Kommentar

Det er hamrende udemokratisk, at Spotify gør sig til moralens vogter

I sidste uge vedtog Spotify en politik, der betyder, at kunstnere, som ikke afspejler virksomhedens værdier, fremover ekskluderes fra platformens kuraterede indhold. Det er et uhyggeligt skred
R. Kelly er blevet kastet ud i kulden på grund af anklager om vold og seksuelle overgreb.

R. Kelly er blevet kastet ud i kulden på grund af anklager om vold og seksuelle overgreb.

Frank Franklin II

17. maj 2018

»Tipper Gore er den eneste kvinde, jeg nogensinde har kaldt en bitch, hvor jeg mente det i ordets mest negative forstand.«

Sådan skriver rapperen Ice-T om den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gores kone i sin bog The Ice Opinion.

Ni år forinden havde Tipper Gore grundlagt The Parents Music Resource Center for at øge forældres kontrol over børns adgang til musik med voldelige, seksuelle eller narkorelaterede temaer, der førte til det velkendte Parental Advisory-klistermærke.

Med supermarkedsgiganten Walmart i spidsen besluttede en række forretninger at stoppe eller begrænse salget af musik med advarselsmærkatet på. Derfor den hårde medfart fra Ice-T.

Senere omtalte en anden amerikansk andendame, Dick Cheneys hustru, Lynne Cheney, og Eminem hinanden i uforsonlige vendinger. Der er altså tradition for konflikt mellem musikere og magthavere, der iværksætter censurerende initiativer, så den farlige musik ikke korrumperer ungdommen.

I sidste uge annoncerede musikstreamingtjenesten Spotify så, at den fremover vil udelade musik fra kunstnere, hvis tekster eller opførsel opleves som anstødelig, fra deres promoverede spillelister. Som sådan er der intet nyt i, at musikken befinder sig i epicenteret af moralsk panik.

Moralsk overdommer

Alligevel er Spotifys nye politik mod såkaldt »hadefuldt« indhold vigtig at forholde sig til.

For udelukkelsen sker ikke alene med henvisning til musikken – usømmelige tekster – men i en vurdering af kunstnerens private opførsel og omdømme.

De to musikere, R. Kelly og XXXTentacion, der indtil videre er blevet bandlyst fra spillelisterne, er således blevet kastet ud i kulden på grund af anklager om vold og seksuelle overgreb. I R. Kellys tilfælde foranlediget af en #MeToo-aktion.

De to mænd er med sikkerhed nogle slette typer. Det er bare ikke dét, der er pointen.

En lang række musikere, herunder prominente navne som David Bowie, Michael Jackson og Miles Davis har været anklaget eller dømt for forbrydelser. Og man kan sagtens diskutere det moralske i at støtte kunstnere, der har gjort ulovlige eller usmagelige ting. 

Men problemet her er, at Spotify træffer afgørelser uden klar begrundelse eller konsekvent håndhævelse. Det er ikke starten på en sådan debat – det er afslutningen. Og Spotify bliver den endelige moralske autoritet.

Man kan indvende, at Spotify er en privat virksomhed, der må gøre, som den vil: Hvis man er utilfreds med produktet, kan man gå et andet sted hen. Men så simpelt er det ikke.

Med over 70 mio. betalende abonnenter har Spotify dobbelt så mange lyttere som den nærmeste konkurrent, Apple Music. Samtidig udgjorde digitalt salg sidste år for første gang hoveddelen af indtægterne i musikindustrien.

Med andre ord er Spotify musikbranchens Facebook: Det er altafgørende for musikere at være tilgængelige på platformen. Der er intet alternativ.

Bag lukkede døre

Spotify har som sagt ikke smidt de omtalte kunstnere helt ud – deres musik optræder bare ikke længere på de kuraterede spillelister. Det lyder måske ikke så slemt, men det er det.

Det er de færreste normale mennesker, der aktivt bruger tid på at opdage ny musik. Og i en tid, hvor hvem som helst kan udgive musik på nettet, skal man bistås i at adskille signalet fra støjen. Det er umuligt at navigere i egenhændigt.

