Kommentar

Børn skal ikke bare være skoleparate, de skal være glade

Alle er så optaget af, hvordan vi kan lære børnene mere og i et hurtigere tempo, at vi helt glemmer at interessere os for, hvordan børnene egentlig har det
5. maj 2018

Hvordan går det egentlig med børnene, og hvordan ser landets forældre, børn og deres professionelle voksne ud til at trives i dagens Danmark?

Det virker umiddelbart som almindelige, omsorgsfulde spørgsmål, man kunne lade sig informere af fra politisk hold, men disse simple spørgsmål synes åbenbart ikke længere at være relevante at stille.

På vuggestue- og børnehaveområdet spørger man derimod: Hvordan kan vi gøre det enkelte barn mere og hurtigere skoleparat? Hvordan kan vi sikre, at eventuelle uheldige vilkår ikke kommer til at påvirke børnenes fremdrift i folkeskolen – og senere i uddannelsessystemet?

Disse spørgsmål sætter fokus på, hvordan man nærmest maskinelt skal kunne garantere, at børnene formes på rette vis.

Det fremtidige samfund

I skoleregi spørger man, hvordan man kan lære børnene mere. Kan mere ro og orden i klasseværelset sikre dygtigere børn? Man spørger, om læreren ikke i højere grad kan være boss og classroom manager, så vi kan få mere 'ud af' lærerne og mere 'ind i' børnene.

Optimeringslogikken lader sig ikke fornægte, og det gør værktøjslogikken heller ikke. Vi skal bare finde de rette værktøjer, så bliver det hele meget bedre.

Man spørger også, hvordan man kan aktivere forældrene mere, end de allerede bliver. Hvis samarbejdet med forældrene etableres endnu bedre, lyder devisen, kan forældrene sikre, at børnene bliver bedre og dygtigere – i skolen vel at mærke.

Vi skal blot finde 'den rette vej': Læse med børnene 20 minutter om dagen, arbejde aktivt med børnenes sociale liv og engagere os i trivsels-, spise- og legegrupper. Forældre bliver samtidig mindet om, at de skal reflektere over deres opdragelsespraksis sammen med andre forældre og i disse fælles refleksioner justere deres opdragelse. Er der mulighed for at gøre det lidt bedre, så er der ingen undskyldning. Det er nemlig for børnenes skyld, som det hedder.

Der tilrettelægges, tilrettelægges og tilrettelægges – alt sammen, fordi man på Christiansborg mener, at alle disse tilrettelæggelser gør det fremtidige samfund bedre. Men er det dét, vi ser?

Hvordan har vi det egentlig, store som små? Hvordan ser tilrettelæggelsesiveren ud til at betinge børns, forældres og professionelles samspil i et hverdagsliv, hvor der er mange hensyn at tage – ud over alle de politiske – og mange forskellige interesser i spil?

Hvordan har de det egentlig – børnene i vuggestuerne? I børnehaverne? I skolerne? Og hvordan har familierne det i det hele taget og ikke kun, når forældrene indskrives i en særlig læringsoptimeringslogik? 

Stil de helt basale spørgsmål

Som børneforskere med fokus på børns og familiers hverdagsliv, kan vi se, at en del børn bliver klemt i dagens Danmark. I familierne har forældrene travlt. De skal helst være lidt længere på arbejdsmarkedet, og i daginstitutioner og skoler deler mange børn deres dagligdag med for få voksne med alt for mange opgaver.

Det betyder, at man som barn for ofte er alene med det, man tumler med.

Som samfund prioriterer vi ikke længere at stille de helt basale spørgsmål. Minimumsnormeringer i daginstitutioner og skole er tågesnak for politikerne, og samvær mellem forældre og børn er et privatanliggende.

Alt imens professionelle, organisationer og forskere påpeger, at det er grundlæggende for børns trivsel her og nu, såvel som for læringen på sigt, at de indgår i solide relationer, gentages illusionen om, at det ikke handler om antallet af hænder, men om, hvad de få hænder, der er tilstede i børns liv, gør. Værktøjslogikken fortsætter. Det er kortsigtet, og det er dumt.

For godt 35 år siden var man fra politisk hold optaget af, hvordan det egentlig stod til i børns og familiers liv. I det lys oprettede man Børnekommissionen, der blandt andet stillede forslag om, hvordan forældre kunne få mere tid sammen med deres børn i hverdagen, og hvordan man kunne støtte børnene i at vokse ind i et større socialt fællesskab.

Det er svært at forstå, at netop opmærksomheden på, hvordan børn og familier har det – i deres hverdagsliv og med hinanden – og hvilke betingelser vi giver børnene for at vokse ind i større sociale fællesskaber – ind i samfundet – slet ikke fylder længere.

Det er nemlig ofte ved at stille de simple spørgsmål, at vi finder komplekse svar på, hvordan vi kan gøre det lidt bedre for børn, familier og de dygtige professionelle, der dagligt tilbringer tid med vores børn.

Sine Penthin Grumløse, ph.d. og adjunkt ved Københavns Professionshøjskole, forsker i børns skoleliv og er forfatter til bogen 'Den gode barndom' og Anja Marschall, ph.d. og lektor ved Københavns Professionshøjskole, forsker i børns hverdagsliv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Karsten Aaen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kristen Carsten Munk
  • Katrine Damm
  • Brian W. Andersen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Henning Kjær
Lillian Larsen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk, Katrine Damm, Brian W. Andersen, Morten Hjerl-Hansen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer