Kommentar

Intermetzo: Marx’ mærkedag

Karl Heinrich Mordeshai Marx bliver 200 år d. 5. maj
Karl Heinrich Mordeshai Marx bliver 200 år d. 5. maj

iBureauet/Mia Mottelson

4. maj 2018

På forbløffende kort tid, historisk set, fra nær gudelignende status blev den store historiker, sociolog, journalist og politiker sat uden for døren.

Nogle siger: kørt på Historiens losseplads. En af årsagerne er de gamle kommunistiske regimers hæmningsløse misbrug af profeten og ikke mindst af hans kontrafej på faner og relieffer profil til profil med skiftende magthavere: Karl Marx og Stalin, Karl Marx og Mao, Karl Marx og Lenin ...

Allerede i Lenins dage, i hvert fald i Stalins, var Marx formentlig blevet skudt som afviger.

Marxismen-Leninismen blev ellers det store slagnummer. Marx og vennen og medarbejderen Friedrich Engels kendte ikke betegnelsen marxisme, som ikke desto mindre blev varebetegnelse for den kommunistiske verdensideologi.

Til den dag det kommunistiske system og drømmen på falske præmisser brast, og nu kun overlever fragmentarisk som ond parodi på sider af sin egen fallit, flikket sammen med en rå og bisset variant af kapitalismen uden menneskeligt ansigt.

En anden og mere pinlig årsag til afvisningen af Marx’ gigantiske livsværk ligger i det tankeløse totalopgør med ’68.

Endelig kan distancen til Marx, der dog omsider synes at mindskes, utvivlsomt begrundes i værkets utilgængelighed.

Sværhedsgraden har afskrækket selv folk af god vilje – endog i de tider og miljøer, hvor det var god tone at have i hvert fald Das Kapital (udg. 1867-1894) synligt fremme på reolen, helst på originalsproget. Marx er som Søren Kierkegaards Samlede Værker formentlig det mest solgte og mindst læste bogværk i filosofihistorien.

Fortrinsvis Kapitalen kom på mode i 1970’ernes danske universitetsmiljøer som teoretisk grundlag for den revolution, som oprøret gerne skulle medføre.

På visse fag og institutter formidledes Marx i metermål. Litteraturfaget søgte at videnskabeliggøre læsningen af såvel Henrik Pontoppidan som Morten Korch i kapitallogisk indfatning. Toneangivende lærere og fremtrædende studerende, nu og da identiske, anlagde marxistiske talemåder og begreber – mandlige disciple (enkelte kvindelige) tillige fuldskæg.

Marx blev dyrket, dog i højst varieret intensitet.

Ifølge skribentens endnu ikke helt senile erindring var Historisk Institut på Københavns Universitet, i de tider på Bispetorvet over for domkirken, ikke særligt marxistisk og langtfra entusiastisk; Marx’ historiesyn, samt den efterfølgende centrale kapitalismedebat med indlæg fra Max Weber, Richard Tawney, Amintore Fanfani og de andre dyre drenge, var trods alt pligt og krævende pensum.

Kapitalisme og kriseteori

Ved hastig genopfriskning af noter til stoffet er indsigten og perspektivet slående; hele den rigdom der findes i en så relativ tidlig undersøgelse af industrialismens økonomiske og sociale virkelighed og vilkår, også kaldet kapitalismen. Ydermere hvor tung læsning det (stadig) er – også på dansk.

Tager man trods krampe i øjne og hjerne fat fra en ende af, indser den kritiske læser, hvorledes eksempelvis Marx’ kriseteori siden formuleringen lejlighedsvis hyppigt har demonstreret tænkningens skarpsindighed og fortsatte relevans.

Kapitalismens krise imødegås ikke med løsninger til dennes endelige afvikling og the end of all crisis.

Krisen er ikke ental, men kriser der opstår gang efter gang som forudsætning for kapitalismens væren og væsen og ellers uomtvisteligt afkastningsduelige indretning for dem, der har råd.

Dertil kommer, forklarer Marx, at kapitalismen, foruden disse tilbagevendende nedture i kapitaltransportens ønskværdighed efter højkonjunktur, kun bliver værre for hver gang, de indtræffer.

Hvorvidt den sidste tese er en lovmæssighed kan diskuteres.

Kriser kulminerer i krig, hvorefter en ny serie af kriser med udgangspunkt i krigsødelæggelsernes nulpunkt tager sin begyndelse.

Den oprindelige krise ophørte jo i krigsøkonomiens anderledes dynamik. Her er unægteligt uklarheder (også i denne grove forenkling), og senere forskning bør tilføjes og nuancere kriseteorien. Men teorigrundlaget er skræmmende præcist.

I den amerikanske spillefilm Margin Call (2011), inspireret af sammenbruddet i 2008, viser det sig, at et gigantisk kapitalselskab a la Lehman Brothers, med titusinder af medarbejdere og 700 millioner dollar som garanti i regnearkene, er varm luft i et korthus.

Ved en gennemgang af realiteterne er kassen ikke alene tom, gælden opbygget på millioner af værdiløse boligveksler peger ned i afgrunden.

Men selskabets kerne reddes ved lynhurtigt aktiedrop – inden opkøberne bliver klar over, at aktierne er aske – efterfulgt af selskabets benhårde rekonstruktion med fyring af flertallet af hårdtarbejdende, loyale medarbejdere. Småsparere og indskyderes tab er uoprettelige.

Midt i katastrofen arriverer bestyrelsesformanden bogstaveligt talt fra himlen i helikopter. Jeremy Irons’ ulasteligt kyniske formand forklarer, hvorledes kriserne på den store klinge planmæssigt afløser hinanden.

Kriser gavner ejerkasten, der blot afskriver de fiktive værdier og/eller tvinger statsmagten til at træde støttende til, så sammenbruddet i megaformat ikke vælter hele samfundet over ende.

Uden kriser ingen profit, uden profit ingen vækst, uden vækst ingen kriser, uden kriser … intet.

Mens Irons således uberørt af tumulten docerer den rene Karl Marx, fortærer han dannet sin kaviar og champagne og betaler ledelseslaget styrtende tantiemer for at bevæge sig ned til de fortabte medarbejdere, foretage det fornødne, samt indlede opstigningen til næste optur og næste krise og sammenbrud.

Denne scene dementerer højlydt den kreative Fogh Rasmussens overdådigt letsindige opfordring til økonomerne umiddelbart før 2008 at skrive deres lærebøger om.

Marx og efterfølgende økonomiske vismænd, samt en amerikansk manuskriptforfatter havde trods alt større indsigt end en tilfældig liberalistisk dansk bekvemmelighedspolitikers ahistoriske pølsesnak.

Tillykke Karl Heinrich Mordeshai!

Bronzestatuen af Karl Marx er skabt af den kinesiske kunstner Wu Weishan, måler 4,4 meter og vejer 2,3 tons. Den er en gave fra Kina til byen Trier, hvor Marx blev født for 200 år siden, den 5. maj 1818. Statuen er indpakket indtil den indvies lørdag d. 5. maj 2018.
Læs også
Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jessen
  • Dina Hald
  • Malan Helge
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Poul Erik Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Lars Koch
  • Kurt Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
Peter Jessen, Dina Hald, Malan Helge, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Lars Koch, Kurt Nielsen, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Ha,ha - Karl Marx unchained - hypen om Karl Marx får lige et skud for boven - lige i tidsånden Metz.
Fedt.

Johnny Werngreen

Hvad Marx ikke havde tænkt på, var de menneskelige begrænsninger i intelligens, fornuft og anstændighed, som blandt andet ses, når man i repræsentative demokratier kan få vælgere til at stemme på mennesker, der i sidste instans kun repræsenterer sig selv.

Karsten Aaen, Dina Hald, Jakob Venning, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

   “O saint to both the robbers and the robbed,
     Dust honoured by busts bemedalled:
     The industrial revolution's feeding us,
     Not the theories you peddled.”

George Faludy, “At the Tomb of Karl Marx” (citeret fra Learn This Poem of Mine by Heart, side 54).