Læserbrev

Friheden er vigtigere end den indbildte sikkerhed

Overvågningsspørgsmålet kan ikke bare reduceres til ugerninger og kriminelle hensigter, men handler om en helt fundamental ret til privatliv
8. maj 2018

De, som afgiver friheden for sikkerheden, fortjener ingen af delene, lød det i sin tid fra den amerikanske politiker Benjamin Franklin. Franklins polemiske konstatering har vist sig at være en eviggyldig sandhed i en tid, hvor vi velvilligt afhænder den personlige frihed i forestillingen om, at vi til gengæld får mere sikkerhed. Men er det virkelig værd at ofre friheden for en indbildt sikkerhed?

Det mest nærliggende eksempel på denne tendens er den omsiggribende overvågning, som udvides kontinuerligt med henvisning til beskyttelse mod trusler mod sikkerheden. Selvom vi selvfølgelig skal gardere os mod eksterne trusler som terrorisme, er det tankevækkende, at store dele af befolkningen ukritisk accepterer indskrænkninger i den personlige frihed, så længe overvågningen varetages af statsapparatet, mens mange stiller sig kritiske over for, i hvilket øjemed private aktører anvender den personlige information, de besidder om os.

De modsatrettede holdninger til overvågningen er udtryk for, at mange danskere stoler blindt på, at statsmagtens intentioner er notorisk gode. Ligeledes deler mange ideen om, at hvis ikke man har noget at skjule, må overvågning være acceptabel.

Men denne logik er en glidebane, og med dette argument i hånden vil man kunne retfærdiggøre en række vidtgående indgreb i den personlige frihed. For overvågning handler om langt mere end skyld og uskyld. Overvågningsspørgsmålet kan ikke bare reduceres til ugerninger og kriminelle hensigter, men handler om en helt fundamental ret til privatliv.

Uanset hvor mange foranstaltninger, man indfører for at beskytte borgerne, vil der altid være eks- og interne trusler, som truer vores sikkerhed, og som vi bør beskytte os mod. Men vi må ej glemme, at den totale sikkerhed er indbildt og uopnåelig, og hvis vi forfølger målsætningen om fuld sikkerhed, vil friheden uvægerligt tabe terræn.

Friheden er det fundament, som vores samfund bygger på, og man kan spørge sig selv, om vi overhovedet fortjener den, hvis store dele af befolkningen blindt accepterer den omsiggribende overvågning.

Filip Steffensen er retsordfører i Liberal Alliances Ungdom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jakob Venning
Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Jakob Venning anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu