Kronik

Ghettoaftale: Det hjælper ikke at straffe forældre til børn med højt fravær

Børn med for højt fravær i folkeskolen er udsatte på flere måder – når regeringen, DF og Socialdemokratiet nu straffer deres forældre økonomisk, gør de dem kun mere udsatte
Hvad ved vi overhovedet om, hvorfor børn ikke kommer i skole? Er fortællingen om, at Ali nok ikke kommer i skole, fordi han er ligeglad med at følge reglerne, og at Peter bliver væk, fordi hans forældre heller ikke selv har en uddannelse, repræsentative for virkeligheden – er de sande?

Hvad ved vi overhovedet om, hvorfor børn ikke kommer i skole? Er fortællingen om, at Ali nok ikke kommer i skole, fordi han er ligeglad med at følge reglerne, og at Peter bliver væk, fordi hans forældre heller ikke selv har en uddannelse, repræsentative for virkeligheden – er de sande?

Arkivfoto

15. maj 2018

I sidste uge gik regeringen sammen med DF og Socialdemokratiet om en ny ghettoaftale. Aftalen på skoleområdet betyder desværre, at regeringens forslag om at straffe forældre økonomisk, hvis deres børn har for højt fravær, nu realiseres.

Har et barn mere end 15 pct. ulovligt fravær i et kvartal, skal det nu medføre underretninger og bortfald af børnecheck. En sådan tilgang til fraværsproblematikken er i bedste fald en utilstrækkelig ansvarsplacering, i værste fald en yderligere stigmatisering af udsatte grupper og forværring af deres vilkår.

Når Ali kommer for sent i skole, er det fordi, han er doven og ligeglad med at følge reglerne om at komme til tiden. Han har heller ikke opbakning fra hjemmet, hvor en anden kultur hersker, og forældrene ikke forstår eller formår at bakke op om skolen.

Hvis Peter har højt fravær skyldes det nok, at hans forældre heller ikke selv har en uddannelse, og derfor ikke går så meget op i, om han får en. Sådanne årsagssammenhænge kan hurtigt blive koblet på en statistisk undersøgelse, som den der blev offentliggjort af Undervisningsministeriet 17. november, og som fastslår, at fravær varierer med forældres uddannelsesniveau og etniske herkomst.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) udtalte i en kommentar til undersøgelsen, at flere forældre skal på banen og tage ansvar. At regeringen nu har fået forhandlet på plads, at forældre til børn med for højt skolefravær skal straffes økonomisk, kan anskues som en direkte manifestation af denne ansvarsplacering.

Lyt til det enkelte barn

Men hvad ved vi overhovedet om, hvorfor børn ikke kommer i skole? Er ovenstående fortællinger om Alis og Peters skolefravær repræsentative for virkeligheden – er de sande? Når man som os til daglig arbejder med udsatte børn og unge, som ofte har en skolehistorik med højt skolefravær, har man det privilegium at komme bag om alle fordommene om deres fravær. Virkeligheden er altid mere kompleks, end hvad statistiske sammenhænge og politisk ansvarsplacering formår at favne.

Hvis vi lærte Ali og Peter at kende, ville vi få muligheden for at høre andre historier end den umiddelbare kobling, der kan komme af de statistiske tal; at de er ressourcesvage på grund af deres forældres udenlandske og/eller uddannelsesmæssige baggrund og derfor ikke har opbakning til skolen. Fortællingen om at Alis mor er særdeles ressourcestærk, idet hun som enlig mor formår at få hjemmet til at hænge sammen, fordi hun gør rent tidligt om morgenen, er sjældent den fortælling, der kommer frem. Heller ikke fra Ali selv.

Der er ikke meget street credit i at fortælle, at man kommer for sent i skole, fordi man på vejen lige skal nå forbi busstoppestedet og kysse mor, som er på vej hjem fra arbejde, farvel. Eller i at han ofte er forsinket, fordi han sørger for, at hans mindre søskende står op, får morgenmad og kommer afsted i børnehave og skole, imens mor arbejder. Selv om det er en fortælling om en på mange måder ressourcestærk familie, er det sjældent dét perspektiv, der repræsenterer børn som Ali, der har et højt fravær.