Her er de kuraterede og algoritmeskræddersyede spillelister streamingæraens svar på radioen. I praksis er muligheden for at optræde i spillelisterne derfor fuldstændig essentiel.

Så hvordan definerer Spotify »anstødeligt« indhold?

Det eneste, vi ved, er, at Spotify ønsker, at deres redaktionelle valg skal »afspejle deres værdigrundlag«. Noget med »åbenhed, diversitet, tolerance og respekt«.

Præcis bredt og udvandet nok til at snart sagt al musik kan udstødes, når det bliver belejligt. Og som ovennævnte eksempler bevidner, er der ingen systematik i ekskluderingerne. Magten bliver altså både udøvet arbitrært og bag lukkede døre.

Uanset hvor latterligt Parental Advisory-mærkatet er, må man trods alt sige, at det anvendes systematisk på en gennemskuelig facon. Der er klare regler for, hvilke ord der er forbudte.

Og dengang var spørgsmålet om censur en debat, der blev taget i det offentlige rum – nu er det en komité i en privat virksomhed, der de facto bestemmer, hvilke »værdier« den musik, vi alle sammen hører, (og de musikere, der spiller den), skal leve op til.

Ikke ligefrem betryggende.

Thom Yorke har fjernet sin  musik fra streamingtjenesten Spotify i protest mod aflønningen af upcoming kunstnere. ’Nye kunstnere, du opdager på #Spotify, vil ikke få nogen penge. Til gengæld vil aktionærer inden længe rulle sig i dem. Så simpelt er det,’ skriver Yorke på Twitter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gert Hansen

desværre en tendens der går igen mange steder - også blandt forfattere, hvor nogle boghandlere fjernede Juno Diaz bøger fra hylderne efter anklager om seksuelle tilnærmelser.

Steffen Gliese

Heldigvis er nettet jo stort, så man kan skabe sin egen platform for den musik, andre fravælger at lægge bytes til.

Jonathan Larsen

Så man kan stadig høre de omtalte kunstnere, men de optræder ikke på deres spillelister? “Spotify har som sagt ikke smidt de omtalte kunstnere helt ud – deres musik optræder bare ikke længere på de kuraterede spillelister. Det lyder måske ikke så slemt, men det er det”. I er så politiske korrekte, at jeg får kvalme! Hyklere!

Jacob Schmidt

Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne finde noget musik, hvor de fleste ville sige; jep - det bør nok forblive i de mørke afkroge af nettet. Folk, som ønsker at høre R Kelly, kan jo stadig høre ham, lige så tosset de har lyst - også på Spotify.

Kurt Nielsen

Nu er de talrige dystopiske science fiction film så ikke længere science fiction. Med Spotify, Facebook, Apple, Google etc., etc. har private firmaer overtaget samfundets opgaver uden smålig skelen til demokratiske præmisser.

Anders Sørensen

"Det er de færreste normale mennesker, der aktivt bruger tid på at opdage ny musik."

Måske. Jeg ved det ikke. Det føles lidt underligt i en ellers moraliserende artikel, at man skelner så skarpt mellem "normale" og "unormale" mennesker. Jeg er ud fra den definition "unormal", eftersom jeg bruger tid på at opdage ny musik. Jeg tager musik alvorligt, og jeg bruger derfor tid på at opdage nyt, som andre ikke i forvejen mener, jeg bør opdage.

Hvis det står til troende, at de færreste normale mennesker selvstændigt søger ny musik, så må man vel simpelthen bare erkende, at de færreste normale mennesker give a fuck. De vil bare brystfødes som et barn.

Og SÅ er musikken på røven. Ikke fordi Spotify bliver en kende politisk korrekt i dette #MeToo-år.

Kenneth Krabat

Op i røven med Spotify. Det er ikke en mekanisme, der er til gavn for andet end mainstream og fortsættelse af åndelig dovenskab. Til gavn for sidestream- og offbeat skabere er den i hvert fald ikke.