Kronik

Fitnessure er den nye dille i skolegården, men børn bør ikke tælle skridt

Når små børn i stedet for LEGO eller Nintendospil ønsker sig fitnessarmbåndsure, så de kan tælle deres skridt, er der noget helt galt med sundhedsregimet
I skolen er børnenes hverdag gennemsyret af tests, performance og selvevaluering, mener dagens kronikør.

I skolen er børnenes hverdag gennemsyret af tests, performance og selvevaluering, mener dagens kronikør.

Henriette Dæhli

26. maj 2018

Min datter på otte år fortæller mig på vej hjem fra skole, at hun ønsker sig et armbåndsur i fødselsdagsgave, som kan tælle, hvor mange skridt hun tager i løbet af en dag. Hun fortæller, at flere af hendes klassekammerater render rundt med sådan et fitnessur.

Jeg spørger hende, hvorfor hun ønsker sig sådan en voksenting og ikke noget legetøj. Dertil svarer hun, at hun synes, det er smart at kunne tælle sine skridt og måle sin puls. Undrende spørger jeg, hvorfor hun er interesseret i det. Hun svarer, at man jo helst skal gå 10.000 skridt om dagen for at være sund og træne sin krop og hjerne.

Jeg spørger hende om, hvilken rolle uret ville spille for hende i forhold til at være sund. Hun forklarer, at det kan hjælpe hende, så hun kan sikre, at hun hverken bliver for tyk eller for tynd.

»Altså far, det er lidt svært at forklare, men hvis du giver mig sådan et ur i fødselsdagsgave, så kan det hjælpe mig med at hjælpe mig selv, og hvorfor stiller du egentlig så mange mærkelige spørgsmål?«

Jeg kvitterer med svaret: »Jamen, så må du jo skrive sådan et ur på din ønskeseddel.«

Når børn søger selvkontrol

Det overrasker mig på ingen måde, at børn i 2. klasse er med på beatet og kender til diverse trends og tendenser inden for gadgets, men jeg mener, at det er en bekymrende udvikling, at relativt små børn allerede har integreret en bevidsthed om nødvendigheden af at tracke egen sundhed.

Snakken med min datter viser, at fortællingen om, at det kræver selvledelse at være en god, sund og aktiv medborger allerede sætter ind tidligt i barndommen. Og det kan være svært at modsige den almengyldige sandhed om, at en aktiv livsstil er det rigtige valg. Jeg anfægter bestemt ikke, at 10.000 daglige skridt er fornuftigt og værd at stræbe efter, men jeg synes, det er værd at sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget sundhedsparadigmet bør fylde i et relativt lille barns bevidsthed.

Et barn som burde ønske sig LEGO, Barbiedukker og Nintendospil og ikke et tracking-devise, så hun selv kan holde øje med sin egen sundhed og vægt.

Vores børns adfærd kan ofte anskues som produkt af den tid, vi lever i, og selvkontrol og selvregistrering af alt fra søvn, skridt og kalorieindtag er blevet en integreret del af manges hverdag. Både børn og voksne. Det er et udtryk for et samfund, hvor effektivitet, målbarhed og resultatorientering er i centrum, og også i skolen er børnenes hverdag gennemsyret af tests, performance og selvevaluering.

Her skal de i mange tilfælde føre logbog over deres læring. Eksempelvis selv registrere, hvor mange sider de fritidslæser i bøgerne. Det er principielt det samme som registrering af aktivitetsniveau med en skridttæller, og børnene skoles dermed allerede fra en tidlig alder i at måle egen performance på kryds og tværs.

Sundhed som stressfaktor

Jeg problematiserer på ingen måde, at børn lærer at være sunde og aktive, men det er vigtigt, at der ikke lægges for stort et ansvar på børns skuldre i forhold til at skulle mestre egen sundhed, når det gælder mængden af motion, analyse af urets data og vaneændringer. Børn skal ikke måle sig til et bedre og sundere liv, og selv stilles til ansvar.

Endnu vigtigere er det, at børn ikke skal føle sig forkerte, dovne eller unormale, hvis de ikke lever op til sundhedsidealet.

Jeg er bevidst om, at et aktivitetsarmbånd potentielt kan forebygge børns overvægt og skærpe børns opmærksomhed på, hvad de selv kan gøre for at undgå overvægt, som jo er et hyppigt problem blandt børn. Min bekymring er dog, at fitnessarmbåndets konstante notifikationer om performance risikerer at modarbejde egne gode intentioner, og armbåndet bliver i stedet en stressfaktor for børn med tendens til overvægt.

Det vil stresse dem, at de konstant mindes om at skulle regulere egen adfærd. Barnets trivsel risikerer dermed at blive påvirket negativt. Et overdrevet fokus på den kropslige sundhed risikerer således at skade den mentale sundhed.

