Kommentar

Kritikken af Finansministeriets metoder er afgørende for demokratiet

En kommende socialdemokratisk regering skal bruge kritikken af Finansministeriets regnemodeller til at genåbne samtalen om dansk økonomi
Finansministeren afviste rituelt kritikken af ministeriets regnemetoder. Men et stærkt Finansministerium havde forstået, at man ikke kan have så meget magt i et demokrati uden at ville lade sig udfordre, kritisere og diskutere åbent.

Finansministeren afviste rituelt kritikken af ministeriets regnemetoder. Men et stærkt Finansministerium havde forstået, at man ikke kan have så meget magt i et demokrati uden at ville lade sig udfordre, kritisere og diskutere åbent.

Mads Claus Rasmussen

26. maj 2018

Den store ideologiske kamp i dansk politik har været reduceret til resultatet af et regnestykke, som ingen almindelige borgere forstår. Det er ikke en parodi på de politiske realiteter, men virkeligheden som er parodisk. Det, der historisk har været en idékonflikt, der definerede højrefløjen og venstrefløjen, er blevet til en teknisk drøftelse af størrelsen på det såkaldte råderum.

Hvis råderummet er stort, kan vi foretage offentlige investeringer, som kan præge og udvikle vores samfund, men hvis råderummet er småt, kan vi ikke.

Det er i sig selv karakteristisk, at den politiske frihed nu defineres af den tekniske term ’råderummet’. Råderummet er det forventede overskud på de offentlige budgetter på et bestemt tidspunkt ude i fremtiden og forklares populært som de penge, der er tilbage, efter alle faste udgifter er betalt. I praksis betyder råderummet, at man bruger Finansministeriets fremskrivninger som en foreløbig facitliste for fremtidens investeringer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Espen Bøgh
  • Poul Genefke-Thye
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • Henning Kjær
  • Bjørn Pedersen
  • ingemaje lange
Katrine Damm, Espen Bøgh, Poul Genefke-Thye, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Henning Kjær, Bjørn Pedersen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Fremragende indlæg af Rune Lykkeberg og en glimrende kulmination på de sidste ugers hede diskussion om finansministeriets regnemodeller og den udemokratiske magt der udøves af det selvudnævnte økonomiske præsteskab og deres ortodoksi. En god begyndelse ville være at opsige den rigide Finanspagt - noget Danmark uden videre kan gøre fordi vi ikke er med i euro-zonen. Dernæst at skabe nye retvisende makro-økonomiske regnemodeller udviklet i et samarbejde med de forskellige skoler i økonomisk teori som professor Jesper Jespersen har forslået for nylig.
Rune har fuldstændig ret - noget skal ske. Ingen er tjente med regnemodeller der ligger så fjernt fra virkeligheden som de nuværende der kun kan regne ud hvor mange fugle der sidder på taget i en fjern fremtid. Også kaldet "råderum" en "hvis og hvis min røv var spids"-teori.

Ole Henriksen, jørgen djørup, Torben Vous, Flemming Berger, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Bettina Jensen, Anne Eriksen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange og Mette Møhl anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Konklusionen i kommentaren er ikke ukorrekt, men vildledende. Det er rigtigt, at det er nødvendigt at genåbne samtalen om økonomiens forudsætninger, og at Socialdemokratiet skal udfordre præmisserne for Finansministeriets udregninger. Men Socialdemokratiet tør af gode grunde ikke på nogen afgørende måde udfordre principperne bag budgetloven og finanspagten.

Derfor er det også forkert at give indtryk af, at det i væsentlig grad vil ændre på, hvad det økonomisk set vil give af nye muligheder, og det er også forkert at give indtryk af, at det vil give mulighed for i væsentlig grad at udvide det politiske råderum.

Konklusionen er vildledende på samme måde som partierne Venstre og Socialdemokratiet er det, når de forsøger at overbevise vælgerne om, at der er en væsentlig forskel på den politik, som de to partier vil komme til at føre, hvis netop de får regeringsmagten.

