Kronik

Folkeskolen invaderes af fikse ideer fra virksomheder og meningsdannere

DR-programmet ’Blachman på skemaet’ er blot ét nedslående eksempel på, hvordan alle mulige, der ikke aner noget om pædagogisk faglighed, blander sig i folkeskolens udvikling
’Blachman på skemaet’: DR-programmet er ikke en god vej at gå ned ad i den måde, vi indretter vores uddannelsessystem på.

’Blachman på skemaet’: DR-programmet er ikke en god vej at gå ned ad i den måde, vi indretter vores uddannelsessystem på.

Danmarks Radio

18. maj 2018

DR’s famøse program Blachman på skemaet – hvor den kendte X-Factor-dommer tumler sig igennem udviklingen af et nyt fag, der skal gøre almindelige elever til originale idéskabere – er allerede blevet klædt af til skindet, hvorfor emnet burde være udtømt.

Men idet kritikerne primært har fokuseret på Blachman, er forskerne bag eksperimentet gået under kritikkens radar. Ifølge forskerne selv – Søren Hansen og Christian Byrge – var det imidlertid dem, der, som væverne i H.C. Andersens eventyr, skulle »klæde klassens lærere på til at understøtte Blachmans ideer om kreativitet«.

Og at netop de skulle være de rette skræddere til det job, vidner om det forhold, at de i deres forskning har udviklet intet mindre end 200 træningsøvelser og kreativitetsspil til brug i skolen.

Pointen er, at Blachman på skemaet ikke bare kan afskrives som et kollaps på DR’s sendeflade – det er et eksempel på, hvordan udviklingen af folkeskolen behandles som en jagt på fikse ideer, hvis logik er, at man kan skyde genvej uden om de besværlige processer, der er i det at sætte sig ind i tingene, og springe lige til den fase, hvor man kan håndplukke frugterne af det arbejde, man ikke har gjort.

’21st century skills’

Dette eksperiment foregår i den helt store stil i forbindelse med forsøget på at tilpasse folkeskolerne til fremtidens arbejdsmarked – eller det, som kaldes 21st century skills.

Ikke mindst OECD har i løbet af det sidste par årtier udgivet digre rapporter med lister over, hvad det kræver at klare sig i fremtidens samfund. Her står sproglige og matematiske kompetencer side om side med teknologiske kompetencer og selvledelses- og samarbejdskompetencer – foruden altså fremtidens hellige gral: evnen til at være innovativ og kreativ.

I jagten på rammer, hvor eleverne kan udvikle disse generelle kompetencer, er der aktører på spil, som har en helt anden kaliber end den relativt harmløse Blachman. Store erhvervsvirksomheder, der er for utålmodige til at vente på, at det offentlige uddannelsessystem skal se lyset ved egen kraft, søger gennem pengegaver at påvirke skolers pædagogiske linje.

Et eksempel på dette er det såkaldte LEAPS-projekt, der er drevet af Kata Fonden, som modtager en årlig grundbevilling fra Bitten og Mads Clausens Fond, som er knyttet til Danfoss-koncernen.

Kata Fondens formål er »at fremme ny viden om læring«, hvilket det nævnte LEAPS-projekt skulle være et eksempel på. LEAPS står for »Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science«. Kata Fonden har bevilliget 32,6 mio. kroner til projektet, hvilket blandt andet kommer fire såkaldte LEAPS-skoler til gode; den ene ligger i Sønderborg, tæt ved Danfoss.

Skoleleder Rasmus Andreassen begrunder over for Politiken Skoleliv initiativet med en henvisning til noget, der også lyder som noget fra ovennævnte eventyr af H.C. Andersen:

»Det handler om at følge med tiden og klæde eleverne på til et omskifteligt arbejdsmarked« og, fortsætter han, det »er så håbløst forældet at tænke i skemaer. Der er jo ingen job i dag, hvor man bruger danskfaget isoleret. Det er tænkt sammen. Alligevel træner man ikke eleverne i det.«

I en anden artikel samme sted taler en anden LEAPS-skoleleder om at uddanne »hele mennesker«, der er »nytænkende og kreative«.

