Læserbrev

I nogle kontekster bruger man det at holde folk vågne som tortur. I uddannelsessystemet kalder vi det bare eksamen

24 timer havde en gruppe lærerstuderende til at bevise, at de kunne analysere fiktionstekster og tilhørende læremidler, planlægge målorienteret undervisning og kommunikere med et fiktivt fagteam
24 timer havde en gruppe lærerstuderende til at bevise, at de kunne analysere fiktionstekster og tilhørende læremidler, planlægge målorienteret undervisning og kommunikere med et fiktivt fagteam

Thomas Søndergaard

Debat
29. maj 2018

Lærerstuderende og mange andre studerende udsættes for stort fysisk og psykisk pres af tidsbegrænsede eksamensformer, som tvivlsomt er i stand til at vise ret meget om, hvad vi kan og ikke kan som kommende lærere.

Jeg havde kvalme, hovedpine og generelt ubehag i kroppen, da jeg endelig kunne aflevere kl. 8.30 om morgenen. Mine medstuderende og jeg havde på daværende tidspunkt været i gang siden klokken 9.00 dagen før. 24 timer havde vi til at bevise, at vi kan analysere fiktionstekster og tilhørende læremidler, planlægge målorienteret undervisning og kommunikere med et fiktivt fagteam.

Vigtige kompetencer som kommende dansklærere selvfølgelig skal mestre. Men hvorfor i denne form, der på ingen måde er repræsentativ for virkeligheden og presser os unødigt både fysisk og psykisk? Bevares, vi skal nok få travlt, når vi rammer folkeskolen, men jeg har svært ved at forestille mig en skoleleder bede mig om at udforme et ti siders skriv på 24 timer uden søvn.

I nogle kontekster bruger man det at holde folk vågne som tortur. I uddannelsessystemet kalder vi det bare eksamen. Det er meningsløst, og det er tarveligt over for de studerende. Hvorfor ikke give os et døgn eller to mere og gøre vores fremstillinger mere repræsentative for vores egentlige evner og spare os for at have fysiske mén efter eksamen? Ville det gøre ondt på nogen oppe i hierarkiet, hvis eksamen ikke gør ondt på de studerende?

Lise Ottosen Christensen er lærerstuderende fra Århus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Eksamen og karakterer siger iøvrigt ikke ret meget om det man bliver målt på når man er færdig med at studere, ens kompetencer. Det er meget mere vigtigt, hvad man har at tilbyde af kunnen, end hvad man kunne præstere én enkelt gang under pres.

Eva Schwanenflügel

Det lyder vildt. F... hvor lyder det vildt.. :-/

Mike Knudsen

Ingen siger, at man skal være vågen i alle 24 timer. Til sådanne eksamener er der mange, der afleverer tidligere. Tanken er jo netop, at man får bedre tid til at tænke sig om end ved en 4-timers skriftlig eksamen.

Nogle vælger at være vågen i 24 timer. Hvis man fik 2 døgn mere ville de samme studerende holde sig vågne i 3 dage... og dermed ville de presse andre til også at arbejde non-stop. Det er næppe en god ide. 48-timers eksamener er i øvrigt allerede almindelige.

Eva Schwanenflügel

Mike Knudsen, sådan var det for 20 år siden.
Er der ikke kommet ordentlige mennesker ud af det..?
..

Lise Ottosen Christensen

Kære Mike og Eva,
Så skal arbejdsbyrden bare være derefter. Jeg har endnu ikke hørt en eneste berette om, at de afleverede lidt over midnat og fik en god nats søvn derefter. Mine medstuderende og jeg er hverken stræberiske eller typerne der presser hinanden. Tidsrammen til den specifikke opgave er ganske enkelt for snæver.

Blot fordi omstændighederne var sådan både for tyve år siden og sidste år, er det ikke argument for, at det skal forsætte sådan. Det minder om et militært hakke hieraki, hvor befalingsmanden havde en hård stroppetur, så de nye rekrutters skal være mindst ligeså hård. Vi er bare ikke i militæret, vi er fremtidens folkeskolelærere. 24 timers fysisk og psykisk pres er næppe det der gør os til de medmennesker, lærere og kollegaer vi bliver, hvorfor så forsvare at næste årgang skal igennem samme tromle? Istedet for at indføre en eksamen, som er mere repræsentativ for den virkelighed vi engang skal møde.

Karsten Aaen, Morten Balling, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Lise

Du har helt ret. Jeg er 54, og har studeret for mange år siden, og går nu på universitetet igen her i en halvhøj alder. Det er helt vildt så meget tingene har ændret sig, og det er ikke til det bedre. Jeg fornemmer at problemet bunder i noget med, at nogle af regnedrengene i ministerierne gerne vil have nogle tal de kan give videre til ministeren, så ministeren både kan se, hvor budgetter kan skrabes endnu mere, og samtidig vise at de nye systemer virker. I dag bliver man f.eks. testet langt mere undervejs i studiet, og man skal hele tiden udfylde "tilfredsheds"-rapporter.

