Kommentar

Vi hylder demokratiet som styreform, men accepterer diktatur i vores arbejdsliv

Hvorfor finder vi os i dekreter fra chefens hjørnekontor? Hvis vi nu holdt op med at acceptere diktatur på jobbet, kunne det være, at vi blev gladere for at gå på arbejde
Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe.

Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe.

Uffe Weng

22. maj 2018

Der blev lavet end del sjov med Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, da hans mail til medarbejderne om et shortsforbud blev lækket til Radio24syv i sidste uge.

Jeg lavede også sjov med mailen her i avisen, for ud over de mange festlige formuleringer om »hotpants«, »stropløshed«, »tanktops« og »miniskørter« er der selvsagt noget morsomt i, at den store frihedsavis, som kæmpede kampen imod mørkemænd på hele Vestens vegne, indskrænker den personlige frihed ved at lave et forbud imod korte benklæder.

Modargumentet er, at en virksomhed naturligvis må have den tøjpolitik, den ønsker. Og der er selvsagt forskel på at kæmpe for frihed og demokrati i verden og på en virksomhedsleders ret til at bestemme over sine ansatte. Men der er alligevel noget paradoksalt over, at vi alle ønsker at leve i et frit og demokratisk samfund, men vælger at acceptere hvad som helst, når vi er på arbejde.

Mange firmaer har en lignende tøjpolitik, så mailen fra Jacob Nybroe kunne være sendt fra mange topchefer – og lignende mails er formentligt blevet sendt uden medieopmærksomhed.

Slutningen på mailen er i virkeligheden det mest skræmmende. Her skriver Nybroe: »Jeg er sikker på, at vandene skilles på dette. Derfor er det en hjørnekontor-indskærpelse.« Med andre ord: ’Jeg gider ikke diskutere shortsforbuddet med jer medarbejdere. Det er en ordre’. Men hvad nu hvis der var gode argumenter for shorts eller lårkorte kjoler? Skal vi så ikke høre dem? Eller gode argumenter for frihed til selv at vælge, i det mindste? Og hvad nu hvis medarbejderne blev trætte af Jacob Nybroe og hans forsøg på at være morsom og bossy på samme tid?

I et demokratisk land ved vi nok, hvad svaret på alle disse spørgsmål vil være, men det er ikke tilfældet, når det kommer til private virksomheder. Der finder vi os – i hvert fald mange danskere – i at modtage fjollet formulerede dekreter med tåbeligt indhold. Og i en helt masse andre ting.

Medarbejderindflydelse

Man lyder let som en gammel hippie, når man taler om medarbejderdemokrati, og 1970’ernes tanker om økonomisk demokrati, som også ville sikre medarbejderne indflydelse på arbejdspladsen, er for længst lagt i graven. Så lad os kalde det noget andet. Medindflydelse er fint.

Og den er sådan set på vej. I USA er det udbredt at betale medarbejdere med aktier, især i startup-virksomheder. Tendensen ses også i Danmark, hvor regeringens vækstpakke blandt andet lempede reglerne på området, så nye virksomheder nemmere kan tilbyde det.

Når medarbejderne er medejere, oplever mange en øget stolthed og tilknytning. Og man får ifølge eksperterne en fladere struktur i virksomheden. Det lyder oplagt, at vi ville blive gladere for at gå på arbejde, hvis vi havde større medindflydelse på forholdene på arbejdspladsen. Og dermed gladere mennesker. Det burde også kunne ses på bundlinjen.

Alligevel handler de fleste overenskomstforhandlinger om bittesmå procentuelle lønstigninger, ikke om øget medindflydelse.

Glad for at arbejde

Øget frihed er også til debat i disse år, hvor blandt andre Alternativet taler om en 30 timers arbejdsuge som en lyksaliggørende idealtilstand. Men det er jo kun et fedt scenarie at arbejde mindre, hvis man hader at gå på arbejde.