Ligeledes kan grunden til, at Peter helst ikke kommer i skole, være, at han bliver mobbet hver dag. Hans mor, som er afmægtig på sin søns vegne, lader ham nogle gange blive hjemme, når mavepine og bekymringer for skoledagen, der venter, er for voldsomme. Er disse historier mere sande end historierne om kulturel baggrund og uddannelsesniveau? Vi ved det ikke – medmindre vi spørger Ali og Peter selv – og deres forældre.

Hvert eneste barn med for højt skolefravær har sin egen historie med sig, og det er dén, vi bør være nysgerrige på. Nogle børn har flere skoleskift bag sig, hvilket i sig selv kan gøre det faglige til en udfordring. Nogle børn kan gå igennem et langt skoleforløb med oplevelsen af altid at få skylden.

De har aldrig fået muligheden for en god relation til deres lærere, de bærer måske på oplevelser af ikke at blive forstået, ikke at kunne noget, ikke at blive anerkendt og passe ind. Måske er det eneste fællesskab, hvor de oplever at blive accepteret, et fællesskab af andre børn og unge, der er fælles om at være ’udenfor’ skolen. Alt sammen faktorer, som forældre ikke alene kan stå med ansvaret for eller alene kan ændre på.

Vi har mere end én gang oplevet, at dét, at vi tog os tid til at være nysgerrige på den enkelte elevs udfordringer i forhold til at komme i skole, har gjort, at vi kunne arbejde på en anden måde med disse udfordringer. Vi er igennem mange års arbejde med elevers problematiske skolefravær blevet klogere på, at en ikkedømmende, åben og respektfuld tilgang gør det muligt at arbejde med fraværet, og at sanktioner og straf dels kan forværre fraværet, dels skabe et mangelfuldt og modvilligt samarbejde med elever og forældre.

Straf er ikke en løsning

Straf er en meget forenklet løsning på et meget komplekst problem. Alt fra uopdaget ordblindhed eller dårligt syn, som kan ekskludere den enkelte fra det faglige fællesskab, til skolens fraværspolitik kan spille ind på dét, der ender i et problematisk fravær.

Perspektivet må foldes ud omkring barnet og inddrage alle de faktorer, der kan spille ind – ikke kun forældres uddannelsesbaggrund eller etnicitet. Hvad der er på spil hos barnet selv, i hjemmet, i klassen, i relationen til lærerne – eller mangel på samme – i den gruppe, barnet søger, i lokalmiljøet, er alle faktorer, man ved fra international forskning har betydning for børns trivsel og skolefremmøde.

Spørgsmålet er, om bortfald af børnecheck og øget sanktionering af folkeskoler med dårlige resultater, hvilket den nye aftale også indebærer, er løsningen på disse problemer? Er det dét, der er brug for – at sætte flere professionelle og forældre under overvågning og administration?

Hvis vi skal arbejde med alle de komplekse årsagssammenhænge i forhold til et for højt fravær, må vi møde børn og deres forældre med en oprigtig interesse for deres fortælling om det problematiske skolefravær.

Vi oplever i vores daglige arbejde, at det er særdeles vigtigt for langt de fleste forældre, at deres børn kommer i skole, uanset etnisk eller uddannelsesmæssig baggrund. Har man eksempelvis som enlig forælder et arbejde, der gør, at man ikke er hjemme, når barnet skal op og afsted, kan det være yderst stressende at skulle ringe barnet op hver morgen og aldrig være sikker på, om det kommer afsted i ordentlig tid.

Oplever forældre sig mødt af negative forventninger fra (skole)systemets side, fordi deres barn ikke kommer i skole, kan det generere en ond cirkel af gensidige negative forventninger. Vi har oplevet forældre, der græd af glæde, når vi har ringet og fortalt, at deres barn havde klaret dette eller hint godt i skolen, fordi det ikke var noget, de havde hørt før, og de havde forventet det modsatte.