Det hedder sig at uddannelsen skal afspejle det arbejdspres de studerende vil blive udsat for i et job bagefter, men jeg kender arbejdspresset og stressniveauet i jobverdenen, og selvom de er høje, kommer det slet ikke i nærheden af det man udsættes for som studerende. En absurd situation, fordi man absolut ikke er bedst til at indlære, når man hele tiden ligger der på stress kurven, hvor mange er ved at bukke under.

Jeg ved godt at det sikkert ikke hjælper i situationen du (og jeg) sidder i lige nu, men hvis de kan være en trøst, har min erfaring været at jeg aldrig har fundet nogen arbejdsgivere som gad værdige mine karakterer et hurtigt blik. De gad ikke engang at se mig vifte med eksamensbeviset. Forståeligt nok. Til en ansættelsessamtale fokuserer de meget mere på at finde ud af hvem de sidder overfor, og hvad man kan. Der hvor karakterer betyder noget, er hvis man havner i bunken med 500 andre ansøgere, men det kan man nemt undgå, ved at bypasse det systemet og finde jobbet uopfordret. Man bliver også målt på karakterer hvis man søger en PhD, men selv dem kan man godt komme til, hvis man ellers har brugt sin tid på uddannelsen på at lære noget, i stedet for at lære at kunne gå til eksamen.

Systemet er fucked, men det opdager de fleste først undervejs, og der tør de ikke protestere, fordi de ved at de risikerer at blive straffet til eksamen. Når de først er færdige, har studiet for mange været så traumatisk at de vælger at glemme tiden og komme videre. Det ville være langt bedre uddannelser folk fik, hvis det var lysten, og ikke frygten, som drev værket. Det var min tilgang da jeg begyndte at studere igen, og jeg har haft det relativt afslappet og lært en masse. Til gengæld har jeg været nødt til at acceptere at 2 er bestået et par gange undervejs.

God arbejdslyst og held og lykke :)

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Detr er kun tåber der holder sig igang/vågen i 24 eller flere timer. Præstationerne falder efter 12-16 timers aktivitet.

Herdis Weins

Sorry for a være en spielverberver, men -
jeg skrev mit hovedfagsspeciale (225 normalsider) i løbet af 14 dage, hvor jeg nærmest levede af kaffe og cigaretter. Og det blev fandme godt, hvilket såvel min vejleder som min censor belønnede med en 2 cifret karakter og en fin udtalelse. Ligeledes har jeg måttet aflevere opgavemed en 14 dages frist som fulgtes op af et mundligt forsvar og igen med samme resultat som specialet.
Jeg har i årevis arbejdet i en verden, hvor udstillinger og pressemeddelser skulle være færdige til deadline - udstillinger krævede som regel at man i en uge efter månedlang research og forberedelse havde 5 eller 7 dage til at realisere udstillingen. Det betød næsten altid arbejde nærmest 24/7 i den tid.Og hvad med journalister, der tidligere arbejdede under konstant deadline ?
Og undskyld mig Lise, men du kommer som lærer fandme til at arbejde under tidspres i forbindelse med eksaminer i forbindelse med de ældste klasser, hvor der skal læses og rettes opgaver. For da slet ikke at nævne de situationer, hvor du skal være vikar og med kort varsel tilrettelægge et undervisningsforløb.

Morten Balling

@Herdis

Jep, som Lise skriver: "Det minder om et militært hakke hieraki, hvor befalingsmanden havde en hård stroppetur, så de nye rekrutters skal være mindst ligeså hård."

Jeg har engang arbejdet i 62 timer i stræk, og den sidste time var jeg ikke specielt effektiv.

Tjek også den her, hvis du ikke kender den:

https://en.wikipedia.org/wiki/Yerkes–Dodson_law

Herdis Weins

Morten Balling -
fordelen ved at skulle arbejde under pres, er at man opdager, om ens basisviden er i orden. Den er man nemlig i den situation nødt til at trække på, så det bliver et wake-up call, hvis den mangler.
Jeg synes simpelthen Lises klage er noget piv, fordi jeg i årevis flere gange om året har måttet arbejde
under ekstrem tidspres. Det er nemlig vilkårene på små kulturinstitutioner, hvor man ikke har råd til at lukke ned i ugevis, når nye udstillinger skal sættes op og man i øvrigt altid er for få folk.Og man lærer ikke så lidt om sig selv og hinanden, når man arbejder sammen under de betingelser.
Så jeg har kun et skuldertræk til overs for Lises engangs situation.