At børn indsamler data om deres aktivitetsniveau kan samtidig bidrage til at synliggøre forskellen på de ’gode aktive børn’ og ’de dovne inaktive’. Måleinstrumenternes data bliver genstand for sammenligning, og det risikerer at udstille dem, der ikke formår at leve op til de krav og forventninger, der stilles i det omgivende samfund. Dette medfører potentielt en nederlagsfølelse og cementerer forskellene i børnenes performance.

Fitnessure er ikke legetøj

Det er ikke unaturligt, at børn er optaget af gadgets og trends, og der er sket meget, siden jeg selv var barn. Det tætteste, jeg kom på selvtracking, var, at min elektriske tandbørste blinkede, når jeg havde børstet i tre minutter, og selvmål var kun noget, der fandt sted på fodboldbanen.

I dag måler vi konstant os selv med alverdens dimser, og det er et vidnesbyrd om den allestedsnærværende, kraftfulde sundhedsdiskurs, der styrer vores, og nu også vores børns, adfærd. Og vi behøver faktisk ikke engang et armbåndsur, for når vores mobiltelefoner ligger i lommen, registrerer den også, hvor mange skridt vi tager.

Det er umiddelbart svært at pege på ulemper ved et ur, som kan alle mulige smarte, seje ting. Uret har mange funktioner, som kan have nytteværdi for børn. Min pointe er, at man som voksen, som forælder og som skole bør have fokus på, at et fitnessarmbåndsur ikke bare er en sej dims og en populær modedille blandt børn på lige fod med fidgetspinnere, yoyoer og hønseringe.

Et ur, der kan tælle skridt, er efter min mening nemlig ikke legetøj, men et redskab, der indskriver sig i et moderne sundhedsparadigme, og som socialiserer på en bestemt måde og installerer et ansvar og en selvdisciplinering i børns bevidsthed.

Kropsidealer presser sig på

Særligt i skolen mødes børn af høje forventninger fra omgivelserne. Både af lærerne, som på vegne af diverse obligatoriske, standardiserede mål har forventninger til børnenes faglige performance. De måles, vejes og trackes i stor stil på de faglige parametre, men endnu mere udtalt er forventningerne i skolegården, hvor det primære mål er trivsel.

Et fitnessarmbånd måler skridt og forsyner barnet med informationer om aktivitetsniveau. I samtalen med min datter sporer jeg en vis kropsbevidsthed og orientering mod de skønhedsidealer, der knytter sig til den sunde krop. Når hun taler om, at uret kan hjælpe hende med at være bevidst om, at hun ikke bliver for tyk eller for tynd, står det klart for mig, at den kropskultur, som eksempelvis hører til i fitnesscentre, hvor aldersgrænsen er betragtelig højere, siver ud blandt yngre børn.

Det er modedillen med fitnessarmbånd blandt børn et udtryk for. Diskursen om, at det kræver selvkontrol og selvdisciplin at leve op til de rette kropsidealer, koloniserer og dominerer børnenes arena, og børnene frarøves den ubekymrethed, som ellers bør være et kendetegn ved barndommen.

Et barneliv med bekymringer om, hvorvidt man er sund nok, aktiv nok, ser godt nok ud og tager nok skridt dagligt, er for mig at se en bekymrende udvikling. Hvad der umiddelbart virker som en oplagt gaveidé, en sej gadget, rummer efter min mening mere betydning end som så, og man bør derfor være varsom med at udstyre små børn med skridttællere.

På mange måder elsker jeg selv den slags gadgets og er selv søbet ind i trenden med selvtracking, men min pointe er, at disse dimser bør bruges med omhu, og at man som forældre bør gøre sig nogle overvejelser over betydningen af, at ens barn tracker sig selv.

Jeg er generelt ikke tilhænger af forbud, eller af at man kategorisk skal afvise, at ens barn render rundt og tæller skridt med en dims om armen. Men det er vigtigt, at man som forældre forholder sig kritisk til børns brug af den slags dimser. Man må gerne lade sig forblænde af, at disse armbåndsure kan alverdens smarte ting, men det er vigtigt, at man samtidig reflekterer over, at ens barn bliver medproducent af sundhedsregimet. Det kræver en række vigtige forældreovervejelser.

Christian Langelund Hansen er uddannet folkeskolelærer, cand.pæd. i Pædagogisk Sociologi og Læringskoordinator ved Aalborg Bibliotekerne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Schøtt
  • Trond Meiring
  • Lise Lotte Rahbek
  • Hans Larsen
Jørn Andersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Børn kan godt lide at tælle. "Problemet" bør først adresseres hvis/når de bærer trangen til at tage skridttællere med ind i voksenlivet.

Lise Lotte Rahbek

Børn kopierer de voksnes adfærd. Sådan lærer de sig, hvad livet drejer sig om.
Når voksne bruger at måle/veje/disciplinere sig, så gør børnene også.

Eksemplets magt er stor.

