Ghettoaftale: Det hjælper ikke at straffe forældre til børn med højt fravær

I sidste uge gik regeringen sammen med DF og Socialdemokratiet om en ny ghettoaftale. Aftalen på skoleområdet betyder desværre, at regeringens forslag om at straffe forældre økonomisk, hvis deres børn har for højt fravær, nu realiseres.

Har et barn mere end 15 pct. ulovligt fravær i et kvartal, skal det nu medføre underretninger og bortfald af børnecheck. En sådan tilgang til fraværsproblematikken er i bedste fald en utilstrækkelig ansvarsplacering, i værste fald en yderligere stigmatisering af udsatte grupper og forværring af deres vilkår.

Når Ali kommer for sent i skole, er det fordi, han er doven og ligeglad med at følge reglerne om at komme til tiden. Han har heller ikke opbakning fra hjemmet, hvor en anden kultur hersker, og forældrene ikke forstår eller formår at bakke op om skolen.

Hvis Peter har højt fravær skyldes det nok, at hans forældre heller ikke selv har en uddannelse, og derfor ikke går så meget op i, om han får en. Sådanne årsagssammenhænge kan hurtigt blive koblet på en statistisk undersøgelse, som den der blev offentliggjort af Undervisningsministeriet 17. november, og som fastslår, at fravær varierer med forældres uddannelsesniveau og etniske herkomst.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) udtalte i en kommentar til undersøgelsen, at flere forældre skal på banen og tage ansvar. At regeringen nu har fået forhandlet på plads, at forældre til børn med for højt skolefravær skal straffes økonomisk, kan anskues som en direkte manifestation af denne ansvarsplacering.

Lyt til det enkelte barn

Men hvad ved vi overhovedet om, hvorfor børn ikke kommer i skole? Er ovenstående fortællinger om Alis og Peters skolefravær repræsentative for virkeligheden – er de sande? Når man som os til daglig arbejder med udsatte børn og unge, som ofte har en skolehistorik med højt skolefravær, har man det privilegium at komme bag om alle fordommene om deres fravær. Virkeligheden er altid mere kompleks, end hvad statistiske sammenhænge og politisk ansvarsplacering formår at favne.

Hvis vi lærte Ali og Peter at kende, ville vi få muligheden for at høre andre historier end den umiddelbare kobling, der kan komme af de statistiske tal; at de er ressourcesvage på grund af deres forældres udenlandske og/eller uddannelsesmæssige baggrund og derfor ikke har opbakning til skolen. Fortællingen om at Alis mor er særdeles ressourcestærk, idet hun som enlig mor formår at få hjemmet til at hænge sammen, fordi hun gør rent tidligt om morgenen, er sjældent den fortælling, der kommer frem. Heller ikke fra Ali selv.

Der er ikke meget street credit i at fortælle, at man kommer for sent i skole, fordi man på vejen lige skal nå forbi busstoppestedet og kysse mor, som er på vej hjem fra arbejde, farvel. Eller i at han ofte er forsinket, fordi han sørger for, at hans mindre søskende står op, får morgenmad og kommer afsted i børnehave og skole, imens mor arbejder. Selv om det er en fortælling om en på mange måder ressourcestærk familie, er det sjældent dét perspektiv, der repræsenterer børn som Ali, der har et højt fravær.

Ligeledes kan grunden til, at Peter helst ikke kommer i skole, være, at han bliver mobbet hver dag. Hans mor, som er afmægtig på sin søns vegne, lader ham nogle gange blive hjemme, når mavepine og bekymringer for skoledagen, der venter, er for voldsomme. Er disse historier mere sande end historierne om kulturel baggrund og uddannelsesniveau? Vi ved det ikke – medmindre vi spørger Ali og Peter selv – og deres forældre.

Hvert eneste barn med for højt skolefravær har sin egen historie med sig, og det er dén, vi bør være nysgerrige på. Nogle børn har flere skoleskift bag sig, hvilket i sig selv kan gøre det faglige til en udfordring. Nogle børn kan gå igennem et langt skoleforløb med oplevelsen af altid at få skylden.

