Klumme

Intermetzo: Østjysk rapsodi

Hjemstavnens forrang understreget af ny ordfører
11. maj 2018

»Jeg er kvinde, jeg er mor, jeg er østjyde.«

Således præsenterede Venstres nye politiske ordfører sig i pressen og lagde alen til vor geografisk overskuelige nationalkults insisteren på fødestedets betydning for karakter og troværdighed.

Af uopklaret årsag synes en særlig race af selvbevidste jyske danskere inden for Danmarks snævre perimeter at repræsentere idealet af hjemmefødt soliditet, ubenovethed og robust danskhed.

Nu er det som regel erklærede midt- og vestjyder med sans for det populistiske, der ofte uden at være spurgt ynder at fremhæve sig selv som plantet solidt i mulden i sund skepsis over for caffe latte-segmentet og ulve i fri dressur.

Sproget fremhæves af dem selv som lavmælt uden pyntegrønt og affable fyldord. Den ofte understregede rationering af ordene går for at være udtryk for dybde.

Udtalt egnsbevidsthed – første skridt på den nationale selvhævdelse og langtfra problemløst – konstateredes i folkekilderne før nationalstatens erklæring og etablering i midten af 1800-tallet. Soldaterbrevene fra 1848 er stort set tavse om Danmark og det danske, men nævner gerne hjemstavnen.

Heimat på tysk – viderebefordret af Johann von Herder fra Luthers arv og gæld, jord og blod og terra nativitatis mea. Her på den fædrene fødejord er man uden egen vilje i stand og fødsel bundet af Historien og Gud.

Heimat-bevægelsens nationalromantik er forudsætning for den udfoldede nationalisme og chauvinismen pudset op og relanceret i strækmarch med piber og trommer i nazismens rædselskabinet.

På de store stævner dokumenteret i Leni Riefenstahls berygtede propagandafilm optræder de unge uniformerede mænd i talekor, hvor de proklamerer hvorfra de kommer, fra hvilken heimat Ich komme aus Harzen, Thüringen osv. for til slut at samle sig i fælles march i en højere altysk national enhed med armen strakt og brølet Sieg Heil.

Hovmod

Alt dette er selvfølgelig et stykke fra Britt Bagers mundtlige CV som østjyde, men trods utvivlsom benægtelse beslægtet med forestillingen om jorden, stedet, hjemstavnen som kvalificerende egenskab.

Skribenten er derimod født og opvokset på Frederiksberg, selve Frederiksberg, har en menneskealder lang beboet Østerbro, nu Nordsjælland på øens yderste kant. I nærområdet vil det ikke have nogen mening at fremhæve sig selv som frederiksberger eller østerbrogenser.

Få om nogen vil forbinde en sådan erklæring med andet end udflyttet københavnerhøjrøvethed, hvilken egenskab man ofte tillægger netop disse de to bydeles indfødte, men uden ret og rimelighed i forhold til den formentlig lige så relative hyppighed af højrøvede i Brovst eller Ringkøbing. Eller Østjylland.

Hovmod er næppe geografisk bestemt, kun lejlighedsvis brist i arten.

Man kommer heller ikke langt med at erklære sit nordsjællandske rodnet, hvilket i en snæver vending godt kunne stå distancen, når en stor del af barndommen blev tilbragt i Vejby-Tibirke sogne. Men at være sjællænder er så lidt som fynbo en god reklame.

Sjællændere tillagdes især før i tiden snyd på vægten og svedenhed med snert af skinhellig utroværdighed. Enkelte enklaver har været undtaget fordommen om almen sjællandsk fesenhed, eksempelvis den daværende egnshovedby Græsted med læge, domhus, årlig dilettantkomedie, to skinnebusstationer og en rigtig algade.

Græsted har siden fået en falsk klang i stavelserne takket være et kendt bjærgsomt bysbarn.

Muld under stiletterne

Den nye venstreordførers udtalelse er fortsat værd at hæfte sig ved: »Jeg er østjyde.«

Denne skribent har aldrig før i sit lange liv, hvoraf en ikke så lille del er tilbragt trindt om land, hørt nogen udtrykke sig sådant. Folk fra den jyske østkyst vil normalt sige: Jeg er fra Horsens, Vejle, Kolding, etc. Men østjyde, aldrig. Østjyde står i modsætning til vestjyde, som man som antydet godt kan høre visse folk fremhæve. Eller slet og ret: Jeg er jyde.

