Foråret i haven forstyrres af dem, som sysler med at sprænge kloden væk

Det har været havedage i den seneste tid.

Sol, blå himmel den udslagne dag, havblik på Noret, her hvor det næsten altid blæser. Fuglene bliver stadig mere højrøstede for hver dag, der går. Lærken, vipstjerten og svalerne har allerede været i gang længe, havesangeren og kærsangeren er kommet, og forleden sluttede gøgen sig til koret.

Man vågner klokken tre om morgenen til øredøvende sang. Solsorten, som er her hele året, jubler i kor med de andre, den slår på en måde tonen an, mens de små sangere i hegnet fløjter og triller og kaster sig ud i koloraturer om kap med lærkerne, og svalerne ovenfra sætter ind med deres pizzicato.

Dagen er lang og lys, og det er nu, haven snildt kan lægge beslag på alle ens vågne timer.

Der skal plantes grønkål og spidskål, og aspargesbedet, der snart har leveret i et par og tyve år, trænger til forstærkning med nye rødder. Og der skal plantes porrer, lægges kartofler og beskæres roser. Det er den eneste tid på året, hvor jeg synes, at vi har for mange roser, men til sidst kommer jeg alligevel igennem dem og kan igen hellige mig den rene rosenfryd. Og inden da er tulipanerne sprunget ud.

Alt burde være fryd og gammen, man er godt sysselsat, som det hed engang, men mens dagen går i haven, har man jo også tid til at tænke.

Og dæleme om det ikke er den megalomane hustyran i Det Hvide Hus, der trænger sig på. Mens jeg graver kvikrødder op, sidder jeg til min egen ærgrelse og spekulerer på, hvad konsekvenserne kan blive af Trumps opsigelse af Iran-aftalen.

Ligesom i Halfdan Rasmussens digt, »Noget om helte«, hvor livet er en morgengave, Jorden en herlig jord, skal det åbenbart heller ikke lykkes mig at være i haven uden, at modbillederne om verdens urovækkende tilstand dukker op.

Der er jo »nok som går og sysler/med at sprænge kloden væk«, mens Halfdan Rasmussen med kruspersille vil skrive verdens mindste heltekvad.

Digtet er fra 1955, det år hvor Warszawapagten blev dannet, og hvor Sovjetunionen året efter invaderede Ungarn. Situationen var spændt.

Nu, i 2018, opsiger USA Iran-aftalen – og hvad sker der så? Mens jeg graver brændenælder op, spekulerer jeg på, om Trump vil få held til at splitte Europa, eller om det lykkes for Iranaftalens øvrige parter at holde sammen.

»Jeg vil ikke ha skærmydsler/ og kanoner bag min hæk«, digter Halfdan, jeg rykker selvsåede ahorntræer i bedet op og tænker, at det er lykkedes Trump og hans rådgiverhøge at styrke de iranske hardlinere, og at Iran nu har fået en upåklagelig undskyldning for at skynde sig at oparbejde atomvåben, inden USA giver sig til at bombe landets anlæg.

Og så er det at noget, her midt i kvikgræsset og skvalderkålen, begynder at skurre.

»Mens de andre går og sveder/ for at gi hinanden lak/ vil jeg pusle med rødbeder,/selleri og pastinak«, erklærer Halfdan, og med ét lyder digtet helt anderledes, end når en glad forsamling synger det med Højskolesangbogen i hånd.

Hvad fanden skal han egentlig med sine pastinakker, hvis kloden splittes ad?

Jeg vil også så rødbeder, så snart jeg er færdig i staudebedet, men selv om det måske kan virke en smule humorforladt, kan jeg ikke lade være med at synes, at det er et noget mat modsvar til et Mellemøsten i brand. For det er vel egentlig, hvad digtet er ude på. Bygge en antihelteposition op med haven som pant og argumentet:

»jeg vil så og ikke slå« som redskab.

Var det så alligevel ikke bedre bare at lade haven være have?

At man går og funderer over diverse viderværdigheder, kommer den jo egentlig ikke ved. Så simpelt er det. Den gror bare, og hvis ingen tager sig af den, bliver den til vildnis.

»Il faut cultiver notre jardin«, skrev Voltaire i Candide – vi skal passe vores have. Il faut betyder, »det er nødvendigt«, og det nødvendige er det, der hver dag ligger ligefor, uanset hvordan verden tér sig.

Og når ukrudtet gror, og planterne skal i jorden, skal man passe haven. Så er den tilfreds, uanset om man går og mener lige, hvad man vil.