Landets undervisningsminister, Merete Riisager (LA), har efterfølgende forholdt sig kritisk til eksperimentet. Hvis tendensen skulle sprede sig, vil det »få store konsekvenser«, udtaler hun til Politiken Skoleliv og fortsætter:

»Så er jeg bange for, at vi får problemer i Danmark. Jeg er simpelthen bange for, at vi som nation bliver dummere«.

Der er med andre ord grund til at se med samme kritiske omhu på de koncepter, der tages i brug ude i kommunerne, som den, der er blevet Blachman til del.

Skolen giver perspektiv

Logikken bag koncepter a la LEAPS er, at jo mere skolen ligner ’virkeligheden’ i virksomhederne, jo mere motiverede bliver eleverne, og jo bedre undervisning får de. Derfor fokuserer LEAPS-konceptet netop på ’autentiske’ projekter og gør en dyd ud af at påpege ligheden mellem skolens undervisning og arbejdsformer, som kendes fra offentlige og private virksomheder.

Hvor umiddelbart besnærende det end må forekomme, så er logikken forkert. Når der overhovedet er noget, der hedder skoler, frigjort fra praksis og opdelt efter faglige logikker, er det netop, fordi formålet med at gå i skole er at møde standarder, som normalt ikke kan findes på den lokale virksomhed, nemlig kulturhistoriens bedste og mest generelle standarder.

Det særlige ved skoleviden er netop, at den formidler faglige forståelser, som gør eleverne i stand til at tænke med andre, faglige begreber, end dem, der bruges i hverdagens praksis.

Skolen skal derfor ikke blot vurderes på, om den peger ud i virkeligheden, men på, om den gør eleverne i stand til at sætte det, de møder i virkeligheden, ind i et større og mere generelt perspektiv.

Denne evne udvikler eleverne ifølge læringsforsker Carl Bereiter i mødet med fagenes domænespecifikke viden, og det er også her, at de udvikler de så eftertragtede generelle kompetencer, 21st century skills.

De generelle kompetencer er, som Bereiter engang har formuleret det, et aftryk som domænespecifik viden efterlader. Uden denne viden, intet aftryk.

Forkølede fremtidsforskere

Det skal understreges, at problemet ikke er, at skoler samarbejder med lokale virksomheder, men at de nævnte skoleledere lyder som forkølede fremtidsforskere og fortærskede forandringsagenter, ikke som repræsentanter for en pædagogisk faglighed.

Det skal være pædagogisk faglighed og ikke fikse ideer fra pengestærke fonde, der skal være styrende for skolernes ledelse. Professionalisering af et felt handler sjældent om at finde på noget nyt og smart, men om at udvikle en kultur, hvor faglig viden har status, og hvor kolleger vurderer hinanden ud fra faglige kriterier.

Når professioner er fuldt udviklede, vil det være sådan, at mens kravene til deres problemløsning kommer udefra, så kommer svarene på problemerne inde fra professionen selv. Det er langtfra tilfældet, når det gælder de pædagogiske professioner.

Her kan en statsminister uden at rødme udtale sig om, hvordan en lærer kan få »Pythagoras sætning til at hænge bedre fast« i Emils hoved, sådan som Helle Thorning-Schmidt gjorde ved Folketingets åbning i 2012.

Uden at kende de faglige kriterier mener embedsmænd, konsulenter, konceptmagere og meningsdannere som Blachman sig altså i stand til at vide, hvordan folkeskolen skal udvikles.

Kreativitet kommer af faglighed

Blachman på skemaet er anskuelsesundervisning i, hvordan kreativitet, der ikke er forankret i faglighed, let forfalder til en simpel gentagelse af for længst gjorte erfaringer.

Ovennævnte læringsforsker, Carl Bereiter, giver et parallelt amerikansk eksempel. Dengang var den fikse idé, at eleverne skulle lære at tænke.