Hvis man for alvor vil gøre danskerne mere lykkelige, kunne man i stedet overveje at kæmpe for større medindflydelse på arbejdspladsen. Så ville det måske være fint fortsat at arbejde 37 timer.

Alene det at vide, at man ikke risikerer at få en mail fra en Jacob Nybroe-type, der udsteder dekreter om påklædning uden at konsultere medarbejderne, vil jeg mene er et par ugentlige arbejdstimer værd.

Men det kræver selvfølgelig, at fagforeningerne er klar til at opgive billedet af arbejdsgiveren som den onde skurk og medarbejderen som det stakkels offer. Og at arbejdsgiveren rent faktisk er klar til ikke at agere som den onde skurk, men formår at inddrage medarbejderne formelt. Og tage dem alvorligt i stedet for at tale ned til dem.

Jeg sidder faktisk i et hjørnekontor og skriver den her klumme, på eget initiativ iført lange bukser på trods af varmen. Jeg er sikker på, at vandene skilles på dette. Så tag det som et hjørnekontoroplæg til debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Espen Bøgh
Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik holm hansen

Ansvar og belønning bør hænge sammen i mit billede og belønningen kan være medejerskab skulderklap eller anderkendelse for indsats og en nærværende ledelse som også har øje for dem der gør rent, henter post, arbejder i kantinen (hvis der findens en sådan på virksomheden) så forståelse og respekt kommer til at fylde på tilfredshed s barometeret og så kan alle jo prøve at holde øje med bundlinjen

Karsten Lundsby, Viggo Okholm og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Morten Balling

90% procent af en god chefs arbejde består i at motivere sine medarbejdere.

Karsten Lundsby, Elisabeth Andersen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam og John Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er underligt, at folk bliver ved med at tale om hvor mange timer om ugen, ansatte skal/bør/forventes at arbejde - og være underlagt hjørnekontorsbetragtninger.

Hvis det arbejde, der skal udføres, kan udføres på 30 timer pr. uge af 10 personer, mens 5 personer skal arbejde 42 timer om ugen for at udføre det sammen arbejde, men bliver kørt lige til stregen for opslidning, er påklædningen på arbejdspladsen så virkelig det problem, der skal diskuteres?

Karsten Lundsby, John S. Hansen, Christina Meyer, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Tor Brandt, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Børge Neiiendam, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, John Andersen, Hans Larsen, Steffen Gliese og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Lise Lotte

Forklaringen er i virkeligheden ret enkel. Den hedder vækstøkonomi.

En vækst på f.eks. 2% (som Danmarks vækst i BNP i 2017) bliver af mange økonomer betragtet som værende alt for lav, men det betyder at alting fordobles på 35 år. Fra 2001 til 2008 (på syv år!) mere end fordobledes Danmarks BNP pr indbygger, mens vi i store træk ikke blev flere mennesker.

I 1908 fandt psykologerne Yerkes og Dodson en sammenhæng mellem stress og produktivitet. Det ledte til den såkaldte Yerkes–Dodson Law:

https://en.wikipedia.org/wiki/Yerkes–Dodson_law#/media/File:HebbianYerkesDodson.svg

Man skal ikke kigge ret længe på kurven for at indse at vi er langt over der, hvor den topper i dag. Efter toppen går produktiviteten ned, og stressniveauet op. Der er ikke længere plads til at tænke kreativt, og der er absolut ikke plads til vækst i den enkelte medarbejder. Det minder om den måde vi groft udnytter Jordens ressourcer, med den krølle at der bliver færre ressourcer, men flere mennesker.