Annemette Due, morten rosendahl larsen, Maria Jensen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Anne Schøtt

Vi ender med at tælle; måle og veje både sjælen, magien og ånden ud af ethvert objekt så vel som subjekt her til lands.

Lisbeth Larsen, Flemming Berger, morten rosendahl larsen, Maria Jensen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, jens christian jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Syge forældre - stakkels børn. Godt de har lærere og pædagoger der kan stoppe forældrenes overgreb!

morten rosendahl larsen, Ulla Søgaard og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Problemet er jo, at vi helt mister sansen for at nyde noget bare fordi det ER - sjovt, fantastisk, spændende - for dets egen skyld.

Fantasien begrænses og understimuleres, der er ikke mere mystik i 'aktiviteter', der først skal måles og vejes for at blive anset som værdifulde..
Stress, depression og angst bliver resultatet af et liv levet efter måltal.

Robotisering af både børn og voksne er en uhyggelig tendens, der også kan medføre udemokratiske tilstande, fordi folk bliver ude af stand til at tænke ud af boksen og stille spørgsmål ved landets ledelse.

Carsten Munk, Brian W. Andersen, Flemming Berger, morten rosendahl larsen, Jørgen Kærbro Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Jensen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Forældre og andre, der er i børns nærhed bliver nødt til at sige stop og sætte rammer, hvis disse omgribende test skal stoppes.
Sundhedsansatte både i den etablerede og alternative afdeling slynger om sig med idiotiske tiltag, og vores folkevalgte køber paradigmen uden, at tænke efter.
Nogen gange ønsker jeg at alle de elektroniske såkaldte, værktøjer for alvor blev ramt af hackere, for vi kan åbenbart ikke selv sige fra.
Mange børn i dag kan ikke finde ud at lege selv. De aner ikke hvordan de spiller rundbold, leger sanglege, hinker og synger uden at det er puttet i rammer med en voksen som vejleder.
Vi er alle overvåget fra morgen til aften og uden et personnr. har vi ikke adgang til hinanden.
Nu allerede fra vuggestuealderen, men ikke med samvær, men test. Du kommer i den skuffe og det står her på intranettet, og hvis du ikke følger de regler de skiftende ministre har opsat, ja så bliver du, som de mange bejlede i, Klodshans. Duer ikke, næste.
Denne såkaldte frihedselskende regering har kun indskrænket menneskets mulighed, for ånd og glæde.
Jeg erindrer ingen børn da jeg var barn der var for tykke( jeg er 65) hjem fra skole og ud at lege og når vi var sultne fik vi mad, og så ud igen. Vores forældre lod os være og vi blev ikke påduttet diverse vanvittige gadgets.
Stakkels børn.

Jørn Andersen, Carsten Munk, morten rosendahl larsen, Maria Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Maria Jensen

Da jeg var barn havde vi noget, der hed sjippetove. Vi talte også hvor mange gange, vi kunne sjippe uden at klodse. Men jeg kan ikke huske, at vi havde noget sundhedsmæssigt formål med det. Det gav bare en vis selvtillid at vide, at man kunne sjippe til 100, og det var nok i sig selv.

Jørn Andersen, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Anne Mette Jørgensen

Ja, de fleste af os døde jo ikke, og blev ganske fornuftige mennesker, på trods af al den frihed ;-)

Jørn Andersen, Carsten Munk og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Markus Lund

Du burde i stedet have tilkendegivet, hvorfor du ikke agter at give hende sådan et ur, i stedet for at give hende falske forhåbninger om at få et i gave. Det kan sagtens forklares i børnesprog, at voksne forsøger at manipulere folk til at afgive data gennem deres produkter, hvorved de opnår en total magt over ens adfærd, fordi deres nye og seje påfund er med til at sikre, at de ikke bliver arbejdsløse, fordi vi har et samfundsværdi om at man hele tiden skal producere for at få løn, og uden penge går verden som bekendt i stå, fordi folk meget nødigt hjælper hinanden uden monetær vinding som følge af den kapitalistiske indoktrinering, der udgår fra parlamentet og DI gennem medierne. Men det kræver måske en marxistisk grundindstilling i familien og børneopdragelsen at kunne forklare, hvad jeg kan formode, at der nok ikke er til stede.

Flemming Berger, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Markus Lund, klart. Bare lige gøre hende fuldstændig paranoid i en alder af 8.

Så ville jeg nok vælge at give hende et fitnessur i stedet. For hendes skyld.

Grethe Preisler

Børn de er da sjove
Mit gudbarns datter, som fylder ti om et par dage, ønsker sig penge til et par krykker i fødselsdagsgave.
Just in case, hun spiller fodbold, skater og dyrker karate efter skoletid, så man ved jo aldrig, hvad man kan få brug for senere.
Forresten er hun mager som en mynde og har endnu aldrig siddet stille så længe ad gangen, at fedtet kunne nå at sætte sig fast på sidebenene.