Hvordan greb man så det an? spørger Bereiter retorisk. Ja, det første, man typisk prøver, er at gøre tænkning til et fag. Men, som han skriver, når man laver tankeøvelser koncentreret i et stykke tid, så finder man hurtigt ud af, »hvor fjollede de er«, og så bliver timerne hurtigt brugt til noget andet.

Det er samme erfaring, vi har set blive gjort sig i programmet Blachman på skemaet, og vi ville stå med samme problem, lige meget hvilken af de nævnte forskeres 200 kreativitetsøvelser, vi prøvede af.

Pointen er, at man lærer at tænke ved at sætte sig ind i et indhold, som kræver, at man tænker; ligesom man lærer at være kreativ ved at mestre noget i en sådan grad, at man bliver i stand til at eksperimentere med det.

Forestillingen om, at man forbereder eleverne til fremtidens samfund ved at lede dem uden om de faglige domæner og direkte til, at de udvikler sig selv som hele mennesker via nytænkning, kreativitet og omstillingsevne, svarer til, at jeg går forbi det lokale fitnesscenter og tænker på, hvor fedt det ville være, hvis jeg kunne springe sliddet ved maskinerne over og gå direkte til den fase, hvor jeg udvikler de flotte muskler.

Jørn Bjerre er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Blachman vil lære eleverne at mærke sig selv, lære dem at få og praksisomsætte ideer, og så vil han indgyde poderne fantasi og selvstændig livsvilje.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Anne Eriksen
  • Bjørn Pedersen
  • Jens Winther
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Tom Andreæ
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Maria Jensen
  • Christian Skoubye
  • Henning Kjær
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Knap
Hans Larsen, Anne Eriksen, Bjørn Pedersen, Jens Winther, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Tom Andreæ, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Maria Jensen, Christian Skoubye, Henning Kjær, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en fornuftig stemme.
Det ville være dejligt, hvis ideen om een folkeskole kunne forsvinde i glemenslens tåger og kunne erstattes af et skolesystem, der afspejler forældrenes ønsker og værdier.
Karakteren, test, lektier, skoledagen indretning. Vægtning af de forskellige fag. Kulturel tyngde. Lad et dog være forældrenes valg og lav hellere 3 små skoler med tilfredse brugere end en stor, som mange flygter fra, og hvor der er for mange børn, der trives dårligt.
Det er da fint at være kreativ, men hvorfor kan vi ikke bare være mennesker?

Karsten Aaen, Karsten Lundsby og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Professionalisering af et felt handler sjældent om at finde på noget nyt og smart, men om at udvikle en kultur, hvor faglig viden har status, og hvor kolleger vurderer hinanden ud fra faglige kriterier".

Det er vigtigt her at skelne mellem nødvendige og tilstrækkelige betingelser. Det nævnte er absolut nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt. Gang på gang støder man på uvilje hos mere traditionelle former for faglighed, for at anerkende former for faglighed, der også indebærer meta - faglighed og tværfaglighed. Feks. faglighed forbundet med uddannelse og specialviden inden for områder som pædagogik,organisation, sociologi, videnskabsteori og filosofi.

Hvis den traditionelle faglighed ikke når en niveau, hvor den er overskridende, f.eks. i Engeströms betydning med begrebet "ekspansiv læring" eller SOLO - taksonomiens begreb om " det udvidede abstrakte niveau", og det gør den tit ikke uden "hjælp udefra", er den faglige viden alene ikke særligt befordrende i kreativ eller innovativ forstand.

Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, det mix, der skal til af fagligheder, foregår i den enkelte i kraft af tilegnelse af en lang række i udgangspunktet isolerede fagligheder, der skal mestres først. Sådan har det altid været - og sådan vil det altid være, hvis det ikke skal blive lal.

Karsten Aaen, Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Jens Winther, Troels Brøgger, Christian De Thurah, Ole jakob Dueholm Bech og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese, du må misforstå det, jeg har skrevet, for jeg er helt enig. Det jeg gør opmærksom på er eksempelvis, at en række fagfolk inden for det akademiske område er begrænset i deres måde overskridende at anvende deres fagområde på, fordi de eksempelvis ikke mestrer den faglige teori og metode og fagets filosofiske forudsætninger på et eksplicit høj niveau.

Problemet er f.eks. modsat ved de mange midlertidige forskerstillinger på universiteterne, hvor typisk yngre forskere springer fra det ene forskningsprojekt til det andet, at de grundlæggende aldrig når at få den nødvendige indsigt i et særligt område, der gør, at de kan anvende deres akademiske kompetencer optimalt.

ingemaje lange, Karsten Aaen, Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Jens Winther og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Blachman ligner og lyder som en amerikansk reklamemand fra 50´erne der promoverer sig selv som et "new" reklamefif der midt i folkeskolens daglige trummerum giver et afbræk i dagen der er lige så populært som en fridag på grund af sommervarmen og omtrent lige så nyt som hulahopringene var i amerikaniseringens ti-år. Er det så en god ide ? - Ja,da - Alt hvad der kan hjælpe folkeskolen på fode igen er godt.

Christian De Thurah

Rigtig god artikel. Det er på tide, at nogen tør gøre op med ideen om, at skolen skal afspejle virkeligheden 1:1. Hvis det var tilfældet, kunne man lige så godt springe skolen over og lade eleverne lære af virkeligheden. Skolens styrke er netop, at den nedbryder virkeligheden i nogle elementer (fagene), som er lettere at overskue og forstå hver for sig end i deres komplicerede samspil. Når man har opnået en vis grad af forståelse og overblik, kan man så begynde at sætte elementerne sammen, men det er en langvarig proces, som man ikke skal forvente at se resultatet af, mens eleverne befinder sig i uddannelsessystemet. Det kræver tålmodighed. De mange tværfaglige projekter i uddannelsessystemet er ikke sjældent et udtryk for mangel på denne tålmodighed.

Karsten Aaen, Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Brøgger, Steffen Gliese og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Christian de Thurah: Tværfaglig læring forudsætter et fagligt fundament at arbejde med og ud fra. Så for mig er det ikke et spørgsmål om et enten - eller, men om et både - og, og selvfølgelig skal den faglige tilgang være fundamentet langt størstedelen af tiden, såvel i folkeskolen som i gymnasiet.

Selv om gymnasieelever generelt ikke er særligt bevidste om den særlige faglighed, viden og læring, der er forbundet med det enkelte fag (ligesom den ældre generation af deres undervisere heller ikke er det), så er det trods alt meget nemmere for dem at have med den slags spørgsmål at gøre i de første år i gymnasiet i dag, end det var for 30 år siden.

Det må især ses som et resultat af den pædagogiske udvikling, der er sket i folkeskolen siden da, bl.a. i kraft af de erfaringer, de har fået i forbindelse med tværfaglig læring.

I dag får elever generelt et langt mere reflekteret forhold til deres fag og det at lære noget, end de gjorde for 30 år siden, hvor de i højere grad forstod fag og læring som mere eller mindre reproduktion af noget, som deres lærer havde sagt eller gjort.

Jeg mener, at det er vigtigt, at eleverne allerede i folkeskolen langsomt lærer at forholde sig til spørgsmål, der har med faglig viden og læring at gøre. F.eks. spørgsmål som, hvad vil det sige at opnå viden inden for de enkelte fag, og hvad læring vil sige inden for de enkelte fag?

Den tværfaglige læring, evt. ligefrem i form af projekter, er en god måde at sætte de forskellige fag i perspektiv på, med hensyn til ligheder og forskelle, men selvfølgelig skal det ikke fylde for meget, og det kan ikke erstatte det faglige fundament.

