Kommentar

Georg Metz: Den galliske sjæl

Manden der blev Frankrig
1. juni 2018

I dag for 60 år siden kom Charles de Gaulle (1890-1970) til magten.

Først som regeringschef i det politiske kaos i Frankrigs Fjerde Republik under krisen og krigen i Algier. Siden, året efter i 1959 som præsident i Den Femte Republik med revideret forfatning kreeret af ham selv og langt mere vidtgående præsidentielle beføjelser.

Kritikere kaldte på den baggrund de Gaulle diktator, hvilket hverken er retfærdigt eller rammende. Diktatur såvel i form som indhold var under den store franskmands værdighed. Det betød ikke, at han var sart i brugen af magtens redskaber.

Men da han engang blev spurgt – og han skrev det senere – hvorfor han i krisens øje var veget tilbage for den yderste mulighed, havde suspenderet forfatningen og sendt nationalforsamlingen på pension, svarede han i tredje person, i hvilken form han også skrev sine memoirer:

Statskup ville de Gaulle aldrig begå, så var han ikke de Gaulle.

Stik den!

Et almindeligt opslag på nettet giver rigelige oplysninger om liv og virke: herfra og dertil. Men det centrale er det mere uhåndgribelige i en så mytisk skikkelse, som tillige rummede den majestæt, manden heller aldrig lagde skjul på.

Sygdom og tidlig død

De Gaulle blev født i Lille, den flandersk-nordfranske storby der i al sin pragt efter århundreders klædehandel og økonomisk og politisk central placering i regionen samtidig bærer præg af en næsten calvinistisk dysterhed. Her er vægten lagt på nord i Nordfrankrig, nøgleordet er austérité: energi, planmæssighed, strenghed. I hvert fald dengang.

Statsmænd kommer fra egnen og byen såsom Ludvig 14.’s finansminister Colbert (1619-83), der arbejdede i døgndrift på at gennemføre merkantilismen i fransk uafhængighed af omverdenen og efter sigende lagde grunden til sygdom og tidlig død, da kongen ved en lejlighed bebrejdede finansministeren en bagatel.

I denne tradition med militære overtoner og en stærk forpligtende nationalfølelse voksede de Gaulle op i Lilles Rue Princesse i bedsteforældrenes store byhus, nærmest en firlænget gård i to etager med stalde og trappetårn.

Netop det dystre, det strenge, de tunge møbler og mørke billeder er fremherskende. Hele huset lugter ligefrem af pligt og arbejde og lavmælt humør. Samtidig understreger indretningen den solide, hæderlige borgerlighed, der også var de Gaulle. Fødes man her, bliver man enten bekymret bogholder eller general og Frankrigs præsident. Huset, i passende afstand fra livligheden i latinerkvarter og de store flotte pladser er i vore dage museum for Lilles store bysbarn, med hvad man nu har kunnet skrabe sammen af memorabilia.

Kugleregn

De Gaulle kendte sin destination som soldat, som leder og som fædrelandets forsvarer i svære tider.

At det havde sin pris, fortæller den store udstillede statslimousine (så stor er den nu heller ikke i forhold til vor tids pansrede monstre). Bilen, en Citroën DS sort selvfølgelig, befordrede trofast præsidenten og reddede hans liv.

OAS terrorister – de der voldeligt modsatte sig Algiers selvstændighed og dræbte godt 2.000 mennesker ved bombe- og andre attentater – var ikke arabere og muslimer, tværtimod, men gode hvide katolske terrorister. De standsede præsidentens kortege nær den faste bopæl i Colombey-les-Deux-Églises og bestrøg den sorte Citroën med maskinpistoler. Tydelige skudhuller i dørene.

Ikke desto mindre steg de Gaulle ud midt i kugleregnen, ud midt på vejen. Præsidenten truede ad attentatmændene, og de blev så bange, at de løb deres vej.

Da Kennedy blev myrdet i 1963, fremhævede de Gaulle, der faktisk brød sig om sin amerikanske kollega, men måske mere om hans smukke fransktalende kone, Jacqueline, at Kennedy var død som soldat under ild. Det var anerkendende ment.

De Gaulle var først og sidst soldat. General de Gaulle kaldte man ham også i den politiske karriere.

Første Verdenskrig overbeviste den unge officer, som blev hårdt såret i kampene ved Verdun, om, at Tyskland var og blev Frankrigs arvefjende. Trods alliancen i skyttegravene var England dybest set ikke til at stole på.

De Gaulle pegede i strategisk henseende henholdsvis på Paris’ uheldige beliggenhed i forhold til et umuligt grænseforsvar mod en tysk invasion og på englændernes tilbøjelighed til det åbne hav og tilbøjelighed mod Amerika, når lokummet brændte. Kun når og hvis englændernes egne koloniinteresser stod på spil, kunne man regne med dem og så heller ikke altid.

De Gaulle ville ikke være blevet forbløffet over Brexit og forsøgte jo også i årevis at holde englænderne ude af Europa og Fællesmarkedet. Dermed også Danmark dengang, men det er en anden historie.

De Frie Franskes leder

Mistroen til tyskerne var dog afgørende. Krigen 1939 bekræftede ham endnu engang i hans forudsigelser, da det tyske panservåben tromlede Frankrigs stærke, men ineffektive og i realiteten uforberedte infanteri og utilstrækkelige kampvogne til overgivelse.

De Gaulle flygtede til England og slog sig op som De Frie Franskes leder, ofte til enorm irritation for Churchill og Roosevelt. De opfattede den høje galler som ulideligt højrøvet, hvad han også var. At han selv betragtede Frankrig som civilisationens moder, lagde han helst ikke skjul på og opnåede ved sin selvbevidste viljefasthed, hvormed han så at sige tog Frankrig på sig og var landet i egen meget høje person, at blive tålt blandt de store, selv om han materielt ikke var det.

I juni 1944 marcherede de Gaulle uden frygt for snigskytter ind i Paris ad Champs-Élysée, som om han egenhændigt havde vundet Anden Verdenskrig. En statue markerer nu uforglemmeligheden.

I det hede ’68 trådte de Gaulle endeligt tilbage.

Året efter skrev Erling Bjøl sin fremragende De Gaulle Manden og epoken. Jacques Berg kom fem år senere med en fornem analyse, Da Frankrig var en general. Begge varmt anbefalet sommerlæsning ligesom svenskeren Knut Ståhlbergs De Gaulle. Generalen der var Frankrig (2004).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
  • Olav Bo Hessellund
  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
  • Torben K L Jensen
Frede Jørgensen, Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Jeg forstår ikke at Georg Metz skamroser manden med den største günter i verdenshistorien - Charles de Gaulle - det tætteste Frankrig kom på en kejser efter Napoleon III - manden der tabte den fransk-tyske krig i 1870-71 til Otto von Bismarck der som salt i såret udråbte den preussiske konge til kejser i spejlsalen i Versailles og der er for fanden da ingen helt over manden der gav Israel atombomben.
Skuffende Metz.