Det kræver ekstra ressourcer og mere tid til de professionelle overhovedet at kunne forfølge en nysgerrighed på skolefraværet og at kunne komme med de positive tilbagemeldinger også. Ikke ekstra straf.

Det er som sagt et spørgsmål om at kigge på hver enkelt barns historie, kontekst og særlige udfordringer. Men blikket kan ikke alene hvile på den enkelte, for det er ikke kun et individuelt problem.

Hvis folkeskolen er for alle, hvordan er det så, vi ønsker at være skole i Danmark? Ved at sanktionere dem, der ikke lever op til vores krav om, hvordan man går i skole? Eller ved at prøve at forstå, hvilke udfordringer disse børn og deres familier står overfor i forhold til at komme i skole?

»Børn og unge fortjener lige muligheder i skole- og uddannelsesliv,« udtalte Riisager i forbindelse med ghettoaftalen. Men hvis vi som samfund ønsker, at alle børn skal have lige vilkår, må vi starte med at undersøge, om de har det, og hvorfor de eventuelt ikke har det. Regeringens ghettoaftale lægger desværre ikke op til at undersøge særligt meget, men mere til at straffe. Og straf får ikke flere børn i skole, men gør dem blot yderligere udsatte.

Emilie Rønlund er souschef i dagbehandlingsskolen Den Gule Flyver

Katrine Nordvig Rom er leder af Den Gule Flyver

Kun hver tredje skole har ifølge undersøgelsen tilbudt sygeundervisning inden for de seneste tre år, og det er alt for lidt, mener Danske Patienter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • H M
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Andersen
  • Brian W. Andersen
H M, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Jørn Andersen og Brian W. Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Pape er oprindelig uddannet som folkeskolelærer. Med ovenstående in mente, da kan man da spekulere på, hvorfor han forlod lærergerningen. Måske er han født for sent? Måske skulle Søren Pape have været lærer før 1960, hvor der stadig var udbredte sanktionsmuligheder i folkeskolen?

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Pape har gået på lærerseminarium, men færdigjorde ikke sin uddannelse. Han er speditør!

Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Karsten Lundsby, Torben Skov, Anne Eriksen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg har som lærer ringet 100-vis af gange for at få Per og Poul i skole. Især før mobilen gjorde det lettere at komme i kontakt med hjemmet!

Sven Christensen, Karsten Lundsby og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

Flere sanktioner så uligheden øges :(
Stop nu for pokker!

Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Karsten Lundsby og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Elisabeth Andersen

Børnepengene skulle gerne være et beløb, der hjælper forældre med de udgifter der er forbundet med at have børn; IKKE en "slikkepind" som tilfældige politikere kan vælge at give eller tilbageholde, alt efter om forældrene opfører sig efter politikernes ønsker!

H M, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Brian W. Andersen, Dorte Sørensen, Hans Larsen, Sven Christensen, David Zennaro, Michael Waterstradt, Karsten Lundsby, Werner Gass, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Hvem er det lige, der ikke lever op til sit ansvar? - Politikerne...
At skære på økonomisk formåen og straffe er da hovedrystende asocialt. På en måde kommer de manglende reaktioner på børns problemer, hjemme og anbragt, til at give mere mening. Det er økonomien - der driver værket - og manglende engagement og uddannelse. Kommer vi nogen tilbage til den status, man havde før man nedlagde amterne?

En udsendelse om arkitektur for nylig fra USA fortalte om tidligere nedlagte "ghettoer" hvor sorte mindrebemidlede blev flyttet til byggeri uden nogen form for beskæftigelse i gadebilledet, hvorfor folk blev inde for at undgå vold. Der blev til gengæld masser af motorveje og byen ødelagt.
Er det også det man håber, nu der tilsyneladende rigtig er gang i import af alt amerikansk. Nej, der er mange gode ideer og tilgange før i tiden, men nu og med denne præsident skulle det modsatte være tilfældet.
Regeringen synes snart at handle lige så umodent og ansvarsløst i sit cyber- univers!

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Dorte Sørensen, Sven Christensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Når man kun har en hammer i sin værktøjskasse, ligner alle problemer søm.