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at man tror, man skal lære børnene det, som de altid, generation for generation, har lært i skolen: den tværfaglighed, den evne til at kombinere forskellige typer viden og færdighed. Det er noget, vi alle gør, så reelt er der tale om en udpræget mistillid fra de tidlige barndomsår - noget, som tyder på, at vore politikere ikke længere er rigtigt velforvarede i hovedet.

Steffen Gliese

Vigtigere end tværfaglighed er det, at vi begynder at sætte den enkeltes udvikling af sin egen, individuelle vej til viden og færdigheder først. Det var i min barn- og ungdom de voksnes privilegium, og det forekommer, at det stadig er tilfældet.

Karsten Aaen, Anne Eriksen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Et godt eksempel på, hvordan det ikke skal gøres, har man i gymnasiereformen fra 2005. Her var de akademiske ambitioner i de alenlange bekendtgørelser ( og endnu længere vejledninger) helt ude af trit med, hvad man med rimelighed kunne forlange af gymnasieelever. I stedet for at indrømme, at konstruktionen var ret umulig, har man siden været i gang med at afmontere den bid for bid og i al diskretion.

Karsten Olesen

Fagligheden er kundskabens moder -

når murerne klasker mørtelen på stenede, er der en teoretisk forklaring, der har med molekylernes sammenhængskraft at gøre.

Ligeledes reglen om at cement og beton skal blandes med så lidt vand som overhovedet muligt -

i trækonstruktioner "arbejder" træet - det udvider sig i fugt og trækker sig sammen i tørke - mest på tværs af årerne.

En arkitekt der tegner et hus uden at tage højde for dette, risikerer døre der binder og vinduer der ikke passer.

Således rummer fagligheden en masse viden, der ikke er til stede på de "højere teoretiske" niveauer.

Skole"reformen" der sætter teorien i top og håndværket og fagligheden i bund, er derfor et fejlgreb - viden kommer fra praksis.

"Der Teufel steckt im Detail" siger tyskerne - men dette er ikke gået op for de administratorer, der har påtvunget befolkningen denne serie topstyrings"reformer".

Også kapitalen og "erhvervslivet" afviget tit fra de bedste metoder -

Som denne murerarbejdsmand siger:

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6517280/Jeg-fortryder-ikke-mi...

"faglighed kommer til at stå i skyggen af bygherres tidsplaner og jagt på hurtig fortjeneste"

Vivi Rindom, Ronni Rasmussen, Karsten Aaen, Karsten Lundsby, Kristen Carsten Munk og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Netop denne afmontering, omrokering, revidering og nye regler, gør at ikke bare skolen, men også alle andre institutioner i landet, forvirres og ofte - laver fejlvurderinger med mere eller mindre skade.
Intet bliver bedre fordi det er nyt, det er en generel fejl inden for næsten alt.
Allerede nu, mærkes det faldende niveau i dagligdagen, hvor mange unge simpelthen ikke kender grundlæggende mål for væsker og metriske måleenheder.
Den digitale verden og input gør selvfølgelig sit til at sprede begreberne, men resultatet er da ikke opmuntrende.

Bjarne Toft Sørensen

Christian de Thurah: "---- helt ude af trit med, hvad man med rimelighed kunne forlange af gymnasieelever". Jeg er enig i, at gymnasiereformen fra 2005 var for over - ambitiøs og noget af et "monstrum", men jeg kommer også til at tænke på talemåden: "Når moderen fryser, får barnet tøj på".

Den daværende fagkonsulent i faget Filosofi forudså tidligt i forløbet, i et langt indlæg i fagbladet "Gymnasieskolen", at reformen ikke kunne gennemføres, især fordi underviserne i de enkelte fag manglende de nødvendige kompetencer til at løfte opgaven, og at det ikke var noget, man sådan lige kunne ændre på.

På baggrund af erfaringer fra såvel det almene gymnasium som handelsgymnasiet må jeg desværre efterfølgende give ham ret.

