Om lidt begynder retssagen mod Harvey Weinstein. Manden er tiltalt for voldtægt. Muligheden for en frikendelse foreligger, selvom det lyder som en dårlig vittighed. Manden er jo dømt, i hvert fald moralsk.
Når Weinstein nu hives for retten, kan man tage sig selv i at tænke: først nu? Er det ikke sket før? Er manden ikke allerede buret inde? Hvor stort et svin kan man være og stadig gå frit rundt? Det er påfaldende, så lang tid det tager retssystemet at nå frem til at udstede en arrestordre.
Men langsomheden er vigtig, for den garanterer grundighed og retfærdighed.
Et klassisk drama
I romanen Langsomheden beskriver Milan Kundera, hvordan en person, der går på gaden, begynder at gå langsommere, når han grubler over noget. Kundera påstår, at dybere tænkning kræver, at man sænker tempoet. Det samme gør sig gældende i retssystemet. Langsomheden er nødvendig, fordi retfærdigheden selv er langsom, da den skal have alle nuancer med.
I de klassiske dramaer prises langsomheden. Følelsesbaserede beslutninger ender ofte galt og fordømmes. Der er altid en gammel mand, som står over for en ung mand, der elsker for meget eller er på vej i krig, og den gamle fortæller den unge, at han skal slå koldt vand i blodet. Langsomhed er god, hurtighed er farlig. Du skal tænke, før du handler.
I de her tider kaster medierne nyheder på bordet, som dagen efter er glemt. Se bare den sparsomme dækning af de seneste anklager imod Weinstein. Vi kan ikke blive ved med at høre om kvinder, der er blevet krænket af ham.
Det føles lidt, som om skuespillerinde og instruktør Asia Argento spillede en scene fra talerstolen i Cannes, netop da rulleteksterne var gået i gang. Vi har forstået det og behøver ikke endnu et offers udsagn.
Nyhedsværdien er vigtigere end den enkelte menneskeskæbne. Her spilles efter dramaturgiske regler, som er hentet fra fiktionen, og virkelighedens langsommelige kompleksitet har vi slet ikke tålmodighed til.
Juraen kan ikke følge med
Tempoet i retsystemet er af den gamle verden. Mange af lovene er lavet i en fortid, hvor alt så anderledes ud. Juraen kan ikke længere følge med – den offentlige mening kan være lige så afgørende for en sags egentlige udfald som den juridiske dom.
Hvordan Weinsteins retssag ender, er mindre vigtigt end den moralske dom, der er afsagt over ham i alverdens medier. Det eneste, der egentlig mangler, er hans selvmord, hvilket næppe ville vække medlidenhed.
En fængselsdom vil ikke gøre tingene meget værre, måske tværtimod. Så kan han sone sin brøde og vise, at han angrer, hvis han da evner anger. Det ved vi ikke, for vi ved kun, at han er et monster.
Det tror jeg da også, han er, men man må dog fastholde, at han endnu ikke er blevet dømt. Og sammenblandingen af de to slags domme, folkestemningen og rettens, er problematisk.
Tidens nye dømmende folkelige instanser viser vores retssystems dybe nødvendighed. Det er, som om nutiden har glemt, hvorfor man droppede folkedomstolenes gabestokke på torvet; der begås simpelthen for mange bommerter i den folkelige ophidselses navn. Det er mere kriminelt at være kedelig end uretfærdig, så skidt med at der begås justitsmord.
Selv Weinstein har rettigheder
Medierne kan være med til at afsløre forbrydere som Weinstein. Det er positivt. Men nu hvor hele verden og ikke bare beboerne i landsbyen kan rives med, bliver det magtpåliggende, at vi respekterer retsprincipperne.
Det er gavnligt at bladre i historiebøgerne og blive mindet om vores blodige og primitive fortid, hvor folkets vrede fik frit løb, og man derfor opfandt nogle regler, der skulle sikre, at alle fik lige rettigheder.
Når man ser billederne af Weinstein på vej ind i retsbygningen, er det tydeligt, at der foregår en kamp i forhold til mediedækningen. Han medbragte nogle store bøger som for at signalere, at han er en dannet mand og ikke et dyr. To minutter må den tur fra bilen og ind i retssalen have taget. To minutter til at kæmpe om sympatien ved den egentligt dømmende instans; dem med kameraerne. Men lige meget hjælper det. Han er en dead man walking.
