Kommentar

I Hitlers fødeby forsøger de at stryge ham fra historien

Ved huset, hvor Adolf Hitler voksede op, står der ikke ét ord om, hvem der boede her som barn. Men historien lader sig ikke anonymisere
Ikke ét ord om, hvem der boede i dette hus som barn. Hitler er i sin fødeby en ikkeperson.

Ikke ét ord om, hvem der boede i dette hus som barn. Hitler er i sin fødeby en ikkeperson.

Ritzaus Bureau

15. maj 2018

Forleden sad jeg i solskinnet på torvet i Braunau, en uanselig østrigsk købstad, som kun bemærkes på landkortet, fordi den var Hitlers fødeby.

Dog ser byen ud til at have gjort sit bedste for at fortrænge dette. Fødehuset er ikke på listen over Braunaus ti største seværdigheder. 

Byen var såmænd ganske yndig med sit langstrakte torv omgivet af sammengroede huse i senrenæssance- og barokstil, men næppe nok til en turistomvej.

Nej, til Braunau kommer man for Hitlers skyld. For en evighed siden var jeg her i samme anledning. Nu havde jeg glemt, hvor huset ligger. Og som jeg sad på torvet i det pragtfulde forårsvejr med en kop kaffe og en ulæselig lokalavis, jeg havde købt af kollegial solidaritet, spekulerede jeg på, hvordan jeg nu fandt Hitlers hus igen.

Lå huset ikke et sted her på torvet? Jeg huskede det som grimt, anonymt. Men det signalement passede ikke på nogen af husene omkring torvet, der var så pyntelige som pralinéer i en chokoladeæske.

Lokal skam

Spørge en borger ville jeg nødig. Hitler-spørgsmål er ikke velkomne i Braunau, vidste jeg. Som en muslingeskal lukker byen sig om den lokale skam, så snart nogen bringer den på bane. Jeg tog dog mod til mig og spurgte den unge servitrice. Med udtryksløs mine forklarede hun: længere nede på samme side af torvet, godt 300 meter.

»Held og lykke! – især på en dag som i dag,« tilføjede hun, hvormed jeg antog, hun sigtede til solskinsvejret.

Jeg begav mig afsted mod huset, om hvilket jeg ikke vidste andet, end at det i årtier var ejet af en ældre dame, som nægtede at sælge det til den østrigske stat, der aldrig har kunnet bestemme sig for, om huset bør rives ned eller forvandles til et antinazistisk monument. I 2016 blev det omsider eksproprieret af staten. 

Men Hitler fandt jeg ikke. Servitricens anvisninger førte til et hus, hvor et skilt oplyste, at Napoleon overnattede her. Jeg spurgte mig for på ny – denne gang hos en mand, som trak en cykel med et lille barn på bagagebæreren. Venligt forklarede han, at huset ligger på den på anden side af byporten.

Mens jeg gik ud gennem byporten, slog det mig, at alt, hvad jeg havde læst og hørt om Braunau-borgernes konspiratoriske tavshed om Hitler, udelukkende stammede fra tyske kilder. Men de lokale måtte da kunne høre, at jeg ikke var tysker, og se, at jeg slet ikke var gammel nok til at være krigsveteran fra Waffen SS. Mere sandsynligt var jeg en almindelig nysgerrig besøgende, for hvem østrigerne altid har stor forståelse, eftersom de opfatter livet som én stor teaterforestilling, hvor vi alle er publikum eller statister eller kun i sjældne tilfælde tildeles en ledende rolle på scenen af Skæbnen, som vi ikke selv kan gøres fuldt ansvarlige for.

Det gælder også Hitler. Men hvad østrigeren vil se som en skandale, er for tyskeren en forbrydelse, og derfor sker det gang på gang, at tyskere i Braunau forholdes oplysninger om byens eneste seværdighed.

For kun Gud ved, hvad tyskere måtte have for.

Heller ikke de nye anvisninger førte til huset, men i det mindste i den rigtige retning. En sidste gang blev jeg tvunget til at spørge en caféejer, forberedt på endnu et vagt eller vildledende svar, men med et grin slog han fast: »Det er huset her, lige ved siden af. Det passer jo perfekt i dag.«

Igen handlede det vel om det dejlige vejr.