De har aldrig fået muligheden for en god relation til deres lærere, de bærer måske på oplevelser af ikke at blive forstået, ikke at kunne noget, ikke at blive anerkendt og passe ind. Måske er det eneste fællesskab, hvor de oplever at blive accepteret, et fællesskab af andre børn og unge, der er fælles om at være ’udenfor’ skolen. Alt sammen faktorer, som forældre ikke alene kan stå med ansvaret for eller alene kan ændre på.

Vi har mere end én gang oplevet, at dét, at vi tog os tid til at være nysgerrige på den enkelte elevs udfordringer i forhold til at komme i skole, har gjort, at vi kunne arbejde på en anden måde med disse udfordringer. Vi er igennem mange års arbejde med elevers problematiske skolefravær blevet klogere på, at en ikkedømmende, åben og respektfuld tilgang gør det muligt at arbejde med fraværet, og at sanktioner og straf dels kan forværre fraværet, dels skabe et mangelfuldt og modvilligt samarbejde med elever og forældre.

Straf er ikke en løsning

Straf er en meget forenklet løsning på et meget komplekst problem. Alt fra uopdaget ordblindhed eller dårligt syn, som kan ekskludere den enkelte fra det faglige fællesskab, til skolens fraværspolitik kan spille ind på dét, der ender i et problematisk fravær.

Perspektivet må foldes ud omkring barnet og inddrage alle de faktorer, der kan spille ind – ikke kun forældres uddannelsesbaggrund eller etnicitet. Hvad der er på spil hos barnet selv, i hjemmet, i klassen, i relationen til lærerne – eller mangel på samme – i den gruppe, barnet søger, i lokalmiljøet, er alle faktorer, man ved fra international forskning har betydning for børns trivsel og skolefremmøde.

Spørgsmålet er, om bortfald af børnecheck og øget sanktionering af folkeskoler med dårlige resultater, hvilket den nye aftale også indebærer, er løsningen på disse problemer? Er det dét, der er brug for – at sætte flere professionelle og forældre under overvågning og administration?

Hvis vi skal arbejde med alle de komplekse årsagssammenhænge i forhold til et for højt fravær, må vi møde børn og deres forældre med en oprigtig interesse for deres fortælling om det problematiske skolefravær.

Vi oplever i vores daglige arbejde, at det er særdeles vigtigt for langt de fleste forældre, at deres børn kommer i skole, uanset etnisk eller uddannelsesmæssig baggrund. Har man eksempelvis som enlig forælder et arbejde, der gør, at man ikke er hjemme, når barnet skal op og afsted, kan det være yderst stressende at skulle ringe barnet op hver morgen og aldrig være sikker på, om det kommer afsted i ordentlig tid.

Oplever forældre sig mødt af negative forventninger fra (skole)systemets side, fordi deres barn ikke kommer i skole, kan det generere en ond cirkel af gensidige negative forventninger. Vi har oplevet forældre, der græd af glæde, når vi har ringet og fortalt, at deres barn havde klaret dette eller hint godt i skolen, fordi det ikke var noget, de havde hørt før, og de havde forventet det modsatte.

Det kræver ekstra ressourcer og mere tid til de professionelle overhovedet at kunne forfølge en nysgerrighed på skolefraværet og at kunne komme med de positive tilbagemeldinger også. Ikke ekstra straf.

Det er som sagt et spørgsmål om at kigge på hver enkelt barns historie, kontekst og særlige udfordringer. Men blikket kan ikke alene hvile på den enkelte, for det er ikke kun et individuelt problem.

Hvis folkeskolen er for alle, hvordan er det så, vi ønsker at være skole i Danmark? Ved at sanktionere dem, der ikke lever op til vores krav om, hvordan man går i skole? Eller ved at prøve at forstå, hvilke udfordringer disse børn og deres familier står overfor i forhold til at komme i skole?

»Børn og unge fortjener lige muligheder i skole- og uddannelsesliv,« udtalte Riisager i forbindelse med ghettoaftalen. Men hvis vi som samfund ønsker, at alle børn skal have lige vilkår, må vi starte med at undersøge, om de har det, og hvorfor de eventuelt ikke har det. Regeringens ghettoaftale lægger desværre ikke op til at undersøge særligt meget, men mere til at straffe. Og straf får ikke flere børn i skole, men gør dem blot yderligere udsatte.

Emilie Rønlund er souschef i dagbehandlingsskolen Den Gule Flyver

Katrine Nordvig Rom er leder af Den Gule Flyver