Kommentar

Kritik af ’Black Madonna’: Der er ikke fri leg med identiteter

Madame Nielsen og Christian Lollike har ikke fri adgang til enhver identitet, de måtte ønske at indleve sig i, for racemæssig uretfærdighed bunder ikke bare i mangel på indføling
»Når Nielsen og Lollike mener, at kunst uden videre kan lege med raceskel og indleve sig i sorte amerikaneres eller danskeres historie, ender de paradoksalt nok med at bekræfte det værste ved den identitetspolitik, de kritiserer.« skriver Eskild Elling.  

»Når Nielsen og Lollike mener, at kunst uden videre kan lege med raceskel og indleve sig i sorte amerikaneres eller danskeres historie, ender de paradoksalt nok med at bekræfte det værste ved den identitetspolitik, de kritiserer.« skriver Eskild Elling.  

24. maj 2018

Madame Nielsen og Christian Lollike antyder i et interview i Information d. 5. maj, at kritikken af deres teaterstykke Black Madonna udspringer af censurmentalitet. De mener, at det er vigtigt, at kunsten er fri til at vise blackfacing og bruge »the N-word«, som amerikanerne siger. Men selvom de to teaterfolks argument er vigtigt, er det også problematisk.

De to udtaler, at »hvis der er noget, vi begge har en forkærlighed for, så er det at gå ind i betændte områder – der, hvor det er farligt at være.« Nielsen understreger endvidere, at »noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden.« Spørgsmålet er imidlertid, hvor farligt det egentlig er for de to at lege med raceskel, og hvor frie størstedelen af verdens befolkning faktisk er til at være andre, end de er.

Jeg bor i Chicago, én af USA’s mest segregerede byer, og jeg bliver konstant konfronteret med virkninger af en brutal racemæssig vold, hvis åbenlyshed de færreste danskere nok begriber. Den danske racisme er en mere underforstået racisme.

Men i USA, hvor fattigdomsraten for sorte er 22 procent, mod ni procent for hvide, og hvor sorte fængsles fem gange så hyppigt, er det givetvis svært for mange sorte at forestille sig, at de er frie til at være andet end undertrykte. I det lys kommer det til at lyde som en smagsløs, privilegeret eksotisme, når Nielsen og Lollike vil udforske det »farlige« og »betændte«, hvilket de – modsat mange i Chicago – uden tvivl har rig mulighed for.

At kritisere dette er ikke det samme som at hævde, at kunst bare skal være opbyggelig. Og uden den falske modsætning har teaterfolkenes indignation på den frie kunsts vegne ikke meget på sig.

At spise den anden

Superheltefilmen Black Panther, der havde premiere for nylig, er på mange måder en forskruet fremstilling af amerikansk racepolitik. Men den havde én klar styrke i mine øjne: Modsat mange fremstillinger af sort kultur (måske inklusive Nielsen og Lollikes) var den ikke bare skabt for, at et hvidt publikum kunne føle sig woke eller progressive – noget kritikeren Bell Hooks har kaldt »at spise den anden«.

Filmen spejlede derimod en sort selvbevidsthed. For mig var filmen ikke bare en oplevelse af forskellen mellem sort og hvid identitet, men af en fundamental mangel ved enhver identitet. Af at der er kulturelle værdier, som jeg ikke kan gøre krav på; de tilhører andre, fordi de er formet af deres erfaringer, på godt og ondt.

Min identitet er ikke noget, jeg kan lege frit med og eventuelt overskride ved at se Black Panther eller farve mig sort i ansigtet; den udgør en begrænsing af den måde, jeg tilgår verden på.

Den oplevelse havde intet med indlevelse at gøre, men var snarere en form for ophævelse af det, jeg troede, jeg var, uden nødvendigvis at erstatte dette tab med noget nyt. I parentes bemærket forestiller jeg mig, at uafhængig kunst som den, Nielsen og Lollike udøver, har betragteligt bedre vilkår for at udforske denne oplevelse end en superheltefilm.

Kunstneren har ikke adgang til enhver identitet

Men når Nielsen og Lollike mener, at kunst uden videre kan lege med raceskel og indleve sig i sorte amerikaneres eller danskeres historie, ender de paradoksalt nok med at bekræfte det værste ved den identitetspolitik, de kritiserer. Som Nielsen udtrykker det, kan verden ikke forandres bare ved at undgå stødende udtryk. Men verden bliver heller ikke et bedre sted ved, at kunstnere bilder sig ind, at de har fri adgang til enhver identitet, de måtte ønske at indleve sig i.

