opfattet af de mennesker, som mødte os eller som på anden måde blev berørt eller påvirket af os og det liv, vi levede.

Ens eftermæle kan man i sagens natur ikke selv kontrollere. Det ligger uundgåeligt i hænderne på dem, som af den ene eller anden grund finder anledning til at huske – eller glemme – hvem vi var. I det omfang vi bekymrer os om vores eftermæle, er det bedste, vi kan håbe på, at det onde, vi gjorde, vil blive opvejet af det gode, det trods alt lykkedes for os at udrette. Eller i det mindste, at vores eftermæle formår at indfange noget af det hele menneske, vi engang var.

Dette forudsætter som nævnt en verden, hvor billedet af os bliver formet af mennesker, som på godt og ondt ved noget om os. Snarere end en verden, hvor billedet af os kan formes og spredes af snart sagt hvem som helst på de sociale medier – som jeg her vil insistere på at kalde de ’asociale medier’, eftersom disse mediers muligheder for at forkvakle sociale relationer mellem mennesker ser ud til at være mindst lige så store, som deres muligheder for at styrke og udvikle dem.

Forfalskede billeder

På de asociale medier kan hvem som helst forenkle, forvrænge og i værste fald forfalske billedet af et menneske. Hænge personen ud, lyve om andre, kalde nogen for ting, man aldrig ville kalde dem for, hvis man risikerede at møde dem ansigt til ansigt og skulle se dem i øjnene.

I de asociale mediers ekkokamre og filterbobler kan vrængbilleder af et menneske hurtigt vinde udbredelse, forstærkes og derigennem blive selvbekræftende. Til kategorien fake news hører netop formidlingen af mere eller mindre falske oplysninger om navngivne personer, fra mere eller mindre skjulte afsendere, der forfølger deres mere eller mindre fordækte mål.

Med de asociale medier er der skabt en helt ny type offentlighed, hvor mange af de mekanismer, som for nylig definerede, hvordan et billede af et menneske blev til, opfattet og husket, ikke længere gælder. På de asociale medier kan et menneske på kort tid reduceres til en karikatur eller et dæmonbillede ud fra noget, man har gjort eller ikke gjort, sagt eller ikke sagt, sandt eller falsk.

Der findes meget lidt, man kan gøre for at modvirke et sådant billede, når det først er sat i omløb og har fæstnet sig i nettets søgemaskiner og i de asociale mediers kommentartråde.

Digital kirkegård

Jeg ser en fremtidig digital kirkegård for mig af levende døde, for evigt fordømt til bedømmelse ud fra det, som blev skrevet og udbredt om dem af mennesker eller måske snarere trolde, som ikke havde nogen anelse om, hvem de i virkeligheden var og heller ikke havde nogen virkelig interesse i at finde ud af det.

»I fremtiden vil alle kunne blive verdensberømte – i femten minutter,« erklærede kunstneren Andy Warhol mindeværdigt. 

Men det var i 1960’erne, længe før de asociale mediers tid, så han kunne næppe forudse, i hvilken grad han skulle få ret.

Og derfor heller ikke forudse, at der ville komme en fremtid, hvor vi alle risikerer at få vores navne og eftermæle ødelagt på femten minutter – eller mindre.

På den anden side kan det jo tænkes, at eftermæler ikke længere betyder så meget, som de gjorde engang. Eller at vi har vænnet os til den tanke, at de ikke længere vil gøre det. 

I så fald vil vi efter min mening have sat noget værdifuldt over styr.

Eftermælets sociale betydning gennem historien har været at binde den ene generation sammen med den næste. At gøre os mindre fikserede på, hvad vi selv er her og nu, og i det mindste i et vist omfang tænke på at leve vores liv ud fra en forestilling om, hvordan vi vil blive husket af vores eftertid.

Ved nærmere eftertanke tror jeg stadig, det er sådan, de fleste af os helst vil leve vores liv. Og måske også fortsat vil kunne leve vores liv. Hvis blot vores uhæmmede asociale medier på en eller anden måde kunne disciplineres, så de blev, hvad vi i så fald ville få brug for: ægte sociale medier.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Christian Mondrup
Lillian Larsen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu