Klumme

Hvad der er galt med bøger om, at naturen er levende – og hvorfor det alligevel er rigtigt

Jeg håber, at vi kollektivt er i gang med et opgør med den verdensforståelse, at verden består af døde objekter og genstande, som vi har ret til at tage og gøre med, hvad vi vil. Lad en vild tanke sprede sig: verden er levende
9. maj 2018

Søren Ryge kom for nyligt til at sige, at velskrivende fanatikere kunne bilde byboere hvad som helst ind. I en klumme i Politiken nægtede han at anmelde (endnu) en bog, hvori en forfatter beskriver naturen og dyrene som levende, det vil sige med sprog, bevidsthed, følelser, der i mistænkelig grad ligner vores, menneskenes.

Egentlig synes jeg, at han har ret.

Der er en påfaldende afgrund mellem det moderne storbymenneskes forestillinger om naturen – og den rent faktiske, aktuelle natur som nogle af os kender, fordi vi bor mere permanent i den. Her tænker jeg specifikt på mudder, regnvejr, uglegylp, edderkoppeklister, slimede substanser, kedsomhed og kropsligt ubehag.

Og det er heller ikke, fordi han ikke har en litterær pointe.

En af de værste bøger, jeg har læst, er stadig Melanie Joy’s Hvorfor vi elsker hunde, spiser grise og går klædt i køer, hvor nedenstående citat bøjer i neon, hvad der er galt med både veganismen (som kult) og kæledyrevennerne (som jo behændigt glemmer dyrevelfærden ude i det industrielle landbrug).

Joy skriver om andre kulturers dyreforståelse, at »det oplyste Vesten generelt giver hunde/katte den respekt, de fortjener, men at deres tilbagestående samfund er uvillige til at gøre det samme«. Altså, ’tilbagestående’.

Det begynder at irritere mig på samme måde, som antropomorfe bøger irriterer Søren Ryge.

Vi kan ikke komme udenom – og vi bliver nødt til at kunne tale om – at både veganismen, kæledyrsfeticismen og de antropomorfe bøger er et udpræget hvidt øvre-middelklassefænomen.

Og vi kan heller ikke komme udenom – og bliver ligeledes nødt til at kunne tale om – at det er problematisk at bruge naturen til at legitimere sin egen ideologi, uanset om den er grøn eller ej. Gør man dét, ender man hér: missionering, kolonialisering, instrumentalisering, imperialisme. Alt det, der bragte os til det her fucked up sted i historien i første omgang, og her tænker jeg i store bogstaver på KLIMAKRISEN.

Pilen peger på os

Vi kan ikke begynde at missionere vores veganisme som vores kristne forfædre før os. Vi kan ikke kolonialisere de ’tilbagestående’ lande med vores nyvundne bæredygtige indsigter. Vi kan ikke instrumentalisere naturen, købe noget (dyrt) gear, så vi kan kan »bemestre« den. Vi kan ikke udbrede vores økologiske imperium, uden at der går The Handmaid’s Tale i den.

Pilen peger ikke udad, den peger indad, den peger på os. Os, der sprænger bjerge i luften, fordi vi lige skal forbi. Os, der flyver på ferie til Thailand, men i det mindste føler hvid skam. Os, der går en tur i naturen og kræver, at nu’et skal dale ned over os som et gudommeligt lys fra oven.

Som om naturen er en ung, dum blondine, der villigt står til rådighed – og nu vi er ved problemet blondiner, sexisme og kvindesyn, hvorfor er naturen så egentlig en kvinde? En jord, der kan pløjes. En sexdukke fra Kina. »Slap me, mamma!« Det grundirriterer mig, at naturen skal være en kvinde på den måde. Jeg får lyst til at sige, at naturen er en mand.

Måske afspejler de antropomorfe bøger m.m., at noget er i gang med at forandre sig i den kollektive bevidsthed, og det kan man jo principielt ikke være imod. Det tror jeg ikke, Søren Ryge er imod. Personligt er jeg heller ikke imod det. Jeg håber bare, at det, vi kollektivt set er i gang med, er at tage et opgør med den verdensforståelse, der blev installeret i os af vores forfædre, kolonisterne.

En verden af døde objekter og genstande, som vi havde ret til at tage og gøre med, hvad vi ville. Os i centrum. Dén tænkning. Jeg håber, vi er i gang med at gnide os i øjnene og lade den vilde, vilde, vilde tanke sprede sig som en steppebrand i hjernen: At verden er levende, ikke som en imitation eller en spejling af os – men rigtig levende. Virkeligt, ægte, rigtigt levende.

Åndende og dampende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Birgitte Mulvad
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jakob Venning
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Charlotte Ardal
Birgitte Mulvad, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen, Lise Lotte Rahbek, Jakob Venning, Ejvind Larsen, Peter Knap og Charlotte Ardal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er en forskel på at gøre det rigtige og på at være frelst.
Der er intet i meneskets historie, der antyder, at det er en planteæder.
Og igen igen, hvorfor er platevæv en ringere livsform end dyrevæv, og derfor acceptabelt fødeemne?
Vi skal alle nedbrydes, hvilket vil sige ædes af andre livsformer, for at livet kan fortsætte. Vores mål må være, at genanvende de stoffer, vi bruger vores produktion. Ikke at forbruge fornybare resurser hurtigere end de kan genskabes.
Økologi er samspillet mellem livsformer i en biotop.
Selv et biodynamisk persillebed er en økologisk ubalance, som "naturen" forsøger at genoprette med sine stormtropper: skadedyr og ukrudt.

Flemming Berger, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Stå stille 10 minutter i en regnskov og du er mad. Naturen er et rædsomt sted, hvis man ikke kan gå i sikkerhed for den. IKKE at dø af sult under nogen årstider fordrer teknologi og moralsk fleksibilitet. Hvilket ikke udelukker, at man takker for det liv, man propper i munden. Måske så simpelt som dét.