Christian Skoubye, Jens Kofoed, morten rosendahl larsen, Karsten Lundsby, John S. Hansen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Tor Brandt, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Viggo Okholm, Børge Neiiendam, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Mette Petersen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er træt af, at fremskridt og frihed hele tiden skal omtales som noget, vi har lagt bag os og ikke længere er interesserede i! Personligt er jeg ikke interesseret i andet, jeg arbejder nemlig bedst, hvis jeg ikke skal, og det tror jeg, at de fleste i virkeligheden gør. Det er vel også, hvad Morten Ballings undersøgelse egentlig siger.
Den store angst, som plager de fleste, synes imidlertid at være den eksistentialistiske grundangst: hvad er meningen med livet? Det burde imidlertid være lettere at svare på i dag, også med et blik til naturen: at gøre livet bedre for de kommende generationer, fordi vi er kommet forbi den basale kamp om at holde afkommet i live til rent faktisk at kunne ændre på de betingelser, hvorunder vi lever.

Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Tor Brandt, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Arbejder bedst under pres - altså når jeg er presset til det.

Ellers ville jeg lade være.
For sure ;-)

Christian De Thurah

Kristian Villesen har selvfølgelig en pointe, men man skal passe på, man ikke ender i, hvad man kunne kalde en "fraktal" demokratiopfattelse, der går ud på, at et samfund, der er demokratisk, skal være demokratisk helt ned i de mindste enheder.

jens peter hansen

Indtil 1994 ,tror jeg det var, var der lærerråd på alle danske folkeskoleskoler. Det blev afskaffet og man fik et amputeret såkaldt pædagogisk råd i stedet. Der var i det gamle lærerråd en en udbredt medindflydelse og en reel magt var tildelt lærerrådet. Efter det ny råd blev tillidsmanden den person magten koncentrerede sig om. Lærerrådsformandens nærhedsdemokratiske funktion var ophørt. Tillidsmanden fik store fradrag i sin undervisningstid og DLF fik status som en almindelig fagforening. Det tab man derved led kan man takke især Haarder for og naturligvis også DLF, som ikke kunne se at man havde opgivet selvforvaltningen for at styrke fagforeningen. Siden har DLF jo også fået så hatten passer, og lærerne som tidligere langt hen ad vejen kunne tage initiativer, helt undlade at tælle timer op og ned, blev med det sidste søm i 2013 banket så grundigt på plads at de blev reduceret til industriarbejdere med mødekontrol. Ak ja.

Bo Sørensen, Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Dekret eller diktatpolitik er ikke nogen god ledelsesform, men derimod et forvrænget samarbejdsmiljø i arbejdssammenhæng, men desværre er det mere almindeligt end nødvendigt.

For en uge siden læste jeg en overskrift i Politiken, hvor en Folkevogns direktør besværede sig over ansvaret, og havde vendt til også at pege på medarbejdernes ansvar for virksomheden.

Nu er vi blevet tudet ørerne fulde af ledelsernes enorme ansvar igennem tiderne, - og det rimelige i deres eksorbitante lønninger og fratrædelsesordninger, noget medarbejderne ikke kommer i nærheden af på noget tidspunkt, hverken på ledelsesplan eller lønningsplan.

Det afvises kategorisk fra ledelsernes side, at medarbejdernes indflydelse overhovedet kan komme på tale, - som et knæsat princip for ledelsesstrukturen i private virksomheder, for sådan noget fy da føj vil man ikkekendes ved som en samarbejdsmodel om det fælles produkt, nej forskellen skal nemlig bestå.

Imidlertid er det som oftest medarbejderne der må betale prisen for elendig ledelse i virksomhederne, og udgifterne til den eksorbitante fratrædelses godtgørelse, - tja, den sendes ind i virksomheden til de resterende medarbejdere, som skal arbejde endnu hurtigere og mere uden noget lønløft for deres indsats.

Ledelserne inkl. bestyrelserne lægger med andre ord regningen ind i virksomheden, som allerede mangler kapital til videreførelsen, der altså indebærer nedskæring af arbejderstaben, men det forsvinder gældsposterne altså ikke af, for den elendige ledelse der er foregået, og ansvaret for dette tager bestyrelserne heller ikke, men frikender sig selv ved denne handling.

En helt utilstedelig ledelsesopfattelse der lyser af arrogance overfor omgivelserne og medarbejderne.