Justitia, gudinde for retfærdighed, er afbilledet med bind for øjnene. Hun lytter indad i stedet for at se og lade sig påvirke. Hvis hun havde levet i dag, havde hun helt sikkert ikke været på de sociale medier. Hun har to vægtskåle i hånden, fordi hun vejer for og imod, da enhver sag har to sider. Alle ved, at en besindelse på det vil slå det impulsive raseri ned.
Det er netop dét, som refærdighed skal gøre – slå vreden ned og se tingene fra flere sider. Og det må gerne tage sin tid.
Det er værd at huske, hvad #MeToo har afdækket: I sig selv har politi og domstole fejlet fuldstændig gennemgribende i at stoppe Weinstein -- og mange, mange andre, små og store -- fra at begå seksuelle overgreb år efter år, årti efter årti. Det betyder ikke at domstole og anklagedes rettigheder ikke har en vigtig rolle at spille, men indtil for ret nylig har Justitia på dette område været blind på den dårlige måde.
Det er komplekst. Det er ubehageligt med overgreb, der grudlæggende er vold mod frihed.
Jeg er bange for, at nogle kvinder har brugt muligheden for at vinde frem i stedet for at afvise. Men der hersker ingen tvivl om, at det har været et dårligt arbejdsmiljø!
Jeg forstår blot ikke, at man vil tage hævn mange år senere i stedet for momentant.
Det siger så nok mere om dig Jens, end ofrene.
@Jens J.
Jeg er bange for, at en hel del mænd er sluppet uden om #MeToo, fordi kvinder hverken vil huske mareridtet eller udstille sig selv. Dette udfald er nok væsentlig mere sandsynligt, end det misbrug du hentyder til.
@ Jens J. Pedersen
"Jeg er bange for, at nogle kvinder har brugt muligheden for at vinde frem i stedet for at afvise. Men der hersker ingen tvivl om, at det har været et dårligt arbejdsmiljø!
Jeg forstår blot ikke, at man vil tage hævn mange år senere i stedet for momentant."
Harvey Weinstein har i årenes løb indgået otte forlig omkring seksuel chikane overfor forskellige kvinder. Så det er jo ikke sådan, at der ikke har været kvinder, der ikke har sagt fra over for ham. Det er ikke bare noget, der er opstået momentant. Nu er det så bare kogt så meget op, at han er endt med at blive anklaget for voldtægt
https://psmag.com/news/harvey-weinstein-reached-settlements-with-eight-w...
Et settlement vil her sige at Harvey Weinstein gav kvinderne store beløb for at tie stille... og at kvinderne tog imod den handel. Der er et interessant interview med en af Weinsteins assistenter, jeg tror det var med BBC, hvor hun først fortæller at hun mener at være kommet ind i et rum hvor Harvey just har forsøgt at voldtage hendes ven... for derefter ikke at anmelde ham til politiet i Italien, hvor forbrydelsen skete, men i stedet tage tilbage til London og indlede en lang, forvirret forhandling der endte med at hun ingenting sagde & fik en masse penge.
Man kan mener om assistentens opførsel hvad man vil. Men det står hævet over enhver tvivl at hun havde en viden som "systemet," "mænd" og "patriarkatet" ikke havde.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu, skriver i sin bog "Den maskuline dominans" at denne er så forankret i vores underbevidsthed, at vi ikke længere bemærker den. Dominansen er i den grad i overenstemmelse med vores forventninger, at den er svær at stille spørgsmålstegn ved. Han spørger endvidere, mere politisk: Hvad er det for historiske mekanismer , som er ansvarlige for eviggørelsen af strukturene i den kønslige opdeling? Han påviser, at det der i historien fremtræder som evigt, blot er resultatet af et eviggørelsesarbejde, som udføres af en række indbyrdes forbundne institutioner -f.eks. familien, kirken, staten, skolen eller i andre sammenhænge sporten eller journalistikken. I sidste instans: Hvordan frigøres de forandrende kræfter, som disse institutioner hæmmer?
'Harvey Weinstein medbragte nogle bøger på vej ind i retsbygningen som for at signalere, at han er en dannet mand og ikke et dyr.'
Så er det journalistiske niveau lagt.
Selv alvorlige hændelser som denne arrestation af Harvey Weinstein, må i det medieglade USA åbenbart ikke bevæge sig så meget væk fra filmens verden, at nogen kommer til at kede sig og zappe væk. Weinstein (i håndjern) og politiet (NYPD) må ud på den såkaldte "perp walk" fra politistationen til domhuset, så vi alle kan begribe hvad der er foregået og hvor vi er i plottet. Og man kan jo ikke lade være og spille med og fryde sig..