Kommentar

Fordummende ordgøgl: Jeg har ikke købt noget, jeg har fået en bøde

En varedeklaration på et produkt skulle gerne give folk mulighed for at tage en kvalificeret beslutning. Men varedeklarationer kan fingeres, så æbler forveksles med pærer, lovovertrædere med kunder og produkter med brugere
En varedeklaration på et produkt skulle gerne give folk mulighed for at tage en kvalificeret beslutning. Men varedeklarationer kan fingeres, så æbler forveksles med pærer, lovovertrædere med kunder og produkter med brugere

Jens Thaysen

8. maj 2018

Her på matriklen har vi modtaget en parkeringsbøde for uretmæssig parkering – en jævnlig forseelse for langt de fleste med automobiler.

Ud over den irritation, der eventuelt måtte være forbundet med atter at gå i netbanken og skrive +71 efterfulgt af et fakturanummer, der henviser til, hvem det end er, der har fået udliciteret parkeringsporteføljen for det pågældende område, studser man over, at en parkeringsbøde ikke længere kendes som sådan, men nu betegnes som »kontrolgebyret placeret på køretøjet på grund af den parkering, der er foretaget i strid med skiltning«.

Det lyder unægteligt, som om man hermed har betalt for den ulempe, parkeringsvagterne måtte have haft med at skulle tjekke ens køretøjs (u-)retmæssige placering i gadebilledet. Men sagen er nærmere, at man har brudt loven om gældende parkeringsbestemmelser.

Kald det, hvad det er, og lad det være, hvad det end måtte være vil – det er i hvert fald en kendsgerning, at der tale om en lovovertrædelse.

At køretøjers uretmæssige placering skal udløse økonomisk bodsgang hos kommunen eller det private parkeringsselskab, der nu engang har vundet koncessionen, ejer eller har købt arealet, er rimeligt nok. Men hvad, der nok kan synes en smule pudsigt, er, at når man læser det brev til ende, der minder én om, at man er lovovertræder og har et skyldneranliggende, underskrives det »Med venlig hilsen Kundesupport«. Så er komikken unægteligt til at få øje på. »Kundesupport«!

En ufrivillig kunde

Nuvel, i en meget snæver fortolkning er det formentlig sandt at sige, at man således er blevet kunde hos kommunen eller parkeringsselskabet, når man får tilsendt en opkrævning.

Læser man efter i Den Store Danske vil der også, med nogle semantiske krumspring, være belæg herfor: »Kunde: person, institution el.lign. der køber (eller overvejer at købe) en vare eller en tjenesteydelse i en butik, en virksomhed el.lign.«

Faktisk er man allerede kunde, hvis man »overvejer at købe« – det har jeg i tilfældet med parkeringsbøden ikke, for jeg har allerede købt – i den forstand at jeg har fået tilsendt opkrævningen for varen; nemlig en uretmæssig parkering, som er det produkt, jeg netop har erhvervet mig.

Så »vare eller tjenesteydelse« er allerede købt nu, hvor opkrævningen er modtaget, hvilket er det, der gør mig til kunde. En ufrivillig kunde, fordi jeg ikke har sat mig ind i de forordninger, som vedrører parkering præcis dér, hvor bøden er udstedt.

Det svarer til, at jeg i en butik tvinges til at købe en skjorte, fordi jeg ikke har prøvet den i prøverummet, men i butikkens fællesareal, selv om der står et sted i butikken, at det ikke er tilladt. Et skilt som jeg så enten har overset eller ignoreret.

Det er stadig ubetvivleligt min fejl, men de færreste ville nok betegne sig som en kunde i butikken på den baggrund. Og i øvrigt næppe betragte den pris, man betaler for skjorten, for en »kontrolafgift« til ekspedienten, der har tjekket efter, hvor man har prøvet skjorten henne i butikken.

Hvis en varedeklaration nu kan rammesættes på en sådan måde i forretningsmodellen, at skyldnere i parkeringsanliggender skal betegnes som kunder; at »forbedring af brugeroplevelsen« skal få os til at tro, at vi ikke selv er produkterne hos de sociale medier og andre, der tapper såvel vores opmærksomhed som data, så udhuler man ikke blot sprog og semantik, men også selve det, som en varedeklaration var installeret for at sikre: Sikkerhed for hvad det egentlig er, man er eller erhverver sig.

Information som vare

Information er, ud over at være det stof vores opmærksomhed forbruger, også det, der tages beslutninger på baggrund af. En kongstanke siden Oplysningstiden har været, at information og især viden skal frigøre os fra fordums tiders trældom – reelt som intellektuelt.

Men i informationstidsalderen er information en vare – noget der kan tage sig ud uden at være noget. Noget der, med behændighed og snilde fra afsenders side, får os til at tro, at vi får noget gratis, præcis når vi betaler med data og opmærksomhed nærmere end med penge.

Noget, der er alt andet end en varedeklaration på såvel indhold som kvalitet.

Noget, der kan synes som en oplysning, selv om der egentlig er tale om et borgerligt myndighedstab og informationsbåren trældom.

Så en skyldner er ikke en kunde, når det hidrører opkrævning af bødeforlæg for uretmæssig parkering – lige så lidt som den almindelige bruger burde være produktet udbudt til salg på sociale medier.

Vincent F. Hendricks er professor, dr. phil., phd., Leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Mette Poulsen
  • Eva Schwanenflügel
Anker Nielsen, ingemaje lange, Christian Mondrup, Mette Poulsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jorn Johansen

Mr. Hendricks har da 100% ret. Som den franske frihedskæmper Stéphane Hessel anbefalede: vi bør lade os indignere (også selvom ordet som refleksiv ikke eksisterer på dansk sic!). Professor, dr.phil., ph.d. er ude i et ærværdigt ærinde, rationalitetens. Men han kommer slet ikke ind på at rationaliteten jo må rækker lysår ud over sproget og logikken. Han glemmer at en vigtig del af sproget er den indlejring det får i hele vores formåen og dermed også evner og kapacitet: At ”far out” eller på dansk ”langt ude” engang betød at noget var ”for meget” eller ”for stærkt”, men senere kom til at betyde noget i retning af ”så supergodt, spændende og stimulerende skørt”. Så hvis man måske dengang i 1970’erne var for meget, så er er man måske nu attraktiv? Eller er man stadig for meget, det hedder bare noget andet?
Måske har hr Hendricks ikke læst den yderst ubehagelig, men fantastisk stimulerende bog om sproget i Det tredje Rige af Victor Klemperer: LTI. I den bog undersøges (nazi-) systemets sprog og dets udvikling i forhold til de behov for ”bøjning” af rationaliteten som nazisterne stødte på. Og er det ikke lige det der er pointen i den kære professors indignation her. At rationaliteten kan bøjes? Men det virker lidt som om at den tilsyneladende også godt må bøjes, men måske bare ikke sådan lige?
Noget tyder på at hr Hendricks har læst dybere i Karl Poppers værker end i Wittgensteins? (Eller måske kun Wittgenstein i Tractatus, og ikke i tilbagetrækningerne af den) Vi må bare håbe at han i sin rationalitet ikke som Popper falder for at se truende ildrager, hvor der ingen er!!!
Men helt reelt er det at vores sprog er med til at korrigere vores opfattelse af verden, så man må spørge sig selv hvad man vil gøre med et sprog der er på vandring som en nedtrampet folkesti over et ubelejligt (og ubesindigt) anlagt fortovsbelagt hjørne uden om et stykke ”natur”.
Så hvori ligger ”trolddommen” (sic!) som rationalismen skal gøre op med, min kære, tidligere, professor? Hvad er en truende ildrager, og hvad er ikke? Hvad er sprogets demokrati, og hvad er trældommen det skaber. Hvornår er sproget rationelt og bøjeligt, og hvornår er det ikke?
Som den sorte, sorte troldmand Josef Goebbels sagde i 1934: ”Vi må tale det sprog, folket forstår. Hvis man vil tale til folket, må man, som Martin Luther sagde, se folket på mundet.” [LTI p. 269].
Bliver spørgsmålet så ikke i forhold til systemets meningsløse sproglige konstruktioner (de meningsløse systemers meningsløse konstruktioner; sproglige o.a.): Kommer trolddommen af at vi trælbindes i sproget? Eller kommer trælbindingen mere grundlæggende af "det" (system/de systemer?) der dølger sig og sit mål med forvanskning og deraf følgende forvirringer. Er "det/de" set med rationalistens panoramiske øjne trældommens/trolddommens grundlag?

Ole Kresten Finnemann Juhl

Parkeringsreglernes nærmere udformning har baggrund i lovgivning, men administreres lokalt og individuelt, ikk'? Og der har vist aldrig været tale om bøder, men kun (kontrol)afgifter; det er jo trods alt ikke en kriminel handling, ... endn)

Morten Balling

Derudover er der det snedige trick med at benytte sproget til at udhule retssikkerheden. Du kan, populært sagt, gå i retten med en bøde, men ikke med en kontrolafgift.

For et par år siden fik jeg en "bøde" for at have min motorcykel parkeret. I følge parkeringsselskabet skulle jeg have en billet i forruden. En motorcykel ikke udstyret med en forrude. Det hele var så absurd en sag, at jeg valgte at være stædig, og sige at jeg ikke ville betale.

Efter uendelige trusler om død og ulykke, stoppede truslerne. Jeg vidste godt at parkeringsselskabet ikke havde nogen sag, men overvejede "for sjov" selv at anlægge sag, for at få økonomisk kompensation for den tid jeg havde brugt. Det overvejede jeg i ca. et minut, og nåede så til konklusionen, at det ville være 100,0% spild af tid.

Moralen er, at ens retstilling ift. parkeringsbøder er dårlig, men hvis sagen virkeligt er uretfærdig, så lad være med at betale, og lad dem hive dig i retten. Det er bøvlet og derfor vælger mange bare at betale. Det ved parkeringsselskaberne, og det udnytter de grådigt på en nærmest Kafkask måde.

Maj-Britt Kent Hansen, ingemaje lange, jørgen djørup og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Så »vare eller tjenesteydelse« er allerede købt nu, hvor opkrævningen er modtaget, hvilket er det, der gør mig til kunde. En ufrivillig kunde, fordi jeg ikke har sat mig ind i de forordninger, som vedrører parkering præcis dér, hvor bøden er udstedt."

Selvfølgelig er du en kunde. Du betaler for understøttelse af deres forretningsmodel.