Begge partier vil i stedet ved regeringsmagten blive nødt til at føre en form for en ”nødvendighedens politik”, fordi der i praksis vil være lille forskel på de to partiers opfattelse af størrelsen på det økonomiske råderum, og fordi begge partier vil blive nødt til politisk at undgå at udfordre forventningerne hos den store gruppe af vælgere, der i dag kan karakteriseres som den nye middelklasse.

Forudsætningen for at kunne føre en mere social og lighedsorienteret politik, der tager særlige hensyn til de svageste i samfundet, er at overbevise den nye middelklasse om, at de må være indstillet på en stagnation i deres forbrugsmuligheder og begrænsninger i deres muligheder for gratis at få del i samfundets velfærdsgoder. Kort sagt, at der skal prioriteres på en ny måde, og at der skabes legitimitet i den nye middelklasse for en sådan prioritering.

Konklusionen på lederen burde i stedet være, at det er ”en afgørende opgave for en kommende socialdemokratisk regering at genåbne samtalen” om, hvordan vi styrker tilliden og sammenhængskraften i samfundet, således at det ikke går ud over de svageste.

morten rosendahl larsen, Flemming Berger, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Michael Waterstradt, Lise Lotte Rahbek, ingemaje lange og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Vigtig kronik der på glimrende facon tegner de store linjer. Tak!

Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Peter Iversen

Budgetloven betyder, at vi har forpligtet os til, at underskuddet på de offentlige finanser ikke må overstige 0,5 pct. - af BNP :-)

Glimrende klumme - tak!

Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den finanspagt har været - og er - ødelæggende for velfærden og demokratiet.
Så meget desto mere pinligt er det, at det var en regering med Socialdemokratiet i spidsen, der blindt underskrev denne kontrakt, når det ingenlunde var spor nødvendigt.

Ole Henriksen, Ole Frank, Karsten Lundsby og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

PS : Finanspagten også kaldet selvmordspagten af Nobelpristager i økonomi - Paul Krugman.

Peter Sterling

Samfundet kogt ned til et todimensionelt regneark, helt ærligt, hvor meget er der så tilbage. Hvor er fornemmelsen for det enkelte menneske? Samtalen om dansk økonomi kan ikke adskilles fra den fattigdomsskabelse som politikerne har tvunget igennem.

I stedet for et bedre samfund, har vi fået en halvering af dagpengene, loft over kontanthjælpen, stramninger af førtidspensionen, færre penge til indvandrere, mindre SU og kortere sygedagpenge, og 35.700 færre fuldtidsansatte i kommunerne til at løse de sociale opgaver.

"Hvordan styrker vi tilliden og sammenhængskraften i samfundet, således at det ikke går ud over de svageste"? Embedsmændene i Finansministeriet burde havde forstået, at man ikke kan have så meget magt i et demokrati, uden at det går galt. Magt skal fordeles ud over de enkelte samfundsgrupper, ellers er det ikke et demokrati dvs. et borgerstyre.

I årtier er der foregået en ændret fordeling af skattebyrden, fordi den rigeste tiendedel af befolkningen har fået skattelettelser og dermed bidrager forholdsmæssigt stadig mindre. Politikerne har systematisk sørget for færre skatteindtægter ved at beskatte de rige og erhvervslivet mindre og mindre. Det er et erklæret mål for de velhavende, at dette dobbelte mål, mindre personskat på de rige og mindre skat og afgifter på erhvervslivet, forsat forstærkes.

Det faktum at de 55 % af befolkningen har fået væsentlige forringelser, mens de 45 % af de rigeste har fået skattelettelser, og at skattebyrden er flyttet nedad i samfundet, væk fra overklasse og måske også væk fra den øvre middelklasse, denne viden er eneste vej frem mod et mere retfærdigt samfund.

Forudsætningen for at kunne føre en mere social og lighedsorienteret politik, der tager særlige hensyn til de svageste i samfundet, er at vise de 55 % af befolkningen, at de udgør flertallet. Middelklassen udgør kun 29 pct. af befolkningen, hvoraf 45 pct. er offentligt ansatte, den samfundsgruppe har indset at fattigdommen i Danmark skal fjernes.