For en sådan idealistisk indstilling mister blikket for, at eksempelvis racemæssig uretfærdighed ikke blot bunder i mangel på indføling, men også i skel, der har deres rødder i materielle – økonomiske, politiske, juridiske – forhold, som udgør enhver identitets mulighedsbetingelse og begrænsning.

Lidt forsimplet kan man sige, at mens vi i Danmark stadig bilder os ind, at vi lever i ét samlet, homogent samfund, opfatter amerikanerne ofte samfundet som splittet i klart adskilte identitetsgrupper. Der er problemer forbundet med begge dele.

I USA risikerer frygten for offentlighedens reaktion at føre til for hurtig afvisning af nye ideer. Men i Danmark bliver hensyn til kunstens uundgåelige samfundsmæssige konsekvenser tilsidesat som 'politisk korrekthed'. Mange danskere er i øvrigt næppe bevidste om, at dette udtryk i USA udelukkende anvendes af konservative som en afvisning af enhver hensyntagen til mindretals rettigheder.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft mulighed for at se resultatet af Nielsens og Lollikes samarbejde. For jeg værdsætter store dele af deres værker og er enig i, at intet af det, de gør, bør forbydes. Måske er de ligefrem lykkedes med at udvide vores forståelse af race med stykket.

Men hvis de er det, tror jeg ikke, at det er på grund af deres påståede frihed til kunstnerisk at indleve sig i hvad som helst – men fordi deres forsøg på en sådan indlevelse har slået spektakulært fejl.

debat@information.dk

Eskil Elling er ph.d.-studerende i filosofi ved Northwestern University, USA

Michael Wilson, der er gæstende ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, kritiserede Teater Sort/ Hvids forestilling ’White Nigger/ Black Madonna’ for racial vold på et arrangement arrangeret af teatret.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Egentlig et interessant indlæg - som dog også kommer til at vise, hvor skoen trykker: at det nødvendige oprør ikke finder sine kulturelle former, som kan udtrykke de undertrykte massers situation og deraf afledte følelser. Hvornår begynder sorte at sminke sig hvide for at fremstille blikket på dem fra den marginaliserede position? Det er ved at overskride de materielle grænser, at frigørelsen kan komme. Det er ved at se krænkelsen i øjnene og gøre noget, man kommer videre, sådan som #MeToo så klart fornylig har vist os det.
Det gør det jo ikke bedre, når solidariske kunstneriske projekter bliver misforstået af alt for jordbundne og analytisk svage kommissærer, sådan som det skete på høringen.
Lollike og Nielsen kan jo heller ikke bare tale ud af posen, så kompromitterer de deres forestilling og de indlejrede betydningslag, fiktionskontrakten - og i sidste ende det skarpe politiske budskab, som alt andet bygger op til: den omvending, hvor det hvide samfunds racekrig imod sine minoriteter elegant vendes på hovedet.

Troels Ken Pedersen

"Whitefacing"? Det er en ret gammel hat, at sorte mennesker har rettet deres krusede hår ud så det blev glat og bleget deres mørke hud med kemikalier for at fremstå mindre sorte. Det har utvivlsomt gjort nogle enkelt-individers liv nemmere (uanset at kemikalierne er skrappe sager og har helbredsmæssige konsekvenser), men at hylde det som revolutionært frisættende virksomhed er nok at strække parallellen mere end den kan bære.

Og eftersom det hvide samfunds racekrig mod minoriteterne er begrundet og retfærdiggjort ved skrækfantasien om at de ikke-hvide skal gøre mod de hvide, hvad de hvide har gjort mod de ikke-hvide, så er "omvendingen" ud over det første, overfladiske blik ikke så meget en empati-skabende omvæltning som en bekræftelse. Hvis man er i tvivl, skal man ikke kigge langt i debatten om "Black Madonna" for at se hobevis af hvide folk, der føler sig forfærdeligt undertrykte af de farlige sorte...

Jørn Andersen, Marie Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

DR2 dokumentarserien "I Politiets Vold" viser ret entydigt, at det danske politi har en indlejret, strukturel racisme-kultur.

Men hvornår det er det samme med en teaterforestilling står hen i det uvisse.

Identitetspolitikken har risiko for at falde i den indadskuende fælde, hvor man kritiserer sig selv til hudløshed, og glemmer den overordnede politik og samfundsanalyse.