Viggo Okholm

Sandsynligvis er fagligheden det vigtigste element i en hver undervisning, men hvis vi går bare 50-60 år tilbage og tænker på den måde der dengang blev undervist, vil flere af os nok ryste på hovedet. Aldrig tilbage til den tid, hvor salmevers, og ordrette citater fra Bibelen var et must. Men igen afhang meningen med galskaben af den enkelte underviser og vel ikke mindst som nu det enkelte hjems lyst ansvar og evne til at inddrage børn i livet på godt og ondt. Desværre e ralle de trends som smides på bordet jo direkte født ud af konsulenter og myndigheders hjerner og sikkert også erhvervslivets, som vil sikre at de kommende generationer kan sikre nye profitter og vækst, så skide være med om børnene trives eller bare har lyst til at lære og forstå hvorfor de skal. Det sidste jeg her skriver må være en forudsætning for alt det andet, for ellers kan det være lige meget.

Christian De Thurah

Bjarne Toft Sørensen
Jeg er helt enig i, at der var andre problemer en det, jeg nævnte. Ingen var rigtig klædt på til reformen. Lærerne kunne man måske have rustet vha. intens efteruddannelse, men for elevernes vedkommende var det simpelt hen for overambitiøst.

Anne Eriksen, Karsten Aaen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Ronni Rasmussen

Indlægget er et rigtig godt eksempel, som illustrerer, hvorfor samfundet skaber akademikere fremfor faglærte. Det er så tydeligt, at den akademiske vinkel har overtaget - og derfor er praktiske initiativer mere et råb om hjælp, end det er en reel løsning. Men det er nemmere og genere initiativer på baggrund af manglende handling fra egne rækker. Prøv for en gang skyld og kom ud af kontoret og besøg virkeligheden, så finder man ofte ud af, at al viden ikke er alfa og omega, hvis ikke man ved hvordan den bruges i praksis. Det er ikke anderledes for en læge, som for en tømrer.

jens peter hansen

Jeg så den sidste del af Blachmans udsendelse. En fyldt sal med Rane Willerslev og andre kendnisser. Eleverne skulle fremvise deres kreative resultater. Nogle HAVDE faktisk fundet på noget, men når jeg tænker på hvad jeg igennem tiden har set af fremlagte projekter fra 1. til 9. klasse, så var der intet der nåede disse til snørebåndet. Jeg har bl.a. set videoer, skuespil, forsøgsopstillinger, udstillinger, musikfremførelser og teaterindslag og meget andet der på fremragende vis viste at eleverne var kreative, vidende og kommunikerende. De havde i øvrigt alle arbejdet med projekter siden 1. klasse og ikke brugt hele tiden på at terpe det stumme h og det uhørlige nutids r. Har kontrolhysteriet helt fjernet det kreative, det musiske og det selvstændige arbejde i skolen eller hvad ? Hvis det passer at skolen er blevet så r... kedelig, at Blachmans stunt ligefrem bliver rost for sin kreativitet, så står det sandelig sløjt til, men det passer forhåbentlig heller ikke.

Randi Christiansen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jo, det passer desværre jens peter. Men problemet er dybere, end hvordan vi indretter skolen. Den er kun et billede på den menneskelige bevidsthed, som er i en udvidelsesfase. Vi har meget at lære, om hvordan vi indretter os hensigtsmæssigt på denne planet, i dette kosmos.

Og det er her, blachman har fat i noget. Hvordan får vi glæde og kærlighed i vores liv og dermed i skolen, sålænge vækst-og konkurrencesamfundet deler og hersker til fordel for den ene procent og co. Det er uforenelige størrelser.

Menneskeheden er i en smerteproces, som først hører op, når vi har lært hvilke lovmæssigheder, vi bør samarbejde med, hvis vi vil undgå lidelse. Kunsten at glædes. Kunsten at elske - det vigtigste i livet. Hvor lærer børnene det? Ikke i de undernormerede vuggestuer og børnehaver eller de åndløse skoler, hvor jungleloven hersker som forberedelse til konkurrencesamfundets rovdrift på alt og alle.