Arbejderklassen som udgør udgør 40 pct. af befolkningen, har været hårdt ramt af de nedskæringer, som politikerne de sidste 20 år har presset igennem, fordi Dansk Arbejderforening og Dansk Industri har krævet det, samt betalt lobbyfirmaer så de har oversvømmet medierne med propaganda.

Uligheden er steget dels på grund af skattelettelser til de rige, dels på grund af forringelser af offentlige ydelser til de socialt udsatte. Skattereformerne tog fart med Foghs skattestop i 2001. Siden har politikerne jævnligt valgt at tage mindre fra de højest lønnede, hvorfor der er mindre at give til dem med de laveste indkomster; underklassen som udgør 15 pct. af befolkningen.

Sværere bliver det at overbevise de 13 pct. af befolkningen, som udgør den højere middelklasse, om at en en ændring er nødvendig. Overklassen udgør 3 pct. af befolkningen. Gruppen udgøres af topledere, selvstændige og uddannede lønmodtagere med over 1,1 mio. kr. i indkomst, f.eks. fabrikant, bankdirektører, finansanalytikere og kommunaldirektører. Overklassen kan ikke se at der er noget galt, da de ikke kan se eller fornemme de socialt udsatte.

En omfordeling er en omfordeling, der er ingen anden vej udenom, ikke flere løgne og omskrivninger, naturligvis kræver det en genopbygning af Skat. Skat er en forudsætning for at fjerne fattigdommen. Selskabsskatten er sænket fra 50 % til 22 %. De sidste 15 år er der givet skattelettelser for 52 mia. kr. til de rige.

Nedbrydningen af skat var bevidst neoliberal politik. Hver fjerde medarbejder i Skat skal væk, dikterede Venstres finanslov i 2006, der fyrede de 2.500 skattefolk. Resultatet af den neoliberale politik er, at Skat ligger i ruiner.

Ole Henriksen, jørgen djørup, Jørgen Kærbro Jensen, morten rosendahl larsen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Makroøkonomerne er som alkymisten
der aldrig taber pusten eller gnisten
men stædigt søger facit udenfor pisten.

For i den makroøkonomiske lære
beskrives den storslåede ære
der tilkommer dem der gør alt værre.

Øvelsen går ud på at skjule
at løfterne og estimaterne er hule
og ministerierne blot en spillebule.

Her flytter man rundt på tal og forudsætning
i et håbløst forsøg på at finde dækning
for statskassens ustoppelige lækning.

Man prøver med en rigtig kickstart
men indser snart det ikke var smart
for miste milliarder er ikke spor rart.

Man prøver metoden, at beskatte
men det vil ikke rigtig batte
hvorfor kan slet ingen fatte.

Efter en tid belønnes økonomerne dog
fik landet lagt i ruiner mens vi andre sov
honoreres derfor med medalje og sjippetov.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Peter Sterling: For mig er det afgørende ikke, om personer kan kategoriseres som tilhørende arbejderklassen eller middelklassen ud fra en mere traditionel klasseopfattelse, men om de ud fra deres ansættelse og deres løn kan siges at tilhøre en trods alt rimelig priviligeret og stor gruppe, det jeg kalder den nye middelklasse.

En gruppe, såvel Venstre som Socialdemokratiet i høj grad bejler til. Den egentlige overklasse tilhører jo kun nogle få procent af befolkningen i et land som Danmark.

For mig at se tilhører det, du kalder for middelklassen, og størstedelen af det, du kalder for arbejderklassen, det jeg vil betegne som den nye middelklasse, og en afgørende faktor for den er forventninger til en livsstil og et forbrug på et vist niveau, uafhængigt af om lønnen kommer fra f.eks. en stilling som håndværker eller en stilling som gymnasielærer.

Når der i skiftende blå og røde regeringer har været tale om økonomiske stramninger, der ramte de svageste i samfundet, må man formode, at det er sket med billigelse af den nye middelklasse, der generelt set, har haft nok i sig selv (hvor "gammeldags" forestillinger om klassesolidaritet og sammenhold stort set er fraværende).

Spørgsmålet må være, hvordan et rødt flertal igen kan få skabt en opfattelse af nødvendigheden af et kollektivt socialt ansvar i den store gruppe af ret priviligerede personer (den nye middelklasse).