Aktier til medarbejderne har mere præg af "crowd Funding" end reel magt, og er helt uden betydning i den sammenhæng, de store klumper uddeles nemlig kun til virksomhedernes topfolk.

Karsten Lundsby, John S. Hansen, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Beklager ! I min optik handler indlægget og nogle af kommentarerne om demokratiopfattelse på et lavt teoretisk plan.

Hvis man tror at arbejde kan udføres ordentligt uden at en Leder har og kan tage et ansvar, lever man i en verden uden realitetssans.

Det bedste Samfund styres af en kærlig Diktator !

... jeg kender ikke til nogle kærlige Diktatorer ...

Karsten Lundsby, Jacob Schmidt og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Vi må håbe Jacob Nybroe bidrager med andet godt end sin påklædningspolitik. Hvis kvinderne må gå i knælange kjoler/nederdele, må mændene også i henhold til dansk lovgivning, så det ville kun kræve en modig mandlig medarbejder at gøre denne politik så meget til grin, at det ville være vanskeligt for Jacob Nybroe at fortsætte i sin stilling.

At manden så måske har en pointe i, at dress coden ikke bør blive for afslappet, kan sagtens være, men derfor er man alligevel nødt til at tænke sig om når man udformer sine ordrer. I en tid hvor robotter kan klare mere og mere, er klarsynet i afdøde Steve Jobs punchline: "You don't hire smart people and tell them what to do, you hire smart people to let them tell you what to do!" slående.

Karsten Lundsby, John S. Hansen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Elisabeth Andersen, Tor Brandt, Eva Schwanenflügel og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Et godt indspark i en meget relevant problematik. Men vores system har desværre anerkendt to sætninger : Den ene : Det er arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og den ret er flyttet over i det offentlige til en udnævnt ledelse. For at få den kompetence har man så valgt flydende arbejdstid og en klækkelig løn samtidig med at ledere i forhold til kommuner/stat og regioner i den dyrkes som meget vigtige personer. En del af dem letter så fra jorden fordi de slubrer anerkendelsen i sig. Den anden del er vel så den med at alt ekstra ansvar kun kan fås og anerkendes via en lønstigning. Kan vi gøre op med dette system? apropos Alternativets forsøg på nytænkning. Til sidst den vistnok grundlovssikrede ; Ejendomsrettens ukrænkelighed, hvilket jo betyder at har man penge uanset hvordan de er tjent kan bruges suverænt.

Ejvind Larsen, Elisabeth Andersen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

”Men det er jo kun et fedt scenarie at arbejde mindre, hvis man hader at gå på arbejde.”

What???

Den skal vendes om, Kristian Villesen: det er kun fedt at arbejde så meget som vi gør nu (eller mere), hvis man ikke har noget meningsfyldt og berigende at foretage sig når man har fri!

Og det tror (og håber) jeg virkelig alle mennesker har. Først og fremmest samværet med børn, ægtefælle og venner, og derudover forskellige selvvalgte fritidsaktiviteter.

Ligeledes håber jeg, at dem der virkelig holder meget af deres arbejde, holder endnu mere af deres børn og vælger at prioritere sidstnævnte.

Virkeligheden er rimeligvis den, at en meget stor del af ”de arbejdende” har et nogenlunde neutralt forhold til arbejdet - de hverken hader eller elsker det og ville uden tvivl gerne arbejde mindre hvis det var muligt.

Vi burde ikke arbejde mere end 15 timer om ugen, men vi har fået spundet os selv ind i et absurd arbejdsmarked, jf. Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmarks fremragende bog om Pseudoarbejde (kan hermed anbefales).

Jacob Schmidt, Kurt Nielsen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Elisabeth Andersen, Tor Brandt, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Vi hylder demokratiet som styreform, men accepterer diktatur i vores arbejdsliv"
Sikke dog noget sludder. Du har ret til at oprette dit eget firma hvor du kan arbejde og klæde dig præcist som du har lyst til.