Hitler forties

Så stod jeg og så på et intetsigende, tomt hus, idet jeg følte mig som en dum turist, en indsamler af udvendige og overfladiske indtryk. På fortovet foran huset blev i 1989 nedlagt en mindesten med en inskription, der fordømmer »krig og fascisme«. Men ikke ét ord om, hvem der boede her som barn. Hitler er i sin fødeby en ikkeperson. Som om han skulle kunne stryges af historien, hvis hans navn ikke fandtes.

Er det en klog tilgang til fortiden? Hvor lang tid går der, før dette tomme hus og den sært anonyme mindesten for kommende generationer bliver en slags mystifikation? Historien lader sig ikke anonymisere. Den lever også stumt og navnløst sit eget demiurgiske liv, som når man vender en sten og ulækre kryb og bænkebidere hastigt kravler frem i alle retninger.

Tilbage i Wien konstaterede jeg, at mit besøg i Braunau fandt sted på Hitlers fødselsdag, og at man i byen havde frygtet pronazistiske demonstrationer. Men den dag ved frokosttid stod jeg ganske alene foran Hitlers fødehus. Og solen skinnede endnu.

Richard Swartz, svensk forfatter og klummeskribent

(C) Richard Swartz og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
David Zennaro og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Ja Hitler er død, men det er det nazistiske tankegods ikke helt. Så jeg forstår godt at Braunaus indbyggere ønsker Hitlers barndomshjem i glemmebogen for at ungå pronazistiske demonstrationer.

niels astrup

" lav den om til daginstitution eller lædreboliger. "

Frem til 2011 husede bygningen faktisk et beskyttet værksted for....hvad kalder man egentlig evnesvage i dag?

Jeg kan ikke se nogen bedre anvendelse for dét hus end om arbejdsplads for 10-15 downier. Og jeg skal aldrig glemme beskrivelsen af den gruppe tyske glatskaller, der var taget til byen i 00´erne for at ære alle tiders største feltherre.

Ved synet af huset - og dets nuværende brugere - brød flere ud i gråd. (Det er så den østrigske måde at sige: "Vi har sejret af helvede til. Godt" på).

Søren Kristensen

Mig bekendt har man bygget en daginstitution ca. oven på den plads hvor førerbunkeren i Berlin lå. Sikkert mere for ikke at mindes end at glemme, hvilket jo er umuligt. Tænker det er noget lignende man har gang i i Braunau og heldigvis er husets arkitektur heller særligt mindeværdigt, for ikke sige ekstremt kedeligt. Mere kontroversielt er det med renoveringen af feriekomplekset, det tidligere Nazi resort, i Prora på Rügen, hvor mange af lejlighederne med priser op til 5 mill, kr. er ved at være indflytningsklare til glemsomme, eller bare ligeglade ferierende og hvem ved, tro støtter af det tredje rige? På den ande side er det jo også bare bygninger.

»østrigerne begået det kunststykke at gøre en østriger ud af Beethoven og en tysker ud af Hitler«

Grethe Preisler

Man kan dårligt fortænke beboerne i nutidens Braunau, som ligger i republikken Østrig, at de ikke vil kendes ved Tysklands senere diktator fra 1933-45 Adolf Hitler, der blev født 1889. D.v.s. mens Braunau endnu var en by i det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki, der opløstes i og med udgangen af 1. verdenskrig.

Så meget mindre som den senere verdensberømthed, hvis far var embedsmand i dobbelt-monarkiet, næppe har tilbragt ret mange af sin barneår i Braunau. I hvert fald boede den lille diktatorspire i byen Leonding, hvor begge hans forældre senere blev begravet, da han som seksårig påbegyndte sin skolegang i Linz, der fortsat ligger i en afstand af cirka 100 km fra 'fødebyen' og 'barndomshjemmet' i Braunau.

Leif Svendsen

Tyskerne og Østrigerne prøver at fjerne Hitler og Nazismen fra historien, men det nytter ikke noget - det er lige som at have en sort streg i panden - men uanset hvor tit og hvor meget du prøver at viske denne væk så er den der stadig....
Forskere - medier - og turister tager i et stort antal til Berlin for at opleve historien, i Berlin bliver de mødt af en stor tom parkeringsplads.. Historien er der skam ikke plads til uha uha...Når de så langer hjem til sig selv er at følge hvordan det går ved valgene for de højre nationale partier: jo dobbelt morslen samt den indre svinehund lever i bedste velgående.