Det går an. Men østjyde. I udsagnet ligger kan hænde et dobbelt snobberi: dels for det jyske. Jeg kommer fra det rigtige Danmark med muld under stiletterne, skønt Grenå, ordførerens oprindelsessted, er en by med byliv, kun med måde jysk og landlig. Den anden ende af snobberiet ligger i at distancere sig fra det øvrige Jylland – fra bonderøvene i midten, vest- og nordpå.

Kvinde, mor, østjyde. Min far var kusk, min mor var nærmest blond, som sagt af Dirch Passer der nu har fået noget så fremmed for komikeren som en urokkelig tavs statue med hat i hånden.

Søren Pind forsøgte med en manøvre der ligner returkommission at tiltuske sig tilladelse til at smække Ronald Reagan op i bronze på Skt. Annæ Plads. Jeg er mand, jeg er far, jeg har brugt 40.000 kroner på en grinagtig uniform, der ligner Albertis drøm om sig selv i galla, og jeg vil have et monument over min drengedrøm.

Bundløs uvidenhed

Pinds afgang var ikke uden talent, men med det lig i lasten at ville påføre hovedstaden en ubegrundet statue.

Reagans verden var som Trumps, men uden den nuværende præsidents utilregnelige ondsindethed. Reagan levede for en stor dels vedkommende (også) i en fantasiboble, hvor han gang på gang blev afsløret i at forveksle gamle film med virkeligheden, stadig mere som den gamle skuespiller red mod solnedgangen.

En tv-dokumentarfilm viste i parallelklip mellem Hollywood-beredskabsspillefilm og Reagans taler, hvor intimt præsidenten fortsat bevægede sig i støvet fra stjernerne. Hans offentlige fremtræden var bygget over ordret genbrugte replikker.

En af Reagans egne folk fortalt i bogform således chokeret at Reagans virkelighedsdistraktion og uvidenhed om eksempelvis Sovjet var bundløs, og at det var et rent under, at han ikke lavede flere alvorlige ulykker end Iran-Contra-skandalen, samt enorme budgetunderskud og ufinansierede skattelettelser.

Så hellere en statue af Søren Pind i uniform til hest og med sabel. Gerne i Østjylland.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Hanne Ribens
  • Carsten Munk
  • Christian Mondrup
  • Jakob Venning
  • Erik Nissen
  • Katrine Damm
  • Poul Anker Sørensen
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
Olav Bo Hessellund, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Hanne Ribens, Carsten Munk, Christian Mondrup, Jakob Venning, Erik Nissen, Katrine Damm, Poul Anker Sørensen, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Georg Metz

À propos Ronald Reagan - som præsident deltog Ronald Reagan i et Hollywood middagsselskab, hvor ingen ringere end James Bond blev fejret.

Ronald Reagan holdt selvfølgelig festtalen og sluttede af med at takke James Bond for hans dåd ved de utallige lejligheder, hvor han havde reddet Den frie Verden.

Jeg læste om talen i Politiken, hvis udsendte var dybt foruroliget …. Jamen altså !!

Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Georg Metz

Måske skulle vi også repetere Ronald Reagans punch-line:

Der er de mennesker, der siger, at James Bond jo bare er film og skuespil –
ja, ja - men vi skal jo alle sammen starte et sted !!

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Erik Nissen

En statue af Bager og Pind på en Østjydsk mark er en fin idé og vil fint gøde marken, da de begge er fyldt med ????

Jytte Dysted Dahl

Bestemt nej!
I Jylland har vi ulvene. Nu må det afgjort være københavnernes tur til at bære byrden. Så lad den Søren Pind-statue blive i hovedstaden.

Olav Bo Hessellund

Undrer mig også over disse annoncer, man nogle gange kan se i østdanske aviser, hvor boligsøgende jyder fremhæver deres jyske rødder. Har aldrig set en falstring, en langelænder (hedder det sådan?) på samme måde fremhæve deres herkomst.