Politikere har kun en hammer i værktøjskassen, så derfor hamrer de på alt, hvad der stikker ud.

H M, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Brian W. Andersen, Hans Larsen, Sven Christensen, Karsten Lundsby, Werner Gass og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Michael Waterstradt

LA ønsker at motivere mennesker på to måder; pisken for underklassen og guleroden for overklassen.

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Sven Christensen

Det kunne være interessant om information gad og interessere sig for den økonomiske side af ghettopakken, som den så smukt kaldes. 12 milliarder, hvoraf de 2 bare er statslige kasseflytninger på beskæftigelse, sikkerhedspulje og satspuljemidlerne. Ingen reel indsats her.

De 10 milliarder bliver tørret af på lejerne i almene boliger, og skal betales af dem over de næste 20-30 år. Smart for regeringens finanslov, men det er og bliver sædvanlig "liberal" gældsøkonomi. Det mest mærkværdige er at S, SF og de Radikale stemte for denne pantsætning af almene beboeres husleje. Næste gang du undrer dig over de ekstreme huslejer på landets plejehjem, så ved du nu hvorfor. Beboerne på landets plejehjem betaler også ghettopakken og alle de andre milliarder staten har konfiskeret i Landsbyggefonden, og som andre af de svageste på boligmarkedet har de ikke noget valg.

Når vi ser på regeringens forestillinger, så er de dyreste indsatser prøvet før, med meget ringe resultater. Alle de såkaldte parallel samfunds områder er allerede flere gange blevet ombygget og renoveret for milliarder, støttet af Landsbyggefonden og, med jammerlige sociale resultater. Nu skal det så prøves en gang til, i endnu mere brutale indgreb.

Vi kan ikke løse sociale, integrationsmæssige, og beskæftigelsesmæssige udfordringer med byggekraner og bulldozere. Det er afprøvet, og virker bevisligt ikke i sig selv.

Men vi ved, hvad der virker. Der er mange gode resultater når de lokale skoler mandes op med fagligt stærke lærere, et målrettet samarbejde med vidende sociale medarbejdere, og når politi og andre myndigheder faktisk støtter op om almindelige mennesker i boligområderne. Men det er jo netop disse områder vores regeringer har skåret hårdt på de seneste 20 år. Ghettopakken tilfører ikke nye midler til disse områder.

Men vores flertal i folketinget vil hellere pege fingre af mindretal i bestemte boligområder, end pege på sig selv, og vores presse og medier løber med på vognen. Det er formentlig også det nemmeste for journalisterne.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen, Dorte Sørensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Ensom mor til tre, hvor det ene barn havde et hav af sygedage, seriøst mange halsbetændelser, mellembred, medfødt dårlig ryg, etc. .det her ville stresse familien yderligere, vi havde jo jævn hen 25-30 sygedage om året på grund af dette, det stressede jo også med fravær af os selv, selv om hospitalsbesøg blev lagt mandag, hvor vi så havde søgt fri med efterfølgende flere lange dage de andre dage. Mønsteret gar så gentaget sig for et barn med autisme, men indtil han blev diagnosticeret, hvilket han blev sent, så blev moderen jo stigmaticeret, fordi hun ikke magtede at få barnet i skole. Det er en meget dårlig ide at presse familier med fravær. Meningen er jo et presse bestemte familier, især udlændinge, det er en dårlig ide.

Karsten Lundsby, H M, Eva Schwanenflügel og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvilken gruppe af befolkningen er det man vil ramme, når man truer med at tage børnepengene fra dem?
Jep.
De ressourcestærke lader sig ikke true med tilskuds-fjernelser.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Arne Lund anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg tror bestemt Den gule Flyver laver et godt og stort arbejde. Et kik på hjemmesiden fortæller at der seks lærere og to pædagoger ansat samt to ikke pædagogisk uddannede personer. Der er 20 elever eller om man vil to elever for hver voksen. Dette overskud findes jo ikke andre steder selv om den almindelige lærer også har elever i klassen der har en diagnose + de 22 andre elever. Hvad skal hun stille op når der er sms'et utallige gange, været samtaler og etc. ?