Søren Nørgaard, Jørgen Kærbro Jensen, Flemming Berger, Trond Meiring, Frede Jørgensen, Ebbe Overbye, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Eva - Efter finanskrisen 2008 begyndte USA´s federale centralbank (The fed) med den såkaldte kvantitative lettelse (quanitative easing) for at nedbringe arbejdsløsheden og det har vist at USA kom 5 år tidligere ud af krisen - EU med Tysklands diktat "Finanspagten" gjorde det stik modsatte hvorefter arbejdsløsheden blev eksporteret sydpå fordi Tyskland indførte "working poor"-lønninger der pressede resten af EU til at spare på pensioner og sociale udgifter også kaldet "indre devaluering" Derfor kaldte Paul Krugman den for "selvmordspagten"

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Kvantitative lettelser : I USA månedlig opkøb af statsobligationer for 80 mia. dollars og renten nær nul.
I EU påbegyndte man på kvantitative lettelser 7 år senere (syv spildte år) med opkøb for 60 mia. euro om måneden og renten nær nul og surprice - bøtten vendte. Somme tider er dumhed til at græde over.

Eva Schwanenflügel

Torben, jeg er nu bekendt med quantitative easing og Tysklands forsøg på diktat med Finanspagten, men mange tak for den historiske gennemgang :-)
Men hvorfor hulen skrev Danmark under, når det ikke var påkrævet?
Var det blot pga Thornings og Vestagers EU-begejstring, eller hur..?

Bjarne Toft Sørensen

@Eva Schwanenflügel: Fordi det var et signal til udenlandske investorer og finansmarkederne om en stabil og ansvarlig økonomisk politik i Danmark, og det hænger også sammen med, at vi har valgt at have en fastkurspolitik i forhold til Euroen, hvilket på forhånd begrænser vores muligheder.

Problemet med tilslutningen til Finanspagten er ikke så meget et "her og nu" problem, men det afskriver os fra fremover at føre en politik, der skaber vækst ved mere massive offentlige investeringer.

Den danske økonomi er lille i en EU - sammenhæng, og så længe der ikke er opbakning fra de toneangivende økonomier i EU til at opgive Finanspagten, ville det være noget af et uoverskueligt eksperiment for Danmark pludselig at gå enegang og udfordre principperne i Finanspagten (hvad enten vi direkte har forpligtet os på den eller ej)

Det bliver interessant at se, hvilken politik den kommende italienske regering får mulighed for at føre, og om dens eventuelle brud med en række "spilleregler" i EU kan "løsne op" for noget, der også vil kunne forbedre Danmarks muligheder for at føre en anden politik.

Eva Schwanenflügel

@ Bjarne Toft Sørensen

Mange tak for svar. Men HVORFOR ville Danmark have en fastkurspolitik?
Eller rettere "nødvendighedens politik"?
Danmark står jo udenfor Euroen?
Og nu er det bankerne der laver pengene - som måske slet ikke er der ?
Alt er fantastisk, ligesom i Anders Fogh Rasmussens periode, og så slutter det pludselig på en skrænt igen..

Eva Schwanenflügel

@ Bjarne Toft Sørensen

Mange tak for svar. Men HVORFOR ville Danmark have en fastkurspolitik?
Eller rettere "nødvendighedens politik"?
Danmark står jo udenfor Euroen?
Og nu er det bankerne der laver pengene - som måske slet ikke er der ?
Alt er fantastisk, ligesom i Anders Fogh Rasmussens periode, og så slutter det pludselig på en skrænt igen..

Espen Bøgh

Måske er det rigtigt, som denne historie beretter?

3 økonomer var på elgjagt i Sverige, og går gennem krattet med 10 meter imellem hver, da en elg pludselig stikker hovedet frem 20 meter fra dem.

Økonomen yderst til højre skyder omgående - men 15 meter for langt til venstre for elgen, mens økonomen til venstre skyder 15 meter for langt til højre, hvorefter økonomen i midten smider sit gevær og løber glædestrålende frem mod elgen og råber "VI RAMTE, VI RAMTE"!